December 2023

Beates klumme december 2023. Om at gå på vandet. Det handler om discipelskab.

Johannes Sløk, teolog, idéhistoriker og filosof (1916-2001), skriver i Den kristne forkyndelse: I modsæt-ning til alle andre kulturer og deres opfattelse af mennesket, udmærker den europæiske kristne kultur sig ved, at den som noget uopgiveligt hævder, at mennesket, det enkelte faktiske menneske, er af uendelig værdi og derfor principielt frit og ukrænkeligt. Det må ikke gøres til slave, thi det er skabt i Guds billede. Jeg tager Johannes Sløks ord til mig. Jeg har arbejdet med mennesker hele mit professionelle liv; mennes-ker der var begrænsede af fysiske, psykiske eller sociale forhold. Hvor har jeg mange gange ønsket, jeg kunne bryde igennem de begrænsninger, som mange af disse mennesker måtte leve med; hjerneskader, fysiske handicaps, demens, døvhed og døvblindhed. I et eller andet omfang er det lykkedes mig, i stærkt varierede sammenhænge, at nå ind til smerten og begrænsningen, der, for mange af disse menneskers vedkommende, var uafvendelige; og dermed bringe kolorit, og i et opnåeligt omfang, frihedsgrader.
Bibelen er et stykke åndeligt, historisk, litterært og medmenneskeligt gods, der giver os alle mulighed for at tilegne os videregående perspektiver for udfoldelse i livet. Her taler vi om såvel børn som voksne. Jeg elsker Bibelen, fordi den fremstår som en åndelig, menneskelig og historisk rigdom. Da reformationen i Danmark spredte sig i årene 1525-1530, ændredes livet og kulturen. Nu skulle kirkegængerne ikke læn-gere høre sang og tale på latin. Nu kunne det bibelske indhold tilegnes af hver mand, kvinde og barn, for-di der fra da af forkyndtes på dansk. Bibelens righoldige beretninger giver stof til eftertanke; nogle er ligetil og gribende, mens andre kræver en baggrundsforståelse. Vi bliver i nærværende klumme betragtere af to sider af Jesus. De er rørende og samtidig meget konkrete. Det kommer til at handle om to af Jesu mirakler.  
Kulturelt har nærværende klummes titel henvist til betydningen af at have selvtillid (Matth. 14. 22-23). Jesus kom aldrig til at mangle selvtillid. Hele hans væsens guddommelige karakter var, og er, indbegrebet af almagt.
I Matth. 14. 22-23 bliver vi inddraget i en usædvanlig begivenhed. I mange timer har Jesus været det cen-trale element i en stor menneskeskare af mænd, kvinder og mange børn, som Han har talt til, og hvor de fleste har suget Hans guddommelige ord til sig. Det lyder som om, Jesus har talt i en ekkodal. Jesus har skabt begejstring, og Han har bragt glæde og håb til den store skare. Tiden går, når man oplever noget spændende, og nu er det blevet sent. Der opstår uro: Vi har været her så længe, og nu er det sent på da-gen, og hvad skal vi gøre mht. at få noget at spise? Tja! Hvad gør vi, siger disciplene til Jesus? Jesu svar er: Giv I dem noget at spise! Det er umuligt dette her! Jesus virker ikke bekymret. Hjælp! Disciplene er klart nok rådvilde, men nu får de et kursus i at kunne gå på vandet; at kunne udvirke det utænkelige. Vi har kun fem brød og to fisk, og antallet af mennesker er overvældende. Hm, det kan vist ikke kaldes et passende match.Så sagde Jesus: Giv mig dem! Disse ord er nedfældet af Matthæus, og herfra udfoldes begivenhederne med Matthæus’ egne ord: Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne. Og alle spiste og blev mætte og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde. Der var omkring fem tusinde mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn.
Tekstmæssigt forlader vi bespisningsunderet. De mange mennesker, som vi tager afsked med, kunne be-vidne, at de fik mad på mirakuløs vis. Der er så vidt ikke forskel på det underfulde i, at så mange mennes-ker fik noget godt at høre ved Jesu prædiken, og de fik, ved samme lejlighed, noget godt at spise. Jeg tæn-ker, alle disse mennesker har haft en ganske dejlig og forunderlig dag. Og det forunderlige fortsætter.  Vi holder vejret. Jesus, hvad har du tænkt dig?
Vi går lidt længere frem i Matthæus Evangeliet. Vi nærmer os dagens andet mirakel. Jørn Henrik Olsen skriver: Der er behov for en tro og en åndelighed, som forankrer mennesket i en identitet givet af Gud, som står over for mennesket som dets skaber, frigører og livgiver. Det vil sikkert medføre et godt samspil, hvor mennesket føres videre i dets relationer til selvet, til næsten – og til naturen.
Jeg tager Jens Henrik Olsens opfordring op. I forlængelse af begivenheden ovenfor skal vi skal ud i natu-ren, nærmere bestemt ud på Genesaret Sø, som er 53 km i omkreds og har en dybde på 43 m. Her er rige-lig mulighed for voldsom søgang, når stormen tager fat: Matth. 14. 22-31: Straks efter nødte Jesus dis-ciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarer-ne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene der. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, og vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: Det er et spøgelse, og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: Vær frimodige, det er mig, frygt ikke! Men Peter sagde til ham: Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet. Han sagde: Kom! Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: Herre, frels mig. Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?
Det, som sker her, erfuldstændigt vidunderligt! Jeg ville ønske, jeg kunne råbe det ud: Der er ingenbegrænsninger, når Jesus er på banen. Ordene: Har jeg ikke sagt jer… bør blive hængende i ørene hos os alle. Jesus har ofte benyttet denne sætning, for at komme i såvel høre- som øjenhøjde med enhver af os.
Jeg holder fast i, at der er mening i at træde ud i tro og forventning til, at Gud vil os noget godt. Jeg vil gerne kunne gå på vandet, men det kan jeg ikke.
Jeg har et skønt vennepar, der formår at bestige bjerge og tilbagelægge mange kilometer på cykel for at få naturen ind under huden. Forbilledligt. Jeg glæder mig altid over at lægge øre til deres oplevelser. Og jeg glæder mig over, at vi kan mødes over en god middag. Med lidt citatforvridning: Ved jorden at blive det tjener mig bedst. Jeg er holdt op med at cykle, for ikke at pådrage mig, og evt. andre, lemlæstelse. Hurra for min bil. Jeg har erkendt, at det med at gå på vande, er udtryk for talrige måder at udleve livet på. Mit klummeskriveri er blot én af mit livs vinkler.
Lige om lidt er det jul, og dermed kommer vi til at høre og synge alle de kendte julesange- og salmer. For mig er det et stort privilegium, at jeg kan akkompagnere alle vennerne i kirken, når de gamle sange får liv. At jeg stadig kan spille er også at gå på vandet.
Og her kommer vi så til Tove; en døvblind kvinde som jeg fik meget at gøre med i forbindelse med mit arbejde som ledende ergoterapeut på Plejecentret Solterrasserne. Ret tidlig i livet begyndte Toves syn og hørelse at svinde. Da jeg mødte Tove, var hun både blind og døv. Al kommunikation foregik taktilt; dvs.  ved berøring i, og af, vores hænder. En dag i november var Tove meget ivrig efter at jeg skulle besøge hende i hendes hjem. Jeg var spændt på, hvad jeg kunne gøre for hende. Spændingen udløstes nærmest i chok. Tove havde fået fortalt, at der var en sang, der hed Det kimer nu til julefest. Dennesang ville hun gerne synge til Plejecenterets julefest, hvor der ville være hen ved 100 mennesker; heraf 15 døve og døv-blinde med hver deres tolk. Grundtvig arbejdede i mange år med denne salme, der er inspireret af Luther. Der var flere dimensioner i Toves ønske. Jeg skulle tolke Grundtvigs tekst til klar forståelse, så Tove kun-ne leve med Grundtvig. Lige her begyndte jeg at få sved på panden. Tænk blot på verselinjen: Nu kom han patriarkers håb med flammeord og himmeldåb. Hvordan tolker man det patriarkalske håb til en døvblind kvinde, som aldrig har beskæftiget sig med salmedigtning eller bibeltekster?Jeg så mig selv som på en missionsrejse. Sangen har 9 vers, og Tove ville gerne synge alle 9 vers! En ekstra udfordring var naturligvis, at Tove ikke kunne synge. En døv har ingen tonefornemmelse, og kan derfor ikke modu-lere stemmen. Jeg tilbragte daglig tid med Tove, hvor vi kommunikerede i vores forunderlige univers. Vi knoklede på! Min skønne Onkel Knud var som sædvanligt pianisten til julefesten. Vi fik arrangeret, at jeg sang for med en mikrofon om halsen. Jeg havde, på den måde, styr på Toves hænder, som var i mine, og hvor hun udtalte teksterne via mikrofonen om hendes hals. Jeg må sige, at der til den julefrokost var en sal fuld af mennesker, der gik på vandet syngende Grundtvigs Det kimer nu til julefrokost. Vi gennemfør-te på ganske forunderlig vis.
Der er så mange røster og sjæle, der længes efter Gud uden at vide sig sikre på, om de er på ret vej. Det fantastiske er, at længe inden vi gør forsøg på at finde Gud, har Han allerede tilbagelagt distancen. Han er allerede på pletten. Gud har formuleret visheden om, at Han er til at nå: Med en evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig (Jer. 31,3). Her ser vi årsagen til Guds utrættelige frelsesvilje: Evig kærlighed. Dét er grundvolden i alt, hvad Gud gør med dig, mig og hele den menneske-hed, Han elsker. Derfor giver han os, i mange sammenhænge, mulighed for at gå på vandet.