Beates klumme december 2021. Udmattelse, bæreevne og trækkraft. Det handler om discipelskab.
Bibelen indeholder en helt særlig litteraturform, som er uden sidestykke i alt, der er skrevet: Jesu lignelser. Disse teologiske guldklumper rummer stor visdom og indsigt, og de lige så brugbare og træfsikre anno 2021 som i det første århundrede.
I Matthæusevangeliet kapitel 13 kommer disciplene hen til Jesus og spørger, hvorfor Han bruger lignelser, når han taler til folk. Jesus svarer: I får hemmeligheden om Guds kongerige direkte at vide; det gør de ikke. Enhver, der har noget i forvejen, vil få endnu mere, end han har brug for, mens den, der ikke har noget, vil miste den smule han har. Derfor bruger jeg lignelser. Folk ser, men ikke desto mindre ser de ikke noget, og de hører, men alligevel hører og forstår de ikke noget. […] Men I er heldige, for jeres øjne ser, og jeres ører hører. Mange profeter og andre, der troede på Gud, har forgæves længtes efter at se og høre det samme som jer.
Lignelserne er talt ind i særlige situationer; ikke noget med at Jesus genbruger lignelserne, som man ville gøre med et mantra. Der er knivskarp originalitet og målrettethed i hver eneste lignelse. Jesu brug af lignelser er i pædagogisk øjemed: En vanskelig situation, eller hændelse, bliver tilgængelig og forståelig for tilhørerne, når Jesus folder lignelserne ud.
Selve indholdet i lignelserne er ikke mindre end genialt. Vi kan læse indholdet, forstå konteksten og nyttiggøre ordene i vore egne liv. Jesu lignelser rummer visdom, advarsler, anvisninger, vejledninger, fornuftige råd og stof til eftertanke.Lignelsernes ærinde er at styrke og helbrede os. Skulle vi bringe alle Jesu lignelser sammen, og anskue dem som en drejebog for vore liv, ville vi alle som èn blive udfordret i vores ego. Det skønne ved Jesus er bl.a., at Han aldrig står som en skolemester med krabasken i hånden parat til at slå til, hvis ikke vi makker ret. Jesu lignelser er som vand, der strømmer, dækker, forfrisker og inspirerer. Udfordringen for os ligger i at flytte blikket væk fra det, vi ikke kan, til det vi kan. Vi kender alle til at blive udmattede, men ingen er tjent med at forblive udmattet. De fleste af os har ressourcer, som endnu ikke er taget i brug; endnu ikke bevidstgjort. Spørgsmålet er, hvorledes vi handler i henhold til at frigøre disse ressourcer.
Jeg tror på, vi kan have travlt uden at være stressede; være optagede af mange gøremål uden at batterierne tømmes. Verden har brug for mænd og kvinder, der har deres ben placeret solidt i Bibelen, og som udlever den dynamik, Gud selv er garant for. Der er på den måde noget fortrøstningsfuldt i samtlige lignelser; en logik som er rettet på en levevis med puls og foretagsomhed. Jeg tror, vi gør os selv en tjeneste ved at investere i vore medmennesker. Afkastet vil blive glæde og tilfredshed. Jeg erindrer, det hårde, udmattende høstarbejde, hvor en flok venner, svedige og beskidte, bragte høsten i hus. Der er noget livsbekræftende ved at få sved på panden
Her kommer både bæreevne og trækkraft til sin ret. Det bibelske udsagn om at ”gå den ekstra mil” efterleves med villighed og glæde millioner af gange i forskellige sammenhænge over hele jorden. Der skal vel noget livsvisdom til at forstå, at byrder af forskellig art udvikler vores personlighed. Vi indtager nyt land ved at gøre ting, der normalt ligger uden for vores sfære.
Jeg er stødt på følgende beretning: En amerikansk familiefar var opsat på at anskaffe en firhjulstrækker, så de kunne være sikre på at få forsyninger til familien, selvom der ville komme stort snefald. Manden kørte af sted for at hente brænde. Op ad bjergsiden konstaterede han, at sneen langsomt blev dybere og dybere. Forholdene på vejen blev risikable, men med stor tiltro til sine nye firhjulstrækker fortsatte han; desværre for langt på den snedækkede vej. Da han drejede firhjulstrækkeren væk fra vejen det sted, hvor han havde besluttet sig for at hugge brænde, sad han fast. Alle fire hjul på den nye firhjulstrækker snurrede rundt i sneen. Han indså hurtigt, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre for at slippe ud af den farlige situation. Han var flov og rådvild. Så fattede han sig. Han steg ud af bilen og begyndte at hugge brænde – masser af brænde. Han fyldte hele den bagerste del af firhjulstrækkeren med den tunge last. Da han satte vognen i gear og forsigtigt trykkede på speederen, begyndte han at køre fremad. Langsomt kom firhjulstrækkeren fri af sneen og tilbage på vejen. Det var tyngden af byrden, der gjorde det muligt at komme fri. Historien kan pege på, at der er opgaver, vi ikke skal frabede os, fordi vi efterfølgende kommer til at høste et udbytte – både timeligt og åndeligt. Følgende beretning er gået jorden rundt siden et skib sejlede fra New York til Frankrig i 1873 med 313 passagerer ombord. Beretningen er om en familie, der, trods modgang, formåede at velsigne langt ud over deres levetid.
Anna Spafford og fire mindreårige døtre skulle sejle fra Chicago til Frankrig. Familiefaderen, Horatio Spafford, var stærkt optaget af forretninger, idet han få måneder forinden havde mistet sin indbringende virksomhed i en stor ildebrand. Familien stævnede mod nye tider i Europa. Horatio opmuntrede sin familie. I løbet af et par uger ville han følge familien til Frankrig. De nye muligheder i Europa skulle bringe lægedom for deres tab. Virkeligheden blev dog en anden. I en nattetime blev skibet med mor og døtre kuldsejlet af et skotsk skib. Redningsbådene blev hurtigt fyldt. Trods Anne Spaffords kamp for at fastholde sine døtre, gled de fra hende i havet. Senere opdagede mandskabet Anne Spafford liggende bevidstløs på en træplanke i vandet. Hun blev reddet ombord. Skibet søgte havn i Wales, og derfra sendte Anne Spafford et telegram til Horatio med ordene: Frelst alene – hvad skal jeg gøre?
Horatio sejlede øjeblikkelig fra New York. Han skrev til en ven: Der er kun en ting, der er blevet krystalklart for mig: Jeg må ikke tabe troen. Fire dage inde i rejsen kaldte kaptajnen på Horatio. I følge mandskabets vurdering var skibet ud for det sted, hvor kollisionen havde fundet sted, og hvor hans fire døtre nu hvilede på mindst 3000 meters dybde. Horatio nægtede at se ned: Nej, det er ikke, hvor de er! Lige der – begyndte han at formulere et enkelt udtryk for sin tro; et vers, der ville blive en verdensomspændende hymne: Det er vel med min sjæl.
Bare nogle få uger tidligere erfarede Anne den samme opvågnen på det samme sted. Efter sin redning var Anna i dyb fortvivlelse og tænkte på at springe i havet. Hvad var livet værd uden hendes børn? Midt i smerten var det, som hørte hun en stemme, der talte dybt ind i hendes indre: Du er reddet med et formål, Anna. Der er arbejde, du skal gøre.
Ægteparret vendte tilbage til Chicago, og var igen med i fællesskab med deres kirke, hvor Horatio søgte råd og vejledning til at klare den økonomiske vanskelighed, han var i. Anne fødte de følgende år en dreng og en pige. Den lille dreng døde af skarlagensfeber i en alder af tre år. Et år efter fødte Anne endnu en datter. Kun to ud af de syv børn nåede voksenalderen, men familien opgav aldrig håbet.
I 1881 rejste familien til Jerusalem, hvor de oprettede en amerikansk koloni ganske tæt på Bethlehem. Ærindet var ikke at vinde proselytter, men at tjene mennesker uanset baggrund og situation og lindre sygdom, fattigdom og modgang. Syv år senere døde Horatio. Det kunne synes forståeligt, hvis Anna ville give op, men det gjorde hun ikke. Alle liv har modsætningsforhold og ufuldkommenheder. Annas liv var ingen undtagelse. I de mest kritiske perioder i sit liv fandt hun mod til at forsætte. Hun opretholdt det arbejde, hun og Horatio havde startet. Det frø af tjeneste, der var sået, kom til at bære overvældende frugt. Datteren Bertha fortsatte arbejdet med at hjælpe mennesker, der havde lidt skibbrud i tilværelsen. Under 1. Verdenskrig etablerede Bertha suppekøkkener for flygtninge. Hun plejede soldater fra begge sider af konflikten. En juleaften på vej til Bethlehem mødte Bertha en beduin og hans hustru, der red på et æsel. Senere skrev Bertha: Der, foran mig stod en temmelig robust madonna med sit barn. Ligesom i Marias situation, havde denne lille familie heller intet sted at være. Den følgende morgen døde moren. Faren bad Bertha om at tage sig af barnet, og hun accepterede. Hun kaldte den lille dreng Noel (fransk for jul). Inden for samme uge havde hun taget imod endnu to forældreløse babyer. Sådan var begyndelsen for familien Spaffords fantastiske hjælpeorganisation Spafford Children’s Center i den gamle bydel i Jerusalem.
I næsten 150 år har millioner af mennesker oplevet, og fået mod, fra Horatios sang, men kun få kender de omstændigheder, under hvilke sangen er blevet til. Mennesker har hentet håb fra sangens universelle budskab. Horatios ord er som et ekko af julens budskab. Et barn blev født i Bethlehem, og budskabet lød: Fred på jorden og i mennesker, der har Guds velbehag. Takket være Spaffords, og ved deres eksempel, kan mennesker rejse sig ud af tragiske forhold. Når vi er i mørke og sorg, vil Guds kærlighed skinne i mørket. Håb kan helbrede det sårede hjerte, og julens budskab, om at give, elske, tjene, er vores mulighed for at bidrage. Det er vel med min sjæl. At bære en byrde er en nødvendig, og vigtig, del af planen for lykke. For at vores personlige byrde kan skabe åndelig trækkraft, skal vi være forsigtige med at slæbe rundt på mange tiltalende, men unødvendige, ting i vores liv, at vi kan blive distraheret, og afledt fra det, som betyder mest. Esajas formulerer i kap.40 vers 29-31visheden om, at Gud står parat til at ”fylde ud”: Han giver kræfter til de udmattede, han giver ny styrke til de svage. Børn bliver trætte, unge mennesker kan falde og slå sig, men hvis de stoler på Gud, får de nye kræfter. De får vinger som ørne. De kan løbe uden at blive trætte, de kan gå og gå og stadig have kræfter tilbage.