Beates klumme december 2024. Provstens før-jul. Det handler om discipelskab.
Vi er gået ind i en tid, som, for de fleste, er en forrygende oplevelse. Den mangesidede oplevelse omhandler sociale relationer som familie og nære venner, og dertil kommer relationerne som er lidt mere distante, men som vi slet ikke kan undvære denne særlige tid på året. Det forrygende kan meget vel være i forbindelse med den tendens, som julen er et mageløst eksempel på: Ideer til de nære relationers gaver. Jeg er ret overbevist om, at netop gaverne er en tilbagevendende udfordring. Gode ideer fra de tidligere års jul, kan nok ikke gengives, og dog er det stadig velkomment med en flaske brændevin, af det rigtige mærke, til onkel Herbert, et gavekort på en klipning og en perma-nent hos frisøren til tante Rosa. Nå ja, det var da to gaver, der kunne krydses af. Ja, og så er der jo lide de øvrige…
William! William skat, har du tjekket julegranerne nede på stationen? Stationen? Ja, stationen om-me bagved hvor der altid er masser af juletræer og julestemning. Pause. Jeg tør dårlig formulere det spørgsmål, som hvert år kan resultere i to døgns tavshed fra min kones side: Skal vi absolut have juletræ i år?Jegvil ikke sige, min kone er en sprinter, men før jeg havde formuleret det netop af-gåede spørgsmål vedr. juletræet, blev jeg mødt af et ansigt, som dårligt lader sig beskrive: Øjenbry-nene sad nærmest i håranden og øjenlågene manglede kun en kvart millimeter i at være usynlige grundet deres meget hårde udtryk. Der lød en form for hvæsen, da hun lukkede komprimeret damp ud af næseborene, der nåede en hidtil ikke set størrelse. Hvad er der galt med dig, lød ordene led-saget af damptrykket?
Hmm, men lille skat, skyndte jeg mig at sige, jeg havde ikke overvejet, øh, er det os, der skal have familien juleaften i år? Jeg vidste godt, hvad jeg nu havde kastet mig ud i. Ingen varm mad i aften. Min kone var tavs som graven til det øjeblik hun forsvandt ud af hoveddøren i et brus af kostbar parfume, som ellers til enhver tid kunne give mig gummiknæ af henrykkelse – bare ikke lige nu.
Jeg befinder mig i en lidt besynderlig position, idet jeg er provst i den lokale kirke, hvorved min kære kone bærer titlen: Provstinde. For god ordens skyld må jeg sige, at min kone er et unikum. Hvad den kvinde ikke kan overkomme, og har overkommet, i de år vi har været gift, er intet mere end fantastisk. Jeg har ikke tal på hvor mange hjemmebesøg, min kære kone har præsteret i vores 30-årige ægteskab, for ikke at tale om det antal kager, af alle slags, hun har velsignet sognets mange ældre med. Jeg er Gud så taknemmelig for, at Han valgte Elsa til min livsledsager. Det kan lejlig-hedsvis se ud til, at valget den anden vej, altså at Elsa skulle have truffet et bedre valg end mig, formentlig ville have gjort hendes livsvej lettere, men adspurgt tøver hun ikke med at fortælle mig, at hun elsker mig. At der så efterfølgende tilføjes nogle bagateller om forbedringer, eller noget med at jeg havde lovet at slå græsset eller at få flaget op inden, det var for sent; det er en helt anden sag. Jeg ved godt, jeg har tendens til at være distræt. Til gengæld må jeg retfærdigvis nævne, at jeg har flere gode sider. Jeg er vennesæl, kan tale med alle mennesker, og jeg elsker det. Jeg elsker men-nesker, og jeg elsker at bane vej for mennesker, som slås med livet. Jeg har ikke tal på alle de men-nesker, som kommer til mig på mit kontor for at fortælle om deres problemer og oplevelser. Når alt dette er sagt, tvinges jeg til at tage stilling til, at det er jul. Det er ikke fordi begivenheden jul som sådan kommer bag på mig, men hvert år synes det som om, julen sniger sig ubemærket ind på mig. Jeg fatter ikke, der allerede er gået henved 12 måneder siden sidste jul. Og så sker der det, som uundgåeligt indtræffer hvert år, og som hvert år kommer ganske bag på mig: Det er indiskutabelt den 20. december, og om jeg allerede på dette tidspunkt har givet min kære kone et kraftigt irrita-tionsmoment, ved at jeg ikke. Hun mener ikke, jeg uden hendes påmindelse, kan skaffe et egnet ju-letræ. Jeg er ikke ligefrem i salveten hos min kære kvinde. Hun synes nemlig ikke, at jeg, voksne mand og præst i mit eget hus, skal praktisere slendrian ved at ignorere de få dage, der endnu er at gøre noget i, inden 24. december står for døren. Det er lige her, jeg mærker den gustne fornemmelse af, at jeg ikke allerede i begyndelsen af december, i min kalender, har noteret, at jeg skal købe jule-træ d. 20. december. Sagen er, at træet skal på fod, og det skal være den fod, der er stabil og samti-dig rummer et par liter vand, så træet forbliver grønt og frisk til vi er kommet ind i det nye år. Hvor var det nu, at jeg opbevarede den juletræsfod? Var det i garagen, eller i varmekælderen, eller var det den, jeg stødte på, da jeg eftersøgte en af mine gamle golfkøller? Da jeg kom op af kælderen, spurgte min kone mig, om jeg havde leget gemmeleg på kældergulvet. Jeg havde ikke tændt lyset,
da jeg begyndte at lede efter juletræsfoden, og jeg ramlede derfor ind i diverse opstablede ting og
sager. Jeg måtte ned på knæ for at få løsnet jernfoden, som sad fast mellem gamle kufferter. Da jeg
havde frigjort mig selv og stolt kunne bringe foden op i stuen, strøg min kære hustru ind med en mi-ne som en drage: Du tager ikke den tingest ind i stuen, før du har tørret den forsvarligt af. Hmm. Og hvordan er det, du ser ud? Her er det, min lette laissez faire natur ikke er tilbøjelig til at tage tinge-ne så alvorligt. Lige netop denne tilbøjelighed irriterer min kone grænseløst. Her har du en klud. Jeg har vredet den op, og du kan tage foden ud på trappen og tørreden af! Jeg kunne sagtens have fun-det på noget smart at sige, men min kære kones ansigt lagde ligesom ikke op til narrestreger. Pænt dresseret gjorde jeg som forlangt Da jeg ville kommentere, at vi skulle have juletræstæppet fundet frem, hørte jeg ganske klart: Det ligger allerede på gulvet istuen. Jeg satte derfor foden centralt på tæppet tilsvarende de tidligere år, og syntes selv, at jeg var kommet pænt videre i processen. Jeg sat-te mig i sofaen og betragtede det hyggelige juletræstæppe. Det var egentlig en skam, tænkte jeg, for lige om lidt, så kommer jeg med træet, og så fylder grenene så meget, at vi nærmest kun kan se blonden rundt om tæppet.
Nå, nu gjaldt det træet. Henne bag stationen, som angivet af min kære hustru, havde jeg valgt et træ af samme dimensioner som de øvrige år: 2 meter og 25 centimeter. Jeg syntes, jeg med god grund kunne tillade mig lidt selv tilfredshed mht. min præstation. Men nu er det jo sådan, at træerne ikke vokser ind i himmelen. Lige pludselig blev jeg ramt af noget påtrængende: Julegaver! Du godeste. Jeg havde en fornemmelse af, at en iskold iling løb ned ad min rygsøjle. Jeg nærmest løb ud i køk-kenet til min kone, og fik fremstammet: Julegaver! Min kone vendte sig langsomt mod mig. Jeg var ikke beredt på, hvad der nu måtte komme. Min distraktion og min manglende orientering om, at julegaver var en årlig tilbagevendende begivenhed, og det eneste jeg havde haft i tankerne, var ju-letræet. Jeg tror, mit ansigt udtrykte noget, der mindede om rædsel. Jeg sagde ingenting. Jeg så blot på min kone. Hun kiggede på mig med hovedet let på skrå. Ja, sagde hun. Hvad mener du? Julega-ver, sagde jeg. Ja, svarede hun, og kiggede på mig nærmest småspørgende. Hun gik hen til mig. Kiggede mig dybt i øjnene og sagde: Kan du huske, at vi to sad i stuen i november måned og plan-lagde årets julegaver? Min kones stemme banede sig vej ind til en tåget erindring om julegaver. Jeg tror mit ansigt har udtrykt en form for rædsel. Imidlertid så min kones ansigt hverken vredt eller overrasket ud. Hun gik ganske tæt hen til mig, så mig ind i øjnene og sagde, julegaverne er købt, pakket ind og er parat til at lægge under juletræet. Og jeg har skrevet alle til-og-fra-kortene. Alle gaverne ligger i plastsække i garagen. Hvad jeg havde gang i, var vist mest usikkerhed, men der, lige netop der, så jeg ind i de øjne, som igen og igen har fået mit hjerte til at galoppere. Det lille spøgefulde glimt i hendes øjenkroge og den lille trækning i hendes mundvige. Hun trak mit hoved ned til sig og kyssede mig i et kys, som føltes eventyrligt godt. Alt er under kontrol, hviskede hun til mig, vendte sig om og gik ud i køkkenet. Og der stod jeg. Alt gik op i en højere enhed. Jeg var i den grad overbevist om, at alt virkeligt var under kontrol. Ikke blot gaverne, men også alle de mange hilsener, som var skrevet og sendt rundt i landet.
Kun en ting forestod: Min lille hilsen til en gammel kollega i Gladsaxe. Jeg parkerede bilen, og put-tede hilsenen i hans postkasse. Jeg så en ung kvinde standse op, og langsomt glide ned ad en mur. Jeg greb hende, og hørte hende stønne: Barnet! Da gik det op for mig, at hun var gået i fødsel. Jeg holdt om hende, og fik ringet efter en ambulance, alt imens jeg talte beroligende til hende, og spurg-te, om det var hendes første barn. Jo, det var det. Hun ville gerne have sin mand. Jeg kaldte numme-ret, og gav manden adressen, vi befandt os på. Jeg fortalte hende, jeg var præst, og at jeg havde 4 store børn, så det med børnefødsler var ingenlunde et nyt begreb for mig. Der, mens jeg holdt om kvinden, gik vandet. Jeg forsøgte at opmuntre hende. I løbet af de næste 10 minutter kom et lille barnehoved til syne. Det viste sig at være et drengebarn. Jeg havde taget min frakke af, og svøbt kvinden og barnet ind i den, så godt jeg nu kunne. I løbet af kort tid kom både barnefaderen og am-bulancen. Jeg udtalte en velsignelse over hende, hendes mand og deres baby, og lagde derefter min godt brugte frakke i bagagerummet. Så kørte jeg hjem. Jeg følte mig nærmest lidt rundtosset. Sådant noget sker ikke. Kvinder føder ikke midt på gaden i Danmark. Jo, det skete altså, og jeg var en del af begivenheden. Jeg havde ikke kørt længe, før jeg måtte holde ind til siden. Mit hjerte ban-kede. Der var en fødsel magen til den, jeg netop havde oplevet. Det var bare mange hundrede år siden, at et lille drengebarn var kommet til verden i et fjernt sted i Israel. Bevæget af mine tanker steg en glæde op i mig. Jo, et barn er os født, en søn er os givet. På hans skuldre skal herredømmet hvile.