Beates klumme december 2022. Taknemmelighed. Det handler om discipelskab.
Evangelietoner, en almindelig anvendt sangbog i de danske frikirker, indeholder bl.a. en sang forfattet af Johnson Oatman.
Koret, som gentages efter hvert vers, er velkomponeret til at bære en påmindelse:
Tæl Guds gaver, nævn dem een for een,
mens du tæller, svinder al din men.
Tæl Guds gaver, tæl kun småt og stort,
og med undren vil du se, hvad Gud har gjort.
Mit ærinde i denne decemberklumme, årets sidste, er at påpege og fastholde bruset af den taknemmelighed, der fylder mit indre. Jeg vil i denne klumme tælle gaver. Jeg konstaterer, at glæden og taknemmeligheden for, hvad jeg har fået igennem livet, står foran mig som en erindringsblok, jeg igen og igen kan række ind i og drage frem til brug, genbrug, ny inspiration og ny erfaring.
Jeg kommer fra vidunderlige familier. Hvis jeg er faldet lidt uheldigt ud, er det ikke mine familiers skyld. Hvem har mon haft en mormor som min; hende den skrappe og helt vidunderlige kvinde? Jeg erkender, at noget af hendes skarphed træder igennem min genmasse, men jeg søger at målrette den til gavn og glæde udadtil, fordi jeg er så taknemmelig for den opretholdelse, som også ligger i den. Jeg føler taknemmeligheden dybt i min sjæl. Mine bedsteforældre kommer dels fra Sydsjælland og dels fra København. Jeg synes, jeg har fået det bedste fra begge sider; evnen til at elske og evnen til at ville være til nytte i livet. Jeg kan lide at blive brugt. Det latinske udtryk pro usus non pro abusus – til brug ikke til misbrug er skrevet i mit indre. Jeg elsker det. I udtrykket finder jeg den afvejning, jeg behøver for at være til rådighed uden at gå til grunde. Jeg følger anvisningen i koret ovenfor.
Én af de virkelige store gaver, jeg har fået inden for de sidste to år, er bibeludgaven 2020, hvilket jeg vist ikke har lagt skjul på. Jeg er taknemmelig over, at et hold bibelstærke danskere har ladet sig inspirere til denne åbne, og på mange måder frigjorte, form. Mig bekendt, er der intet andet land i verden, der har været inspireret til at udarbejde en så åben og inspirerende parallel bibelversion til den autoriserede udgave. Jeg kan finde en statistik over hvor mange mobiltelefoner, der er solgt i år, og hvor mange juletræer der indtil nu er blevet solgt, men jeg ved ikke, hvor mange eksemplarer af 2020’eren der er rakt over disken. Imidlertid vil jeg ønske for rigtig mange i DK, at julen 2022 er tidspunktet, hvor de stifter bekendtskab med bibelen 2020.
Jeg har gjort 2020’eren til min hverdagsmodel. Sammenligner jeg den med den autoriserede udgave, bliver jeg inspireret til anderledes billeder forbundet med en anderledes atmosfære i teksterne, hvilket jeg er meget taknemmelig for.
Jeg har gennem en lang årrække abonneret på den elektroniske udgave af Kristeligt Dagblad, og jeg har dagligt glædet mig over en lille klumme skrevet af pastor emeritus Frede Møller. Fem dage om ugen har denne klumme formået at bibringe mig, og de øvrige læsere af bladet, en opkvikker med en glædesspirille. Lun, engageret og fortrolig med de bibelske tekster har Frede Møller formået at fokusere på værdien af Guds Ord til at leve livet i den hverdag, den enkelte af os er i. Jeg er så taknemmelig for denne ældre, kærlige røst, der dagligt har givet input til nye vinkler i Guds dialog med os. Frede Møller førte en dag en slags indre dialog over emnet: Hvordan ser Gud på os? Han beskrev den elskende Gud Fader, der er så omsorgsfuld over for sine skabninger, at der ikke må tilstøde dem noget ondt. Gud opstiller nogle regler, for menneskenes liv, når de skal indtage det nye land, der skal være deres fremtid, og Han gør det med denne begrundelse: For at I må leve, og det må gå jer godt, som det hedder i Femte Mosebog 5, 33. Her har vi Guds intention med os.
Nye kræfter har taget over i avisen. Jørn Henrik Olsen afløser Frede Møller, og én af hans første tekster fangede mit blik: Længsel er berøring med menneskets inderste, og den tilhører et skjult fundament i mennesket. Jeg siger amen til formuleringen, der bliver kædet sammen med en af mine seneste erfaringer; mødet med en ukrainsk kirke.
Putins invasion af Ukraine har medført en stor menneskelig katastrofe. Der er kommet mange ukrainere til Danmark, og en del ældre er kommet til København. Vores kirke på Frederiksberg, Evangeliekirken, fik ret hurtigt kontakt med en ukrainsk pastor, Amin, uddannet kirurg i Ukraine; men uden mulighed for at arbejde i Danmark. Hans menighedsfællesskab tæller op mod 40 personer, hvor størstedelen er kvinder. Kirken benytter vore lokaliteter hver lørdag fra kl. ca. 14.00-19.00. Tidsfaktoren er noget flydende. I den forbindelse har jeg fået en ny tjans. Jeg er fast chauffør hver lørdag, hvor jeg transporterer ukrainske seniorer fra hotel og plejehjem til kirken og senere retur. Jeg høster nye erfaringer; kys og kram i overmål. Der bliver talt til mig i, hvad der lyder til at være, kærlige vendinger. Jeg fatter imidlertid intet af det sagte. Lykkeligvis taler Amin engelsk. En ganske ung mand, Ivan, er min handicaphjælper mht. at få en svært handicappet kvinde fra kørestol ind i og ud af bilen. Ivan kan noget engelsk, hvilket hjælper meget. Ivan vil gerne blive i Danmark med henblik på uddannelse og statsborgerskab. Han fortalte mig også, at han så gerne vil løbe på skøjter. Jeg har derfor lovet at vise ham pladsen foran Frederiksberg Have, hvor der er overiset til skøjtebane.
Følgende citat er af én, for mig, ukendt forfatter: Det særligt danske findes i vores fælles historie og i det samfund, det danske folk har bygget op, som indebærer både folkekirke og religionsfrihed, folkeskoler og friskoler. Danskheden findes i vores blik på verden, vores måde at leve på, tænke på, handle på, og aflæse hinanden på. I usynlige koder og normer, alle kender uden at have fået forklaret, og som vi hele tiden helt udramatisk agerer i og ud fra. Jeg tænker, ovenstående er en glimrende måde at forklare vore nationale særheder på. Når jeg så møder en anden nation, i dette tilfælde fra Ukraine, hvis nationale særheder på ingen måder ligner mine, kan der meget nemt opstå akavede og nærmest utolkelige situationer som fx følgende:
En lørdag aften kørte jeg til kirken for at køre ”mine kunder” hjem. Man afventede fællesspisningen, som afslutter hver gudstjeneste. Forsinkelsen af aftensmaden skyldtes, at den gode kok havde fået et nyrestensanfald, hvilket åbenbart havde stået på længe. Der herskede uklarhed mht., hvad man skulle foretage sig. Mit opkald til 112 blev besvaret med, at der ville gå ½ time før en ambulance kunne være fremme. Jeg blev anbefalet at anbringe den syge mand i min egen bil, for derefter at køre til det nærmeste hospital, Rigshospitalet. Jeg udså mig en yngre, engelsktalende ukrainsk kvinde til at være tolk i processen. Af sted med os. Min tolk ringede til Rigshospitalet, som meddelte, at vi skulle til Gentofte Hospital. Så kørte vi til Gentofte. Beklager; akutte nyretilfælde er Herlevs afdeling, fik vi at vide. Så blev det Herlev, hvor det viste sig, at manden allerede var i behandling for sit nyreproblem. Her ser vi et eksempel på, hvor svært det sproglige kan være. Jeg fremviste mandens patientkort. Vær så god; følg den røde streg i gulvet ned til juletræet. Vel ankommet til den rigtige afdeling beroligede vores ven med, at vi godt kunne køre, da han mente sig i gode hænder. Jeg er så taknemmelig over, at der var kompetent lægehjælp at få. Efter hospitalet gik turen til Valby, hvor min søde tolk boede.
På vejen hjem til mig selv reflekterede jeg over dagens forløb, og jeg kom til at tænke på billedhuggeren Michelangelo. Han skulle have udtalt, at når han så en bestemt marmorblok, kunne han for sit indre blik se det færdige produkt. I et bestemt tilfælde var det skulpturen ”David som kampklar over for kæmpen Goliat”. Michelangelo skal have udtrykt, at hans opgave ”blot” var at fjerne de marmorstykker, han ikke fik brug for. Jeg kan godt sammenligne Michelangelos proces med marmorblokken med vores kirkes indsats. Den ukrainske kirke, som vi huser, lever i en tilstand, som var mere kaotisk i begyndelsen end for nuværende. Rammerne er nu lettere at forstå for vore venner. Jeg ser stor skønhed i de mennesker, og deres fællesskab, og jeg har oplevelsen af, at vi, ved at tilbyde kirkelokale og transport, formår at fjerne nogle af de stykker smerte og besværligheder, som er blevet dem påtvungne.
Efter jeg havde parkeret min bil, og lukket mig ind i mit hus, rumsterede de ukrainske venner i mit hoved, og jeg kom til at tænke på nogle linjer, Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet: I Bibelen er Jerusalem ikke en hvilken som helst by. Den er et billede på enhver storby, ethvert samfund, når det forstener og glemmer Gud, glemmer næstekærligheden, glemmer, at vi har livet med alle dets muligheder fra den Gud, der ønskede, at vi skulle modtage det i undren og taknemmelighed og dele det med hinanden. Jeg tænker, at omverdenen gerne må forvente noget af os.