Beates klumme december 2020. Julen – en særlig størrelse. Det handler om discipelskab.

Kære Læser! Må jeg foreslå at du, inden læsningen, udstyrer dig med en kop kaffe eller te, en julesmåkage og en lille kvist gran. Jeg er gået på jagt for at finde ud af følgende: ”Hvad er det, der gør jul til noget særligt?” Spørgsmålet er et citat fra Peter Sander Andersens og Svend Erik Petersens første linje i Danmarks nye julesang fra 2019. Spørgsmålet, de to tekstforfattere stiller, er blevet ved med at vende tilbage til mig. Nu er det jo ikke sådan, at jeg ikke ved, at julen er noget særligt; jeg er jo på vej til at opleve nummer 70 af slagsen, hvis jeg ellers overlever denne klumme. Men det særlige viser sig på flere måder. Tag fx linjen: ”Rør blot ikke ved min gamle jul.” fra sangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm.” Sangen beskriver en stor aktivitet for at juleaften skal have det indhold af mad og gaver, som hver familieforventer. Der er helt klar en forventning til, at de faste traditioner skal håndhæves. Det må i udgangspunktet siges, at der er noget særligt ved, at alt dette finder sted år efter år d. 24. december. Det handler altså om forventning, for i forventningen ligger forudsætningen for begivenheden jul, der er en særlig størrelse. Egentlig kan alle danskere sige noget om julen og dens fejring, og langt de fleste har en mening om, hvordan netop deres ideelle jul skal forløbe. Der er i årenes løb, og i særlig grad efter opfindelsen af fjernsynet, foregået en gevaldig drejning i forståelsen af, hvad en god jul er for en størrelse. Historisk set sker denne drejning ret sent, i betragtning af at julen er 2020 år gammel.
Begrebet julestemning er af nyere dato sammenlignet med Jesu fødsel i Betlehem. Selve kernen i begrebet kristen jul er totalt julestemningsforladt set ud fra bibelteksterne: En interimistisk fødestue i en stald, eller en klippehule, hvor lugten af dyr er umiskendelig. En lille dreng født med smerte af en ganske ung pige, der har sin noget ældre mand som fødselshjælper. Der er ikke meget juleglimmer i denne situation. Hvordan kan det så være, at denne begivenhed har ført til den enorme kommercielle happening, der hver december rammer en stor del af verden?
Begivenheden Jesu fødsel var ledsaget af flere sammenhængende begivenheder. Fødslen af det lille, guddommelige barn er bevidnet af nogle enkle, ikke akademiske, mænd, der passede deres natarbejde med at holde vagt over mange får. Dertil kommer englene; Guds beredte garde, der dukker op hos menneskene, når noget særligt er på færde. I den aktuelle situation står der pludselig en af Guds engle foran hyrderne, hvilket, naturligt nok, fremkalder en mægtig forskrækkelse. Ordene, de får at høre, er usædvanlige og overvældende: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”
Vi kender intet til disse hyrders mentale habitus, deres holdninger, tro og intelligens, men dette møde med engelen må have været overvældende, ud over alle grænser, for disse mænd, der ikke læste aviser, og om natten kun var vant til stjernehimmelens storskærm.
Hyrder havde ry for, at de hurtigt bragte nyheder til torvs. Gud henvendte sig til det rette segment for at få sin nyhed bragt vidt omkring. Nu er det interessant, hvad disse mænd fortæller videre om oplevelsen af englebesøget, og her er, hvad de har videregivet til deres samtid og efterfølgende til resten af verden: ”Og med englen var der en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”
Man kunne måske få tanken, at Jesus først bliver til Jesus, da han bliver født som menneske. Sådan er det ikke, for i Kol. 1.15-18 læser vi: ”Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige […]. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham.”
Jeg har et bud på, hvorfor englene var helt ude af sig selv af begejstring denne særlige nat: I de ni måneder Maria havde været gravid med Jesus, havde Himmelen måtte undvære sin kongesøn. Himmelen havde aldrig før været uden ham. Aldrig. Det må have været forfærdelige ni måneder for alle himmelvæsenerne, at Jesus ikke var der. Så meget mere forståelig er den enorme begejstring englene drøner ud med: Han er her, han er her! Kontakten var genoprettet. Hyrderne bliver ikke alene delagtiggjort i den himmelske begejstring; Gud drejer endnu mere på begejstringsknappen. De herrer bliver inviteret til, som de første mennesker overhovedet, at møde den nyfødte, himmelske kongesøn. Den klare kommando mht. hvor de skal finde barnet, må skabe forventning. Jeg tænker, at natten, på dette tidspunkt, er så langt fremskreden, at vi er tæt på solopgang, hvor truslen fra rovdyrene, der kan angribe fårene, minimeres. Desuden kræver hyrdernes vandring dagslys. Hyrderne forlader fårene og begiver sig til Betlehem, og, tror jeg, med en stigende forventning til, hvad de skal få at se.
Profeten Esajas forkynder ca. 700 år før Kristus, at et af Hans navne skal være fredsfyrste. Interessant er det så, at kirken omkring år 1100 indfører Julefreden, som varede fra d. 25. december til Helligtrekonger, der falder 12 dage efter juledag. Bestemmelsen var, at alle skulle holde indbyrdes fred. Taget i betragtning at juletiden havde haft karakter af drukfest og drabelige, krigeriske handlinger, ændrede historien sig med denne nye julefred. Begivenheden gjorde virkelig julen til noget særligt i Danmark.
Der er skrevet, og beskrevet, et utal af julehistorier og -begivenheder, hvor læseren sidder tilbage med en fornemmelse af veltilpashed. Jeg vil bare forsøge at indkredse, hvad der virkelig gør julen til noget særligt, og her kan vi ikke komme uden om begrebet julestemning. Det må have været, ud over alle grænser, stemningsfuldt for hyrderne at opleve englene, budskabet og Jesus i krybben, men begrebet jul var endnu ikke opfundet.
Ordet julestemning er kendt af alle i landet, og alligevel har jeg ikke fundet en tilfredsstillende definition af begrebet. Jeg veksler, i den sammenhæng, mellem at betragte julen som en kristen højtid og en kommerciel begivenhed, alt imens duften af clementiner, nelliker og gran påvirker lugtesansen, hvorved der fremkaldes en følelse af velbehag og nydelse. Det gør duften af kaffe og indtaget af en kæmpe isvaffel en varm sommerdag også. Det er bare noget andet. At vi skal hen i retning af årligt tilbagevendende traditioner i december måned er klart nok, men traditionerne alene gør det ikke. De er elementer, men er ikke dækkende for det med julestemningen. Vi skal videre ud.
Det bliver december, og så dukker tankerne op om de jule-dvd’er, som jeg faktisk har hygget mig med igennem årene. Er film en vej til at føle julestemning? Så længe vi følger med på skærmen, bliver vi en del af den stemning, der udspiller sig i filmen, men i samme øjeblik filmen er slut, er vi også koblet af. Vores stue er den samme, som før vi så filmen. Intet har ændret sig der. Jeg har ofte oplevet at føle en vis tomhed, når en stemningsmættet film sluttede, selvom den har efterladt et aftryk af noget, der opleves betydningsfuldt; som en særlig rar stemning, eller følelse, af noget udefinerbart.
”Fra den gamle købmandsgård” er en herlig og dramatisk julefilm fra begyndelsen af 1950’erne. Der er et bestemt tidspunkt i filmen, hvor jeg, i min indre sanseboble, bliver berørt af noget, jeg kun kan kalde julestemning. Alle, som skal være med til købmandsgårdens juleaften, bliver i et kraftigt snevejr kørt til kirke i kaner. Inden afgang har den trofaste husholderske tjekket den store gås i ovnen, rørt rundt i risengrøden, holdt øje med rødkålen, og serveret alle et varmt glas gløgg. Et godt snefald og temperaturer under frysepunktet bidrager til noget stemningsfuldt. Kirken er festligt oplyst og pyntet, og der er et juletræ med lys på. Organisten præluderer så frit og dejligt, og helheden opleves jule-stemningsfuldt. Så synges der ”Julen har bragt velsignet bud.” Langsomt glider kameraet væk fra organisten og op i kirketårnet, hvor den gamle klokker har åbnet et par store låger. Herigennem ser vi ud på en vidunderlig, skyfri stjernehimmel. Sangen fra kirken fortsætter, mens orgelmusikken gradvist overtages af et symfoniorkester, hvor trompeterne markerer sig. Vi suges ud i universet i retning af noget himmelsk; guddommeligt. B.S. Ingemanns tekst finder vejen til mit indre: ”Himmerigs konge blandt os bor, han juleglæden os bringer.” Dermed har ordet juleglæden gjort sit indtog.
Julemusik, julesalmer og orgelmusik har en næsten magisk indvirkning på mange af os. Ordene i teksterne og orgelets klangmuligheder påvirker os. Vi er vel her på rette vej mht. at definere ordet julestemning. I øvrigt er oplevelsen af julemusik i, og uden for, kirken, noget vi deler med alle lande, som har hørt evangeliet om Jesus Kristus. Bach og Händel har gennem deres respektive kompositioner, juleoratoriet og Messias, knyttet uløselige bånd mellem den kristne forkyndelse og millioner af tilhørere i flere hundrede år. Den musiske verden kan ikke forestille sig en jul uden de to herres musik. De musiske forventninger, i forbindelse med julen, stemmer, såvel udøvere som tilhørere, til højtid.
Jesu fødsel, englene og hyrderne, forventning, julestemning, julehøjtid, juleglæde, julefred, julemusik, julesange, og julemad
er alle elementer i vores opfattelse af, hvad julen er for en størrelse. Det er dem alle, i en sum, der berører os, og gør jul til noget særligt. De to ovenfor nævnte tekstforfattere uddrager en essens af alle herlighederne: ”[…] julens stjerne lyser, når jeg ser, det barn i krybben er så meget mer.”