Beates klumme april 2023. Bibellæsning – en berigende åndelig og mental aktivitet.
En kendt sætning lyder således: Vi har alle brug for noget at tro på. Jeg finder imidlertid ingen rimelig forklaring på dette krav. Det er klart en holdning, jeg ønsker at respektere. Jeg elsker mine venner, hvad enten vi deler tro eller ej. Det, der giver mig et ønske om at dele min tro, hvilket jeg gør i mit klummeskriveri, er, at jeg har erfaret noget beåndetgods i min trosverden; det tilfører mig dimensioner, der strækker sig langt ud over mit trivielle menneskeliv. Mit liv bliver på denne måde mindre kompliceret. Samtaler, eller drøftelser, omkring den bibelske verden sker ofte med venner, der har samme tros-ståsted som jeg. Dialogen falder inden for en fælles forståelsesverden. Vi kender, og forstår, Bibelens indhold som en livskilde, vi igen og igen henter inspiration fra. Et kig bagud i historien forsikrer mig om, at jeg hører til i det trosstof, som går tilbage til skabelsen, og jeg boltrer mig i det historiske og åndelige gods.
Jeg har i løbet af mit liv mødt mennesker, der forfægter deres ret til ikke at tro på andet, end hvad dagen i dag og dagen i morgen byder på. En vel noget kortsigtet tilgang til livet. Her kommer jeg til at tænke på Sigfred Pedersens skærslipper-sang: Jeg sliber solskin og dagligt brød. Melodien er en gedigen ørehænger. I min barndom hørte jeg denne sang igen og igen fra udsendelsen Giro 413, der gik i luften i radioen hver søndag. Selve sætningen er drømmeagtig, men alvoren bag er et hårdt liv på landevejen. Et hårdt liv som bød på forskelligartede dage; brændende sol, kolde regnvejrsdage, sne og frost. En skarp kontrast til at Slibe solskin og dagligt brød som blev mange enlige mænds levevej. Hvad troede disse mænd på? Jeg håber, der var mange venlige bondekoner, der smurte nogle gedigne madpakker til disse farende svende, og sendte dem af sted med et: Så Guds fred da.
Jeg vil i denne klumme slå et slag for bibellæsning. Hvis denne klumme når ud til læsere, der ikke er så bekendt med Bibelen, vil jeg gerne invitere til at komme tættere på mulig læsning.
Man kan, med al god begrundelse, stille spørgsmålet: Hvem har fået idéen med at samle de skrifter, der tilsammen udgør det, vi kalder Bibelen? Vi ved det ikke. Omfangsmæssigt ser vi på tekster, hvoraf nogle går hen ved 3.400 år tilbage i tiden. Skrifterne blev samletsom én bog i det 4. århundrede. Jeg har i årenes løb været igennem Bibelens bøger flere gange, og jeg har på den måde fået en fornemmelse af en sammenhæng. De 66 bøger, Bibelen er sammensat af, har hver en historik, som indholdsmæssigt adskiller sig markant fra de øvrige. Et fælles træk er imidlertid, at de bibelske bøger har elementet beåndethed, hvilket gør den samlede volumen unik.
Jeg har været bibellæser siden mit 12. år, og jeg er ret overbevist om, at jeg, takket være Bibelens indsigter, er sluppet nådigere gennem livet, end hvis jeg ikke havde kendt dette bogværk. Basale bud som: Du må ikke stjæle, og du må ikke slå ihjel, har befriet mig fra konsekvenser, der ville have påvirket mit liv i en skidt retning.
En af Bibelens forfattere er kong Salomo. Han regerede i det 10. eller 9. århundrede før Jesus. Salomo blev en vældig konge. Han var søn af kong David og enken efter én af Davids krigere. Salomo har fået en ganske stor plads i Bibelen. Han har sat et kraftigt aftryk i hhv. Kongebøgerne, Højsangen og Ordsprogene; måske nogle af de mest elskede bøger.
Der sad et meget godt hoved på kong Salomo. Han var en overordentlig begavet mand, der har haft masser af tid til at grunde på den Gud, som han fik en tæt relation til. Gud lukkede Salomo ind i en lang række indsigter, som har fået os til at forstå, at han besad fremragende kvaliteter som mand, menneske og Guds fortrolige; en virkelig vis og indsigtsfuld mand. Kong Salomo skrev ud fra sin erfaring med Gud sådan: Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves. Hvis ikke Herren våger over byen, våger vægteren forgæves. Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover.
Salomo lukker her op for nogle af Guds karakteristika; generøsitet, nærvær og omsorg i relationen til mennesket. Gud rækker igen og igen ud til menneskene, for at Han kan ødsle sin kærlighed, visdom og omsorg på dem. Og igen og igen står mennesket med korslagte arme, eller knyttede hænder, som tegn på, at det selv vil. Hvor klogt er det lige? Guds generøsitet, nærvær og omsorg sætter vores tro og Hans kærlighed i sammenhæng. Og det er netop det magiske ved Bibelen, at der er kærlig, indsigtsfuld vejledning og anerkendelse. Præcis de psykiske og mentale byggestene, der kan få os til at blive hele mennesker. I oplysningstiden, fra ca. 1690 til ca. 1780, var der en voksende tro på den menneskelige fornuft og en overbevisning om det nødvendige i at udbrede kendskab til al menneskelig viden. Formålet var, at frisætte mennesket for traditionens og sædvanens snærende bånd; hermed også troen på Bibelens Gud. Hvad der ikke kunne måles, vejes og føres bevis for, var en illusion! Kristus blev nedgraderet til morallærer! Det rationelle, ikke troen, fik overtaget, og den nære, naturlige og spontane kontakt fra mennesket til Gud fravalgtes.
Det som reelt skete, var at mennesket reducerede sig fra at være et guddommeligt væsen til at være en genstand, hvorved det blev kastet ud i en enorm identitetskrise. Og efter min bedste kristne anskuelse er denne identitetskrise aldrig ophørt. Udviklingen gik i retning af, at mennesket skulle være sin egen gud. Den enkle kommunikation mellem Gud og Hans skabning blev i den grad forstyrret af, at skabningen søgte svarene på tilværelsens mange spørgsmål i sig selv; eller i de mange filosofier der skød op som paddehatte.
Forståelsen af, at blive Jesu efterfølger som discipel, blev nedgraderet som en del af en udbredt materialistisk kultur. Mennesket blev fremmedgjort over for sig selv, og så ikke længere sig selv som et guds-menneske. Der opstod en kløft mellem tanke og oplevelse; et skisma mellem hoved og hjerte. Troen fik det rigtigt svært, og vi er alle i eftertiden, på én eller anden måde, påvirket af dette skisma.
Åndeligheden i de enorme mængder informationer, vi bombarderes med i vores hverdag, er primært rationelle og materialistiske. Vi er opdraget til at tage stilling til en virkelighed, som har fået vind i sejlene takket være den teknologiske tidsalder. Resultatet af dette skisma gør det vanskeligt for det oprindelige menneske, at lade troens betingelser tage over. Det kan derfor blive svært for mennesket at tilegne sig og forstå verdenssituationen med Guds øjne. Her kan vi bruge kong David som eksempel. Han var en af idémændene, der fik inspiration fra sin intimitet med Gud. Han formulerede en stor sandhed, der fungerer som vejviser for menneskeslægten. David udviklede sig til en fantastisk strateg og kriger. Han var igennem mange prøvelser og kampe, og han rettede Guds talte ord til sig selv hen på mennesker i sin tid. På den måde blev David herolden, der udbasunerer, at Guds ord er den solide klippe, vi kan stå på: Dit ord er en lygte for min fod og et lys på min sti (Salme 119.105.) Her er tolkningen, at Gud er en suveræn ledsager i livet.
David skriver i Salme 121, 1-2: Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber. Han lader ikke din fod vakle, han, som bevarer dig, falder ikke i søvn. Han, som bevarer Israel, falder ikke i søvn, han sover ikke. Herren bevarer dig, Herren er din skygge ved din højre side.
De to kursiverede tekster er Davids skjold og værge; altså hans sikkerhedsudstyr til beskyttelse mod angreb. Og med disse sandheder for øjnene, vender vi os mod denne unge mand, som var trænet til kamp. På trods af at David ikke var på fysisk højde med sine brødre, havde han erfaring, som fårehyrde gennem flere år, overbevist ham om, at når han kunne nedlægge ulve og en løve, der ville rasere fårene, så ville han også, med Guds hjælp, kunne klare hvad som helst. Davids strålende intellekt svigtede ham heller ikke. Herren er din skygge ved din højre side (Salme 121,5.)
Et af Davids mest berømte slag var hans kamp mod filisterkrigeren Goliat. Det var ikke berømmelse eller krigslyst, der fik David til at tage imod Goliats udfordring. Det var raseri. David var krænket i sin sjæl over, at hans folk skulle finde sig i at blive latterliggjort af en mand, der hånede hans Gud. Her har vi Davids kerne. Hans daglige fællesskab med Gud. Og Gud opkvalificerer mennesket. Davids indsats reddede hans landsmænd.
Jeg er i færd med at læse Bibelen 2020 fra begyndelsen til slutningen. Skulle du, kære læser, have fornemmelse af, at det er noget tørt papir, der knitrer i en tidligere bibeludgivelse, så tag mod til dig og køb udgaven 2020. Skulle du aldrig før have haft en bibel mellem hænderne, så vær frimodig mht. 2020’eren. Sproget er glimrende, flydende og tilgængeligt. Tekstopstillingen er lige til at tage ind.
Der er i nogen grad en tidsmæssig kontinuitet igennem Bibelen, men som sådan ingen egentlig handlingsmæssig kontinuitet bøgerne imellem, så min maratonlæsning af 2020’eren, er udelukkende for min fornøjelses skyld i forhold til den meget anderledes ordlyd i de tekster, jeg ellers kender i de tidligere udgaver. Det med fornøjelsen er virkelig ikke helt galt. Jeg både forfriskes og morer mig over de anderledes tekster.
Som mennesker rummer vi mange ting, som vi nødvendigvis ikke går og taler om. Værdifulde ting som vi gerne holder for os selv, og som under ingen omstændigheder må komme ud i det fri. Her er noget af guldet, som Gud har lagt i os, og som er helt afgørende for, om vi kan høre; og høre på den lyttende måde, så vi giver Gud respons på det, vi hører. Gud ønsker at kommunikere med os gennem hele det sanseapparat, Han har skabt os med. Vores udfordring er at stille alt til rådighed for Ham: Vores ånd, krop, væren, væsen, fantasi, forestillingsevne, intellekt og intuition.