Januar 2022

Januar 2022

Beates klumme januar 2022. Gud er trofast og miskundelig. Det handler om discipelskab.

Så er vi i gang med året 2022. Jeg føler mig altid overvældet ved at stå foran et nyt år. Vi er på enhver måde underlagt vind, vejr og uforudsete hændelser – det være sig gode som mindre gode. Det er mange år siden, jeg tænkte over begrebet Nytårsfortsætter. Gad vide hvem der har opfundet den slags? Måske har vedkommende haft et håb om at skille sig af med sine gamle uvaner. Det er der jo som sådan intet i vejen med, men at årsskiftet skulle bidrage med, og udrette mirakler, er nok for meget forlangt. Vi er, hvor vi er, og vi vejer præcist det, vi vejer. Procentuelt tror jeg ikke, nytåret afstedkommer de store jordskredsforandringer i mennesker. Næh, det er nok snarere begivenhederne i verden, der kommer til at flytte os. Jeg vil starte året med et modtræk. Jeg vil undlade at kigge på mig selv og i stedet se hen på Far i Himmelen. Han er en sikker vinder – hver gang. Derfor har jeg i nærværende klumme skrevet om Hans trofasthed og miskundhed.
Trofasthed
 er nok én af de egenskaber, der står højest på karakterlisten, når vi vurderer vore relationer. Selve det trofaste element bringes i spil, når vi investerer i relationer; eller de i os. Da jeg var barn, havde jeg en opfattelse af, at alle hunde hed Trofast. Det var alt fra skødehunde til store, tunge skabninger der patruljerede på indersiden af havernes hegn. Begrundelsen for at navngive de firbenede Trofast lå måske i en spejling af ejerens egen beslutning om at være trofast?

Ægteskabet er, vel ikke urimeligt, en institution vi forbinder med trofasthed. Her rammer vi et reelt dilemma, idet skilsmisseraten ligger på ca. 45%, svarende til at næsten hvert andet ægteskab ender i skilsmisse. Vi må konkludere, at trofastheden lider skibbrud i overvældende grad. En stor procentdel af disse brud har utroskab som årsag. Trofasthed er altså en egenskab, som udfordrer mennesker i overvældende grad. Er det, fordi trofasthed faktisk er et paradoks, noget selvmodsigende og noget nær en umulighed for det moderne menneske? 

Min veninde startede sin karriere med et ord fra Gud. Hun var i fuld fart på vej i en kreativ uddannelse. I en teamsammenhæng pegede en mand på hende og sagde: ”Du skal arbejde med jura.” Min veninde troede ham ikke. Fyren sagde, hun havde kommunikative evner, som Gud ville bruge. Hun fik en administrativ uddannelse under hvilken hendes selvværd, som var rigtigt dårligt, blev boostet. En karakter på 10,5 overbeviste hende om, hun var på den rigtige vej. I hendes elevtid var Gud i gang med at træne hende til paragrafopgaver; i at stå fast. Det var i høj grad Guds trofasthed, der trænede hendes karakter. Næste træk fra Guds side var arbejdet som rådighedskonsulent. I dag sidder min veninde og sikrer borgeres rettigheder i en af vore kommuner. Gud har været trofast hele vejen igennem. Han vidste præcis hvilke egenskaber, Han skulle fremelske i min veninde; egenskaber som eksponerer hendes sande potentiale.
Modsat trofasthed finder vi svig, svigt og tarvelig adfærd. Jeg kommer ofte i Mindelunden i Hellerup. Her er der rigelig mulighed for at tænke på de mange trofaste mænd og én eller to kvinder, der her har fundet deres sidste hvilested. Af de 197 der døde i modstandskampen, blev 102 henrettet på Skydebanerne i Ryvangen. Jeg nærer ingen romantisk forestilling om, hvordan det var at være frihedskæmper. Jeg har et par historier fra min egen familie, og jeg kan meget nemt føle frygten for, at en af mine kære var fanget og efterfølgende henrettet. Mine følelser reagerer trods det faktum, at jeg først så dagens lys i 1950. Jeg tænker, det er pga. de film jeg har set om modstandsbevægelsen.  
I 1867 skrev Christian Richardt et eventyrspil med inspiration fra Tornerose. Den gode Christian kunne næppe vide, at hans digt ville få en enorm, ikonisk betydning næsten halvvejs inde i det efterfølgende århundrede. Kernen i digtet er Guds trofasthed; Hans tilstedeværelse i alle livets forhold – også i de onde tider.

Altid frejdig når du går veje Gud tør kende, 
selv om du til målet når, først ved verdens ende. 

Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse, 
med et Fader Vor i pagt, skal du aldrig gyse.


Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder, 
da er livet ej så svært, døden ikke heller’.

Jeg bliver altid dybt berørt, når jeg d. 4. maj, sammen med en stor mængde mennesker, synger denne sang ledsaget af et militærhornorkester. Vi tager opstilling ved frihedskæmpernes grave, hvor der står æresvagter. Disse frihedskæmpere var trofaste til det sidste. Brevet til Hebræerne kap. 11 udtrykker i vers 38, at mennesker på den tid måtte kæmpe for de værdier, de havde taget til sig ved forkyndelsen om Jesus. Uanset modstanden holdt de ud til det sidste, og jeg er taknemmelig for, hvad de gjorde. Der står om dem, at: Dem var verden ikke værd. Sådan har jeg det også med frihedskæmperne. Jeg finder ikke belæg for, at frihedskæmperne var eliten af Guds gode børn. Jeg finder heller ikke belæg for det modsatte, men den virkelighed, de handlede i, er kædet sammen med trofasthed over for deres familier, værdier, deres land og folk, og for det vil jeg ære dem.
Salme 89, vers 2-3: Jeg vil synge om Guds troskab, i slægtled efter slægtled vil jeg synge om hans troskab. Jeg siger: Troskab er en evig bygning, du har grundmuret din troskab i himlen. Vers 6: Jeg synger om dine mirakler, Gud, din trofasthed mod dem, der elsker dig. Versene her er som et brus af imødekommenhed og åbne arme, vi kan gå direkte ind i. Og vi ved, Guds trofasthed er bundet til Jesus med al den herlighed, Han bringer med sig.

I Hoseas 2,19 siger Gud: Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med retfærd og ret, med miskundhed og barmhjertighed, jeg trolover mig med dig i troskab, og du skal kende Herren. Smukkere kan det ikke udtrykkes; Guds kærlighed til os.

Den anden af Guds egenskaber, som er udtrykt i overskriften, og her hos Hoseas, er miskundhed; makkeren til trofasthed. Definitionen er, at Gud vælger at glemme det, Han med rette kunne tilregne os. Heri ligger milliarder af menneskers frihedsbrev til et genoprettet liv.
B.S. Ingemanns sang fra 1845 Til himlene rækker din miskundhed Gud er hans transskription af Salme 36 vers 6-10, og sammen med J.P.E. Hartmanns melodi fra 1852 er den blevet en fuldtræffer i Den Danske Salmebog og i Danmarks øvrige kulturliv. Sangteksterne har haft et større ærinde end blot som oplæg til fællessang. Mange mennesker har ikke været trænet i at læse de bibelske tekster, og sangteksterne er derfor ofte er blevet brugt til trøst og hjælp i nød eller pine.

Til himlene rækker din miskundhed, Gud, din trofasthed når dine skyer;
din retfærdshånd over bjergene ud er strakt over dale og byer.

Som himlenes favn er din kærlighed, Gud, som havenes dyb dine domme.
Til frelsen fører du sjælene ud, vil skabningens suk ihukomme.

Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud, hvor menneskebørnene bygge!
I mulm er kærlighedsvingen bredt ud, vi skjuler os under dens skygge.

Du kvæger i ørken den tørstende sjæl, du bjærger den bævende due.
Hos dig er livets det evige væld, og lys i dit lys skal vi skue.

Det er i den grad værdifuldt at fokusere på såvel Guds trofasthed som på hans miskundhed. Til at underbygge dette har vi ordene i 2. Timoteus brev kapitel 2, vers 13: Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke.
I nedenstående sangtekst, skrevet 177 år senere end Ingemann skrev sin, er budskabet stadig Guds trofasthed og miskundhed. Forfatteren er T. O. Chrisholm.

Stor er din trofasthed, Herre og Fader, skiftende skygge når aldrig din sti.
Du er den samme, din miskundhed evig, den, som du var, så vil altid du bli’.


Stor er din trofasthed, stor er din trofasthed, dag efter dag gav du nåde på ny.
Kærlige hænder gi’r alt, jeg behøver. Trofaste Herre, hos dig har jeg ly.

Tiderne skifter med dage og nætter; sole og stjerner må følge sin gang.
Syng, al hans skabning, og pris ham, som styrer. Lov den almægtige Herre med sang.


Nåde for synder og fred uden lige, faderlig omsorg til støtte og stav.
Styrke for dagen og håb for i morgen, alt er os givet i Ordet, du gav.