Beates klumme november 2020. Visioner, forestillingsevne, tro, håb og overbevisning. Det handler om discipelskab.
I septembers klumme var jeg optaget af begrebet tro. Nu driver emnet mig videre i retning af at handle i tro forstået sådan, at troen opleves dels som en grundforudsætning for at tage bibelske løfter personligt, og dels at vi bliver tilgængelige for Guds direkte inspiration til os; en erfaring af at høre Guds tale ind i særlige situationer i vort liv. Dermed åbner vi for de kraftigste sluser i et menneskes forhold til Bibelens Gud.
Fra Bibelens begyndelse til dens slutning er tro ”bærebølge” for alt indholdet. Der er ikke tale om formodninger eller uvisse betragtninger. Troen, som et anker af uanede dimensioner og omstændigheder hvori den er aktiv, er Guds privilegium til os. Fra skabelsen er vi alle udstyret med evnen til at tro, hvor troen fungerer i sammenhæng med vores forestillingsevne.
Leanne Payne retter en appel direkte til Gud: ”[…] og må din tilstedeværelse inden i stråle op igennem mit væsen, og gøre mit intellekt, min forestillingsevne og mit fysiske sanse- og føleapparat, stadig mere rent og helligt.”
Da jeg for mere end 30 år siden lærte Leanne Paynes bøger at kende, forsvandt et slør fra min forståelse af Guds nuancer i de egenskaber, Han har lagt i os. Vores evne til at forestille os noget er begyndelsen til al handling, og dermed det mest proaktive element der eksisterer.
I septemberklummen var jeg inde på det ultimativt stærke par: Tro og overbevisning. Nu udvider vi makkerparret med optakten: Visionen og Forestillingsevnen.
Vi alle er udstyret med evnen til at forestille os noget. Den italienske psykiater Roberto Assagioli (1888-1974) betragtede forestillingsevnen som en af de primære psykologiske funktioner hos mennesket. Han fremførte, at de tankebilleder, der dannes ved vores forestillingsevne, påvirker vore øvrige funktioner som følelser, tanker og sansninger. Vi taler altså om en mental kreativitet, der er et særdeles vigtigt redskab for det enkelte menneske. Vi må derfor konkludere: Alle mennesker er i én eller anden grad udstyret med evnen til at forestille sig noget.
Fantastiske Onkel Knud som du, kære læser, efterhånden må være gjort bekendt med, er et mageløst eksempel på, hvad et menneskes forestillingsevne kan frembringe. Onkel Knud blev blind som 18-årig. Fra ulykkesdagen til hans dødsdag, 85 år gammel, udfoldede han en kreativitet båret af en aldrig hvilende forestillingsevne. Her er ét eksempel ud af hundredvis: Mellem vores garage og naboens udhus konstruerede han, ud fra sin forestilling, et havehus med en tagkonstruktion med klare tagplader. Arbejdet blev udført med præcision ved brug af sav, målestok, bjælkesko og stålbolte. Ud mod haven lukkede han i venstre side af med en plade af sortsværtet, vandfast finer. I højre side konstruerede han et japansk inspireret sortsværtet fletværk på 2 x 4 meter. Baggrunden for fletværket er en flammet finerplader, der har fået gyldenolie. Dag ind og dag ud betragter jeg Onkels smukke arbejde, og jeg berøres igen og igen af hans evne til at forestille sig noget, der nu har glædet mine øjne i mere end 40 år.
Jeg ønsker at rette opmærksomhed hen på den kraft og energi, der ligger i at give plads for visioner, der giver håb, og lader forestillingsevnen få rum til at gribe troen på Guds løfter, så overbevisningen kan udfolde sig i konkrete handlinger. Hermed introducerer jeg Frederik, som jeg har kendt de sidste fem år; en 45-årig bornholmer og superdygtig gulvlægger, der i en årrække også har beskæftiget sig med meget andet end gulve. Frederik har dertil den særlige gave at være ambassadør for Guds glæde. Denne sommer blev Frederik og jeg klogere på, hvor fantastisk og opfindsom Gud er ud fra elementerne visioner, forestillingsevne, tro, håb og overbevisning.
Jeg har gennem et stykke tid arbejdet med at få en servicevirksomhed i gang. I sommer blev det klart, at jeg ikke skulle fortsætte ad denne vej. Processen som sådan kan forekomme enkel, men jeg erfarede, at min sjæl, min inderste kerne, blev fortvivlet over tabet af visionen. Skriftstedet, uden visioner dør et folk, fik en ny, stærk og ubehagelig betydning, fordi jeg ikke følte mig parat til at lægge mig ned og dø, men jeg kunne heller ikke se, hvor jeg skulle hen. Visioner og forestillingsevne er nært beslægtede. Da jeg ikke kunne registrere en vision, havde jeg intet at hænge min forestillingsevneop på. Mit spørgsmål til Gud var meget enkelt: ”Hvad vil du, at jeg skal gøre?” Under en af de følgende søndagsgudstjenester oplevede jeg Guds helt klare svar til mig ud fra Åb. 3.8: ”Jeg har stillet dig foran en åben dør.” Jeg vil aldrig kunne slette disse ord og deres klarhed af min hukommelse. Ordene ramte mig i ”min kender”, i mit indre, hvor overbevisningen ikke står til diskussion. Tre dage senere ringede Frederik. Gud havde den samme søndag talt ligeså klart til ham ud fra den samme prædiken, men det var med ordene: ”Du skal gøre det, du er bedst til.” Frederiks gensvar havde straks været: ”Jeg er bedst til gulve.” Frederik spurgte mig: ”Skal vi lave et gulvfirma sammen?” Jeg aner absolut intet om gulve, men kunne ikke andet end at sige: ”Ja.” Frederiks og min indre forestilling og overbevisning gav vi navnet BF Gulve ApS. B for Beate og F for Frederik, og vi er virkelig i gang.
Se, Frederik og jeg vover at skrive vores historie fra nu af, ikke retrospektivt, for vi tror, at Gud har en fremtid for vores virksomhed, og vi ønsker at vidne om Hans trofasthed. Vi har ingen skriftlig garanti for, at BF Gulve bliver en succes. På en måde er det voveligt at melde ud, for vi kan jo brænde os og må pakke sammen. Det vil føles skamfuldt. Hvem vil ikke gerne undgå det? Alligevel vælger vi at gå trosvejen, fordi vi har hørt ord, som har skabt en indre overbevisning hos os begge, og dem vælger vi at stå fast på. Dermed stiller vi os sammen med alle de personer, som er omtalt i Hebr. 11 også kaldet ”troskapitlet”. Kan det give hjertebanken at gribe noget i tro? I høj grad, men vi kan ikke andet end at gå sammen med vennerne i kapitel 11.
Kapitlet har 40 vers, hvoraf de fleste begynder med: ”I tro […]” Efterfølgende kommer informationen om, i hvilken sammenhæng ”troen” stod sin prøve, og hvordan personerne erfarede opfyldelsen. Vi ved ikke hvem, der er forfatter til Hebræerbrevet. Det er sikkert, at der er tale om en særdeles godt begavet, og dertil bibelhistorisk, velbevandret og skriftkyndig, person.
Man er i godt selskab med ham her. Forfatterens inspiration i kapitel 11 synes at bevirke, at hvert vers tændes på baggrund af det forrige til én lang lyskæde af troselementer. Der er en historisk progression igennem kapitlet, idet starten går ved skabelsen. Fra vers til vers bliver vi draget med fremad over en årrække på ca. 2500 år. Der omtales godt 20 historiske personer, der oplyses af et spotlight af, i hvilke sammenhænge Gud bragte dem på banen. Forfatteren understreger i fortælleform, at det var disse personers tro, og deraf afledte handlinger, der gjorde dem til lysende eksempler på troskvalitet og handlekraft. Ingen kan forblive uberørt ved læsning af kapitlet, hvor der er stor dybde af læring.
Den schweiziske psykiater Carl Gustav Jung giver en anvisning på, hvordan vi kan uddrage læring af menneskers handlemåder: Hvis du ikke kan forstå, hvorfor nogen gjorde noget, så se på konsekvenserne – og udled motivationen.Konsekvenserne af troen hos kapitel 11’s persongalleri er bredspektret, fordi personerne ikke veg fra de løfter, de havde fået; uanset vanskeligheder og modgang. Motivationen var, at alle handlede efter en gudgiven inspiration. Det her er der ”bæring” i; anvisning til efterfølgelse. Vi skal se hen til det, vi gerne vil opnå, og vi skal gøre det på en måde, der motiverer os til at gribe fat i Guds løfter for os selv, vore familier, vore venner og vores virksomheder; altså alt hvad vi har gang i. Det er livet, det gælder.
Det er betagende at læse, hvordan troen på Guds løfter og trofasthed motiverede de mange personer i kapitel 11 til ikke at bøje af fra deres vision, forestillingsevne, tro, håb og overbevisning. De holdt ud, og oplevede at få løfterne opfyldt. Sådanne beretninger bør få os til at opmuntre hinanden til at blive visionære på alle fronter. Livet skal pulsere. Derved bliver Gud herliggjort. Alternativet er skrækkeligt. Vidunderlige Grethe Sønck og Volmer Sørensen begik en sarkastisk fuldtræffer med sangen ”Livets gang”. Melodien kører som en lirekasse, mens teksten trivialiserer et pensionistpars hverdag – syv dage om ugen. Hver dag slutter med sætningen: ”Og så er vi færdige med den dag.” Hvis ikke sangen var så sjov, som den er, måtte vi alle blive klaustrofobiske. Virkeligheden er, at der er mennesker, der lever som beskrevet i sangen; ingen fremtidsperspektiver – ingen visioner. Vi gør i dag, som vi gjorde i går. Jeg siger ikke, vi skal leve ubekymrede, men så længe vi trækker vejret, har vi liv, der kan leves rigt og mangfoldigt – til Guds ære. Victor Borge konkluderede i sin høje alder, siddende ved sit flygel, at ”vi dør lidt hver dag.” Så holdt han en kort tænkepause, og sagde så: ”Jeg har ikke lyst til at sidde her og dø lidt.” Nej, vi skal ikke sidde noget sted og dø lidt. Hvorfor ikke trække alt det bedste med ind på livsbanen uanset alder? Jeg har lige rundet de 70 år.
Med ca. 2000 år mellem hebræerbrevets tilblivelse og nutiden, er virkeligheden den, at du og jeg kan være medforfattere til fortsættelsen af hebræerbrevets kapitel 11. Vores login er vision, forestillingsevne, tro, håb og overbevisning.