Beates klumme april 2025. Det handler om discipelskab.
Aprils klumme er faktisk kommet bag på mig. Klummen for marts var jo en direkte tekst fra min avis Kristeligt Dagblad. Denne måneds klumme er også en afskrift. En af vennerne i kirken havde hørt denne gudstjeneste i Trinitatis Kirke. Emnet for prædikenen var begrebet miskundhed. Ved gennemlæsning af prædikenen, tænkte jeg, den var værd at bringe videre – selvfølgelig med hen-visning til dens oprindelse, hvilket jeg hermed sikrer. Her følger den omtalte prædiken:
Herre, du ser i mig og ser alt af mig, lyder det i en salme. Førhen stod der: Herre du ransager mig og kender mig. Ransager – det lyder som en politiundersøgelse. Er der mon noget at komme efter? Så er det bedre med Herre, du ser ind i mig, og ser alt af mig. Men man mister også noget, når man ikke mere bruger formuleringer, som har været kendt og brugt igennem hundreder af år. Der var en-gang, hvor englen i juleevangeliet sagde til hyrderne: Se, jeg forkynder jer en stor glæde som skal vederfares hele folket. Vederfares – det er et vidunderligt ord. Det der vederfares os, er noget der o-vergår os, det er ikke noget, vi kan bare kan regne med og have under kontrol. Når et ord som ve-derfares forsvinder ud af vores sprog, så står vi i fare for at miste sansen for alt det i tilværelsen, vi ikke har magt over og skylder os selv.
Et andet ord vi ikke mere kan finde i den autoriserede bibeloversættelse, eller i nyere oversættelser, er ordet miskundhed. Der står utallige gange i de gamle bibeloversættelser, at Gud er rig på mis-kundhed. Men hvad betyder det, vil mange selvfølgelig spørge. Vi synger ganske vist salmen Til himlene rækker din miskundhed, Gud, som vi også skal gøre det i dag. Men ordet selv giver det no-gen mening? Er det så ikke bedre at høre om Guds troskab, godhed, kærlighed, barmhjertighed og hvad miskundhed nu ellers er afløst af. Jeg vil gerne i dag se lidt nærmere på det ord, fordi jeg fak-tisk mener, der er noget, vi har mistet.
Miskundhed er jo et gammelt nordisk ord, som i århundreder har præget vores forståelse af, hvem Gud er, og hvordan der er i Hans verden. Det viser, at der i Guds og Hans verden er noget som und-drager sig vores forståelse, unddrager sig vores måde at begribe og anskue tingene på. Miskundhed er ikke bare det samme som troskab eller kærlighed, men der åbnes i det ord for en overraskende, forunderlig og uigennemskuelig verden, der fortæller, at der i Guds verden er en gavmildhed som strømmer os i møde, langt ud over hvad vi, på nogen måde vil kunne gøre krav på eller gøre rede for. Miskundhed – mis er jo en stavelse, der drejer det efterfølgende ords betydning helt rundt til dets modsætning. Sådan er det i misfornøjelse, mismod og misundelse. Når vi taler om Guds mis-kundhed, så taler vi derfor om en Gud, der har sat sig ud over, og sat sig op imod, alt det, som vores kundskab siger om os.
Alt hvad vi kender til og ved om hinanden og alt hvad vi tilregner hinanden, det gælder ikke hos Gud. Vor målestokke er sat ud af kraft. Vor skyld er slettet i Hans erindring. Gud er der som en overvældende, generøs, underfuld og ubegribelig realitet, der hvælver sig over os. Ja, Hans mis-kundhed er, sådan lyder det i en af Davidssalmerne, Så høj som himlen er over jorden, og så langt som østen er fra vesten fjerner han vore overtrædelser fra os.
I en jødisk talemåde hedder det: Mennesket tænker – Gud ler. Det er slet ikke, som vi har tænkt os, det er på en gang meget enklere, og meget mere, end det vi tror.
Guds miskundhed! Jeg forestiller mig, det er som en tidlig morgen udenfor. Det er koldt og tågen har lagt sig tæt omkring alt. Hvert græsstrå og hvert blad er tynget ned af dug. Vores krop er for-frossen, klam og træt. Da ser vi ganske langsomt, næsten umærkeligt, hvordan tågen spreder sig og forsvinder for vores blik. Og vi mærker solens stråler, der bader græsset og træernes blade og vore kroppe i varme og lys.
Og se, som timerne går, fordufter duggen og er der ikke mere og græsset rejser sig igen; bladene tynges ikke mere, og i vore kroppe der er trætheden væk. Vi lever, vores hjerte banker, fuglene synger og dagen er begyndt på ny.
Profeten Esajas, som vi både har hørt blive læst op af og sunget af koret, er tæt på at lade Gud sige det samme: Jeg slettede som en tåge din misgerning og som en sky dine synder. Sådan er Guds mis-kundhed – som det der får tågen omkring os til at forsvinde. Som solen der vækker os til liv på ny. Og se, alt hvad der tynger, vores træthed, vor skyld og vor smerte, fordufter som dug for Herrens sol. Den miskundelige Gud – det er den Gud vi påkalder og lovsynger i de bedste af vore salmer – f.eks. i Min sjæl, du Herren love, som vi skal synge efter prædikenen. Den ubegribelige Gud som vores målestokke aldrig vil nå. Den Gud som nådigt fornyer mit liv, og som er kraften der rejser mig op, så jeg mærker friheden banke i mit bryst. Og det er altså den samme Gud, der møder os i evangeliet i dag. Beretningen om den lamme mand på båren, som Jesus underfuldt helbreder, og som til sidst, for øjnene af dem alle, rejser sig og går med sin båre under armen. Hvad er der sket? En mirakuløs helbredelse; naturligvis. Ja, men også mere end det. For det er jo Guds miskundelige magt, den unge mand har mødt. Og derfor rejser han sig ikke bare som et menneske, der er helbredt for en sygdom. Han rejser sig først og fremmest som et menneske, der er blevet frit. Fri for alt det som har naget og tynget ham. Fri for alle de selvransagende bekymringer som har holdt ham fanget, mens han har ligget ned.
Min søn – dine synder tilgives dig – det er det første, Jesus siger til den unge mand, da Han ser ham på båren. Hvilke synder, der piner den lamme, ved vi ganske vist ikke noget om. Men vi ved om tanker om et ulevet liv, tanker om det liv som er blevet spildt, forfejlet og misbrugt. Vi ved, hvordan den tanke kan sætte sig i os med en lammende magt. Og vi ved derfor også, at selv om den unge mand på båren nok så meget vandt sin førlighed, så ville det alt sammen ikke være til noget, hvis ikke han kunne rejse sig uden stadig at være lænket til sig selv og sin lammende skyld. Og derfor er beretningens under ikke mindst, at han nu kan gå derfra som et frit menneske, med det gamle for-spildte liv under armen; parat til at binde an med alt det som nu er nyt.
Jamen – kan man sige, at de fire mænd, på vej hen til Jesus, brød hul igennem taget, fordi de havde en stærk tro på, at Han kunne forandre den lamme mands liv. Det viser sig nu at få en anden betyd-ning, de ganske givet ikke havde regnet med. For den lamme oplever jo ikke kun at få sin førlighed til at bevæge sig hen over jorden, han oplever også, at nu åbner Guds Himmel sig over ham. Nu har han del i det uendelige, i den miskundhed, som rækker fra himlen til jorden. Nu ser han, lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind. Nu mærker han Guds kærlighed som en kraft fra oven, der rejser ham op. Nu er der ikke mere dette tag af smålige bekymringer og selvkredsende tanker over ham. Nu er han et frit menneske, svimlende fri, på en måde han formentlig ikke har været det før.
Det er sådan, det er, når vi ankommer til Gud, eller Gud viser sig for os. Så er det ubegribeligt og svimlende, så erfarer vi en frihed, som gør, at vi kan rejse os; en frihed af en helt anden målestok end det vi ellers kalder frihed i vores liv. Vi tænker, men Gud ler i os Rejs dig nu! Tag din båre og gå! siger Gud. Og det kan godt være, der er nogle der, ligesom de skriftkloge i evangeliet, tænker, at det her bare er ord. Det er ikke noget, man bare sådan lige kan gøre. At lægge sine nagende tan-ker, at lægge alle de gamle forskansninger over for livet til side, for så frimodigt at tage livet op på ny, det er ikke bare noget, som sådan lige vupti sker. Det er en indvending, som for så vidt kan være rigtig nok. For hvornår vi med os selv mærker, at det er sandt, at det gamle er forbi, at friheden le-ver i os som en ny og bevægende kraft, og vi bliver nye indeni, nye mennesker – det taler Paulus om i den læsning, som faktisk også hører til dagen i dag. Det kan vi aldrig på forhånd vide noget om. Vi ved blot, det er sådan, Gud vil, at det skal være. Og vi ved, at der er situationer, hvor vi kan se tilbage og sige: Da begyndte hjertet at slå, da blev dagen anderledes og ny, fordi det blev os givet et andet sted fra.
Det kan være, der er en morgen, hvor vi står udenfor og ser solens stråler danse tågen væk. Det kan være, når vi synger: Se, nu stiger solen af havets skød, at en indre sol står op i os. Det kan være, det er i mødet med et andet menneske, hvor et ord eller et blik sætter sig i os med en forandrende kraft. Eller det kan være i nadverens ubegribelige men direkte talende ord. Det afgørende er ikke hvornår eller hvordan. Det afgørende er, at vore domme, vore tanker om os selv og hinanden, alle de små lukkede verdener vi putter os selv og hinanden ind i; altså vores synd. Det afgørende er, at alt det forsvinder som en tågesky for Herrens sol. Hvor Guds miskundhed rører os, vækkes vi, og rejses vi, til liv på ny. Og det er altid underfuldt, altid overraskende, når det sker. Det er ikke noget, vi kan beregne os til og vide, at sådan bliver det. Det er altid anderledes, end vi tror. Ligesom den lamme blev helbredt i en helt anden og langt mere omfattende forstand, end han havde set frem til og håbet på. For så forunderligt, svimlende, ubegribeligt og velsignende dejligt, men også overraskende og altid forbavsende, er det at blive udsat for Guds miskundhed.
Højskoleforstanderen på Askov, teologen Knud Hansen, som vist nok blev 102 år, vidste noget om det. Han tog på sine gamle dage altid afsked med sine venner med de indledende ord fra kirkens velsignelse. Men han sagde Ikke: Må Herren velsigne dig og bevare dig. Han sagde: Må Herren velsigne dig og forbavse dig! Han vidste at Gud i sin miskundhed bliver ved med at forbavse os, og det er vidunderligt, at det er sådan.