Beates klumme oktober 2020. ”I er lys og salt.” Det handler om ”væren” i vort discipelskab.
En 5-årig dreng er optaget af sin navle. Blusen er hevet op af bukserne, og hans pegefinger kører rundt i det lille navlehul. Mor kigger på og hører sin søn sige: ”Jeg ved, hvorfor vi har navler.” ”Nå,” siger mor overrasket, ”hvordan det? ”Jo, for når Gud har lavet os, slutter Han med at trykke os på maven og siger: ”Nu er du færdig!” (Jeg kommer aldrig til at forlige mig med kunsthistoriens mange malerier, der viser Adam og Eva i Edens have. De har navler uden dog at have været forbundet til en mor gennem en navlestreng.) Måske afsluttede Gud sit skaberværk ved at trykke vore forfædre på maven og sige: ”Nu er du færdig!” I denne klummes sammenhæng vil jeg tilslutte mig den lille dreng. Gud har i tilblivelsen af den enkelte af os sat sit fingeraftryk på os: Ingen lever, og ingen dør, uden Guds bevågenhed. Jeg kunne have kaldt klummen ”Guds fingeraftryk” på hvert enkelt menneske. Overskriften hænger imidlertid sammen med min genlæsning af Ib Lucas’ ”Manden på tapetet.” Bogen er en anbefalelsesværdig spændingsroman for historiske nørder, der finder William Shakespeare og Thycho Brahe interessante. I Hamlet lader Shakespeare den unge Hamlet sige de berømte ord ”at være eller ikke at være” i betydningen at være til; altså eksistere eller måske endog ”leve” – eller hverken at ”leve” eller eksistere. Skismaet er blevet ved med at banke på hos mig, og har banet vej for Jesu håndtering af begreberne lys og salt.
I Bjergprædikenen, Matt. 5.13-16, (Bibelen 2020) læser vi: I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin smag, hvad kan det så bruges til? Det kan ikke blive salt igen, men er lige til at smide ud, og alle og enhver kan træde på det. I er verdens lys. Man kan ikke skjule en by, der ligger oppe på et bjerg. Det samme gælder en olielampe: Den tænder man ikke for at gemme den væk under en krukke, man sætter den frem, så alle i huset kan få glæde af den. På samme måde skal I skinne for alle mennesker. Så kan de se de gode ting, I gør, og takke jeres Far, som er i Himlen.
Vi er hver især skabt med gudsbestemte, iboende kvaliteter, der, foruden gevinsten til os selv, er tiltænkt rettet på vore medmennesker, ”næsten”, ham/hende som vi jo godt ved, vi skal elske.
Fiktionens James Bond er udstyret med ”licens to kill”; en særlig tilladelse til at dræbe. Vi, i virkelighedens verden, har muligheden for at være skabende i forhold til at være lys og salt. Jesus sætter ord på effekten af vores lys-og-salt-væren:Mennesker ser jeres gode gerninger, og priser jeres Far, som er i Himmelen Matt.5.14-16. Det er det sidste i sætningen, som rammer målet: Vores Far i Himmelen får æren af vore anstrengelser, hvilket er den dybere mening.
Lys og salt! Umiddelbart en mærkelig sammensætning. Rent analytisk: Lys: Taler vi om kvantefysik? Salt: Går vi køkkenvejen? Hvad i alverden har de to størrelser med hinanden at gøre? Jesus har altid har en pointe, og Hans udsagn kalder på en livslang respons i forhold til vore medmennesker.
Flemming Batz Christensen peger på saltets egenskaber som det, der bevarer, giver smag og som frembringer tørst, hvor lysets egenskaber er at oplyse, varme og lede hen til. Altså nogle meget konkrete elementer. Vi må i øvrigt betragte salt som et kulturfænomen, for i følge Finn Stefánsson symboliserer salt bl.a. uforgængelighed, trofasthed, visdom og vid, så når Jesus kalder disciplene jordens salt, tillægger Han dem at være udvalgte, rene og åndeligt kraftfulde.
Lys og salt er velgerninger, vi beriger vore medmennesker med, og lys og salt er velgerninger, andre mennesker beriger os med.
Jeg er overrasket over, hvor mange steder jeg har mødt Jesu ord fra Bjergprædikenen i løbet af dette corona-år. Ideen er klar nok. Mennesker lider under de stærkt ændrede livsforhold i 2020, og hjælp i en eller anden form er ikke alene ønsket – men påkrævet. Bibelteksten ovenfor er en invitation til os til at have en skærpet opmærksomhed på vore medmennesker i forhold til at dække deres behov.
Ordene ”I er …” står ligesom mejslet i en slags evighedssubstans, enhver bibellæser må påvirkes af og give respons på. Interessant er det, at mange ikke-bibellæsere, eller ikke-troende, rent instinktivt forstår betydningen af ordene uden at kende deres ophav. Årsagen er, som ovenfor skrevet, at Gud fra begyndelsen har lagt Sit eget lys og Sit eget salt i Sit skaberværk, mennesket, for derigennem at velsigne hele menneskeheden.
Jesus siger om sig selv: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Johs. 8.12. Alle, som har levet med Jesus som medvandrer igennem livet, har erfaret, at der hos Ham altid kan hentes åbenbaring, afsløring, ny forståelse, et nyt syn på livets brogede forhold, nyt mod til personlig udvikling og ny inspiration til discipelskab. Nye ahaoplevelser får mig til at tænke på Walt Disney’s ”Lille hjælper”. Han er Georg Gearløs’ medhjælp; en lille metalperson, hvor hovedet er en pære. Når den lille fyr får en god idé, lyser pæren. Der er ingen tvivl om, at alt Jesus siger, altid vil, og kan, være inspiration til lyse idéer.
På side 118 i sin bog, ”En kristendom værd at tro på”, skriver Doug Pagitt om vores virkelighed: Gud elsker denne verden og alle, som er i den. Og Gud ikke bare elsker mennesket, men han skabte det også som den ideelle partner til at få sine ønsker for verden til at gå i opfyldelse. Ethvert menneske er altså skabt til at lytte og leve i samarbejde med Gud selv. Vi skal betragte os selv som redskaber for Gud mhp. at være med til at styre verden. Vi er skabt til det. Kan Gud ikke selv styre verden? Jo, men Han ønsker det ikke! Han ønsker at gøre det sammen med os. Gud gør os til sine medskabere. Derfor udstyrer Gud os med egenskaber til at praktisere lys og salt.
Hvad får os til at føle, at vi lever? Paletten er selvfølgelig uendelig, men forenkler vi det store perspektiv, taler vi om et stærkt makkerpar, identitet og livskvalitet, der er uløseligt forbundet med de bibelske kvaliteter lys og salt.
I mit arbejde med demente oplever jeg ofte dyb smerte, fordi det menneske, jeg har foran mig, er ved at blive væk for sig selv. Identitet og livskvalitet reduceres, og uanset mine anstrengelser for at støtte og fastholde personens forstand, hukommelse og værdier er den pågældende alt for ofte uden for rækkevidde. Det er fortvivlende ikke at kunne komme igennem lydmuren med ræsonnementer og fornuft. Telefonen, som skulle være et hjælpemiddel, bliver en kilde til desperation, fordi indholdet af det, jeg siger, ikke forstås af den, jeg taler med.
Min mormor var et af de mest fantastiske mennesker, jeg har kendt. I sine velmagts dage var hun berømmet af alle for sin dygtighed som pianist og underviser; en sand mater familias, der samlede familien med et mega overskud til alt og alle. Her var lys og salt for alle pengene! I løbet af fem år med en aggressiv, udadreagerende demens smuldrede mormors identitet og livskvalitet, men min erindring om hvordan hun var lys og salt i mit liv, viskes aldrig ud.
Onkel Knud, min morbror, der mistede synet som 18-årig, var i sin færden, det der kommer tættest på en inkarnation af lys og salt. Da jeg startede i 8. klasse, i en ny skole, skulle jeg skrive en stil med emnet: Lys gennem tiderne. Min udfordring var monumental. Jeg vidste ikke, hvad en stil var, og jeg havde aldrig skrevet noget – ikke engang et julekort! Jeg vidste intet om lys. Processen blev, at Onkel dikterede, og jeg skrev, og stilehæftet blev afleveret til tiden. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg var syg den dag vores lærer, efter at have rettet dem, delte stilehæfterne ud. Onkels stil fik 11. Jeg ville være gået i gulvet af skam ved at have fået æren af hans arbejde. Det er paradoksalt, at en blind mand formår at skrive en begavet stil om lys fra skabelsen og til nutiden, men det var min virkelighed. Jeg levede i lyset fra Onkel og hans enorme kreativitet og udfoldelse. Mine natlige mareridt fra underskolens mobning mistede sit tag i mig, når han hver aften satte sig på gulvet ved siden af min seng, så jeg kunne tage hans hånd. Sådan blev han siddende, til jeg faldt i søvn. Lys og salt.
Jeppe Aakjærs ”Jens vejmand” er et skønt kulturelt eksempel på lys og salt: ”Så jævned han for andre den vanskelige vej.” Aakjær blev ramt i sjælen ved at betragte denne Jens, der selv en juleaften blev ved med at slå skærver. Det var det Jens kunne, og det var så det, han gjorde, til han døde. Det triste er vel, at ingen inviterede den trofaste stenknuser på et julemåltid. Der var ikke meget lys og salt der. Et yderst beskedent mindesmærke, et træbræt, blev sat på Jens’ grav, men Aakjær har rejst et skønt monument over denne pligtopfyldende mand ved at skrive en sang om ham, og vi udtrykker vores enighed, når vi synger med.
Der er mange Jens vejmænd’er i verden; forstået som mennesker der har gjort en forskel i andres liv, men som dør i ubemærkethed. Der er mange kirkegårde i verden, hvor navnløse kvinder og mænd har fået deres sidste hvilested, og mange eksempler på kærlige mennesker, der har sat et bræt, eller en sten, med indskriften: Kendt af Gud. Så er cirklen sluttet. Kan vi håbe på mere? Håbe kan vi, for så længe ”det er dag”, har vi handlemuligheder for at være både lys og salti andre menneskers liv. Måske, og måske ikke, opfatter mennesker det gode, vi har gang i. Det gør imidlertid ikke noget, for du og jeg er kendt af Gud.