Marts 2024

Beates klumme marts 2024. Gud og 5 kvinder. Det handler om discipelskab.

Der er noget særligt ved at arbejde med bibelske tekster. Alle, som har beskæftiget sig med Bibe-len, er hoppet på en drivkraft, som i sit væsen er uoverskuelig. Når jeg betragter den volumen, som en Bibel er gjort af, og fysisk holder den i mine hænder, står jeg med et univers så enormt, alsidigt, uigennemskuelig for det blotte øje og måske svært tilgængeligt for en ikke trænet læser. Jeg morer mig igen og igen med at repetere navnene på de personer og persongrupper, som bliver aktører i de store historier. Det begynder med de første mennesker i selve skabelseshistorien, og flere følger selvfølgelig efter. Vi kommer i øjenhøjde med disse personer, og der bliver praktisk at kende navnene på dem.
Jeg har mange bløde punkter i Bibelen; beskrivelser og hændelser som rører mig, og som nærer min fantasi. Et af mine bløde punkter er de bibelske kvinder, som Gud omslutter på vidunderlig vis. Kvinderne optræder på vidt forskellige tidspunkter i den fortløbende historik i Det Gamle Testa-mente; og tilsvarende i Det Nye Testamente.

Det er forståeligt, hvis nyere bibellæsere får opfattelsen af, at det primært er mænd, der refereres til i Bibelen, men hvis vi tæller efter, rummer Bibelen, altså såvel Det Gamle Testamente som Det Nye testamente, 161 navngivne kvinder. Hvis det blev mere kendt, at der er så mange kvinder, der er medaktører i den store fortælling, ville det måske tiltrække flere læsere, så mit ærinde i nærværende klumme er at slå et slag for bibelske kvinder.

Når vi taler om bibelske kvinder generelt, er det fordi Bibelens Gud har meget godt at sige om man-ge af disse kvinder. Noget mere trekantet er det med den kristne kirkes historiske ledere, om hvem man med rette kunne forvente, at de havde samme holdning til kvinden, som Guds skaberværk, som Gud selv. Sådan er det imidlertid ikke. Jeg citerer: Kirkefaderen Augustin skrev i år 400 e.Kr: Hvil-ken forskel gør det, om det er en hustru eller moder, det er dog stadig fristeren Eva, som vi må være på vagt overfor i enhver kvinde. Hvad i alverden bilder manden sig ind? Han direkte fornærmer Gud! En af kirkens største teologer Thomas Aquinas er lige så slem. Han skrev: Kvinden er et fejl-fuldt og tilfældigt væsen, da sædens aktive kraft altid søger at genskabe en mand i sit eget billede. Så hvis en kvinde bliver skabt, må det være fordi sæden er svag, eller fordi materialet (leveret af moderen) er uegnet. Nå! Tak for det! Skam dig Thomas! Og endelig leverer Martin Luther i 1500-tallet endnu en fornærmelse over for Gud: Kvinder burde blive i hjemmet – deres udformning indi-kerer dette, da de har brede hofter og et stort fundament at sidde på. Mænd derimod har brede skuldre og smalle hofter og besidder derfor mere intelligens. Næh, nu må vi lige trække vejret! Om-talte tre herrer har på værste vis forsyndet sig over for deres skaber. Totalt respektløst – som at slå Gud i ansigtet. De herrer burde vide bedre. Der er vist ikke den store forskel på farisæerne og så de tre herrer, jeg har citeret ovenfor. Grundet deres stilling i de samfund, de tre herrer har levet i, har de formået at udbrede en skændig behandling af kvindekønnet. 

Kvinde nr. 1: I Markus Evangeliet 14. kap. ser vi Jesu skønne karakter i forhold til kvinder. Jesus er i Simon Den Spedalskes hus, hvor der er spisning. En undselig kvinde åbner en krukke med kost-bar, velduftende salve, og hælder salven ud over Jesu hoved. En handling så bemærkelsesværdig kan ellers kun været tiltænkt en fornem mand, og det er ikke den rolle Jesus er i her og nu. Jeg er ret sikker på, at al samtale stopper. På den ene side fornemmer man forargelse – på den anden side op-rigtig undren. Det er imidlertid kærlig hengivenhed, der fremkalder ømhed og omsorg. Der bliver lidt forvirring. Kritikerne omsætter begivenheden i penge, men går fuldstændig glip af essensen, der er kvindens taknemmelighed. Jesus bliver nok overrasket, men modtager gaven med stor hengiven-hed, og så proklamerer han: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, som hun har gjort, fortælles til minde om hende. Værsågod – tag den Augustin, Thomas Aquinas og Luther.

Kvinde nr. 2: I 1.Samuels Bog i Det Gamle Testamente finder vi kvinden Hannah. Hannah står i en uløselig situation, hvilket gør hende bundulykkelig. Hun er som sådan ikke syg, men hun lider i sit ægteskab. Hannah har en sød mand, Elkana, som hun er glad for, men hun er ikke er alene om ham.

Der er en medhustru, Peninna, der har fået børn med Elkana, og denne gevinst bruger hun til at ho-vere over Hannah. Det ser dog ud til, at Elkana er glad for Hannah, men Pennina får altså rang af førstehustru, hvorved hun selvfølgelig får større bevågenhed af husets herre end Hannah. Vi kan kun have forståelse for Hannas situation. Historien ender lykkeligvis ikke her. Gud glemte på ingen

måde Hannah. Hun bliver mor, og kan med fuld ret løfte sit hoved højt. Hendes dreng Samuel blev én af de største af Guds profeter i bibelsk historie. Hannahs hjerte løb over af glæde, da hun kunne overdrage sin dreng til den gamle profet Eli, der styrede i templet: Jeg bliver lykkelig, når jeg tæn-ker på dig Gud. Du har været så god mod mig. Jeg håner dem, der hånede mig, jeg takker dig, fordi du reddede mig. Der er ingen hellig som dig, ingen kan måle sig med dig, vores Gud er den stær-keste klippe. Hold op med at prale og rose jer selv, kun Gud ved alt.

Kvinde nr. 3: Debora, en usædvanlig kvinde, ikke mindst fordi hun indtager en fremtrædende rolle som dommer i et stærkt mandsdomineret samfund. Hun fuldender mine tanker om hvor guddom-melig kvindens placering i verden er. Dommerbogens kapitel 4 beretter om en mørk tid i Israels historie, hvor Debora træder i karakter som en moder i Israel. Hun blev dommer, den øverste leder, i datidens Israel. Debora har sit kontor under en palme i Efraimbjergene, og her tager hun sig af rets-sager. Hvordan Debora er nået frem til at have dommerstatus, siger Bibelen ikke noget om. Som hun fremstår i Bibelen, er der ingen tvivl om, at hun har mere intelligens end de fleste. Ret pludse-ligt bliver kontoret udvidet. Gud giver Debora en direkte ordre: Der er krig på vej, og du skal sam-arbejde med Barak, som er hærfører. Sammen skal de gå i krig mod Sisera, leder af den kanaanæ-iske hær – Israels fjende. I skal tage 10.000 mand med jer, lød ordren. Kampen blev indledt. Bibelen refererer, at Deboras og Baraks strategier var rigtige. Sejren var vis. General Debora!
Kvinde nr. 4: Den samaritanske kvinde ved Sykars brønd (Johs. 4). Jesus har vandret langt, så han tager sig en tiltrængt pause. Han standser ved en gammel brønd, Jakobskilden, og han indleder kon- takt med en kvinde, der står ved brønden. Det kunne se ud til, at situationen handler om vand, vand-spande eller øser. Det handler ikke engang om Jesu behov, men om at kvinden skal få en forståelse af, hvem Jesus er. Vandet udgør et omdrejningspunkt i dialogen mellem Jesus og kvinden. Jesus la-der sig ikke tirre, for han kan se bagom kvindens udsagn. Han ved noget om hende, hun endnu ikke er klar over. Jesus ser lige igennem hende, og ser, at hun ikke er glad. Hun er faktisk fortvivlet. Det omkringliggende samfund er hende ikke venligt stemt. Hun ved selv, at hun er marginaliseret, men Jesus røber intet. Kvinden har talt omvand, men Jesus tænker på andet end vand, idet han flytter samtalen hen på hendes livsførelse: Du har haft fem mænd, og ham du har, er ikke din egen. Bang! Total afsløring. Her gælder det om at finde en grimasse, der kan passe. Kvinden bliver klar over, at hun står over for en profet; et menneske der gennemskuer hendes liv på en ikke fordømmende måde, men med stor omsorg. Jesus drejer samtalen i en ny retning. Denne kvinde er blevet vigtig for ham. Hun fokuserer på Jesus. Det er sådan, forklarer Jesus, at enhver som drikker af dette vand, før eller siden bliver tørstig igen. Jeg bringer en anden slags vand med mig. Det jeg taler om, er en livslang næring, der vil få dit liv til at sprudle. Jeg åbner for en kilde til glæde og begejstring, og jeg er netop denne kilde for dig nu, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Kvinden bliver mere opmærksom: Jeg ved, at Messias skal komme, og Han vil fortælle os alt. Og sågiver Jesus sig til kende: Det er mig, der taler med dig. Så kan vi selv tænke videre ad den vej.

Kvinde nr. 5: Mig selv! I 1975, som 25-år, var jeg chauffør på en køretur til Sydtyskland. Mine 3 passagerer skulle til en messe for naturbehandlere. En stor messe hvor der var omkring 300 men-nesker i den store messehal. På min vej hen mod nærmeste lokale træder en mand hen mod mig og mine ledsagere. Han bremser mig faktisk, kigger op og ned ad mig og mine ledsagere og siger hen-vendt til mig: Hun kan aldrig føde børn. Og så gik han. Nu forholdt sig ikke sådan, at jeg umiddel-bart havde planlagt at avle børn, men … Jeg tænkte selvfølgelig over dette overraskende udsagn. Dog lod jeg det glide ud af mine tanker igen. Det interessante var, at fyren både havde ret og uret. Hvor hans indsigt kom fra må stå hen i det uvisse, men han skulle bare kende Galaterbrevet 4. 22, der kommer lige ind fra højre: Fryd dig, du ufrugtbare, du som ikke føder; bryd ud i jubel, du som ikke har veer, for mange er den enliges børn, ja, flere end hende, som har manden. Fyren, der hen-vendte sig til mig, bar en forunderlig viden med sig. Jeg kom aldrig selv til at føde børn; så langt fik han altså ret – men heller ikke længere. Gud havde allerede lagt en plan for mit liv, og hvilket herligt liv jeg dog har haft. Jeg har ikke tal på de mange børn, jeg har været søndagsskolelærer for. Jeg har haft kontakt til langt mere end 100 børn. Jeg har været på et utal af børnelejre, hvor jeg stod for madlavningen – for ikke at nævne børnene i mine familiære sammenhænge. Jeg er Gud så taknem-melig for alle de børn, som jeg slet ikke har tal på, men som jeg fik lov til at kende og følge igen-nem mange, mange år. Jeg er kødelig faster til 3 skønne mennesker; to nevøer og en niece, og gran-faster til min brors børnebørn. Mit liv er en vidunderlig fortælling.