Beates klumme juni 2023. At løfte hinandens hænder. Det handler om discipelskab.
Nogle missionærvenner skriver i deres nyhedsbrev: Mange af jer er med til at løfte vore hænder, ligesom Aron og Hur løftede Moses’ hænder, når han blev træt under israelitternes kamp mod amalekitterne. Og når Moses’ hænder var løftet, fik israelitterne overtaget over amalekitterne (2. Mos. 17.)
Fjernsynets ankomst i Danmark, i 50-erne, var intet mindre end en revolution. Intet blev det samme, efter at fjernsynet rykkede ind i de danske hjem. Mine forældre lagde ud med et 13 tommers tv. Sendetiden var kort, sammenholdt med udbuddet nu, men der var tænkt på børnene. Vi var de eneste på vejen, der, på det tidspunkt, havde tv. Alle vejens unger sad derfor, når det var muligt for mine forældre, klynget sammen på gulvet og så Andy-Pandy leger og ler; og tilsvarende programmer. Det var storslået. Snakken gik, og vi efterlignede det, der kom ud af tv-kassen. Mine forældre gjorde noget rart for de mange børn på vejen. Det var ikke pædagogiske overvejelser, der gjorde, at ungerne var hos os. Vi havde bare et gæstfrit hjem, og det handlede om omsorg for alle os unger.
I køkkenskabet var der to store skuffer; den ene var til mel, gryn og diverse, men den anden var til kage, og det måtte vi tage af. Så der sad vi unger og gnaskede kage i os, mens vi blev underholdt af tv. Og så længe vi sad, hvor vi sad, lavede vi ikke ulykker. Vore forældre holdt armene oppe på alle os unger gennem kærlig omtanke.
Det hus, hvor vi unger sad og så fjernsyn, er det det hus, jeg stadig bor i. I løbet af få år rykkede mine forældre til en tjenestebolig tilhørende Gentofte Brandvæsen, da min far var brandinspektør i Gentofte Kommune. Mormor, Morfar og Onkel Knud indtog huset.
Onkel Knud blev, 18 år gammel, blind i en eksplosionsulykke, som han desværre selv forårsagede; den lille kemiker! Onkel Knud blev født i 1914. Han blev uddannet på konservatoriet, og udviklede sig til en formidabel musiker, og han blev ved med at udvikle sin musik. Jeg er født i 1950, og blev helt naturligt Onkel Knuds øjne og ledsager gennem hele hans liv; et ikke helt almindeligt makkerpar, men meget aktivt.
Momentet gæstfrihed blev et kodex i familien. I Mormors og Morfars havekoloni produceredes flere hundrede kopper kaffer gennem sommersæsonen (nævnt i en tidligere klumme), når nu lige vennerne lagde vejen forbi. Mormor var forunderlig. Hun evnede at hjælpe, styrke og udrede, når mennesker tabte modet. Mormor var koncertpianist og klaverlærer, og hendes format var legendarisk. Mormor kunne noget med at løfte. Onkel Knud fik aldrig tal på, hvor mange sandkager han rørte sammen i kolonihavetiden. Der må være noget, der hedder genetisk gæstfrihed; hvis ikke – har jeg lige opfundet begrebet.
At løfte andres hænder kan udvikle sig til ekstreme situationer. Hvis du, kære læser, har sarte nerver, skal du måske hoppe over næste afsnit.
I 1985, kort før påske, fik Onkel Knud stærke mavesmerter. Jeg kontaktede straks vores læge, som kom relativt hurtigt. Diagnose: Blindtarmsbetændelse. Af sted med ambulance. Onkel blev opereret, og kom hjem dagen efter. Men næstfølgende dag sprang suturerne, og Onkel måtte babu på hospitalet igen. Allerede dagen efter igen, blev Onkel sendt hjem med en mængde gaze proppet ned i det det store hul i maven, hvor der var åbent til bughinden. De turde ikke lukke igen af frygt for infektion. Vi blev forsikret, at der ville komme en sygeplejerske hhv. morgen og aften for at rense såret og skifte forbinding. Vi fik en kæmpe oppakning af desinfektionsvæske, handsker og gaze, så sygeplejerskerne havde det fornødne udstyr. Den påske, dagen efter Onkels udskrivelse, fik Danmark et overvældende snefald, der gjorde alle veje på Sjælland ufremkommelige. Nul sygeplejerske. Jeg var rædselsslagen. Så overtog Onkel Knud rollen som direktør for sit eget helbred. Han lå på sin seng. Derfra kommanderede han mig til at hente den store lommelygte, og så holdt han den lodret, så lyskeglen ramte hans mave. Herefter gik jeg i gang med at fjerne den ydre bandage. Under den var han tamponeret ud med en stor mængde gaze, som jeg, med pincet, fjernede stykke for stykke, og så stod jeg og kiggede direkte ned i mandens bughinde, som lå strålende og blank. Jeg husker, jeg sagde en del forskellige lyde, hvorefter han kommanderede mig til at lyse direkte ned i hullet. Der kom magien. Da lyskeglen bredte sig hen over denne fantastisk, blanke bughinde, forsvandt al frygt og usikkerhed fra mig; jeg var på. Jeg skyllede, og proppede efterfølgende mængder af gaze ned i hullet, der var ca. 6 x 6x 4cm, så jeg var sikker på, det ikke ville lukke sig foroven, uden det var helt lukket i bunden. Der gik ca. en lille måned med disse to gange daglige bandageskift, og så var Onkel groet sammen indefra.
Historien er ekstrem, men alligevel guddommelig enkel. En blind mand med et stort hul i maven holdt mine hænder oppe til handling vha. lyset fra en lommelygte. Hmm! Efterfølgende lykkedes det Onkel indtil flere gange at komme til skade. Onkel brugte en stor variation af håndværktøj og elektrisk værktøj. Manden konstruerede, byggede og skabte i et væk. Fx kunne han bore igennem en af sine fingre ned i en træklods! Han sad fast! Jeg himlede op og talte om at løsne boret fra boremaskinen og køre på skadestuen. Næh nej. Han tændte for boremaskinen og kørte boret baglæns op gennem både klods og finger. Næh, sagde Onkel, den skal bare have en spritklud, og det var så det! Den mand var unik på enhver måde. Hvis jeg skulle berette om de utallige gange Onkel kom galt af sted, sammenlignet med de hundredvis af gange, hvor han gennemførte halsbrækkende handlinger med held, ville døgnet ikke have tider nok! Gud var i overvældende grad på Onkels side. Onkel holdt mine hænder oppe gennem alle hændelser, alle mærkelige situationer, og jeg lærte at være hans medspiller.
Det var aldrig Guds plan, at jeg skulle blive gift. Men Guds overvældende plan var, at jeg skulle have et storslået, fornøjeligt, stærkt varieret, opfindsomt, kreativt og udforskende liv. Dertil krævedes et unikt menneske, der havde forstand på at løfte sin makkers hænder. Vi blev dermed genspejlinger af hinanden. Onkel Knud evnede ikke blot at løfte mine arme, han holdt dem oppe, på samme måde, som jeg holdt hans arme oppe. Derfor fik vi mange skrupskøre, og vanvittigt herlige, mange år sammen.
Kort før min mormors, altså Onkel Knuds mors død, havde han og jeg planlagt at få lagt en terrasse med klostersten. Den morgen Mormor døde ankom lastbilen med alle klosterstenene, og de blev læsset af i en stor bunke uden for plankeværket– særdeles ufikst. Onkel og jeg havde en del at gøre mht. myndigheder, og hvad der nu ellers trænger sig på i forbindelse med et dødsfald. Vi kom hjem sent på eftermiddagen. Til vores store overraskelse, havde vores midlertidige genbo, en skøn engelsk kvinde, stablet alle stenene, så de ikke flød over hele fortovet. Jeg vil aldrig glemme det uegennyttige arbejde denne skønne genbo udførte for os. Jeg var så glad for, at jeg kunne honorere hende med et væld af bær fra fryseren. Et dødsfald i familien og en enorm bunke klostersten matcher ikke rigtigt; opgaven var overvældende. Men den blev altså ikke min. Jeg var så lettet over ikke at skulle rydde hele fortovet for alle disse sten. Her ses et mageløst eksempel på, hvordan ét enkelt menneske kan løfte ét andet menneskes arme.
Uselvisk tænkning er et produkt af Guds kærlighedsvæsen. Blandt de utallige kærlighedsfacetter, som er blevet mig til del, var livet med Onkel Knud. Hans finurlige tankegang havde i lang tid kredset om et bestemt emne; de unge 14-årige i kirken. Søndagsskolen i Evangeliekirken har gennem mange år haft et hold af undervisere; heriblandt Onkel Knud og mig. Det var blevet tradition, at vores 14-årige, palmesøndag, fik Det Nye Testamente udleveret. En begivenhed hvor hele menigheden kunne deltage i overrækkelsen. Det var så her, Onkel blev mægtig kreativ. De unge skulle da have en rigtig Bibel, som kunne følge dem i mange år; ikke blot Det Nye Testemente.
Onkel Knud havde lyttet til jungletrommerne; der var penge i gamle aviser. Kort efter var min store Toyota Hi-ace kassebil avistransportør. Når jeg kom hjem fra arbejd, hentede vi aviser i øst og vest, på lofter og i kældre. Alt kom ind i bilen. Mens jeg var på arbejde, samlede og bundtede Onkel Knud aviser med brugt selvbindergarn. Når Onkel Knud mente, der var tilstrækkeligt med aviser til at fylde bilen, kørte vi til Nordhavnen, hvor bilen blev vejet, og vi fik udbetaling svarende til vægten af aviser. Hver vognladning svarede til godt et ton aviser.
Onkel Knud strålede den første søndag, Biblerne blev delt ud. Heraf kan du, kære læser forstå, hvor vigtigt det var, at jeg kunne holde Onkels arme oppe. Den mand havde så meget at give af, og jeg fik det privilegium at være hans medhjælp.
Kærligheden er, og bliver, fantastisk, og, i al sit væsen, en uforståelig og ubegribelig størrelse. Gud har på forunderlig vis fået kærligheden til at multiplicere sig i menneskehjerter. Jeg har erfaret den i et utal af facetter, og fra vinkler jeg ikke havde forventet eller have gjort krav på.
Min verden som barn og ung, og senere som voksen kvinde, blev større og større takket være kærligheden i mine familiære omgivelser. Jeg har det privilegium at være elsket fra jeg blev født.
Moses arme blev holdt op af Hur og Josva over relativt få timer. Mine arme er holdt oppe, fra jeg blev født, og de er til stadighed aktive og i luften takket være kærlige relationer.
Jeg vil her skrive et epitafium over Onkel Knud, som var det hans egne ord: Jeg elsker dig Herre! Du er min styrke. Gud er min klippe og min fæstning, det er Ham, der redder mig. Gud er mit bjerg, som jeg stoler på. Han er mit skjold, min redning og min sikre klippe. (2. Sam. 22, 2-4.)