Beates klumme oktober 2021. Selvværdet – livets opretholder. Det handler om discipelskab.

Nærværende klumme er rettet på selvværdet; denne sindets forholden sig til udefrakommende påvirkninger, og den enkeltes evne til hhv. at tage ind, hvad der fremmer, og skille fra, hvad der ikke fremmer et sundt, meningsfuldt og målrettet liv.
Jeg vil påstå, uanset mængden af selvhjælpsbøger i verden, at Bibelen, som sådan, er uovertruffen. Bibelens persongalleri omfatter gode rollemodeller, endog fantastisk gode rollemodeller, og skræmmende personer, man kunne ønske, aldrig havde set dagens lys. Skaren af mennesker, der er portrætteret, mødes i lyset fra Gud Fader, Jesus Kristus og Helligånden. Satan sætter, som modstander, sin egen giftige dagsorden gennem historien, og hans tilstedeværelse handler alene om at udfordre menneskeheden til døden. Modsætningen af lys og mørke, Gud og Satan, udgør de ultimative modpoler i bibelsk historik og dermed menneskets historie. Det er inden for dette enorme spænd, det enkelte menneske skal navigere sig frem til at finde mening med livet, åndelig og mental sundhed og tilegne sig færdigheder og sociale kompetencer; alt i alt summen af det sunde selvværd.
Salmisten udtrykker i Salme 8 i Det Gamle Testamente sin overvældende begejstring over Guds format; hvor storartet Han har skruet universet sammen: Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?
Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier. Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden!
Salmen er et festfyrværkeri af først salmistens næsegruse beundring af Guds format. Videre udfolder salmisten det guddommelige super design, som hele menneskeheden skal gribe fat i og gøre til sit. Derved opbygges selvets værd. Selv hos babyerne, som lige er kommet til verden, er der gjort plads til, at de skal kunne gribe fat i det. Hermed er det også gjort klart, at menneskets alder, og herkomst, er uden betydning i henhold til at tage til sig fra dette himmelske overflødighedshorn.
Sætningen: ”… hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?” er kodeordet i sammenhængen: Et sundt selvværd. Her er vi på sikker grund. Sundt selvværd er ikke en størrelse, der kan fremmanes ved viljens kraft. Sundt selvværd er en kompleks iboen, der formes gennem interaktion med Gud og/eller mennesker. En mor og far har en fantastisk mulighed fra ”første parket” til at opbygge deres søn/datter til at opnå et velafbalanceret selvværd. De har alle muligheder for at se barnets egenskaber og talenter, og understøtte, opmuntre og retlede den lille skat, der med tiden gerne skulle blive en stor skat med et sundt og velafbalanceret selvværd.
Den romerske digter og satiriker, Decimus Junius Juvenalis (ca. år 55-135), formulerede sætningen ”En sund sjæl i et sund legeme.” Der fulgte også en anvisning på, hvordan denne idealtilstand kunne opnås, nemlig ved et afbalanceret indtag af mad og fysisk aktivitet. Udsagnet har været særdeles holdbart gennem de mange århundreder, der er forløbet, idet en stor del af menneskeheden, nærmest som et mantra, følger anvisningen. Overensstemmelse mellem fysik og psyke er fremhævet som afgørende vigtigt, men her knækker filmen. Kroppens tilstand kan tjene til velvære, og dermed være et plus i forbindelse med selvværdet, men mennesker uden mulighed for et veltrimmet legeme, behøver på ingen måde at have skår i selvværdet. Selvets værd ligger i udgangspunktet i de mentale og åndelige kvaliteter, vi hver især tilegner os. 
I sommer blev jeg udfordret både mentalt og åndeligt. I maj måned i år flyttede min veninde Louise på 83 ind hos mig. Hun var diagnosticeret med lungecancer. Jeg havde tilbudt hende hjemmehospice i mit hjem – i samarbejde med Gentofte Kommunes udkørende hjemmeplejeteam. Det blev et meget trygt forløb for både Louise og hendes to døtre. Den 31. maj vidste vi godt, at Louises tid var ved at løbe ud. Natten til 1. juni bad Louise om at få slukket lampen ved havedøren, fordi lyset generede hende.  Jeg talte for at lade lyset brænde, så ikke stuen henlå i mørke. Jeg havde behov for at orientere mig, når jeg skulle ændre hendes iltindtag på iltmaskinen forud for at hjælpe hende på bækkenstolen. Jeg føjede Louise, hvilket førte til, at jeg, i mørket, faldt over en lille taburet, og pådrog mig et bækkenbrud. Jeg måtte således tage afsked med Louise, idet jeg blev indlagt på Herlev Hospital og Louise på Gentofte Hospital, hvor hun døde døgnet senere. Louises døtre og jeg blev enige om, at ”vi nåede det.” Louise var omsluttet af kærlighed, tryghed og omsorg til det sidste.
Det er overvældende, hvordan man på et nanosekund kan gå fra at være hjælper til at være hjælpeløs. Efter tre dage med morfin, på Herlev Hospital, overflyttedes jeg til Tranehaven; Gentofte Kommunes genoptræningsenhed. Dagen efter min ankomst til Tranehaven fik jeg fyrværkeriagtige smerter i mit højre underben. Jeg insisterede på at komme på Herlev Hospital for at få en ortopædkirurg til at kigge på mig. Kl. 9 om formiddagen kom en sygeplejerske for at gøre mig klar til afgang i en ambulance. Jeg var stærkt tissetrængende. Det stikbækken jeg fik, var utilstrækkeligt til min morgentissetår, så jeg lå og sejlede i min egen urin. Jeg var ude af stand til at rengøre mig selv, og sygeplejersken forlod mig uden at hjælpe. Jeg mistede hurtigt tidsfornemmelsen. Her lå jeg de følgende seks timer. Min lænd og numsehud kløede voldsomt, og jeg kradsede mig, så jeg fik blod under neglene. Jeg gled ind og ud af mine morfintåger. Omsider kom aftenvagten. Jeg fik at vide, at der ikke havde været ringet efter en ambulance; jeg var simpelthen blevet glemt! Aftensygeplejersken gjorde mig i stand og skiftede sengetøjet. Kl. 18 kom ambulancen. Oplevelsen af magtesløshed overvældede mig. I de timer jeg lå hjælpeløs, brød noget sammen inden i mig. Jeg reduceredes til en ligegyldighed, som en sygeplejerske ikke fandt værd at være faglig omkring. Jeg kunne ikke tale min egen sag; ikke rejse mig og slå i bordet. Jeg oplevede mig nedgjort og ydmyget. 
I mine mange år som ergoterapeut i sundhedssektoren, har mit omsorgsgen sikret lødig og værdig omgang med de borgere, jeg har haft ansvar for. I min situation, havde jeg ingen, der kunne tale min sag; jeg evnede end ikke at appellere til de fagfolk, som var ansat til at passe på mig. Oplevelsen nedbrød mig. Mit livsmod fik et knæk. Efter episoden har jeg undret mig over, hvordan jeg, en ressourcestærk person, kunne miste livsgnisten så hurtigt. Svaret er, at jeg blev angrebet på mit selvværd.
Efter udskrivelsen fra Tranehaven, og hjemme i mine egne rammer, var det som om mine møbler, bøger, malerier, ting som alle har betydning for mig, sørgede. Mine kære velkendte ejendele så alle så forfærdeligt forladte ud. Værdien af mit hjem, med alt, som det rummede, syntes tabt. Forbindelsen mellem mine ejendele og mig selv var brudt. Jeg græd over tabet af den værdi, som havde været en indgroet del af min identitet. Der gik flere uger i denne sørgmodige tilstand.
En eftermiddag sad jeg og reflekterede over min situation. Da lød det lige så fint i mit indre: ”Min sjæl lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn.” Teksten er fra Salme 103. Jeg kan citere de første seks vers, fordi vi, i mine barneår i Søndagskolekoret, i Evangeliekirken, havde dem på melodi. Jeg læste i Bibelen 2020 for at se den tekstmæssige forskel på den og 1992 udgaven. Vers 5 kom brølende imod mig: Han giver mig alt godt, Han giver mig lyst til livet igen. I det øjeblik trådte Gud Fader selv ud af tryksværten. Han vendte alt rundt i mig, og jeg greb, på næsen fysisk vis, ud efter dette frisættende løfte. Ordene var som forløbere for at både min glæde og mit håb indfandt sig. Guds stærke ord til mig var begyndelsen til, at jeg blev genoprettet.
Da Gud gav lovens tavler til Moses, rakte Han menneskeheden fundamentet til, at hver enkelt person på jorden skulle finde sit værd og sin plads i Hans rige. 

I bibelsk sammenhæng finder vi afgørende beviser på, at det er ved Guds Riges spilleregler, at hver af os kan erfare trivsel, ægte glæde og udfoldelse af den enkeltes potentiale og i dette væld af muligheder, og rammer, finde det sunde selvværd. Der er ingen aldersbegrænsning med hensyn til at opretholde et sundt selvværd, for det er, hvad vi gør det til. Gennem hele Bibelen deler Gud sine kærlige anvisninger på, hvordan vi begunstiger vores selvværd: Ved I ikke, at Gud er evig, at Han skabte jorden? Han bliver aldrig træt, og ingen kan forstå hans visdom. Han giver kræfter til de udmattede, han giver ny styrke til de svage. Børn bliver trætte, unge mennesker kan falde og slå sig, men hvis de stoler på Gud får de nye kræfter. De får vinger ligesom ørne. De kan løbe uden at bliver trætte., de kan gå og gå og stadig have kræfter tilbage. Es.41.28-31.