Beates klumme september 2022. Gud ser alt, og Han handler i rette tid!
Historien gentager sig. Vores ellers nogenlunde rolige verden er blevet gennemrusket af Ruslands diktator, der har startet krigen i Ukraine. Denne virkelighed blander sig med den virkelighed, jeg finder i den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights bog Vinter i Prag, som jeg netop har læst. Bogen er kaldt en biografi, men jeg finder, at den snarere er en indsigtsfuld og væsentlig beretning om en historisk proces, der startede så tidlig som i 1937, og dermed er en dramatisk og smertefuld historie om at overleve Anden Verdenskrigs grusomheder. Historien tager sin begyndelse i fødebyen Prag, og ender med oprulningen af historien om bedsteforældrenes, og mange andre familiemedlemmers, endeligt under Holocaust. Det er umuligt ikke at lade sig påvirke af de forløbne begivenheder. Jeg har derfor, denne sommer, tilbragt et hav af timer foran min pc i selskab med dønningerne af 2. Verdenskrigs rædsler i min søgen for at forstå ideologien bag koncentrationslejrene; og jeg er slet ikke færdig.
Min fantasi er næret af min yndlingsfilm, Where Eagles Dare, produceret over Alistair MacLeans handlingsmættede roman, Ørneborgen, hvor en engelsk efterretningstjeneste trænger ind i en højtliggende klippeborg. Det er den prægtige fæstning Burg Hohenwerfen, fra omkring det 11. århundrede, der får en central rolle i filmen som nazistisk højborg; ikke at forveksle med Ørnereden, der var Hitlers ”sommerhus”. Skulle du, kære læser, ikke have set filmen, kan jeg på det varmeste anbefale dig at se den; eventuelt i selskab med en termokande kaffe og en småkage. Det er ikke blot filmen, som er formidabel, alene musikken er et mesterværk i sig selv.
Parallelt med Madeleine Albrights Vinter i Prag har jeg hollandske Corrie Ten Booms bog Prison Letters – breve fra fængslet. Skulle sidst omtalte navn være nyt for dig, så lad mig præsentere en vidunderlig kvinde, som jeg har skrevet om i en tidligere klumme. Corrie ten Boom var urmager, og arbejdede sammen med sin far i familiens værksted. Nazisterne gik ind i Holland i 1940. Da jagten på jøderne gik ind, skjulte familien Boom et antal jøder i deres hus. Det gik godt i lang tid, men en nabo røbede gemmestedet for nazisterne. Faderen, broderen og de to søstre, Corrie og Betsie, blev sammen med deres jødiske venner kørt til fængslet Scheveningen i Holland. Familien og jøderne blev skilt ad. Døtrene så aldrig deres far eller bror mere. Senere flyttedes Corrie og Betsie til koncentrationslejren Vught. Det sker i februar 1944. Betegnelsen koncentrationslejr blev først brugt om de 45 britiske interneringslejre under den anden boerkrig i Sydafrika. Omkring 26.000 kvinder og børn omkom der. Corrie og Betsie blev senere overført til kvindefangelejren Ravensbrüch; et rædselsfuldt sted der minder om Dachau.
Det var en stor lettelse for Corrie og Betsie at komme væk fra de enkeltmands celler, de var indsat i. De blev overført til barakker med tredelte sengereoler og kunne dermed være tæt på hinanden; de kunne bede sammen. De så megen lidelse omkring sig. Men de var forenet i et stærkt blodets bånd. Livet var på ingen måder let eller behageligt. Der var lange arbejdsdage under voldsomme trusler fremsat af sadistiske vagter, og sulten meldte sig konstant. Betsie døde af udmattelse i Ravensbrüch.
I 1985 besøgte jeg koncentrationslejren Dachau. Lejren var den første nazistiske koncentrationslejr, en udryddelseslejr, hvilket jeg bl.a. forstod af de ”badeværelser”, som fangerne, nøgne, blev gennet ind i under foregivelse af, at det var badetid. Mindst 100 mennesker blev lukket inde ad gangen, og zyklon B gassen blev ledt ind i rummet. Mindst 1,1 million mennesker blev på denne måde aflivet i koncentrationslejrene. Og der stod jeg, hvor dødeligt angste, forpinte mennesker havde mødt deres endeligt. Absurd oplevelse!
Lejren blev taget i brug i 1933, da Hitler kom til magten. Mere end 200.000 fanger fra omkring 30 lande var indsat i Dachau. Indtil 1945 var over 41.000 mennesker døde i lejren – det er det officielle tal. Fangerne var bl.a. homoseksuelle, kommunister, zigøjnere, asociale, jøder og kristne samvittighedsfanger. Tvangsarbejde, strafarbejde, vold, tortur, sult, ydmygelser, medicinske eksperimenter på levende mennesker, krænkelse af menneskerettigheder og henrettelser mv. var hverdagskost i Dachau. De fleste koncentrationslejre blev rejst i nærheden af et stenbrud. Dermed var arbejdskraften sikret, og samtidig var gravene til de mishandlede og myrdede klar til brug. Ubegribeligt. Hovedbygningen i Dachau tjente oprindelig som hovedkontor for den nazistiske ledelse. Da jeg trådte ind i den meget smukke og delikate bygning, blev jeg overrasket over at se en kæmpe udstilling af flere hundrede fotos. Tyskerne havde ført detaljeret fotodokumentation over alt, der kunne beskrive deres aktiviteter over for fangerne; en ufattelig menneskelig smerte og fornedrelse. Det kulturhistoriske museum havde forstørret billederne, for på den måde at udbrede og fastholde rædslen og skammen ved nazisternes fremmarch. Mit hjerte hamrede, og jeg tænkte, at det her ville jeg ikke se på, men jeg tvang mig til at se de kirurgiske eksperimenter, som blev foretaget på mennesker – uden narkose. Det var ondskab for ondskabens skyld – satanisk ud over alle grænser. Jeg tror ikke, jeg sprang nogle billeder over. Jeg havde den følelse, som jeg i skrivende stund også er fyldt af; medfølelse, medansvar. Ved at tvinge mig til at se og tage de mange, over to hundrede, store fotostater ind i mit sind, gjorde jeg mig tilgængelig for medfølelsen over for disse menneskers lidelser. Jeg vred mig, men blev hvor jeg var.
Ved udgangen stod en stor planche med ordene: Aldrig mere! Det kunne vi alle ønske, men historien har det med at gentage sig; at mindske menneskers frihed, at tage deres land fra dem og gøre dem til anden rangs mennesker. På skiltet udenfor krematoriebygningen står: Tænk over, hvordan vi døde her! Det gør jeg; bl.a. ved at dele denne klumme med dig, kære læser!
Det regime Hitler, og hans stab, etablerede under krigen, var skabt med det formål at indtage mest muligt land og ensrette det efter nazistisk herremodel. Men der kom en tid derefter, hvor selv Hitlers medløbere, de, der har stået med højre arm i Heil-Hitler position, måtte tage armen ned i skam. Efterfølgende blev der renset ud i verden. I vores tid har Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, kreeret udtrykket Ukraine skal afnazificeres. Med udgangspunkt i ovenstående virkelighed, er manden helt ude i hampen. Der er ikke antydning af arv fra Hitler i Ukraine. Historien taler sit eget sprog. Det, vi kalder Ukraine i dag, er et enormt historisk kludetæppe, der har sin begyndelse længe før Kristi fødsel.
For de fleste af os, som lever nu, har 2. Verdenskrig været distant i mange år, men Ruslands invasion af Ukraine, har bragt fortiden i fokus, og det kræver noget at se sandheden og virkeligheden i øjnene.
De nazistiske såkaldte Einsatzgruppen gennede almindelige mennesker sammen som får og skød dem på stedet. Filosofien var, at så var der færre at holde styr på. Efterkrigstiden har estimeret, at Einsatzgrupperne likviderede omkring 2 mill. vilkårlige borgere.
Ved krigens afslutning i 1945 blev det regnskabets time. I Nürnberg afvikledes tidens største rettergang. Magtens sødme blev bitter. De onde og de grusomme, som havde haft frit spillerum mht. at mishandle mennesker i by og på land samt fangerne i koncentrationslejrene, mødte dommedag.
Chefanklager var amerikanske Robert Jackson, som indledte seancen med følgende citat: At fire store nationer, blussende af sejr og ramt af sår, holder hævnens hånd tilbage og overdrager deres tilfangetagne fjender til lovens bedømmelse, er en af de mest betydningsfulde indrømmelser, som magten nogensinde har gjort fornuften. Det er så godt det her!
Ud af de 22 topnazister, der sad på anklagebænken i Nürnberg fra d. 20. november 1945 til den 1. oktober 1946, blev 11 dømt til døden ved hængning. En af de dødsdømte fandt en udvej med en cyankalium kapsel. Det vigtigste var, at det var fair retssager, der blev ført, og at Nürnberg-processen er blevet en reference for alle de krigsforbryderdomstole, der siden har været nedsat.
Som en del af vores retsbevidsthed tror jeg, vi kan finde hvile i, at retfærdigheden sker fyldest, ved at de skyldige tildeles straf. Nürnberg måtte hente den engelske bøddel, hangman, Albert Pierrepoint, til at forestå hængningerne af de omtalte 10. Jeg har til stadighed oplevelsen af, at ved at følge retssagen, og de efterfølgende hængninger, er jeg med til at yde de mange tusinde uskyldige og mishandlede mennesker retfærdighed. Igennem alle begivenheder, under og efter 2. Verdenskrig, finder vi mænd og kvinder, hvis hunger efter magt var umættelig. Helt aktuelt kan vi kigge på Rusland.
I Dachau var i den store port indsvejset skiltet, som var ens for alle koncentrationslejrenes indgangsporte ”Arbeit macht frei (arbejde frigør); en spottende og naragtig propaganda. I 1996 var jeg i Theresienstadt, koncentrationslejren i det daværende Tjekkoslovakiet, og endnu engang kunne jeg fotografere det skrækkelige skilt.
I nogle år udførte jeg en del sekretærarbejde; bl.a. for synagogeforstanderen i Københavns synagoge, hvor jeg registrerede jødiske gravsteder. Han fortalte mig, at mange af hans kære kom til Theresienstadt under krigen, men han fik dem alle sammen hjem til Danmark igen – uskadte. Forunderligt.
Hvem hjælper mig i kampen mod ondskaben, hvem står på min side mod lovløsheden? Hvis ikke Gud hjalp mig, var jeg for længst blevet indbygger i stilhedens land. Da jeg tænkte: Nu snubler jeg, fik jeg støtte af din trofaste kærlighed, Gud. Når mit hjerte var uroligt, gjorde din trøst mig glad igen. Salme 94,16-19.