Beates klumme oktober 2024. Betydningen af et sennepskorn. Det handler om discipelskab.
Se, nu kunne du, kære læser, måske tro, at jeg reklamerer for frø til udsåning, eller om jeg er i færd med at frembringe en hjemmelavet sennep, der egner sig til sylte eller lignende. Vi nærmer os jo den tid, der rimer på jul. Ej heller er jeg orienteret mod vækster i min have. Jeg har en lille have på 100m2, og den er jeg kæmpe glad for. Jeg har græsplæne og bede hele vejen rundt om haven og dermed langs hussiden og plankeværkerne, siden på min garage og et overdækket havehus. Det er altså ikke i den forbindelse, at jeg interesserer mig for omtalte sennepskorn, men hvad der er småt, kan udvikle sig til noget stort, og det er her, min metafor med sennepskornet kommer på banen, og herfra udvikler min historie sig da også, for den handler i første omgang om profeten Elias, der le-vede i 800-tallet f. Kristus. Vi har altså en difference i forhold til nutiden på næsten 3000 år.
Navnet Elias kommer fra det hebraiske Elijah, som betyder Jahve er min Gud. Så har vi allerede få-et fastslået, at profeten er af en ganske særlig karakter. Jeg har flere yndlingsprofeter i Bibelen, men profeterne Elias og Elisa er gammeltestamente favoritter.
Første aktør på banen er Elias. Her har vi en seriøs Gudsmand. Elias, er for det meste udstyret med en veludviklet sensivitet, hvilket godt kan glippe, og det får vi en forsmag på i 1. Kongebog kap, 17. Jeg vil vove at benævne Elias som en mand, man ikke kunne løbe om hjørner med. Elias stammer fra området Tishbe i det østjordanske bjergland. Vi kender ikke noget til Elias´ slægt, men bliver ud fra Bibelen straks orienteret om, at her har vi en mand, som ser sig selv i tjeneste hos Gud. Ud fra Bibelen forstår vi, at vi har at gøre med et menneske, som, om end vi ikke kender hans alder, har udviklet stor selvstændighed og en glimrende intelligens, og vi forstår ret snart, at der er tale om en mand med en myndig karakter.
Vi skal på rejse ind i Guds måde at tænke på, og det ser vi bl.a. i de valg Gud træffer, når Han ud-vælger sine profeter eller personer med særlige færdigheder. I denne klumme retter vi opmærksom-heden på elementer, hvor vi bevæger os fra småt til stort; fra sennepskorn til mirakler. Vi starter helt nede på jorden – bogstaveligt talt.
Israel har tilbage i historisk tid været plaget af tørke, og selvom en profet er udstyret med særlige evner, kan man ikke forvente, at han kan knipse med fingrene og fremtrylle et regn-mirakel for at bøde på omstændighederne.
Vi dykker ned i historien, hvor situationen er alvorlig, og der er ingen udsigt til, at den bedrer sig. Vi gør os til et med historien. Uanset hvor i verden, hvor der ikke falder regn, bliver livet farligt, fordi tørke er en dræber. Folk og fæ må have vand.
Elias har stået over for kong Akab, og i den forbindelse har Elias udtalt følgende: Så sandt Herren, Israels Gud, lever, som jeg er i tjeneste hos: Der skal i disse år hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det. Her forstår vi, at Gud har givet Elias en vældig autoritet, og at mandenforstår at bruge den.
Handlingen i forløbet skærpes ved, at Gud dirigerer Elias til byen Sarepta med ordene: Slå dig ned dér. Jeg har givet en enke dér befaling om at sørge for dig. Og så gik Elias til Sarepta. Elias har formentlig aldrig været i Sarepta før, og han har intet begreb om, hvad hans kommende opgaver ville byde på. De følgende hændelser er noget af det fineste, vi har om Elias, fordi Guds hånd er så synlig, kærlig og omsorgsfuld i profetens tjeneste.
Bibelen giver os intet hint om Elias alder, men i betragtning af, at manden har stået foran Kong Akab, og har profeteret med betragtelig åndelig autoritet, taler vi nok om en moden mand, der har set og erfaret meget med Gud.
Vi er på en vidunderlig vandring i Bibelen, hvor vi ser Guds foretagsomhed på et utal af måder. Ef-
ter Elias kommer profeten Elisa, som vi finder i 2. Kongebog. Beretningen er fra 6. kapitel. Vi mø-der Elisa, som er sammen med en gruppe af profeter. Jeg ville ønske, at vi fik en mere indgående forklaring på, hvordan profetfællesskabet fungerede, men det står der intet om, Imidlertid bliver gruppen enige om, at de må se at få bygget en bolig. Følgelig smøger gutterne ærmerne op, og går i gang med at skove træer, og stedet de vælger er i umiddelbar nærhed af Jordanfloden, og på den måde er de så i hvert fald sikret at have vand.
Arbejdet er i gang, og så sker uheldet: Mens en af mændene er ved at fælde en stamme, falder hans øksehoved i vandet, og han råbte: Ak, Herre, og det var endda en, jeg havde lånt. Gudsmanden
spurgte: Hvor faldt den i? Da han havde vist ham stedet, skar han et stykke træ af og kastede det
derhen, og det fik øksehovedet, til at flyde ovenpå. Så sagde Elisa: Tag det op! Og manden rakte
hånden ud og tog det op.
Et stort øksehoved af jern der flyder oven på …! Hvem taler her om et sennepskorn? Det her er ikke småting. Det er guddommeligt dejligt.
Jeg tillægger det stor betydning, at vi vender os til de bibelske beretninger, hvor vi igen og igen bliver delagtiggjort i hele den bibelske tankegang og de historiske forløb, som forbliver vores bag-grundshistorie. Gud har en mening med, at historien er bevaret for eftertiden.
Jeg bliver igen og igen grebet af Guds evne til at berøre os mennesker i vidt forskellige situationer. Den oldkirkelige teolog Anselm, der levede fra 1033 til 1109, filosoferede således over Guds væsen og autoritet:
Mennesket kan ikke søge Gud, med mindre Gud selv
Lærer det hvordan: Det kan ikke finde ham,
Med mindre han åbenbarer sig.
Den troende søger ikke at forstå, så han kan tro
Men han tror, så han kan forstå.
Hvis han ikke troede, ville han ikke kunne forstå.
Jeg tænker, det er værd at filosofere over Anselms tanker. Gud har givet os fatteevne til at gribe de åndelige sandheder; imidlertid er der situationer i tilværelsen, som i sin storhed eller overraskende karakter, ikke umiddelbart lader sig forstå eller fortolke. Mirakler – små eller store – er en substans,
som vi måske ikke umiddelbart kan gribe. Dog er virkeligheden, at det er Gud Fader selv, der kom-munikerer til os, for at vi skal fatte, og tilegne os den forståelse, der ligger bag hans intentioner – i småt eller stort.
Jeg gengiver her 3 begivenheder fra vores egen tid; rene sjælevarmere, og jeg bringer dem som en forlængelse af Guds ord, til Esajas, at krukken ikke skal blive tom for mel, og kanden ikke mangle olie, før Herren lader det regne på jorden. Sådan er ordene, som vi finder dem i kap, 17. Gud mani-festerer sig med kærlighed og overskud – fra småt til stort.
Nr.1: Vi kan forlade os på, at følgende historien er sand, for vi har en gentagelse af den fra Egon Falks bog: Egons Bog. Jeg er overbevist om, at mange kender beretningen om, at mens Egon var på en af sine rejser, sikrede hans kone, Hanne, at der var frisk brød i huset. Hanne havde en melkrukke, og selvom Hanne bagte, og der ikke blev købt yderligere mel, forblev melkrukken altid fuld. Sådan forløb dagene indtil Egon var hjemme igen. Dette er så tydeligt et vidnesbyrd om, at Gud er trofast, og her er vi nødt til at kigge bagud i historien, idet vi taler om en trofasthed, der spænder over om-kring 3000 år. Guds trofasthed gælder i alle forhold, som Han selv står inde for, og det gælder for såvel småt som stort.
Nr. 2: I Prædikeren 11.1. står der: Kast dit brød på vandet, du finder det igen efter lang tid. Vi kan give en endnu bedre fortolkning: Invester vidt og bredt, du skal nok få udbytte. Heri ligger discipel-skabets grundidé: Fra småt til stort.
Johannes Møllehave har fortalt følgende: Jeg stod engang hos en antikvitetsboghandler, der hed Nørballe. Det var på Frederiksberg. Manden var uforskammet over for sine kunder. For eksempel fortalte han mig, at jeg var for dum til at læse den bog, jeg var ved at købe. Og til en ung studine der ville købe et russisk leksikon, sagde han, at det havde hun ikke råd til, og så ville han smide hende ud af butikken. Så sagde jeg, jo hun har, for jeg betaler, jeg er hendes far. Det var jo løgn. Men jeg betalte et leksikon for hende. Så gik der femten år, før jeg en dag ude i lufthavnen blev omfavnet af en dame, der sagde, må jeg ikke nok kysse dig på kinden? Jeg svarede jo, men hvorfor? Hun svarede: Fordi jeg engang stod og ville købe et russisk leksikon, men jeg havde ikke råd til det, og så betalte du det. Kan du huske det? Nej, svarede jeg. I dag er jeg professor i russisk svarede hun. Det er brød på vandet! Udbrød Johannes Møllehave og lo højt, inden han igen blev alvorlig og sagde: Jeg har oplevet det ofte i mit liv. – Sennepskorn?
Nr.3. Selv op i min voksne alder led jeg af at være mørkeræd; en mentalt ødelæggende tilstand. En aften i kirken i 1992 stoppede aftenens gæstetaler – Lars Due – op og så ud over salen, så sagde han: Der er en person her i salen, som lider af at være mørkeræd. Gud ønsker at sætte dig fri, men du må markere, hvor du er. Min højre hånd røg i vejret. Gud velsigne dig, sagde Lars. Den aften blev et sennepskorn til en mark. Jeg var fuldt og helt helbredt. Få måneder senere tog jeg hyre-vognskort og blev nattaxa-chauffør. Mirakler? Ja, Gud kan, og Gud vil – fra småt til stort!