Beates klumme maj 2021. Det 5. bud: Du må ikke slå ihjel. Det handler om discipelskab.

Titlen på nærværende klumme er et af de ti bud, som Gud gav Moses. Betegnelsen at slå ihjel betyder at angribe et menneskes identitet. Der er mange måder, hvorpå mennesker kan slukke for lyset i et andet menneskes liv. 

Jeg er overbevist om budenes værdi og betydning for et menneskes liv. Jeg er også ret overbevist om, at det er de færreste, der kan opremse de ti bud: Øh … er det ikke noget med …? Jeg tænker, at dette fantastiske regelsæt, rakt direkte til menneskeheden fra Gud Faders egen hånd, trænger til en kraftig eksponering. Der er noget støvet, hensygnende, mølposeagtigt over Guds ti forskrifter, som de står i dag. De er trykt på siderne i alle Bibeludgaver, men de opfattes ikke altid som stuerene.
Psykoterapeut Steen Palmquist formulerer, og jeg citerer fra aprilklummen: Alle Guds love er værnslove, det vil sige love, der er blevet til for at beskytte det menneske, som Gud elsker. Her har vi afsættet til klummens ærinde: Gud elsker mennesket, Han ønsker det bedste for den enkelte af os. Derfor har Han skrevet en drejebog, som Han ønsker, vi skal leve efter: For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb. (Jeremias’ bog 29.11)Der er en skærende kontrast mellem denne guddommelige masterplan og menneskenes tilbøjeligheder til at gøre, som det passer dem. På denne måde kan vi ødelægge såvel eget som andres liv. Virkeligheden er, at budene er stærkt potente og værdiskabende. Det moderne menneske har imidlertid fjernet sig fra denne skat af livsstrategier. Jeg slår her et slag for denne skattekiste. Budene er retnings- og identitetsgivende faktorer, og vi har derfor brug for at fokusere på dem og praktisere dem, som de er tænkt fra Guds side.
Klummens titel, sat under lup, får ordene slå ihjel til at være mangetydige, noget med at tage et liv, at fordrive tiden – få tiden til at gå. Nogle gange bliver noget tiet ihjel i betydningen af, at et emne skal dø i stilhed, ignoreres, forbigås i tavshed eller lades uænset i betydningen uomtalt. En idé, et projekt eller endog et barn, kan blive kvalt i fødslen. Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. (2. Kor. 3.6) Steen Palmquist fortsætter: Vi må derfor prøve at se ind bag kravet for at forstå, hvad det gode ved det krav kan være. Og det gør vi så.
Det 5. bud, du må ikke slå ihjel,har en voldsom baggrundsfortælling om udgydelse af blod. Blod er det iltbærende flow i alt levende, og det har derfor en stærk symbolsk betydning; faktisk en beretning til skræk og advarsel. Gud dræbte dyr, for at dække Adams og Evas nøgenhed. Gud udgød blod, for at opretholde menneskenes liv og værdighed. Til beretningen hører, at den ene af parrets sønner, Kain, myrdede den anden, Abel, i misundelse; et brodermord. Tragisk. Navnet kan få det til at risle koldt ned ad ryggen. En mor og far mistede en søn, og morderen måtte bede Gud om en særlig status for ikke at blive dømt fredløs. Kain har siden været billede på en person, der forråder et andet menneske, dræber det reelt eller i overført betydning. Dette billede har gennemsyret menneskehedens historie. At slå ihjel har vidtrækkende konsekvenser. Det gode bag Guds krav, om ikke at slå ihjel, er, at der er en tæt forbindelse mellem livet og blodet: Livet er helligt, og blodet er helligt.
Da tabernaklet, Det Hellige Telt, forløberen for den jødiske helligdom i Jerusalem, blev tilvirket under jødefolkets rejse gennem Sinaj, etablerede Gud særlige regler vedrørende ofringerne. Noget af blodet fra en slagtning skulle bringes til Guds alter i Åbenbaringsteltet. Når Gud så blodet, accepterede Han, at én af hans skabninger måtte lade livet. Her taler vi om et dyr – ikke et menneske. Hvis ikke blodet blev bragt til alteret, blev manden, der havde foretaget slagtningen, betragtet som morder, fordi han uretmæssigt havde udgydt blod. Denne udeladelse ville koste ham livet. Buddet, du må ikke slå ihjel, havde altså indbygget denne undtagelse, når det drejede sig om et slagtedyr. En mand, der slog et menneske ihjel, var, grundet loven, dømt på forhånd.
Det 5. bud er en velsignet og raffineret anvisning til at undgå den mentale og psykiske byrde af at have forvoldt et andet menneskes død. Langt fra alle kan udholde visheden om at have taget et menneskeliv. I denne forbindelse er det ligegyldigt, om det drejer sig om brug af et håndvåben eller uagtsom kørsel i trafikken. Bibelen taler om nødvendigheden af, at samfundet har en øvrighed, et retssystem; uden det hersker der anarki: Der er nødvendigt at underordne sig myndighederne, ikke bare for at undgå straf, men også af hensyn til ens egen samvittighed. (Rom.13.5)
En del af vores myndighedssystem er politiet og militæret, herunder Livgarden. Her har vi en lang historik med mænd og kvinder, der medvirker til beskyttelse af vort land. Soldater og politi er

iklædt en myndighed, der fritager dem fra at være drabsmænd og mordere. De må slå ihjel, hvis det er tvingende nødvendigt.

Det er påfaldende, i hvor høj grad litteraturen, og filmindustrien, lever af motivet at slå ihjel. Spændingsfilm, og det enorme antal cowboyfilm, der er produceret i årenes løb, er bygget over kampen mellem det gode og det onde. Og totalt inddraget i en films handling, venter vi i spænding på, at skurkene bliver aflivet. Det er en umulighed at forestille sig, at bøger og film indeholdende død, ikke længere måtte produceres. Dermed er der kun Far til fire og lignende film tilbage. Jeg har i en tidligere klumme beskrevet min begejstring for retsmedicin, der er den lovmæssige håndtering omkring mistænkelig død. Vi kan konkludere, at hvor der er mennesker, bliver mennesker slået ihjel.
Jagt har været en stor del af min families liv. Alle på min fars side har været jægere. Jagt betragtes ofte af ikke-jægere som barbari, men jagt og fiskeri tilhører en anden kategori end at slå ihjel. Vi husker, at flere af Jesu disciple var fiskere. Han gav dem overvældene fangster og Han var selv en glimrende kok; dog kun kendt for en enkelt menu: Stegt fisk over kulild.
Jeg fik mit første våben som 14-årig, en skøn luftbøsse med kikkertsigte, som jeg brugte flittigt til skiveskydning. Efterfølgende var det lerdueskydning med et dobbeltløbet haglgevær; min farfars våben. Jeg hyggede mig med at ”myrde” en masse lerduer, hvilket jo er ganske ublodigt. Motivet for jagt var det samme: Træfsikkerheden. Den fik jeg brug for, da jeg på min ejendom, engang i 80-erne, blev invaderet af rotter; store, velnærede rotter med en kropslængde, minus hale, på 20 centimeter og en vægt på godt 300 gram. Min hund alarmerede mig, når en rotte dukkede op på græsplænen. Luftbøssen var glimrende til at knalde de firbenede, og lyden var afdæmpet, så ikke naboerne blev alarmeret. Rotterne kom – og jeg skød dem. Da man fandt et knækket kloakrør hos en af mine naboer, forsvandt rotteplagen. Jeg betragter rotteperioden som en krigstid. Jeg blev invaderet, og jeg forsvarede mit hjem. Denne form for modangreb var af en anden kategori end at slå ihjel.
Børnefødsler er tilføjelse af liv. Min mor var jordemoder. Hun nåede at bringe mere end 4.500 babyer til verden. Inden mor og barn forlod fødestuen, fik babyen et armbånd med navn på. Den lille ny fik herved fastslået sit tilhørsforhold og identitet.
Vi har alle fået et navn efter at være sluppet ud af vores mors livmoder. Ingen går rundt uden navn. Gud selv bruger den praksis: Jeg kalder dig ved navn, du er min. (Esajas 43,1)Når vi har et navn,er vi nogen. Vi er aldrig en ikke-nogen. Vort navn er en del af vores identitet; vores integritet. Navne, der har en betydning i sproglig eller kulturel sammenhæng, kan blive et vigtig og afgørende element for et menneskes selvopfattelse og selvværd. At hæfte et nedrakkende navn, et øgenavn, på et menneske, kan være marginaliserende og dermed dræbende for den pågældende. At nægte at bruge et menneskes navn efter hans/hendes ønske, er en slags mord. Hermed rykker vi du må ikke slå ihjel til en virkelighed på et andet niveau, der handler om at krænke et menneske. Arbejdstilsynet håndhæver ubetinget reglen om krænkende handlinger; herunder mobning og seksuel chikane.
Jesus åbner i Matt. 7.20-23 (Bibelen 2020) for, hvad vi kulturelt kunne navngive Pandoras æske, og

her ser vi relevansen og konsekvensen af det 5. bud: Men det, der kommer indefra, gør menneskene urene. Det er inde fra hjerterne, de onde beslutninger kommer: Tyveri, mord, utroskab, grådighed, ondskab, bedrag, mangel på selvkontrol, misundelse, fornærmelser, nedladenhed og dumhed. Al den slags ondskab kommer indefra og gør mennesker urene. Med denne oplistning bliver vi mindet om, at selv en lille glød kan starte en skovbrand. Ord kan dræbe.
Vi er i en tid, hvor bevidstheden om eget navn har nået et hidtil uset punkt. Antallet om ansøgning af navneændring stiger og stiger. Det er meget enkelt at skifte navn, hvis man undervejs i livet finder en uoverensstemmelse mellem det navn, man er blevet givet som barn, og den identitet man ser sig selv ud fra. Et menneskes navneskifte er måske overraskende, men det er en invitation til, uden fordømmelse, at dele nye aspekter i den pågældendes liv. Frederik, min partner i vores gulvfirma, skilte sig, for et par år siden, af med navne, som hans far, en voldelig, ukærlig og dominerende mand, havde givet ham. De tre navne, som linkede Frederik til sit ophav, blev fjernet, og Frederik, det nye fornavn, blev den nye identitet sammen med det oprindelige efternavn. Frederik betyder noget i retning af fredshersker; hvilket understreger en side af hans karakter.
Det gode krav bag det 5. bud er, at vi ikke slår ihjel; men giver plads og rum for vores næste.

Kategorier: Uncategorized