Maj 2024

Beates klumme maj 2024. Med Jesus i båden – at være i Guds favn. Det handler om discipelskab.

Min daglige avis er Kristeligt Dagblad, som jeg modtager elektronisk. Almindeligvis vil jeg gerne undgå at kopiere direkte fra aviser og tidsskrifter, men i mit møde med Jeanette Munksbøl i Kris-teligt Dagblad 22.04.2024 har jeg hermed gjort en undtagelse. Jeanette Munksbøls oplevelse for-tjener at blive læst af en større skare:

En tidlig, fortvivlet morgen sad jeg i min stue og sagde fra dybet af mit hjerte og bunden af min suppedas: Gud, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. I det øjeblik fik jeg en slags indre billede: En skrøbelig jolle, der bevægede sig ned ad en flod med kraftig strøm. Samtidig kom sætningen ”Bliv i båden”. Jeg kan ikke svømme og har lidt af vandskræk siden barndommen, så det var en voldsom, men yderst relevant metafor.

Jeanette Munksbøl skriver længere fremme i sin artikel, at hun bare vil være et barn i Guds favn.

Hvor ville jeg ønske, at hver mand, kvinde, dreng og pige på Guds store klode kunne finde deres plads i Guds favn. Det er netop denne nære relation, der er Bibelens, og dermed forkyndelsens, ærinde.
Jeg har det med at tage noter under gudstjenesterne i min kirke. Jeg har gennem årene udviklet en noget kaotisk tankegang, hvilket betyder, at jeg må være på stikkerne for at fastholde inspirationer fra de respektive forkyndere. Et lille guldkorn kan faktisk blive til en hel klumme i en helt anden kontekst end den igangværende prædiken. Jeg vil da ærgre mig, hvis jeg missede min egen fortsæt-telse af guldkornet. For tænk nu hvis der var et guldkorn, som lige netop var inspirationen ind i en situation, jeg var vidende om? Det er ikke så få gange, jeg netop har erfaret dette. Det var selvfølge-lig at foretrække, at det, jeg muligvis hørte, klæbede sig til indersiden af min hjerne; dette er imid-lertid ikke tilfældet.

Jeg glæder mig altid over de prædikener, som så gavmildt ydes os kirkegængere. Jeg tænker, at ver-den, i denne forbindelse mine landsmænd, ville profitere på mange måder ved at lytte til en hvilken som helst søndagsforkyndelse i min kirke. Der er åndeligt og kulturelt gods i forkyndelsen. Jeanet-te Munksbøl nævner i sin artikel, at hun aldrig vil være nogens redskab. Hun vil være et barn af Gud, og det er på alle måder troens kerne. I Det Nye Testamente finder vi i Matt. 18, 3 følgende tekst: Jesus siger: Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Jeanette Munksbøl har bestemt fat i den rigtige ende af Guds store fortælling.

Omtalen af børn og Bibelen bringer mig tilbage til Evangeliekirkens søndagsskoletid, hvor jeg og andre var en del, der underviste. Vi har igennem årene haft børn på forskellige alderstrin; 3-14 år. Det var børnenes vel, vi som undervisere havde på hjerte. I følgende tekst er Jesus på vej til Judæa, så han kommer til området øst for Jordanfloden. Af den forudgående tekst kan vi læse, at Jesus har haft nok at bestille mht. at møde menneskers behov, og der kommer en masse mennesker, som er ivrige efter at høre, hvad denne meget mærkelige mand har at sige. Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Matt.10, 13-16. Det er faktisk noget af en røffel Jesus leverer her. Han taler med ret store bogstaver. Det er helt bestemt vigtigt for de omkringstående at slå ørerne ud, for der er noget metaforisk udtrykt ved udtalelsen at komme ind i Guds Rige, og det er her, vi møder den åndelige virkelighed, der er i frelse og retfærdiggørelse.

Hvad er det, Jesus egentlig gør? I udgangspunktet åbner Han armene mod de omkringstående børn; og formentlig også deres mødre. Eventuelle fædre må vi enten undskylde over for, eller blot formo- de de er beskæftigede andetsteds. Når skriften siger, at de bar nogle små børn til Jesus, må der her være tale om babyer eller småbørn, der endnu ikke er selvtransporterende. Jesus skaber en fantastisk scene, som i den grad fortjener opmærksomhed. Lad os minde hinanden om, at begivenheden her ligger et par tusind år tilbage. Episoden er ikke sket i en afkrog, og derfor må vi betragte den som en viljeshandling fra Jesu side. Jesus ønskede, at vi, der skulle komme til senere i verdenshistorien, skulle forstå og gribe betydningen af, at børn har en ganske særlig plads hos Ham, og af denne grund må børnemedarbejdere omsluttes med kærlig opmærksomhed. Jeg får simpelthen lyst til at skrive om børnemedarbejdere: I er en væsentlig del af jordens salt.

Det stilles store krav til dem, der arbejder med børn og unge. Forudsætningsvis skal der et særligt gen til at kunne agere i børnehøjde. Det er en absolut nødvendighed, at man forstår børns adfærd. Jesus kerede sig intenst om såvel mødre som børn, og der var magt bag Hans ord.

Hvis jeg bliver spurgt om, hvilken beretning i Bibelen, der rører mig mest, eller taler mest til mig, i forhold til børn, er det smerten hos den mor, der omtales i Lukas 7, 11-17; en kvinde fra byen Nain. Kvinden var enke, og hun havde kun et barn, en søn, et ganske ungt menneske som endnu ikke hav-de taget fat på livet. Kvinden oplever sin søn blive dårligere og dårligere, og hun står ganske hjæl-løs. Den unge mand dør. Fortvivlelsen er total! Den største sorg i verden her er at miste den, man har allermest kær – skriver St. St. Blicher.Vi kan ikke andet, end have den dybeste medfølelse med denne mor, som formentlig ikke er så forfærdelig gammel; og allerede enke.
I et så varmt land som Israel, skulle datidens afdøde ikke ligge længe før en begravelse. Det er her, vi møder begravelsesoptoget med tilsyneladende mange deltagere. Og det er her, vi, og alle i ver-den, der har en Bibel, møder Jesus:  Livets Herre er ankommet! Først får den unge mands mor om-sorg fra Jesus: Du skal ikke græde. Så kommer en overvældende kommando rettet mod den døde dreng: Rejs dig op! Her er det, vi alle holder vejret. Sandelig.Den døde sætter sig op og begynder at tale. Fantastisk.

Jeg gengiver her tre sangtekster, som nok er noget af det mest slidstærke, der har været i vores søn-dagsskole i Evangeliekirken. Melodierne er ørehængere, og teksten er lige til at gå til. Det er ikke utænkeligt, at kirkegængere i den noget modne alder, stadig kan huske såvel tekst som melodi. Stop op et øjeblik og reflektér over de enkle tekster, der blev præsenteret for børnene. Teksterne er måske til den banale side, men når ordene bliver hægtet sammen med en ørehænger af en melodi, prokla-meres et helt evangelium om Jesu magt til at lede og opretholde et menneske; i dette tilfælde et lille, ungt menneske.

Med Jesus i båden er jeg tryg midt i stormen,
tryg midt i stormen, tryg midt i stormen.
Med Jesus i båden er jeg tryg midt i stormen, når vi sejler hjem.

Når vi sejler hjem, når vi sejler hjem.

Med Jesus i båden er jeg tryg midt i stormen, når vi sejler hjem.

Han har kastet alle mine synder bag sin ryg.

Han ser dem aldrig mer’, Han ser dem aldrig mer’ .

Han har kastet alle mine synder bag sin ryg,

Han ser dem aldrig mer’.

Thi som østen er fra vesten, er de langt fra mig,

er de langt fra mig, er de langt fra mig.

Thi som østen er fra vesten, er de langt fra mig.
Jeg ser dem aldrig mer´.

En vismand bygged´ sit hus på klippegrund x 3,

og regnen strømmed´ ned.

Og skylregnen faldt, og vandstrømmen kom x 3,

men huset det stod fast.

En anden bygged´ sit hus på løsen sand x 3,

og regnen strømmed´ ned.

Og skylregnen faldt, og vandstrømmen kom x 3,

og huset faldt omkuld.

Jeanette Munksbøl får det sidste ord: I det miljø, jeg voksede op i, blev der talt meget om ”troens vovemod”. At træde ud af båden til Jesus ligesom Peter. Det har jeg gjort på mange måder gennem livet og altid tænkt, at det var værd at stræbe efter men….!!! Nu forstod jeg, at jeg sad i en båd, som ikke var styret af mig. At jeg ikke skulle være dygtig til at være i den. Uanset min tilstand ville Gud sørge for, at jeg kom derhen, hvor jeg skulle. Min eneste opgave var at blive i båden og processen. Han ville planlægge rejsen.