Beates klumme februar 2021. En hyldest til de skjulte ressourcer. Hold hovedet koldt og hjertet varmt. Det handler om discipelskab.

Coronasituationen i 2020 og ind i 2021 har ikke blot drevet os ud af vores komfortzone. Vi er udfordret langt mere, end nogen kunne forestille sig. Danmark er stadig i coronaens greb, derfor er der brug for, at vi alle holder humøret oppe. Med ”oppe” mener jeg, at vi skal have opmærksomheden rettet på alle de elementer, der kan nære vores fantasi og øge temperaturen på vores glædesbarometer.
Jeg modtager opkald fra mennesker, der har svært ved at se sig ud af den isolation, som pandemien påfører dem. En ellers travl kalender råber med sine tomme felter. Fællesskabet er sat på standby. Inspirationen til at fylde hverdagen tynder ud. At holde hovedet koldt og hjertet varmt er ikke blot nyttigt, det er nødvendigt, når dagenes trivialitet bliver mærkbar. Derfor må det fra nu af handle om ressourcer såvel de kendte og afprøvede som de skjulte. Jeg er overbevist om, at vi alle, uanset alder og diverse præferencer, har skjulte ressourcer. Jeg er også ganske sikker på, med mindre vi bliver udsat for noget ekstraordinært, forbliver mange af omtalte ressourcer skjulte. En ressource er pr. definition et overskud, en gemt skat, der med den rette håndtering kan bidrage til at indtage nyt land. Selv ude på overdrevet er der ressourcer.
Winston Churchill har udtalt følgende: ”Lad aldrig en god krise gå til spilde”. Med kendskab til mandens format og omfattende ressourcer, ved vi, at han formåede at navigere i adskillige politiske kriser under og efter 2. Verdenskrig. Analyserer vi lidt på teksten, opfordres vi til at udnytte mulige faktorer til at frembringe gunstige muligheder. Er coronaen da en ”god krise”? Nej, men den er et vilkår, der giver os muligheder for at finde hen til, hvordan vi håndterer situationen; om vi vover at gøre en ekstraordinær indsats; foretage nogle anderledes valg end sædvanligt.
“Mennesket lider ikke under tingene i sig selv, men under den måde, de ser tingene på.” Det er den græske filosof Epiktet ca. 55-135 e.Kr., jeg her citerer. Her er en opfordring til at pudse sjælens briller en ekstra gang. Synet bliver formentlig lidt klarere på den måde. Vi ved ikke, hvad der har fået manden til at formulere sætningen, men da vi ved, at han kom til Rom som slave, og siden virkede som filosofilærer der, har han givet vis haft masser af tid til at forholde sig til livets omskiftelige vilkår. Epiktet var stoiker. Wickipedia forklarer begrebet stoiker sådan: ”Centralt for stoikerne er, at ”man skal adskille følelser og fornuft, udøve selvkontrol og udelade følelsesmæssig involvering, da valg skal tages ud fra fornuften alene. Den ideelle stoiker er upåvirket af modgang og præget af fasthed og koldblodighed.” Den gode Epiktet var samtidig med Jesus. Han kunne med fordel have lyttet til at par af Jesu gode formuleringer, for Jesus taler altid med hjertet. Med et spring i historien tænker jeg, at Epiktet kunne afsværge sin stoiske overbevisning og overgive sig hæmningsløst ved udsigten til en kæmpe isvaffel med otte kugler, guf, flødeskum og jordbærsyltetøj en gloende hed sommerdag. Her dukker citatet fra Matt. 12.34 op: ”For et træ kendes på frugten.”
En af de mest markante, skjulte ressourcer jeg kender, er fra en bilulykke. En kvindes bil blev påkørt og landede på taget. Hun kom ud, men hendes barn var fastklemt. Drevet af angst og uden assistance vendte kvinden egenhændigt bilen, så den igen stod på hjulene. Hvordan var det muligt?
Fordi moderkærligheden trodser alle odds. Barnet var i øvrigt uskadt. Kvinden, tilsvarende os andre, er skabte med langt mere kraft og saft, end vi selv aner. Opfindsomhed, udholdenhed, viljestyrke og kærlighed er tilsammen en fantastisk cocktail.
Modstykket til ovenstående er en oplevelse jeg havde i 2005. Hovedpersonen her var Mudde, en kvinde i 80-erne, som var, skal vi sige, selvpåført hjælpeløs! Hendes selvmedlidenhed i alle sager, var næsten påtagelig. Min udfordring var dermed, at balancere mellem at yde hjælp og appellere til, at hun selv påtog sig noget ansvar. Vi talte i telefon omkring hver tredje dag. En eftermiddag tog hun ikke telefonen. Jeg ringede adskillige gange uden at få kontakt. Om aftenen ved 20-tiden kørte jeg til hendes bopæl. Der var mørkt i hendes lejlighed. Noget var galt. Jeg ringede til politiet, som kom med en låsesmed. Fyren råbte ”hallo” gennem brevsprækken, og fik et meget spædt svar tilbage: ”Jeg ligger i badekarret. Jeg kan ikke komme op”. Dette var en torsdag. Mudde var tirsdag eftermiddag gået i bad i liggebadekarret, som hun ellers aldrig brugte. Hun var gennemkold, dehydreret og totalt konfus med synshallucinationer: Grunden til, at hun ikke var stået ud af badet var, at det havde gjort ondt at lægge sig på knæ for at stige ud! Hun havde ligget med hoved i modsat ende af vandhanen, og havde end ikke forsøgt at få vand at drikke, for det var for besværligt. Skjulte ressourcer? Ikke her! Muddes orientering var, at alt var bedre førhen; alt var bedre i ”gamle dage.” Muddes udfordring var, at hun valgte at ”læse” det forrige kapitel igen og igen, frem for at give sig i kast med et nyt. Vi bliver, hvad vi giver efter for.
Hvis vi vælger at kigge os over skulderen, kan de få nulevende frihedskæmpere fra 2. verdenskrig, fortælle om vovemod og at ”tænke ud af kassen.” De gav danskerne nyt håb. Der var ingen sikre drejebøger at følge. Det handlede hele tiden om risikovillig ”kapital”, hvor selve livet var kapitalen. Dem kan vi lære af, omend det ikke var en pandemi de bekæmpede men ødelæggende galskab.
Jeg husker den amerikanske viceadmiral James Bond Stockdale. Han var krigsfange i otte år under Vietnam-krigen, hvor han gennemlevede en brutal hverdag. Han tvivlede aldrig på, at han ville blive fri. Stockdale har lagt navn til begrebet Stockdale-paradokset: ”Det gælder om at tro på, at det vil lykkes at nå målet, samtidig med at man tør se realiteterne og de brutale kendsgerninger i øjnene.” Fjernøsten eller Europa under en pandemi – der er ingen forskel. Vi ser coronaen og dens konsekvenser i øjnene, men tror på, at der er lys på vej, ved at vi bidrager med, hvad vi kan.
Jeg har samlet en række udsagn, som hver især afgiver et lille lysglimt af håb for fremtiden:
Alt formår jeg i Ham, som giver mig kraft.(Jesus)
At befri sig fra at være indestængt mellem afmagt og utilstrækkelighed
Vi skal ikke være underfrankerede
Praktiser saglighed, ordentlighed og gennemsigtighed
Hvad efterlader vi os?
At tænke sig selv ud ad – mod værdier, som ikke ligger naturligt for én
Jesus designer menneskehjerter – som den store kunstner, Han er
At finde generøsiteten frem
At være lys i mørke
At investere i andre
Sammenhængskraft
”Når jeg har lært at elske Gud højere end mine jordiske kære, da vil jeg elske mine jordiske kære højere, end jeg gør nu.” C.S. Lewis
Et hår fra den, du elsker, trækker bedre end fem okser.
Allier dig med magtens centrum. Hvor ligger magtens centrum? Hos ham (Jesus), som siger: Mig er giver al magt i himlen og på jorden.”
”Kast dit brød på vandet…. du finder det igen efter lang tid,” var Johannes Møllehaves favoritcitat fra Prædikerens Bog 11.1. ”Det er min livserfaring, at det, jeg giver fra mig, sommetider kommer tilbage på en overraskende måde,” konstaterede han.
Anne Linnet synger:
Det er dumt hvad du si’r, skønt du er så begavet,
at godheden kun er en dråbe i havet.
Hvad udretter dråben, hvis den er alene,
hvis verden er ond og som bygget af stene.

For dråben står mangen en mulighed åben,
selv stenen udhules med tiden af dråben.
En dråbe af godhed er også en gave.
Når dråber forener sig, bli’r de til have.

En dråbe af godhed gir’ mod til at håbe.
En dråbe af godhed trods alt dog en dråbe.
Og dråber skal læske de tørstendes ganer,
gi’ liv og forener sig til oceaner.

Vores dronning får afslutningsordet: ”Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark.”