Beates klumme marts 2021. Det skrevne ord i gammel og ny klædning. Det handler om discipelskab.

Der er både noget fortroligt, og kildrende, ved at genlæse en bog, der har været parkeret i reolen i en årrække. Vi kender indholdet, men glæder os over endnu en gang at være i selskab med aktørerne i handlingsforløbet. Vi ved udmærket, hvordan handlingen forløber, men alligevel kan vi, hen mod dens klimaks,mærke pulsen stige. Fornøjelsen, og udbyttet, ved at læse knytter sig til vores hjernes evne til at omsætte det skrevne til billeder og forestillinger; fantasi og følelser aktiveres. Anderledes er det ikke med læsning af Bibelen, selvom den ikke er én sammenhængende beretning, der udvikler sig fra start til slut. Med sine 66 bøger erden en forunderlig konstellation, der rummer en broget historik med Gud Fader som den røde tråd. Bibellæsning er en rejse over mere end 3000 år, og det kan ikke sammenlignes med læsning af øvrig litteratur. Bibelens kvaliteter er umådelig talrige, idet hver enkelt bog udgør sit eget univers. Derfor bliver bibellæsning en vidtrækkende, uophørlig rejse, hvor den læsende føres gennem brusende forløb, skræmmende slagmarker, begejstring og smertelige begivenheder for efterfølgende at befinde sig omsluttet, set og hørt af Gud Fader selv. Og Bibelen bliver ved med at være en uudslukkelig ressource.
Elias var på vandring. Han søgte Gud. ”Gå ud og stil dig på bjerget, så vil jeg komme forbi dig,” sagde Gud. Først kom der en kraftig storm, der splintrede bjergene og knuste klipperne, men Gud var ikke i stormen. Efter stormen kom der et jordskælv, men Gud var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom der en ild, men Gud var ikke i ilden. Til sidst kom der en svag susen. Da Elias hørte det, hyllede han sit ansigt ind i kappen og stillede sig ved åbningen til hulen. Der mødte Elias Gud. Så uanset de dramaer, der ligger som perler på en snor gennem Bibelen, er der altid en ”svag susen”, der inviterer enhver til at træde ind og blive en del af den store fortælling om Den Almægtige, der bøjer sig ned og favner det enkelte menneske; dig og mig.
Elias er en ypperlig repræsentant for hvert menneske, der søger Gud. Der er som regel en årsag til, at mennesker begynder at kigge i retningen af Gud. Starten kan være vældig dramatisk med voldsomme hændelser i et menneskes liv. Tingene ændrer lige så stille karakter, når støjen bliver mindre. Endelig falder der ro på, så Gud og mennesket kan kommunikere. Det er, hvad Bibelen fra start til slut handler om – kommunikation! Af denne grund er det vigtigt, at de bibeludgaver, vi henter vore skatte fra, er så tilpas åbne, at ord og hændelser kan tilegnes, så vi bliver fortrolige med de bibelske forløb. Heri ligger uanede rigdomme. Guds ord er aldrig statisk. Takket være Helligånden pulserer ordet, det suser, og det kan blive så levende, at vi, i specifikke situationer, kan læse ”skriften på væggen”. Dvs. vi kan opleve at føle os set, hørt og inspireret til handlemuligheder. 
Ved dette opstår, en relation, et ejerskab, af det, Bibelen kommunikerer til os. 
Vi mener at vide, hvad vi kan forvente, når vi gennembladrer Bibelen, og alligevel opleves det skrevne ofte anderledes end sidstgang, man var på det pågældende sted. Bibelen har i Hebr. 4.12 selv et svar på netop dette fænomen: Guds ord er nemlig levende og aktivt, og det er skarpere end et tveægget sværd. Der er så skarpt, at det kan skille sjæl fra ånd og marv fra ben, og det kan bedømme vores inderste tanker og planer. (Bibelen 2020)
Undervejs i livet opstår en fortrolighed med teksterne. Hvor det sker, kan det genkendelige aktivere kendte følelser. Netop dette med genkendeligheden afholdt mig i mange år fra at læse Jesu lidelseshistorie. Jeg vred mig, når jeg nærmede mig evangeliernes beretning om, hvordan Jesus blev aflivet. Som en del af en påskefejring blev jeg et år præsenteret for torturscenen i ”The Passion of the Christ”. Jeg tvang mig til at se forløbet, og jeg følte mig syg og voldtaget. Jeg blev tilskuer til en vanvittig åndelig afstumpethed i et væld af fysisk lidelse, men fra da af ændrede min bibellæsning af påsketeksterne sig for altid. Tidligere var min tilnærmelse til Jesu lidelseshistorie at læse på papir, men da Jesu bloddråber i filmen ”ramte” mig, har jeg efterfølgende haft strimlen fra filmen på min nethinde. Nye sansninger danner nye billeder, som igen fører til ny inspiration. For at nære min egen indsigt, og for at erfare nye forståelsesvinkler, har jeg gennem årene anskaffet forskellige bibeludgivelser, for at tilegne mig ”nye skud” på mit ”tros-træ”. Det seneste skud er Bibelen 2020, som jeg på ingen måde vil lægge skjul på, at jeg er absolut vild med. I Det Ny Testamente foldes de evangeliske budskaber ud til en ”lige-at-gå-til” version, mens der er noget nærmest filmisk over Det Gamle Testamentes historiske bøger. Det essentielle, i forskellen på udgivelserne 1992 og 2020, er de billeder og følelser, der dannes hos læseren. Forskellen i ”terrænet” i de to udgivelser skaber tilsvarende forskelle i det åndelige og kulturelle udbytte læseren får. 
Bibellæsning handler om indsigt, der påvirker fantasien og troen – og viljen til at agere på det læste. Hvad enten man er hardcore bibellæser eller nybegynder, er 2020’eren næring for fantasien.Jeg under dig, kære læser, en 2020’er Bibel. Værket kan mere end sit ”Fader Vor”, for med sine 1,197 kg. er den noget af en sværvægter, der udmærket egner sig til at træne bicepser. Daglige armbøjninger med en 2020’er i hånden vil helt sikkert udvikle overekstremiteterne hos de fleste.
Min begejstring for 2020’eren blomstrer ikke på bekostning af den autoriserede udgave fra 1992, som absolut ikke kan undværes. Deto udgaver komplimenterer hinanden. En helt klar fordel ved 1992’eren er, at hvis man ønsker at memorere bibelvers, så de ligger i ens hukommelse, er denne udgave det bedste bud. Formuleringen er nutidig, skarp og koncentreret i retning af størst mulig indsigt på færreste linjer. Disse kvaliteter er ikke Bibelen2020’s ærinde. Her er det derimod bredde, det fortællende flow og sprogets tilgængelighed i budskabet, der driver læseren fremad. 
Jeg bringer her et eksempel på kvaliteten i et meget indholdsrigt og handlingsmættet skriftsted, som det læses i hhv. 1992’eren og i 2020’eren. Valget af vers knytter sig til kernebudskabet om Faderen, Sønnen og Helligånden, som er urkernen i det kristne univers. Hebr. 4.14-16 version 1992:
Da vi nu har så stor en ypperstepræst, som er steget op gennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men én, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. Det bærende element fra de tre vers er ”Ypperstepræsten” og Hans kvaliteter. Det er det, Han kan og det, Han formår, vi skal tage til os. Fra Bibelen kender vi yom kippur,forsoningsdagen, den årlige begivenhed, hvor ypperstepræstenskaffede soning for folkets synder. Ypperstepræsten var kontaktleddet mellem det enkelte menneske og Gud.  Det var ham, der kunne give sin mening til kende vedr. en persons handlinger, og hvis handlingen var en overskridelse af gældende regler, kunne det føre til domfældelse, der betød døden for den pågældende. Da hebræerbrevets forfatter skriver versene 14-16, er samfundsperspektivet, med straf med døden til følge, datidenshverdag. Det er den lov, han selv er underkastet, og hvis konsekvenser han formentlig selv har været tilskuer til.Skræmmende. Modvægten er, at vores skribent har haft et møde med Jesus, hvor de guddommelige brikker danner en helt ny forståelse af begrebet ”ypperstepræst”. Begejstret over sin nyvundne erfaring reflekterer han over, hvor begrænset den historiske ypperstepræstetjeneste i virkeligheden er med sit kodeks; sort eller hvid – skyldig ikke skyldig. Forfatteren har selv erfaret opblødningen, hvor han med sine fejl og mangler er blevet mødt af barmhjertighed. Jesus ikke slår folk oven i hovedet, men Han tager det enkelte menneske ved hånden, og stiller sig ind for Gud Fader selv som advokat og dommer – og dommen er frifindelse. Datidens system var ikke baseret på nåde, men med Jesus som ypperstepræst, når nådesbegrebet nye højder. Den, tidligere omtalte, svage susen er taget til i styrke!
Forfatteren lyder overvældet over den nye erfaring, for han bruger en dobbelt-dobbelt negation for at forklare det forunderlige.Denne ypperstepræst er helt anderledes end ham, vi kender fra hverdagen. Nu kan han formulere den enorme forskel, der er mellem det historiske ypperstepræstelige forløb, der har handletmed autoritet på Guds vegne på jorden siden Moses, og så den nyvundne forståelse af hvilken ultimativ ypperstepræst Jesus er: Vi har ikke en ypperstepræst, der ikke […] Så går der ca. 2000 år, og her er det, at 2020’eren tager over. Som et frihedsbudskab á la d. 4. maj 1945, bare endnu mere vidtrækkende, udbasunerer forfatteren nu i begejstrede vendinger hvad al verden, til enhver tid, skal holde sig for øje: Vi har en stor ypperstepræst, der er kommet op til himlen. Det er Jesus, Guds søn, og derfor skal vi holde fast ved troen på ham. Vores ypperstepræst kan sætte sig i vores sted og forstå vores svagheder, for han har været udsat for alle de samme fristelser som os, men alligevel gav han aldrig efter for dem. Vi kan roligt stå foran Guds trone. Der kan vi regne med at få tilgivelse og hjælp på det rette tidspunkt.