Februar 2024

Beates klumme februar 2024. Kongeordet og Kongeriget. Det handler om discipelskab.

Jeg har på intet tidspunkt forestillet mig, at jeg ville involvere den danske kongerække i mine klum-mer. At det nu er sådan skyldes, at min pastor gav mig opgaven, at holde en tale for dronningen – i min kirke, og bede en bøn for hende, søndag d. 14. januar, hvor hun abdicerede. Såvel talen som bønnen udgav jeg som januar klummen 2024.
Nu er der sket det, at vores konge, Frederik X, har udgivet bogen Kongeord. Jeg sikrede mig hurtigt et eksemplar, som jeg kastede mig over. Jeg har adskillige bøger om de danske konger og dronnin-ger, og kongens bog er inspirerende på flere måder. Om det er kongen eller hans redaktør, der har været kreativ, er ikke vigtigt, men det er så godt fundet på, at afsnittet: Fra Kronprins til Konge er ledsaget af kongerækken fra Gorm Den Gamle og frem til kongen selv, med dateringer – som bund-tekst.

Endnu mere interessant bliver det, når vi kommer frem til afsnittet Forbundne. Her er forordet til afsnittet:

Troens styrke ligger ikke i, om Gud er nævnt i et Kongeord, men i at vi som mennesker, som folk, fø-ler os forbundne til hinanden gennem vores kristne tro.
Her har vi kongens klare, trosmæssige ståsted. Det er her, at kongens discipelskab aflæses, og så er det her, min faste overskrift til klummen passer ind: Discipelskabet. Jeg føler mig høj, ved at kunne tage kongens ord til mig.

Kongen har fra afsnittet Fra kronprins til konge indledt med ordene: Forbundne, forpligtet, for kon-geriget Danmark, og her ændrer bundteksten karakter, idet vi ikke alene, og fortsat, har dateringer for kongerne, vi får også deres Kongeord – altså deres valgsprog. Dem gengiver jeg her. Det er så interessant at følge den lange kongerækkes valg af identitet. I denne aktuelle klumme lader jeg kon-gerækken få ordet efterfølgende. Det ser ud til, at vi ikke kender kongerækkens valgsprog tidligere end Christian I, formentlig fordi de herrer ikke havde noget særligt behov for at blive identificeret ud over deres navn som monark. Af gode grunde kunne kongerne jo ikke vide, hvor langt frem i hi-storien der ville være konger.


Christian I – 1448-1481 – Dyden viser vejen

Kong Hans -1482-1513 – For lov og folk
Christian 2. – 1513-1523 – Så var det beskikket

Frederik 1. 1523-1533 – Intet uden Gud

Christian 3. 1536-1559 – Ske Herrens vilje

Frederik 2. 1559-1588 – Mit håb er Gud alene

Christian 4. 1588/1596-1648 – Fromhed styrker Rigerne

Frederik 3. 1648-1670 – Herren være mit forsyn

Christian 5. 1670-1699 – Med fromhed og retfærdighed

Frederik 4. 1699-1730 – Herren være min hjælper

Christian 6. 1730-1746 – For Gud og folket

Frederik 5. 1746-1766 – Med klogskab og standhaftighed

Christian 7. 1766-1808 – Fædrelandets kærlighed er min berømmelse

Frederik 6. 1808-1839 – Gud og de retfærdiges sag

Christian 8. 1839-1848 – Gud og fædrelandet

Frederik 7. 1848-1863 – Folkets kærlighed, min styrke

Christian 9. 1863-1906 – Med Gud for ære og ret

Frederik 8. 1906-1912 – Herren er min hjælper

Christian 10. 1912-1947 – Min Gud – Mit land – min ære

Frederik 9. 1947-1972 – Med Gud for Danmark

Margrethe 2. 1972-2024 – Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke

Frederik 10. 2024- Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.

Med ovenstående kongerække lige foran vore øjne, er der god grund til at reflektere over et så ufat-teligt perspektiv, at 22 danske konger, i tidsrummet år1448 og til år 2024, har haft valgsprog, hvoraf

de 15 har indlagt navnet Gud eller en form hvori det guddommelige er valgt i en eller anden form. Kong Frederik har valgt at lægge sin værdiform i forbundetheden til hinanden gennem vores kristne tro. Det er både en raffineret og en værdifuld proklamation, der lander på fuld højde med de 22 om-talte valgsprog. Jeg tillægger det stor betydning, at kongen i udtrykket forbundetheden, med sin e-gen krop som frømand og i arbejdet i Grønland, har fornyet og stadfæstet, forbindelsen mellem Danmark og Grønland; et kongeligt greb.
Prøver vi, til sammenligning, at finde regimer på kloden, som har haft Bibelens Gud som det centra-le samlingspunkt, finder vi vist kun England. Kigger vi på en globus, og drejer den langsomt mel-lem vore hænder, forstår vi, hvor alle verdens lande er placerede, findes den historiske virkelighed, at der kun er to lande, hvor Bibelens Gud har en central placering: England og Danmark. Det er her vi skal samle op på, at Danmark har regeret i Estland, Letland, Litauen, Finland, Sverige, Norge, Is-land, Grønland, England, stor del af Tyskland, og yderligere Elfenbenskysten, og besiddelser i Indi-en og Kina. Vi husker også, i en ikke så fjern fortid, da Danmark ejede De vestindiske Øer 1672-1917: Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix.

Vi forstår, at kongerne i udpræget grad har haft et åndeligt ståsted; et discipelskab, hvilket er fuld-stændigt unikt i forhold til resten af verden.

Der er endnu et særkende ved det danske kongehus:
Kong Christian 9. af Danmark (1818–1906) og dronning Louise (gift 1842) fik 6 skønne børn.
Den ældste søn, Frederik, blev konge i Danmark efter sin far.
Alexandra blev dronning i Storbritannien.
Vilhelm blev konge i Grækenland.
Dagmar blev zarina (altså kejserinde) i Rusland.
Thyra blev hertuginde af Cumberland.
Valdemar kunne være blevet konge i Bulgarien, men takkede nej, fordi han var bange for, at der kunne opstå ballade med Grækenland, hvor hans bror var konge.

På grund af Alexandra og hans andre børn og børnebørns alliancer med andre kongelige huse, blev Christian 9. kendt som Europas svigerfar.

H.C. Andersen sammenfattede på smukkeste vis det nationale moment i Danmarks historie ud fra et åndeligt perspektiv i sangen: I Danmark er jeg født.

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand, hvor oldtids kæmpegrave står mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen så dejligt som i bøgens fædreland?

Du danske, friske strand, hvor Dannebrogen vejer – Gud gav os den – Gud giv den bedste sejer! –
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Engang du herre var i hele Norden, bød over England – nu du kaldes svag;
et lille land, og dog så vidt om jorden end høres danskens sang og mejselslag.

Du danske, friske strand, plovjernet guldhorn finder – Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme, hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme og som en sød musik mit hjerte når.

Du danske, friske strand, med vilde svaners rede, I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!

Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!