Beates klumme september/oktober 2023. Hvad kan troen slå rod i? Det handler om discipelskab.
Tro en besynderlig størrelse. Jeg har, i mit lange liv, tumlet med begrebet fra vidt forskellige vinkler. Mit foreløbige resultat er derfor også en broget størrelse, men der er mening i det brogede billede. Der er en kerne, en essens, der bevirker, at troen, rettet på det kristne, bibelske univers, har en såvel litterær som en essentiel forståelse for begreber, som ikke lader sig gribe eller praktisere uden en indre overbevisning. Jeg er i besiddelse af et herligt bogværk med titlen: Autoriteternes udtalelser set i historisk perspektiv. Eksemplerne går så langt tilbage som år 1483. Bogen er udgivet i 1984 af Christopher Cerf and Victor S. Navisky. De muntre herrer har heldigvis ikke meget tilovers for de omtalte autoriteter. På én af de første sider møder vi teksten: Skabelsen: Hvem? Hvad? Hvornår?
Eksempel 1: Fra Moses´ beretning ved vi, at jorden ikke har eksisteret i mere end tusind år.
Eksempel 2: Himlen og jorden, dens midte og omkreds, blev skabt på samme tid, og skyer fulde af vand … Dette værk fandt sted og mennesket blev skabt af treenigheden den 23. oktober år 4004 kl. 9 om morgenen.
Hvad hører vi, og hvad kan vi fæste lid til? Ovenstående eksempler må aktivere smilebåndet i omfattende grad.
Der er skrevet enorme mængder af litteratur om begrebet tro, og nærværende klumme er ingen undtagelse.Bibelen alene er indbegrebet af guddommeligt trosstof i alle afskygninger og former. Mit ærinde i nærværende klumme er, at jeg, kære læser, må låne dine øjne og dine ører på de nærværende 2 A4-sider omhandlende begrebet den kristne tro. Jeg må erkende, at jeg er begejstret for min himmelske inspiration. Jeg har udgangspunkt i, at det centrale i bibelsk tro er, at Gud er altets skaber, at Hans afkom som søn bliver verdens frelser; i betydningen menneskets vej ind til Guds hjerte. Gud bliver defineret, som Han er, beskrevet ud fra de mange mennesker, som igennem flere tusinde år, har erfaret Hans nærhed, Hans tale og Hans evne til at gøre det, som gavner mennesker, der sætter deres lid til Ham. Jeg er blot én af dem, der har erfaret Hans aftryk i mit indre. Mit eget kald til at rette mit livs orientering mod Bibelens Gud er følgende ord, som jeg hørte klart og tydeligt i min ungdom: Jeg har jo indsat dig! Jeg blev bevidst om, at ordene betød, at jeg modtog et mandat til en ny selvforståelse ved at kunne agere til gode for mine medmennesker, ud fra min relation til Bibelens Gud, ganske enkelt hvad vi omtaler som et kald. Årene er gået, og jeg har stadig ting og sager, som jeg skal være ansvarlig for. Jeg skal stadig slå ørerne ud, lytte, tage til mig, være opmærksom og give videre. Der er et spektrum mellem det, at vi tror på noget givet eller ikke tror på det pågældende. Afstanden mellem disse forskelle ligger i et vist omfang i forhold til vores forestillingsevne: Hvad evner vi at forestille os, og hvad må vi lade gå forbi os? Hvad virker troværdigt, og hvad er for usandsynligt at fæste tillid til? Jeg tror, at alle mennesker er skabt med evne til at tro på guddommelige dimensioner. En bibelsk definition af det, som det er muligt at have tillid til, er formuleret sådan, at: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle. I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt (Hebr. 11, 1-3). Der ligger en vældig dynamik i disse ord, og det er også på deres baggrund, at der er rejst et enormt antal kristne kirker verden rundt. Begej-stringen over Guds storhed har fået mennesker over hele jorden til at rejse såvel små som storslåede, monumentale kirker. Selvom en kirke er gjort af sten, kan den skabe en slags bro mellem bygningens storhed og et ydmygt hjerte. Apropos kirkers storhed så kunne jeg kunne ikke lade være med at fælde tårer over Notre Dames ødelæggelse ved den store brand. Det er imidlertid ikke bygningsværket, der går Guds ærinde. Det er derimod vores evne til at favne og tilegne os tro på Bibelens Gud. Så kan det guddommelige ske, at vi er åb-ne for at gøre åndelige erfaringer.
G.K. Chesterton (1874-1936) skriver: Det, vi trænger til, er ikke en kirke, som bevæger sig med samtiden – det slås medierne om at gøre. Det, vi trænger til, er i stedet en kirke, som kan bevæge samtiden. Her bredes armene ud til at favne, kalde på og invitere til et fællesskab, som vil lade sig inspirere og som er nysgerrig efter, om ikke der skulle være noget om snakken.
At turde tale om tro er at sprænge rammer. Fordi vi vover os uden for det, som kan ses og røres ved, har vi mulighed for at nærme os noget, som kan være en indgangsvinkel til en bibelsk forståelse. Peter V. Legarth skriver: Det er ikke afgørende at have en stor tro, men at have en stor Jesus. Det bliver i Matthæus 17, 19-21 beskrevet på den måde, at den sande tro er så lille som et sennepskorn. Troen er ikke stor i sig selv, men den har et stort indhold. Det er jo en tro på Jesus Kristus. Det er denne lille tro, der har en mægtig virkning, hvorimod vantroen og den manglende tro savner denne virkning.Vantroen kan ikke flytte bjerge. Men troen kan bære, selv i store vanskeligheder og prøvelser. Ikke fordi troen er stor, men fordi Gud er stor. Den tro,
der her er tale om, giver vished om en samhørighed, ikke på grund af svulmende følelser, men fordi man har gjort den revolutionerende opdagelse, at Jesus Kristus er et overordentligt aktiv; tilgængelig for enhver, som vil gå på opdagelse og orientere sig i Hans retning.
Jeg har haft nemt ved at komme til tro på Bibelens Gud. Selve det guddommelige koncept ud fra Bibelen har
næret min fantasi fra barneårene. Derudover har jeg erfaret hvor resolut Gud handler til gode for enhver, som vil Ham, og Gud kan handle meget resolut i et enkelt øjeblik. Måske har du, kære læser, i en tidligere klumme, læst, at jeg, indtil 40-års alderen, var mørkeræd; og det nærmest i invaliderende grad. Ved en af-tengudstjeneste holdt gæstetaleren pludselig en pause i sin prædiken, så ud over salen, der var fuldt af men-nesker og udtalte ordene: Der er én herinde, som lider af at være mørkeræd. Gud ønsker at sætte dig fri, men du må markere, hvor du sidder. Jeg tøvede ikke. Min højre arm røg hurtigt i vejret. Taleren udtalte ordene: Gud velsigne dig. Det var det! Jeg var vildt overrasket over oplevelsen. Der skulle gå nogle dage, før det sank ind hos mig, at mørket ikke længere var min fjende. Jeg blev efterhånden klar over, at effekten af tale-rens ord var enorm, og jeg mærkede en dyb tryghed i mit indre. Trygheden har jeg stadig med mig nu mere end 30 år senere. For nylig mødte jeg den pastor, som havde formidlet de frisættende ord til mig. Jeg har ikke set ham siden hans besøg i kirken for de mange år siden, men jeg fortalte ham historien om hans med-virken til min frihed fra at være mørkeræd. Jeg er glad for, at jeg kunne glæde den gode pastor med min erfaring.
Jeg genkender det guddommelige i mit liv, og mine erfaringer igennem livet har givet mig en åndelig lethed i at acceptere den guddommelige dimension. Musikken er i høj grad en del af det guddommelige. En sang har overskriften: Imellem alle skyggerne står Jesus. Teksten efterlader en opmærksomhed hos mig i retning af, at der er et særligt potentiale i de omtalte skygger. Fortsættelsen lyder: … for at hjælpe dig i nøden, er Han der. Ser du efter, skal du finde, at der står Han, for at lette alle byrder, som du bær´. Det er faktisk en livline, vi her præsenteres for. Det handler om tro.
Jeg er i besiddelse af bogen Jesu ligklæde – ægte eller falsk? Her har vi så noget, vi kan tro eller ikke tro på. Her er et skisma mellem troværdige eller ikke troværdige udsagn. Forfatterne er Kenneth E. Stevenson og Gary R. Habermas. Bogen er udgivet på forlaget Borgen i 1982. Det meste af den kristne verden har beskæf-tiget sig med emnet, og en meget stor del af ikke kristne forskere har ligeledes beskæftiget sig med omtalte klæde.
Historikken bag Jesu ligklæde er i udgangspunktet Bibelens beskrivelse af forløbet af Jesu korsfæstelse og nedtagelsen af korset. Da Jesus var død, kom der en rig mand, Josef fra Arimatæa, som var blevet en disci-pel af Jesus. Han bad Pilatus om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres (Johs. 19, 38). Det var formentlig i klippehulen, at Jesus blev svøbt ind i et stort vævet klæde, ligklædet, som dækkede hele hans krop fra top til tå. Det skal understreges, at klippehulen ikke tidligere havde været brugt til begra-velse. Det ekstraordinære omkring Jesu død og gravlæggelse er forskningen omkring det omtalte ligklæde, et 4 meter langt og 1 meter bredt klæde af linned, hvor man kan se et aftryk, eller billede, af en korsfæstet og mishandlet mandekrop, og klædet viser mærker efter sår og blod på hænder og hoved. Nogle forskere har, ifølge før omtalte bogværk, tilføjet følgende konklusion: Hvis lagenet er Jesu virkelige ligklæde, må Gud have haft en hensigt med at bevare det i hvert fald op til vor tid.
Falsknerihypoteserne afvises af billedets tredimensionale egenskab. Bogen er spækket med analyser i enhver tænkelig retning, hvilket gør den til en læseværdig oplevelse; omend tidskrævende. Vidnesbyrdet peger på, at det er ægte. Spørgsmålet er vel, om det er noget, vi skal, eller behøver at forholde os til? Én af forskerne har udtalt: Måske har Gud med lagenet villet opmuntre til tro i en tidsalder, da der findes så mange tvivlere og skeptikere på de bibelske udsagn? Vi ved det ikke, og det skal ikke bekymre os.
Jeg startede indledningsvis denne klumme med begrebet tro, og jeg klynger mig til denne tro. Uanset vore livssituationer har troen uanede muligheder for at indtage land. Om Jesus er mellem skyggerne, om Han træder ud i forbindelse med vores bibellæsning, om Han bliver aktør i historiske begivenheder, ja så er der ord, der er troværdige, og løfter der indfries i livets brogede forhold. Han er forud for vores livssituationer, og Han har altid åbent på troens værksted.
Uanset de indledningsvise morsomheder med tåbelige dateringer, vedrørende jordens tilblivelse, og uanset mystikken omkring Jesu ligklæde, står der i Bibelens sidste bog et par sætninger, som er blevet til en unik inspiration for Johannes og den øvrige menneskehed. I bogens 3. kapitel vers 20 finder vi nogle af de ord, Johannes hørte Jesus tale til ham. Han nedskrev 7 ord, som er blevet fastholdt igennem et par tusind år; ord der handler om et himmelsk og aktivt nærvær: Se, jeg står for døren og banker.