Beates klumme november 2022. Har du ingen tillid til mig? Det handler om discipelskab.
Jeg har netop færdiglæst et af de mest ejendommelige bogværker, jeg har haft i hånden. En reaktion på klummen for september var en læsers anbefaling af bogen Bloodlands, der er historien om Hitlers og Stalins massemordspolitikker. Bogen forklarer, hvorfor Ukraine har haft en central placering i Vestens historie gennem det seneste århundrede. Efter anbefalingen gik jeg til min fortræffelige antikvar Niels, Klampenborg Antikvariat, som blandt sine adskillige tusinde værker kunne konstatere, at den ønskede bog ikke var at finde. Derimod fandt han bogen ”Stalins Hitler dossier”, en bog på godt et kilo, som han forærede mig. Gud velsigne Niels. Bogen er mageløs ud over alle grænser. Vidunderlige historiker Bent Jensen, der ved alt om Rusland, har skrevet indledningsordene, og to friske krigsnørder har hhv. givet forord og oversat bogværket, der i sin originale form ligger i Kreml; ikke tilgængeligt for almenbefolkningen. Jeg er altså ejer af et stk. besynderlig bog, skrevet på dansk, som formentlig kun er til at erhverve sig i Danmark. Om jeg låner den ud? Beklager. Tanken om, at jeg skulle miste bogen, giver mig sved på panden.
Bogens ærinde starter med Hitlers idé om magt, og Hitlers to sekretærer har, med sans, for detaljer og petitesser, nedskrevet alt, der er foregået i bunkersen i Berlin: Samtaler, Hitlers temperament, middage, injektioner med stryknin, krigsmaskineriet, russernes ankomst til Berlin; Hitlers deroute og ynkelige selvmord 30. april 1945. Alt er nedfældet.
Det har grebet mig, hvordan en isme, her nazismen, kan blive en vældig magtfaktor. En idé starter, og verden går i brand. Tillid til personlige evner er fra nazismens side, og i verdenskrigens forståelse grænseløs, opblæst og skånselsløs.
Spørgsmålet, jeg har skrevet i overskriften, er Gud Faders eget udsagn, og det er vendt tilbage til mig igen og igen. Et kig gennem historien synes at vise, at Guds tillid til mig er større, end min er til ham. Når vore forventninger ikke bliver mødt, mister vi tillid. Men tilliden genopbygges helt naturligt i et positivt samspil. Det kan ske over tid, hvor vi ikke lægger specielt mærke til, at der er en proces i gang. Jeg vil til enhver tid anbefale bibellæsning, ikke bare som almindelig læsning af en bog, men som et samvær med en kærlighed, der er opfindsom; sjælens samvittighedsfuldesamtalepartner. Bibellæsning er en evigtvarende proces, hvor vi, med større eller mindre held, formår at gribe forfatternes intentioner. Interessant er det, at bibellæsning er væsensforskellig fra læsning af almindelig litteratur. At have en Bibel i hånden kan være overvældende: Hvor skal jeg starte, hvad er relevant, og hvilken udgave lægger sig bedst op ad min personlighed? Det er her overskriften: Har I ingen tillid til mig? taler højt. Hemmingway udtrykte sig sådan: Den bedste måde til at finde ud af om du kan stole på en person, er at stole på personen. En anden udtaler: Vov at stole på, at Gud selv vil elske at følges med dig, og over tid vil du i højere og højere grad værdsætte at have en guddommelig begavelse ved din side.
Moses blev anfører for det jødiske folk, der havde erfaret gode og onde tider i Ægypten. På Guds kommando gjorde folket sig rejseparat. Kursen var Det Røde Hav, der ville være skillelinjen mellem Ægypten og det nye fastland. Rejsen handlede om nye muligheder; tilrettelagt af Gud selv. Gud havde talt til Moses om, at folket skulle over Det Røde Hav. Sådan var kommandoen, men der var hverken skibe eller broer at benytte. Folket må have oplevet frygt og rædsel, og må have haft svært ved at bevare tilliden til at det liv, de håbede på, ville blive deres fremtid.
Her kunne vi genskrive sætningen, Gud udtaler: Har du ingen tillid til mig? Gud stod parat med begrundet tillid: Anden Mosebog 14.21:“Moses rakte da sin Hånd ud over Havet og Herren drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt land. Og vandet delte sig.” Teksten påpeger, at vinden var på arbejde for folket.
Citat: To russiske matematikere har i et halvt år beregnet og beregnet, og er nået frem til, at under de rette meteorologiske forhold, ja, så ville Det Røde Hav dele sig i to. Hvorfor? Fordi der begynder et undersøisk rev i den nordlige del, og det var derfra, de 600.000 israelitter tog flugten fra den egyptiske hær. “I bibelsk tid var revet meget tættere på havoverfladen,” fortæller matematikeren Naum Volzinger til The St. Peterburgs Times. – Hvis vinden (østenvinden, red.) blæste hele natten med en hastighed af 30 m pr. sekund (tæt på orkanstyrke), så ville revet være
tørlagt. Det ville tage jøderne fire timer at krydse det syv kilometer lange rev, der går fra kyst til
kyst. Derefter ville vandet vende tilbage i løbet af en halv time.” Folket gik fra den ene kyststrækning til den anden ved at gå på havbunden. De kom til at gå tørskoede over, og kom på sikker grund, men …. frygten trængte sig ind på dem. Farao havde fortrudt sit frie lejde, og han ville nu have sine trælle tilbage. Og så kom frygten; kapløbet mellem vinden, vandet og Faraos hær. Nervepirrende. Har du ingen tillid til mig? Det burde de have, for alle kom sikkert over havet. Den egyptiske hær blev opslugt af bølgerne, og Israels folk blev befriet fra tyranniet. Men hvem havde egentlig en finger med i spillet; Gud eller naturen?Naum Volzinger, der ellers er en stringent videnskabsmand, har følgende tvetydige svar: Jeg er overbevist om, at Gud styrer Jorden gennem fysikkens love. Her fejler tilliden til Gud ikke noget.Naum Volzinger har lavet sin research ved Institut for Oceanologi under det russiske videnskabsakademi sammen med seniorforsker Alexi Androsov, og de har offentliggjort en artikel i Bulletin of the Russian Academy of Sciences under overskriften: Modeling of the Hydrodynamic Situation During the Exodus. Fantastisk.
Jeg er stødt på nedenstående tekst, hvor en person er midt i dilemmaet tillid:
Hold op – Guds tillid til mig er i grunden langt større, end min tillid er til ham! Ja, det er virkelig skammeligt, når nu tilliden til mig selv kan ligge på et meget lille sted, hvorimod Gud er som en klippe, al tillid værdig. Men Gud viser altså, at Han har tillid til mig, og det giver mig en ganske, ja, vi kan vel kalde det krævende rolle. Og hvad gør jeg – jeg er ved at gå ud af mit gode skind over, hvor krævende den rolle er… ingen tillid til instruktøren… i stedet for at sige: Yes Sir! Når du tror, at du får relationen til at fungere med mig i den rolle, fint, så er jeg med på den. Jeg mener, jeg har sagt til Gud, at jeg gerne vil vise ham mere tillid; sådan i virkeligheden! Så Gud, nu vil jeg takke og prise dig i alle de krævende roller, du giver mig; i stedet for at kværulere (og kigge på al min inkompetence), men du må holde mig fast – ellers går det aldrig.
Forfatteren til ovenstående forsøger at indramme sit fællesskab med Gud. Den skrivendes længsel er tydelig: Der må være et sted, hvor jeg kan finde fast grund under fødderne, et sted, hvor oplevelsen af at være hjemme hos Gud, at høre til, bliver til virkelighed. Sådan et sted fandt den engelske forfatterinde Dorothy Sayers (1893-1957). Dorothy Sayers har, foruden sin forfattervirksomhed som kriminalforfatter, skrevet en meget moderne tekst om Jesus. Der er nok blevet lidt langt mellem læserne af Sayers bøger, og de er da heller ikke at finde i en almindelig boghandel, men hendes pen, som kristen forfatter, er skarp. Jeg har valgt at citere hendes fascinerende ord om Jesus og hendes tillid til Ham:
De, som korsfæstede Kristus, anklagede ham ikke på nogen måde for at være et hængehoved. Tværtimod syntes de, at han var lige dynamisk nok, til at man kunne føle sig tryg ved ham. Det er blevet overladt til kommende generationer at nedtone denne revolutionerende personlighed og fremstille ham som tør og kedelig. Vi har meget effektivt klippet kløerne af Løven af Juda, stemplet ham som ”ydmyg og mild” og anbefalet ham som passende husdyr til blege præstekandidater og fromme, gamle koner. Men for dem, som kendte ham, fremstod han ikke på nogen måde som en udvandet person. Nej, de gik til angreb på ham som en farlig uromager. Vist var han mild mod de ulykkelige skæbner, tålmodig over for de oprigtigt søgende og underdanig over for himlens Gud. Men han forulempede agtværdige præster ved at kalde dem for hyklere. Han refererede til kong Herodes som ”den ræv”. Han deltog i fester sammen med mennesker med dårligt ry og blev betragtet som en ”fråser og dranker, ven med toldere og syndere”. Han gik til angreb på oprørte købmænd og smed dem og deres ejendele ud af templet. Han gjorde op med et antal ellers ukrænkelige, ældgamle forskrifter. Han helbredte sygdomme med forskellige midler, som var for hånden, og viste en chokerende ligegyldighed over for andres svineflokke og ejendom. Han viste ikke tilbørlig respekt for rigdom eller position i samfundet. Når man forsøgte at fange ham med spidsfindige spørgsmål, gav han prøve på en paradoksal humor, som fornærmede alvorligt sindede mennesker, og han svarede igen med selv at stille ubehagelige, ransagende spørgsmål, som ikke kunne besvares sådan uden videre. Han var sandelig ikke nogen kedelig person i sit liv her på jorden, og hvis han var Gud, så kan Gud heller ikke være kedelig. Hans liv var derimod præget af ”en dagligdagens skønhed, som gjorde os andre grimme”, og myndighederne oplevede, at den gældende orden blev bedre opretholdt uden ham. Derfor skaffede de Gud af vejen for at få ro og fred.