Beates klumme april 2021. Du skal kende et træ på dets frugter. Det handler om discipelskab.

I forrige klumme delte jeg nogle betragtninger om forskellen på den autoriserede bibeludgivelse fra 1992 og udgivelsen Bibelen 2020. Min begejstring forbliver i top over 2020’erens håndtering af de historiske skrifter, og de, i denne klumme, udvalgte skrifter fra Det Gamle Testamente. Jeg ser, og opfatter, historiske forløb mere intense i 2020’eren, idet den efterlader et mere broget sanseindtryk i end i 1992’eren. 
Overskriften indikerer, at den enkelte af os, af vore omgivelser, defineres ud fra, hvordan vi kommer igennem livet. Vi bliver vurderet på vores væremåde og karakter, og den måde vore familier, venner og kolleger læser os på. Denne klumme handler om identitet. Hvordan opfattes vi af andre, ud fra hvilke valg vi træffer; ud fra hvordan vi prioriterer tidsmæssigt og økonomisk
Hvem vil vi være, hvad vil vi kendes for? Hvordan får vi det allerbedste ud af livet? Hvad kan vi gøre for at blive den bedste udgave af os selv? Hvis vi går efter et bestemt eftermæle, kommer vi til at arbejde på det, mens vi lever. Generelt bringer læsningen af litteratur os i selskab med personer efter forfatterens fantasi. Anderledes er det med Bibelen. Forskellen på kilderne er den, at Bibelen er et historisk dokument.
Ved læsning af Bibelen drages vi ind i såvel personernes liv og levned som i betragtningerne over livet. Her finder vi guddommelige, fantastiske kloge ord, fornuftig tale, opbyggende råd og vejledninger. Vi taler ikke om en ufravigelig oplistning af ”du skal”, eller ”du må ikke”, men mere i retning af: ”Erfaren mand er værd at gæste.” Gode råd. Bibelen er din ven. 
2020’eren flotter sig med 1651 siders muligheder for at være i selskab med en broget repræsentation af helte, skurke og helt almindelige mennesker, hvor det ofte viser sig, at denne gruppe slet ikke er så grå og hverdagsagtig, som man umiddelbart skulle tro. 
Læsning af Bibelen er anderledes end læsning af øvrig litteratur. Northrop Frye gør opmærksom på, at: ”Bibelens fortællestruktur har et U-mønster, hvor mennesket mister Livets træ i begyndelsen af 1. Mosebog og får det tilbage ved afslutningen af Johannes’ Åbenbaring.” Altså et handlingsmæssigt spænd mellem Bibelens første og sidste bog. Ved nærmere studie finder vi, at 2020’eren inviterer, i en langt mere åben form end 1992’eren, til en spejling af os selv i den skare af mennesker, der møder os fra først til sidst. Der er et anderledes lys over skrivemåden i 2020’eren end i 1992’eren.
2020’erens forskellighed ses også ved måden, hvorpå den beskriver relationen mellem Gud og mennesker. Guds ophøjede status er den samme i begge udgivelser. Imidlertid gør sprogbruget en forskel. Gud er ikke så fjern; Han er mere den Far, Jesus refererer til. Den nye formulering ændrer ikke karakteren af personerne, der omtales i 1992’eren; vi møder dem bare i et nyt og andet lys. Personerne i både Det Gamle – og Det Nye Testamente træder i 2020’eren frem med en mere ukompliceret tilgang til teksterne end i 1992’eren. Bent Bjerring Nielsen beskriver Bibelen sådan: Selvom Bibelen består af en lang række enkelttekster, fortæller den alligevel en stor, sammenhængende historie; historien om, hvordan Gud både skaber denne verden og igen og igen griber ind i den. En metafor på græsk angiver, at ligesom Gud indblæste sin ånde i mennesket, så det blev levende, på samme måde har Gud indblæst sin ånd/ånde i de bibelske forfatteres ord, så de er blevet til ”levende ord.” Dette er klummens kerne.
De fem Mosebøger er lig med skriftsamlingerne i den jødiske Bibel – Toraen. Det er denne bogsamling Paulus refererer til, da han skriver til Timoteus; her citeret fra 2020’eren: Skrifterne er alle sammen inspireret af Gud. De er velegnede til at belære os, afsløre vores fejltagelser, vise os til rette og fortælle os hvordan vi skal leve. 
Jesus tager igen og igen stof frem fra de gamle skrifter, når Han kommunikerer med sine omgivelser. Jesus siger ofte: ”Der står skrevet …” Det er også herfra, vi kan betragte et enormt persongalleri, og bruge det, og de fortløbende begivenheder, til et studie af personligheder og en spejling af vor personlighed. Det åbner en ganske interessant mulighed for at foretage nye personlige tiltag mht. til både karakter og prioriteter.
Hebr. 4.12 er blot ét eksempel på, og en understregelse af, det overvældende udbytte af dette levende ord. Her henter vi selvforståelse, selvindsigt og erkendelse af sammenhængen mellem den enkelte af os og den omgivende verden. Og der er mere at hente i Bibelens enorme arkiv: Guds ord er nemlig levende og aktivt, og det er skarpere end et tveægget sværd. Det er så skarpt, at det kan skille sjæl fra ånd og marv fra ben, og det kan bedømme vores inderste tanker og planer. Ingen kan skjule noget for Gud, for alt er synligt for ham, og det er ham, vi står til regnskab for.
Der er i dag et astronomisk udbud af, mere eller mindre selvbestaltede, personlige udviklingsguruer.
Jeg vover den påstand, at der i Bibelen er stof til fornyelse af ånd, sjæl og legeme; en vandring gennem Bibelens persongalleri viser det. Læsningen vil kunne inspirere til en identificering af personlighedstræk og – karakterer, som er værd at stræbe efter. Jesus rækker ud til enhver af os med inspiration til et personlighedstjek. I Matt. 5.20. siger Han: Hør nu her. I skal gøre det, Gud vil have, og det skal være med et overskud, der langt overgår de skriftkloge og farisæernes (datidens trendsættere.) Der er energi her. I samme kapitel, 5, vers 3-11 tilbyder Jesus en række sprudlende forslag til en fed livsstil med et godt udbytte. Her er et uddrag: 
I er heldige, hvis I sørger, for I vil blive trøstet.
I er heldige, hvis I er små og ubetydelige, for I vil overtage jorden.
I er heldige, hvis I længes efter, at det bliver, som Gud vil have, for jeres længsel vil blive opfyldt.
I er heldige, hvis I hjælper andre, for I vil selv få hjælp.
I er heldige, hvis I er uden bagtanker, for I vil se Gud.
I er heldige, hvis I skaber fred, for Gud vil kalde jer sine børn.

Ordet ”hvis” skaber forbindelse til mødestedet mellem Gud og os. Jesus stiller sig som garant for, at Gud vil omslutte mennesker, som livet er hårdt ved, og Han vil bringe en særlig velsignelse, hvis nogen stiller op for andre. En tilsvarende velsignelse vil Gud give mennesker, der engagerer sig og er samvittighedsfulde. Mennesker, der på den måde kommer ind i Guds søgelys, kommer til at erfare, at Gud virkelig er en trofast og generøs far. Det er gennem vore beslutninger og handlinger, at vi giver Gud mulighed for at forme og danne vores karakter. Gud skruer på knappen, der får os til at blive den bedste udgave af os selv – hvis vi giver Ham lov. Det følgende viser det.
Ca. 1500 år før Jesus udtaler ovenstående vers, slår Moses lejr ved Sinaj Bjerg sammen med en lille million mennesker på vej fra Ægypten til Det forjættede Land. Moses går op på bjerget og hører Gud tale. Moses er ingen helgen; han er en drabsmand med en ægypter på samvittigheden. Det skete får dog ingen betydning, for i Guds nærhed forandres ikke blot Moses’, men hele menneskehedens historie med de deraf udledte velsignelser. Handlinger, valg, samvittighed og konsekvenser bliver mejslet ind i menneskehedens bevidsthed. Steen Palmquist påpeger: Alle Guds love er værnslove, det vil sige love, der er blevet til for at beskytte det menneske, som Gud elsker. Vi må derfor prøve at se ind bag kravet for at forstå, hvad det gode ved det krav kan være. 
Nasar Khadar, Peter Lodberg, Erik Adrian, Per Larsen og Bent Lexner har nedenstående kommentarer til de 10 bud.
Den første gruppe af Guds bud regulerer vores forhold til Ham: 
1. Jeg er din Gud. Du må ikke have andre guder end mig. Gud har monopol på det guddommelige. Gud vil ikke erstattes af vores højere prioritering af materielle ejendele og prestige. 
2. Du må ikke misbruge mit navn. Når man gør mennesket til Gud, går det galt, fordi det uperfekte menneske bliver gjort til mere, end det kan bære. 
3. Du skal holde hviledagen hellig.
 Her indfører Gud stressbekæmpelse. At holde hviledagen hellig er nams for det gode liv. 
Den anden gruppe regulerer menneskers indbyrdes forhold. 
4. Du skal ære din far og din mor. Det handler om, hvem vore forældre er ikke om, hvad de gør.
5. Du må ikke myrde. Alle mennesker er skabt i Guds billede. Ethvert menneske har krav på et liv.
6. Du må ikke bryde ægteskabet.
 Respekter ægteskabet, din ægtefælle og hvad du gør seksuelt.
7. Du må ikke stjæle. Når man stjæler fra hinanden, opstår der anarki.
8. Du må ikke vidne falsk mod din næste. Al menneskelig kommunikation begynder ansigt til ansigt. Tal om et menneske, så det kan genkende sig selv i det, du siger om ham eller hende.
9. Du må ikke begære din næstes hustru. Hvis vi bare følger vores instinkter, får vi et dårligt liv. Det kan godt være, at vi får opfyldt vore drifter, men vi får det skidt med os selv og bliver samtidig årsag til en masse møg i andres liv.
10. Du må ikke begære de ting, der hører til din næste. Et liv præget af misundelse forpester ens liv med ærgrelser. Misundelse kan blive en katalysator for desperate handlinger, som bringer én på kant med loven.