Beates klumme maj 2023. Ensomheden – en dræber. Det handler om discipelskab.
Citat af pastor Timothy Keller:
At være elsket, men ikke genkendt, er opmuntrende, men overfladisk.
At være genkendt, men ikke elsket, er vores tørste frygt.
Men at være fuldt ud genkendt og helt og aldeles elsket, er langt hen ad vejen det samme som at være elsket af Gud. Mere end noget andet er det dét, vi har brug for. Det sætter os fri fra forstillelse, skubber os på ydmygende vis ud af vores selvretfærdighed og gør os stærke over for livets prøvelser.
Citatet taler om en form for udrustning, en iklædning, der giver os en sund selvforståelse; en identitet som passer til os. Timothy Keller rammer det essentielle i vores eksistens. Vi er alle en del af en verden, hvor der måles på vigtigst, størst, hurtigst, nyest, stærkest, billigst, dyrest, mest accepteret og mindst accepteret. Der er imidlertid ikke en enkelt, egal aldersgruppe, der kan refereres til. Hver aldersgruppe har sine egne facetter af særkender.
Selvom jeg nærmere mig de 73 år, vil jeg til stadighed gerne indtage impulser og nye inspirationer fra min omverden. Jeg er stadig nysgerrig på livet. De reklamer der kommer i min postkasse handler om boligindretning. Det er en ganske betragtelig mængde papir, vi taler om, til trods for mit lille nej tak til reklamer. Når vi kommer op i årene, er der for de flestes vedkommende fyldt op i skuffer og skabe, og trends for møbler, og indretning, har ikke samme appel som tidligere. Det er altså ikke der, jeg kan hente min inspiration til ny udfoldelse. Derimod synes identiteten i danskheden at banke på hos mig. Jeg elsker Danmark med alt, hvad landet rummer, og af hele mit hjerte vil jeg istemme vores dronnings ord: Gud bevare Danmark. Jeg vil gøre mit til, at Danmark skal udvikle en selvforståelse, der har Guds velbehag.
Vores land er bl.a. kendetegnet ved vores historik og sangskat. Vi har i Danmark, i århundreder, haft mange forskellige skjalde, som har formået at tage danskheden på kornet. Landet er blevet herliggjort i ord og toner. I min øresnegl dukker såvel strålende digte, som de toner, der ledsager ordene, op. Skjald nr. 1: Jeppe Aakjær skiller sig ud med: Hvem sidder der bag skærmen. Her får vi smerten og ensomheden tæt ind på livet. Socialrealismen tages op af Kim Larsen; klummens Skjald nr. 2:
Det er en kold tid som vi lever i, alle går rundt og fryser,
men jeg har det da nogenlunde her – her på Østre Gasværk.
Der’ mange, mange drømme der’ røget sig en tur,
men jeg ka’ da stadig grine, når jeg sidder her alene
helt alene i mit lille skur.
Sangen blev ikke blot en ørehænger, men også en nutidig markør for det, i vores tid, ensomme menneske – tilsvarende Jeppe Aakjærs digt i hans tid. Er det ensomme menneske da en repræsentant for danskheden? Statistikken indikerer, at vi mangler noget i retning af såvel det store som det små:
Når klokken den er tolv, så slår jeg knappen på standby,
og går op i kantinen, det går jo som en leg.
Der møder jeg de andre, vi si’r “dav” og “hej med dig”,
og læser vores avis sådan stille hver for sig.
Ovenstående er ikke blot en tendens, det er en smerte, eksistentiel smerte, og ensomhed der dræber.
I øjeblikket følger jeg dykkere i USA, der søger personer, der i bil, med eller uden hensigt, er kørt ud i søer, hvor de har endt livet. Der er nogle hvorfor’er, der kræver svar. I forrige klumme mindedes jeg de mænd, som bevægede sig rundt i Danmark, og som hentede noget at spise hos diverse husmødre. Selvom det ikke er billedet i dagens Danmark, er antallet af reelt ensomme smerteligt stort. I 2017 viste 8,3 % af den danske befolkning over 16 år tegn på svær ensomhed. Antallet er stigende. Sundhedsprofilen for 2021 viser således, at 12,4 % af de adspurgte viser tegn på svær ensomhed. Det svarer til omtrent én ud af otte danskere (Sundhedsstyrelsen, 2022). Det er en forfærdelig og overvældende statistik. Mine tanker går i retning af, at der må være noget i vejen med vores menneskesyn, omsorg og omtanke.
Den begavede Paulus, der igen og igen havde fingeren på pulsen mht. at forbinde det, som Gud delte med ham og det omgivende samfund, nedfældede livsvisdom i betragteligt omfang: Det, som
verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud, for at gøre det, som er
noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stol af over for Gud (1. Kor.1.28). Jeg tænker, det ligger ligetil at sammenholde Kim Larsens tekster med de mennesker, der falder ind under statistikken ensomme eller reelt ensomme. Det kan være nedværdigende at være ensom. Derfor skal vi anstrenge os for, at ingen ringeagtes!
Jeg har netop afsluttet Jens Henrik Jensens bog Lupus. En bragende velskrevet roman om en krigsveteran, der har svært ved at finde sig tilrette i det danske liv nord for København.
Hovedpersonen, der plages af PTSD, er dybt i sin sjæl så ensom, at han end ikke evner at række ud til sin egen teenagesøn. Bedre bliver det ikke, når den eneste udsigt, aften efter aften, i et hus på den anden side af Vangedevej, er en gammel kvinde iklædt en lilla housecoat. Det er dette billede, bogens hovedperson ser hver aften indtil den dag, kvinden bliver båret ud i en ambulance – død. Trist! Hvor ville jeg ønske, at den omtalte bogs hovedperson havde taget mod til sig og krydset Vangedevej, ringet på hos kvinden med den lilla housecoat, og med et kærligt smil havde overrakt hende en buket blomster – gerne lilla.Jeg deler her et citat fra bogen: Djævelen hvisker til krigeren: Du kan ikke stå imod stormen, og krigeren svarer: Jeg ER stormen. Der skal eftertænksomhed, vilje, standhaftighed og en portion mod til at gå op imod social skævhed. En urimelighed, som nok aldrig er sort/hvid, men vi er, hvad vi stiller os til rådighed for. Vi kan ofte mere, end vi tror. Jeg tror på skjulte ressourcer både hos mig selv og min næste, dig kære læser, derfor tror jeg, vi besidder mere stormstyrke,end vi aner.
Jeg tror også på, at vi kan være nok så medmenneskelige og have de bedste intentioner til at række ud til mennesker, som har det svært, og bum – så støder vi på grænser, som gør os forlegne. Grænser kan overvindes. Jeg er så glad for, at det er Jesus, der er frelseren – og ikke mig. Jeg har oplevet at komme til kort over for mennesker, der var på livets deroute. Det er svært at løfte et menneske op, hvis ikke det selv vil, men ensomheden hos næsten kan vi, i én eller anden grad, modgå med fornuft og hjertevarme. Lidt kreativ omtanke hjælper på vej, og der er næsten altid muligheder. Kærlighed formår meget.
Jeg er meget taknemmelig for den praksis, vi har i vores kirke, Evangeliekirken, hvor den ældre generation samles hver torsdag kl. 10.30-12.00. Det er mødestedet, hvor der udveksles knus og kram. Et dejligt tag-selv-bord og kander med kaffe kalder smilet og appetitten frem, og det seneste nye deles. Det er vigtigt, at vi alle bliver set. Og hver gang er der en veltilrettelagt forkyndelse, der fanger. Denne sociale sammenhæng falder godt i tråd med Iben Krogsdal, der er klummens 3. skjald. Hendes sang er digtet ud fra Galaterbrevet 6,2: Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov. Følgende er Iben Krogsdals ledsagetekst: Din næste er alle de mennesker, der er omkring dig. Det er både venner og fjender. Jesus sagde, at du skal elske din næste som dig selv.
Den praktiske udlægning er dermed, at næstekærlighed handler om kærlighed til alle omkring os. Jeg har undladt at korrigere tegnsætningen i Iben Krogsdals originaltekst:
Du skal elske din næste som dig selv du skal bære på de andres himmelhvælv
du skal dele dine lykker ud i tusindvis af stykker.
Du skal elske din næste som dig selv du har døgnvagt på din egen sjæls hotel
du skal åbne dine døre og la folk gå ind med pløre.
Du skal tære på din samvittighed du skal kæmpe andres kamp hvor de går ned
du skal ud at mærke efter. Hvem har brug for mine kræfter
Du skal våge når klokken bliver tolv du skal hente nogen ud af andres vold
du skal høre dem der græder lydløst og på fjerne steder.
Og når dagen er omme i dig selv og du ikke gjorde nok alligevel
ligger det du ikke gjorde på de andres natteborde.
Men om natten går livets far herned og han lægger hånden på dig med sin fred
og hans øjne lyser milde. Du har lov at være lille