Beates klumme juni 2022. Samvittigheden – en besværlig størrelse. Det handler om discipelskab.
Definition: (Citat fra nettet) Samvittighed: Indre følelse som er vejledende for en persons opfattelse af hvad der er moralsk rigtigt og forkert.
Jeg ville ønske, jeg kunne skrive noget aldeles nyt, uskrevet, utænkt og upraktiseret vedr. emnet samvittighed. Jeg ville gøre det i håb om, at vi alle kunne pejle os igennem livet uden at praktisere idiotadfærd. Dermed ville vi alle blive meget lykkelige, men så længe ingen er fuldkommen, kommer vi til at affinde os med noget mindre. Her et citat fra en tidligere klumme: Verden er fuld af idioter. Lær at omgås dem uden at blive én af dem. Idiotadfærd er ignorering af vores moralske pas, og hvis ikke det er tillært, opøvet og praktiseret i social accepteret kontekst, må vore omgivelser til stadighed skulle udholde vores tåbeligheder, og retssystemet ville fortsætte med at være overbebyrdet. Virkeligheden er, at vi har fået en drejebog, der ødsler med idéer til kærlig og produktiv adfærd – Bibelen. Trygge, elskede og tilegnede bibelsteder i 1992’eren, bringer 2020-eren nye impulser i det bibelske perspektiv. De sprogligt varierede tekster danner nye billeder, og det er her, jeg kommer til at betragte samvittigheden som en ny ingrediens, der kalder på vores opmærksomhed. Mit bud på et nyt navn for Bibelen, uanset hvilke udgaver vi taler om, er Sjælens samvittighedsfulde samtalepartner.
Som det måske kan forventes, mener jeg, at den kollektive bibelhistorie, bestående af kultur, etnicitet, litteratur, vaner, adfærd, traditioner og nationalitet mm., bringer en gevaldig bredde af eksempler på, hvad den menneskelige samvittigheder for en størrelse. Man kunne måske forledes til at tro, med De 10 Bud i erindring, at de fleste af os kunne komme rimeligt helskindet igennem livet. Der er imidlertid mere end som så at forholde sig til. De 10 Bud giver os guddommelige retningslinjer for vores adfærd over for Gud og mennesker. Overholdelse af det guddommelige regelsæt bringer os i overensstemmelse med en stor portion sund fornuft. Så langt så godt, kunne vi sige, men filmen knækker imidlertid der, hvor samvittigheden, følelsesperspektivet og det sjælelige udelades, så Guds intention for trivsel og fællesskab med mennesket sættes over styr. Guds intention er trivsel og sund balance i det enkelte menneskes liv, og uden at den følsomme samvittighed er vakt hos den enkelte af os, kommer der noget hamsterhjulsadfærd over livet.
Mit ærinde her er den menneskelige sjæl, i udgangspunktet min egen, jeg vælger at tolke som en evig tilstedeværelse i mig. En tilstedeværelse der besidder særlige kvaliteter og karakteristika. Her må ikke ske en sammenblanding med begrebet ånd. Jeg vælger at definere samvittigheden som et element i den menneskelige sjæl. Et element, der til tider synes at have sin helt egen måde at agere på, nogle gange adskilt fra fornuften. Jeg er Gud meget taknemmelig for, at jeg har fået en følsom samvittighed, hvilket nok skulle kunne redde mig fra at begå ekstreme brølere, men den kan i høj grad være en besværlig størrelse at bakse rundt med. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange min arme sjæl har vredet sig, fordi jeg har dummet mig big time. Jeg indrømmer, at jeg har tilbragt søvnløse nætter grundet dårlige beslutninger, og mine følelser har ikke ladet mig i fred, før jeg har fået genoprettet den skade, jeg har forvoldt. Endnu efter at have forsøgt at gøre min fejl god, har jeg i lang tid en slags sjælelige tømmermænd, der skærer igennem mig i selskab med følelsen af nederlag; jeg føler mig skamfuld.
Mormor, hende med de mange bonmoter, lærte mig, at når jeg pegede finger af andre, pegede tre fingre direkte på mig selv, hvorved jeg bragte mig selv under anklage. God læring, Mormor lærte mig også, at jeg skulle feje for egen dør, før jeg kritiserede andre; altså i betydningen, at jeg skulle have en pletfri livsførelse, hvis jeg med rette skulle kritisere andre. Begge begreber er gode erfaringer at lagre i samvittighedens skuffe; i sjælen.
Sjælens samvittighedsfulde samtalepartner handler om relationer. Samvittigheden er et parameter for, hvorvidt en relationel grænse er ved at blive overskredet. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg kan påføre mig selv dårlig samvittighed over for andet end et levende væsen; dyr eller mennesker. For 55 år siden glemte jeg en dag at fodre fiskene i akvariet, og det påvirkede min samvittighed. Om jeg stadig ruger over det? Nej, jeg ved bare, at jeg gjorde det dengang. At love nogen noget, og så glemme det, det kan være aftaler, eller opgaver der skal løses, er på enhver måde generende for sjælefreden. Jeg tænker, vi må erkende, at samvittigheden kan gå fra at være ultra sensitiv til at være umådelige tykhudet = upåvirkelig. Jeg kan ikke forestille mig, at man kan få dårlig samvittighed, uden en relation er involveret. Jesus er den ultimative relation. Jeg elsker, når Jesus tager en situation lige på kornet. Det er så overraskende forfriskende at overvære disputter mellem Jesus og farisæerne. Jesus formår altid at give svar på tiltale, når farisæerne, i deres utålelige selvretfærdighed, forsøger at sætte Ham til vægs. Samvittigheden er et tilbagevendende tema mellem Jesus og farisæerne. I hver situation forekommer farisæernes selvrealisering og selvtilstrækkelighed utålelig. Jesus har hele den guddommelige verden at trække på, og farisæerne står i deres perfide smålighed og tillader sig at opkaste sig til dommere frem for at være medvandrere, når mennesker kæmper for deres hverdagsliv. Der er sjældent nåde eller barmhjertighed at appellere til.
I Johs. 8, 1-11 drages Jesus ind i en situation med en kvinde, der har været på besøg hos en fyr, der ikke er hendes mand. Det har farisæerne fundet ud af, og de finder nu anledning til at udfordre Jesus, som de synes er voldsomt irriterende. De laver et setup for at få Jesus til at begå en formel fejl i forhold til skrifterne. Forventningerne er for opadgående. Vi ved faktuelt ikke, hvad der er passeret, før kvinden slæbes ind på torvet. Kvinden har tydeligvis været i en anden seng end den, hun sædvanligvis deler med sin ægtemand. Det kan få fæle konsekvenser, efter som det 6. bud angiver: Du må ikke begå hor. Det her er noget, man kan dø af, og det lader til, at farisæerne kan lugte blod både for kvindens og for Jesu vedkommende. Definitionen hor dækker her, at kvinden er gift. Hun går, ved sin handling, uden for rammerne for sit ægteskab, og bon’er ud med noget, der ligner dødsstraf udført ved stening.
Der kunne rejse sig nogle spørgsmål i denne pinlige situation. Det er dog ikke kvinden, der giver mig anledning til at kalde den pinlig. Det er fraværet af fyren, kvinden var sammen med, og ægtemanden der glimrer ved sit fravær. Hvor er de to herrer henne? Man skulle dog tro, at ægtemanden i nogen grad havde interesse for, hvad der skete med gemalinden, der formentlig er mor til hans børn? Men det er måske ægtemanden, der har arrangeret hele scenariet, for at slippe for den gamle model i hensigten at få sig en yngre? Måske har ægtemanden inviteret en kammerat til et glas vin, og så lader han situationen udvikle sig? Måske har manden gjort livet så utåleligt for hustruen, at hun søger lidt varme i en kold hverdag? I en udtalt mandekultur kan mange spørgsmål rejse sig. Lidt elementært politiarbejde kunne nemt have frembragt såvel ægtemand som bejler. Vi kan anno 2022 hurtigt sammensætte en politienhed, der kan udrede tingene, men anno 31eller 32 er der ingen at appellere til. Kun Moseloven er gældende. Men så er der Jesus, og dermed skifter scenen karakter. Uanset hvad farisæerne anfører, forholder Jesus sig tavs. Til sidst siger Jesus: Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende. Så bøjer Jesus sig ned og skriver noget på jorden. Hvorfor nu det? Kan det tænkes, at Jesus mener, de ophidsede farisæere trænger til en timeout, hvor de kan pille lidt i deres egen samvittighed. Hvad sker der? Farisæerne lusker af sted én efter én; de ældste først. Touché! Den sad. Jesus relaterer sig til kvinden, da de er blevet alene. Han spørger hende, om ingen af mændene fordømte hende. Det er tydeligvis ikke tilfældet. Så ser Jesus på hende, og hvor ville jeg gerne se det blik. Jeg vil tillade mig at tolke det blik som værende fuld af nåde, ømhed og kærlighed; et blik der smelter et menneskes hjerte. Jesus favner hele hendes situation: Ville de høje herrer dig ikke noget? Hmm … nå! Jeg fordømmer dig heller ikke, men gå nu og hold dig fra nu af til din egen seng. Så enkelt og så frisættende. På et nanosekund kunne Jesus verbalt have klædt de selvretfærdige farisæere af til skindet og ydmyget dem offentligt. De kunne have fået en ublid medfart stillet over for Jesu myndighed, men Jesu formål var nåde og retfærdighed. Uagtet farisæernes hårdhjertethed, fandt de en modstander, der ikke var imod dem, men som ønskede dem vel. Jeg har en forhåbning om, at kvinden valgte en anden kurs end den, vi tidligere er blevet gjort bekendt med. Jesus gav hende i hvert fald en ny begyndelse.
En ung amerikaner, tidligere soldat i Afghanistan, blev for få år siden idømt en lang fængselsstraf. Efter domsafsigelsen gik dommeren i tænkeboks. Hans samvittighed bankede på, og den ville ikke lade ham i ro. Efter aftensmaden kørte han til fængslet, hvor den unge mand var indsat. Med sig havde han en drømmeseng, en hovedpude og et tæppe. En forundret fængselsbetjent lukkede dommeren ind til en lige så forundret fange. Vi ved ikke, hvad de to mænd talte om den nat, men dommeren skabte en relation til manden, og hans samvittighed rørte så heftigt på sig, at han tog et nyt og langt mildere standpunkt i strafudmålingen. Jeg er overbevist om, at Jesus ved alt om samvittighed; både den gode og den dårlige. Jesus agerer ikke med forbud eller magt, men Han agerer ved at sætte sin relation til os i centrum som et livsforvandlende omdrejningspunkt! I Lukas 9,25. siger Han: Hvad får du ud af at erobre hele verden, hvis du ødelægger dit liv og mister dig selv? Jesus går sammen med os. Han er relationens mester.