Beates klumme oktober 2022. Israel – historisk turistmål eller nerven for kristen forståelse. Det handler om discipelskab
Jeg har netop været i Israel til trods for, at jeg aldrig har næret noget specielt ønske om at komme dertil. Min viden om det nuværende Israel har hidtil svaret til det nyhedsstof, medierne har tilbudt. Taler vi om det historiske, bibelske Israel stiller det sig anderledes. I den autoriserede bibeludgave 1992 medfølger et kort over Israel. Her kan man orientere sig i forhold til de bibelske steder. For bibellæsere er det en stor gevinst at have et kort, der sætter ord på de begivenheder, vi kan kalde historiske steder. I Israel købte jeg en bog med nogle ganske vidunderlige farvebilleder, der lukker læseren ind i det bibelske univers af fotos og medfølgende tekster. Siderne er glittede og dermed lækre at røre ved, og layoutet er overvældende. Det er lige før, jeg kan fornemme duften af væksterne på billederne og føle de ru mure på de gamle bygninger. Med andre ord: Jeg er der!
Bussen, der kørte mit selskab og mig rundt i Israel i rejsens 6 dage, havde en glimrende, israelsk guide, hvis forklaringer gik direkte ind i lyddimserne i vore ører. Fra mit busvindue blev jeg, i behersket omfang, gjort bekendt med landet Israel. Farven er lys sienna – middelhavslandendes kendetegn. Med fotoenheden i min mobiltelefon har jeg fastholdt bjergformationer, der ikke ses andre steder.
Jeg står ud af bussen, og konfronteres med Masada. Ordet autencitet er blot et trin på vejen til forståelse af dette mageløse, forunderlige og rædselsfulde sted på jorden, hvor den jødiske sjæl har måttet kæmpe mod romerretten. Jeg fravalgte at være en gennemsnitsturist, og tilvalgte at påtage mig smerten og sorgen i kampen mod romerske soldater, der fandt sted på denne bjergformation for et par tusinde år siden. En stor platform prominerer, som var den beregnet til moderne helikopterenheder. Vejen dertil er enten via trapperne, der er en ekstrem udfordring, eller via elevatorindretningen. I sandhed et storslået kompleks skabt udelukkende af naturens luner. Hvad vil jeg her? Jeg vil lugte, føle, gnaske på og kradse i stedets historie. Jeg vil delagtiggøre mig med kvinder og mænd, der er stålsatte på at fastholde deres ret til at være det folk, Gud har skabt dem til – jøder – Guds udvalgte folk. Jeg vil have min bibel til at vibrere. Jeg vil, omend ikke i bogstaveligste forstand, grave den fortid op, der svarer til min Bibel. Jeg vil ikke læse teksterne i min 92-er Bibel. Jeg vil møde dramaet, lugten, frygten og vreden. Jeg vil løbe hen til den mand, som bløder fra et dybt sværdsnit i det ene ben. Det er mig, der skal stoppe blødningen, mens jeg giver ham vand. Jeg skriger til ham, at han ikke må dø. Mine hænder har travlt, og da jeg ser op, er hans øjne ved at briste grundet blodtabet. Jeg råber til Gud: Herre lad ham ikke dø. Jeg løber over til bueskytterne. Jeg griber en bue. Jeg har været jæger på dansk jord, men aldrig lært at skyde med bue af denne kaliber. Mændene er stærkere end jeg. Jeg ved, hvor meget en moderne compoundbue kræver af mig, men disse buer er anderledes at håndtere. Sveden løber mig i øjnene, men jeg nægter at bøje mig for overmagten. Mit tøj klæber til kroppen. Det her er blevet min krig; min Guds krig. Romerne er fremmedlegemer på jødisk jord. Jeg er omgivet af pile, som kvinderne producerer med stor fingerfærdighed. Jeg er ikke den eneste kvinde, der dræber, og vi stiller os side om side med rigelige pile for vore fødder. Vi forsvarer vore mænd, børn og hinanden og vores ret til at være et folk. Hvorfor leve, hvis det ikke er med livet som indsats?
Langsomt vender jeg tilbage til virkeligheden. Min puls er på vej ned. Et sted ude omkring står andre mennesker, som har betalt for at komme op på dette mærkelige plateau. Og jeg er vel bare en turist som alle andre eller er jeg? Vel tilbage i bussen kværner min sjæl over min oplevelse. Jeg var der. Jeg var deltager. Min puls stiger endnu engang. Tanken om at jeg ikke blot er tilskuer, men aktør i et drama der har spændt sig over to tusinde år, siger mig grunden til, at jeg er kommet til Israel. Jeg er ikke kommet for blot at være en nysgerrig betragter, men jeg er her som en aktør, der er med til at gøre en forskel her og nu. Jeg formulerer de to ord Mit Israel.
Med mig har jeg Yossi Kats bog A Voice Called – Stories of Jewish Heroism. Her er jeg i selskab med 32 jødiske mænd og kvinder, hvis historik, for manges vedkommende, går tilbage til pogromerne i Rusland i 1880´erne. Bogens godt 200 sider er plettede af mine tårer. Hver enkelt af de omtalte personer har ramt mit hjerte. De var levende og aktive i deres byer og samfund, og et uhyggeligt stort antal af dem blev mishandlet, led ubeskriveligt, og nåede aldrig frem til Israel; omend netop dette land var deres mål. De ofre, hver enkelt måtte bringe, er uudsigelige.
På rejsen opholdt jeg mig på tre forskellige hoteller. På et af hotellerne så jeg ved ankomsten et telt med bambusstænger som tag. Da overskriften på rejsen bar navn af Løvhyttefest, måtte jeg formode, at teltet skulle illudere netop de løvhytter, Gud foreskrev i 3. Mos. kapitel 23, hvor israelitterne blev befalet hvert år at spise og bo i en løvhytte for at mindes deres forfædres vandring: I skal bo i løvhytter syv dage; hver indfødt israelit skal bo i løvhytte, for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten. Jeg er Herren jeres Gud! Vilkårene for jøderne på vandringen ud af Ægypten var ikke altid gunstige. Gud inspirerede folket denne ene gang om året til at bygge disse hytter til ly for sol og nattekulden, som kunne være slem i ørkenområderne.
I mine barneår boede, på den anden side af villavejen, den vidunderlig jødiske familie Nadelmann. Jeg husker et år, hvor Fru Nadelmann inviterede alle vejens unger til et traktement i en hytte bygget af grene med blade på. Jeg hørte ordet løvhytte, men som 10-årig forbandt jeg det ikke med noget bibelsk. Vi blev bænket og fik serveret kage og saftevand; en herlig oplevelse.
På hotellet var jeg én af de første i spisesalen om morgenen. Jeg blev hilst godmorgen af en høj, ældre herre med kippa på. Efter at have fyldt min bakke ville jeg finde et passende sted at bænke mig. Omtalte herre spurgte, om jeg ville spise morgenmad med ham i løvhytten, hvilket jeg takkede ja til. Et par tjenere bar bakkerne ned i teltet, og så fulgte 1½ times ganske underholdende samtale med Michael. Han var forretningsmand med mange tidligere relationer til Danmark. Samtaleemnet blev efterfølgende ledt hen på jødernes eksistens i Danmark tilbage fra Chr. d.4., 2. Verdenskrig og afviklingen efter krigen. Mit nye bekendtskab ville gerne tale om Søren Kierkegaard, så vi fik vendt ham rundt. Jeg kom ind på mit hverv som mangeårig, månedlig klummeskriver i DK og emnet 2. Verdenskrig som jeg netop havde afsluttet. Michael fortalte, at han havde 22 familiemedlemmer, som var blevet ført til Theresienstadt koncentrationslejren. Efter krigen fik han dem alle uskadt tilbage. Jeg kunne, forunderligt nok, berette en tilsvarende historie. Jeg arbejdede i nogle år som sekretær i forskellige sammenhænge. Bl.a. registrerede jeg jødiske grave for synagogeforstanderen i Krystalgade i København. 22 af hans familiemedlemmer var ført til Theresienstadt, men også han fik dem alle hjem i god behold. En fantastisk historie parallel med Michaels. Vi nåede en del andre emner på den 1½ time Michael og jeg delte, og jeg kunne gå fra ham med oplevelsen af, at en løvhytte kan danne ramme om emner af vidt forskellig art.
En væsentlig grund til mit besøg i Israel var Yad Vashem – holocaustmuseet i Jerusalem. Jeg var på stedet i god tid før den guidede tur, og jeg fik dermed rigelig lejlighed til at besøge stedets bogshop. Jeg havde gjort plads til bøger i min kuffert … hvis det nu skulle være. Og det skulle det! Der røg to-tre kilo ned i min rygsæk.
Turen rundt i museet blev guidet af en 65-årig tidligere højesteretsdommer i USA, et umådeligt tiltalende og engageret menneske, med kippa på hovedet. Første stop var ved et træ med en metalmindeplade: Oskar Schindler født 28. april 1908, død 9. oktober 1974. Træet var plantet for at ære Oskar Schindlers indsats for jøderne under 2. Verdenskrig. Vores guide havde været en nær ven af ægteparret Schindler. Mon ikke de fleste af os husker filmen Schindler’s List? Det er blevet praksis at plante et træ i museets store anlæg, når en person har gjort en særlig indsats ift. jøderne. Jeg spærrede øjnene noget op, da jeg så endnu et træ med en mindeplade. Teksten udtrykte taknemmelighed over Danmarks kong Chr. X’s indsats for jøderne i Danmark under 2. Verdenskrig. Så langt rækker både hukommelsen og taknemmeligheden. Hjertevarmende.
Vores guide havde tilrettelagt rundvisningen på museet meget stringent, så vi alle kunne gå derfra med forståelse for, og indsigt i, de trængsler, og den ondskab, nazismen havde påført et folk, hvis genetik og historik er udsprunget af Guds eget hjerte.
Netop fordi jeg har beskæftiget mig med 2. Verdenskrig denne sommer, var alle mine sensorer aktive. Jeg hørte alt; tog alt ind. Den sidste station, før udgangen af museet, var børnenes erindringssted; et kæmpe lokale der kun var oplyst af mange, ganske små pærer. Dag og nat står en mand og en kvinde, der skiftevis oplæser navnene på de børn, af jødiske forældre, som mistede livet under 2. Verdenskrig. Jeg var blændet af tårer, da jeg trådte ud i solskinnet. Min sjæl vred sig. På vej mod udgangen lød denne sætning i mit indre: Aldrig mere en 9. April.
Jeg bor nord for København, og jeg kommer regelmæssigt i Mindelunden, hvor nærved 200 af vore frihedskæmpere under 2. Verdenskrig blev henrettet af tyskerne. Jeg er så taknemmelig for dette sted. Her bærer vi vores del af krigens smerte: Drenge, I Drenge som døde (Kaj Munk).