Beates klumme maj 2025. Livssyn og livskvalitet. Det handler om discipelskab
Jeg har fået nye briller! Dermed skulle jeg være vældig glad for, at hverken bogstaver eller noder fortsat danser rundt i eget tempo á la Sankt Vejtsdans. Så herligt er det imidlertid ikke. Nummerpla-derne på de forankørende biler har det stadig med at flytte sig til hhv. den ene eller anden side. Hvad er der dog i vejen med brillerne, eller skulle det være mig, der ikke passer til brillerne? Lige her må jeg standse op! Mit første møde med min optiker fungerede tilsyneladende ok, og jeg fik konstrueret briller, der skulle sikre, at såvel noder som objekter forblev forankrede, hvor de skulle være. Mit behov for brillekorrektion syntes at være minimal. Efter nogle ugers tid vendte jeg imid-lertid tilbage til brillemanden, og beskrev for ham, at der ikke var den kvalitet af syn, jeg forven-tede. Jeg gennemgik den sædvanlige procedure med at kigge på objekter af forskellig størrelse. Ef-ter processen måtte jeg forstå, at jeg havde et ganske udmærket syn, men dog en svagt begyndende grå stær i et omfang, som ikke ville genere mit udsyn og læsesyn i væsentlig grad i de kommende år. Jeg skulle vende mig til tingenes tilstand – altså brillerne. En linseoperation ville, på nu værende tidspunkt, slet ikke være relevant. Så …! Jeg slår mig altså til tåls med tingenes tilstand. Tja – viljen ser vor Herre på! Så hermed trækker jeg overskriften på nærværende klumme med mig igennem klummen, og jeg trækker dig, kære læser, med mig. Her er vi så: En rumsteren rundt med begreber-ne livssyn og livskvalitet.
Jeg var for nylig ledsager for en veninde, der skulle til øjenlægen. Jeg blev indfanget af et blad, som lå i venteværelset. Bladet bar overskriften: Øjeblikket – marts 2025, udgivet af Dansk Blindesam-fund. Det måtte jeg lige forholde mig til.
Jeg har i 20 år arbejdet som ledende ergoterapeut på et af Dansk Blindesamfunds plejehjem. Min målgruppe var svagtseende, blinde og døvblinde borgere. Efter jeg gav mig i kast med anden form for arbejde, beskæftigede jeg mig ikke længere med blinde borgere, men bladet Øjeblikket tiltrak sig min opmærksomhed.
Det første jeg tog til mig var ord, der handlede om at bryde grænser. En af overskrifterne lød sådan: Skønsang på Solgaverne. Et stort foto viste et billede af en glad Filip Faber, der stod bag en ældre kvinde, hvis smil gik helt op til ørene. Der var overskrifter som: Blinde bedsteforældre på ferie med børnebørnene. Den fortsatte overskrift lød: Nyt tilbud på Fuglsangcenteret giver synshandicappede bedsteforældre oplevelser med børnebørnene.
Ved yderligere læsning blev jeg så kæmpeglad indeni: Da Sofie mistede synet som 28-årig, havde hun svært ved at se, hvordan livet kunne fortsætte, men en stædig kamp sendte hende ud på den an-den side. Min fortsatte læsning fik mit hjerte til at hoppe: Trods alle odds har Sofie sejret over sig selv og uddannelsessystemet. Sofie er nyslået bachelor i uddannelsesvidenskab. Det her er guld. Det her er noget, jeg kender til fra mit liv med Onkel Knud, min mors bror, hvor vi var et makkerpar i stortset alle sammenhænge i mit hus.
Jeg var hans ledsager og følgesvend fra mine barneår til hans død i 2000: En dynamisk Onkel Knud, der i sine unge år, trods blindhed, blev konservatorieuddannet organist i de højeste klasser og med de tungeste drenge i den klassiske musik. Vi taler om livssyn og livskvalitet.
Vi taler om en blind mand, som købte et stort keyboard til Evangeliekirken, så han kunne accom-pagnere børne- og ungdomskoret; en mere moderne facon i musikverdenen end at benytte kirkens flygel – og nemt for mig at putte i en bil.
Vi taler om en blind mand, som elskede alle ungerne, og som i sit trykkeri, sammen med mig, udar-bejdede sangblade i massevis til uddeling i sommerlejertiden.
Vi taler om en blind mand, der købte ½ tdr. land og som plantede 40 frugttræer, hvorved han kunne uddele mængder at æbler til menighedens medlemmer.
Når jeg berører emner som livssyn og livskvalitet, er det det moderne menneske, der ligger mig på sinde. Der er meget, der kan tage fokus fra de værdier, vi anser for essentielle såsom familie, per-sonlige fællesskaber, kirkefællesskaber og vore personlige gudsforhold, men livet handler om at bi-de sig fast, fordi ingen af os kan regne med, at vi får de dybe værdier i livet foræret.
Evert Taube og Otto Leisner skrev for mange år tilbage sangen Så længe skuden kan gå. Sangen handler om livets udfordringer og glæder. Teksten beskriver, at så længe skuden kan sejle, og hjer-tet kan slå, er der håb og muligheder i livet. Sangen opfordrer os til at værdsætte de små øjeblikke og forstå, at ikke alle får lige store lysglimt i deres liv, men håbet lever.
Det er mange år siden jeg har hørt sangen Så længe skuden kan gå i et eller andet medie, men den indgåri mit ganskestore lager af noder. I forbindelse med denne klumme syntes jeg, sangen kaldte på mig, og på denne måde, kan du, kære læser, glæde dig over teksten. Skulle du være i den modne ende af livet, er det muligt, du kan genkalde dig både tekst og melodi. God jagt da, for det er en ganske dejlig melodi, der ledsager sangen.
Evert Taube / Otto Leisner
Så længe skuden kan gå,
så længe hjertet kan slå,
så længe solen den glitrer på bølgerne blå,
er der så mer` du vil nå?
Nej, prøv engang at forstå,
at der er mange,
som aldrig et lysglimt kan få.
Og hvem har sagt,
du må ta` det for givet,
at der for dig kun er lykke i livet?
Hver gang en dag den er endt,
Og du ser stjernerne tændt,
så tak for alle de dejlige ting, der er hændt.
Ja, hvem har sagt,
netop du ska´ ku´ høre og se,
høre bølgernes brus og kunne synge.
Og hvem har sagt,
netop du sku´ ku´ juble og le,
og som fuglen på bølgerne gynge.
Du har syn, du har sans,
klar din hverdag med glans,
ta´ et kys eller to i en dårende dans.
Så længe skuden kan gå,
så længe hjertet kan slå,
så længe solen den glitrer
på bølgerne blå.
Og syn´s du vagten er lang,
så lyt til natvindens sang,
og husk at snart klemter
klokken for dig ding-ding-dang.
Så længe skuden kan gå,
så længe hjertet kan slå,
så længe solen den glitrer
på bølgerne blå,
så har du slet ingen grund til klage,
husk denne dag vender aldrig tilbage.
Fang hele stemningen ind,
og lad den fylde dit sind,
imens vi danser og drømmer
med kind imod kind.
Det er et tindrende held,
at vi lever, min ven,
og kan danse til skønne melodier.
Lad pengene si´e farvel, vi har livet igen,
og det byder på andre værdier.