Forfatterarkiver: Beate Rasmussen

Beates klumme maj 2021. Det 5. bud: Du må ikke slå ihjel. Det handler om discipelskab. Titlen på nærværende klumme er et af de ti bud, som Gud gav Moses. Betegnelsen at slå ihjel betyder at angribe et menneskes identitet. Der er mange måder, hvorpå mennesker kan slukke for lyset i et andet menneskes liv.  Jeg er overbevist om budenes værdi og betydning for et menneskes liv. Jeg er også ret overbevist om, at det er de færreste, der kan opremse de ti bud: Øh … er det ikke noget med …? Jeg tænker, at dette fantastiske regelsæt, rakt direkte til menneskeheden fra Gud Faders egen hånd, trænger til en kraftig eksponering. Der er noget støvet, hensygnende, mølposeagtigt over Guds ti forskrifter, som de står i dag. De er trykt på siderne i alle Bibeludgaver, men de opfattes ikke altid som stuerene.Psykoterapeut Steen Palmquist formulerer, og jeg citerer fra aprilklummen:

Beates klumme april 2021. Du skal kende et træ på dets frugter. Det handler om discipelskab. I forrige klumme delte jeg nogle betragtninger om forskellen på den autoriserede bibeludgivelse fra 1992 og udgivelsen Bibelen 2020. Min begejstring forbliver i top over 2020’erens håndtering af de historiske skrifter, og de, i denne klumme, udvalgte skrifter fra Det Gamle Testamente. Jeg ser, og opfatter, historiske forløb mere intense i 2020’eren, idet den efterlader et mere broget sanseindtryk i end i 1992’eren. Overskriften indikerer, at den enkelte af os, af vore omgivelser, defineres ud fra, hvordan vi kommer igennem livet. Vi bliver vurderet på vores væremåde og karakter, og den måde vore familier, venner og kolleger læser os på. Denne klumme handler om identitet. Hvordan opfattes vi af andre, ud fra hvilke valg vi træffer; ud fra hvordan vi prioriterer tidsmæssigt og økonomiskHvem vil vi være, hvad vil vi kendes for? Hvordan får vi

Beates klumme marts 2021. Det skrevne ord i gammel og ny klædning. Det handler om discipelskab. Der er både noget fortroligt, og kildrende, ved at genlæse en bog, der har været parkeret i reolen i en årrække. Vi kender indholdet, men glæder os over endnu en gang at være i selskab med aktørerne i handlingsforløbet. Vi ved udmærket, hvordan handlingen forløber, men alligevel kan vi, hen mod dens klimaks,mærke pulsen stige. Fornøjelsen, og udbyttet, ved at læse knytter sig til vores hjernes evne til at omsætte det skrevne til billeder og forestillinger; fantasi og følelser aktiveres. Anderledes er det ikke med læsning af Bibelen, selvom den ikke er én sammenhængende beretning, der udvikler sig fra start til slut. Med sine 66 bøger erden en forunderlig konstellation, der rummer en broget historik med Gud Fader som den røde tråd. Bibellæsning er en rejse over mere end 3000 år, og det kan ikke sammenlignes med læsning af øvrig litteratur. Bibelens kvaliteter er umådelig talrige, idet hver enkelt bog udgør sit eget univers. Derfor bliver bibellæsning en vidtrækkende, uophørlig rejse, hvor den læsende føres gennem brusende forløb, skræmmende slagmarker, begejstring og smertelige begivenheder for efterfølgende at

Beates klumme december 2018. De styrer farlig kurs. Det handler om discipelskab. Vendingen – de styrer farlig kurs – blev brugt af den engelske krigsflåde på sejlskibenes tid. Meddelelsen, der blev givet via signalflag til fjendtlige fartøjer, skulle få det fremmede skib til at lægge kursen om. Hvis ikke, kunne det koste en konfrontation. Jeg har med stor lyst ”slugt” romaner om heroiske bedrifter til søs. Det synes, som om den engelske flåde er romantiseret i kraftig grad. Nationens mange oversøiske kolonier har givet næring til flere forfatteres fantasi til at skrive om heltemodige kaptajner, der under uhyrlige forhold har overvundet fjenden. Det er så godt for fantasien, at opleve disse kampe stige op fra bogens sider, hvor krudtrøgen mere end anes i læserens næsebor! Jeg er vis på, at havde jeg ikke følelsesmæssigt taget de mange dramatiske situationer i bøgerne til mig, havde vendingen de styrer farlig kursikke haft

November 2018. ”Barmhjertighed vil jeg.” Det handler om discipelskab. Jeg er igen og igen vildt overrasket over, hvor fantastisk aktuelle og omsættelige Jesu lignelser er! Det er pædagogik på højt plan indkapslet i etik og medmenneskelighed – med garanti for Guds bevågenhed og handlekraft. Et virkeligt fedt koncept! Jesus har i Matt. 9.13 fingeren på pulsen mht. at træde til på andres vegne: ”Barmhjertighed vil jeg,” lyder det. Budskabet i Jesu ord er rettet på, at som Han er, vil Han, at vi skal være! Det betyder tydeligvis noget for Jesus, at vi forholder os følsomme over for andre mennesker og deres behov. Mon ikke lignelsen om den barmhjertige samaritaner har budskab til enhver, som har hørt om den eller selv læst den? Om ikke andet er jeg vis på, at et par af aktørerne i lignelsen vækker forargelse hos læseren. Her kommer lignelsen i her i fri form: En

Beates klumme oktober 2018. Hører du det min sjæl? Det handler om discipelskab. Jeg vil gerne slå et slag for, at du, kære læser, begynder at tale med dig selv! Ideen er ikke min egen, men den handler om, at vi betragter kernen i os selv som en samtalepartner. Når jeg siger kernen mener jeg sjælen – hjertet. Lad disse to betegnelser være vort udgangspunkt. Langt de fleste menneske har talenter og ressourcer, som aldrig bliver erkendt og udviklet. Årsagen kan meget vel ligge i manglende selvforståelse og / eller berøringsangst. Mange tænker ikke over eget livssyn – og står muligvis rådvilde over for, hvad de skal foretage sig, fordi de ikke bruger tid på en indre dialog. De får ikke stillet sig selv de kritiske spørgsmål, som kunne føre til ny inspiration og dermed også nye handlinger. Jeg husker et ord fra en filosofisk afhandling – selvtænkning. Det lyder

Om at indgyde håb. Det handler om discipelskab. Det grundlæggende element i alle mine klummer er tro; mine betragtninger af troens udfordringer og mine tros-erfaringer med Bibelens Gud – og ud fra Bibelens ord, og med mennesker, som er mine medvandrere i livet. I aprilklummen skrev jeg om kærlighed – om det at elske sin næste. Nærværende klumme er skrevet ud fra det tredje element håb – i de tre teologiske dyder – tro, håb og kærlighed – kendt fra den såkaldte kærlighedens højsang i Det Nye Testamente 1. Kor.13. D. 19.3.2018 gjorde jeg en overraskende erfaring. På et leje på Demensklinikken på Rigshospitalet hold jeg om, og støttede, en ældre kvinde fra kirken. Hun skulle have foretaget en lumbalpunktur. Lægen kiggede på mig og spurgte, om jeg var datter til kvinden. Der – i det øjeblik – hørte jeg mig selv sige: ”Nej, jeg er leder af Evangeliekirkens Diakoni!”

Beates klumme juni 2018 Guds Ånd er fantastisk. Det handler om discipelskab Årets sidste forårsmåned – maj – var pinsemåned, og da jeg har mit teologiske ståsted i Pinsekirken, er det formidlingen af pinsens totalt ekstraordinære begivenhed, der trækker i mig i nærværende klumme. Pinse handler om den mageløse begivenhed Gud foranstaltede 50 dage efter Jesu opstandelse. Den bibelske begivenhed pinse og pinsens betydning i det himmerige – Guds Rige, som Jesus igen og igen har talt om, har sin kalendermæssige begyndelse langt tidligere end netop den aktuelle dag – i Jerusalem. Et sted mellem 7. og 8. århundrede før Jesus giver Gud profeten Joel et budskab, han skal forkynde; et løfte om en særlig udgydelse af Guds Ånd. Det løfte opfyldte Gud på pinsedag kort efter Jesu himmelfart: ”Det skal ske derefter: Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker.” (Joel 3.1) Når Gud siger ”min ånd”, medfølger der

Beates klumme maj 2018. Stolthed og fordom. Det handler om discipelskab ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget.” Esajas 53,2-3. Jeg lever lidt i middelalderen for tiden! Rettere sagt, har jeg vist det ene ben i middelalderen og det andet fremskudt i renæssancen. Det er menneskesynet, som praktiseres i disse tidsepoker, der kalder på min opmærksomhed. Jeg har netop genlæst en bog om York i den nordlige del af England på Edward d. 3.s tid – 1300-tallet. Overalt i Europa på den tid er samfundet voldsomt lagdelt i adel, kirke, faglige laug – og så mennesker helt nede på samfundets nederste rangstige. Menneskeliv talte ikke. Kirken med paven i spidsen – godt hjulpet af klostrene og deres ledere –

Beates klumme april 2018 ”Du skal elske din næste!” ”Hvem….???” Det handler om discipelskab ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.” (Luk.10.27) Jesus videregiver et hændelsesforløb med en mand, som bliver overfaldet og behandlet meget hårdhændet af sine overfaldsmænd. 3 forskellige personer får muligheden for at hjælpe den tilskadekomne. De to første personer var religiøse. Begge stak halen mellem benene og ydede ingen hjælp. Derimod udviste en miskrediteret fremmed mod og stor omtanke. Jesus peger på den 3. mand som et menneske efter Guds hjerte. Jeg forstår selvfølgelig, at vi her taler om et eksempel til efterfølgelse, hvorfor jeg tilføjer spørgsmålet: Hvem er det, jeg i min samtid seriøst skal give

10/12