Beates klumme september 2020. Bibellæsning og tro. Det handler om discipelskab.
Tro er en besynderlig størrelse; et vanskeligt håndterbart begreb. Der er enorme mængder litteratur, som beskæftiger sig med tro. Til trods for den omfattende mængde, der er nedskrevet, er vejen til det at tro tilsyneladende ikke blevet nemmere. Her handler det selvfølgelig også om, hvad troen er rettet mod. Denne klumme har udelukkende opmærksomheden rettet mod troen på Bibelens Gud og Jesus Kristus.
Trosstof er en art filosoferen, betragtninger, i forhold til den menneskelige nysgerrighed; eller endog stræben efter det guddommelige. Udfordringen ligger så i, at stoffet kan være af en stærkt varieret, endog særdeles, luftig kvalitet, hvoraf en del sommetider er mere forvirrende end givende.
Der er på ingen måde mangel på tro i verden. Der er millioner af steder man kan rette sin tro hen imod. Nogle trosretninger anerkendes af de enkelte landes myndigheder, andre kategoriseres som sekteriske og anerkendes ikke. Udbuddet er enormt. Med alle disse muligheder kan vi da formode, at trosperspektivet er det samme; altså at tro er tro?
Jeg har svært ved at forestille mig, at der i det menneskelige indre skulle findes en slags tros-muskel, der kan dirigeres i retning af guddomme, og som aktiveres alt efter sind og psyke. Trosperspektivet kan som begreb ikke stå alene, idet det knytter sig til perspektivet overbevisning.
Bibelen definerer tro sådan: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” Her er troen åbningen og overbevisningen forankringen. Her er måske det ultimativt mest dynamiske makkerpar overhovedet i klodens historie. Her bliver selv det usynlige muligt; det uforståelige tolkes på en livsforvandlende måde. Det vi tror på, en udadrettet dimension, får en indadrettet effekt; vi formes af det, vi tror på.
Jeg ved ikke selv, hvordan det er sket, at jeg er blevet overbevist om, at Bibelens Gud skulle være min overordnede. Jeg ved blot, at det jeg hørte, fangede min opmærksomhed i en sådan grad, at det, blev til overbevisning. Overbevisningen blev iboende – en væren i min egen væren; min identitet.
Et historisk tilbageblik, og en orientering om trostilstanden i Danmark, bliver en broget oplevelse. Vi har masser af kristen litteratur, og mange sangforfattere har skrevet ud fra bibelske tekster. Har det så en betydning for troen i vort land i dag? Noget hænger nok ved, men det er mere historik end vibrerende tro. Fra Folkehøjskolens sangbog synger vi stadig Johannes Helms’ ”Jeg elsker de grønne lunde”. Sangen slutter med ordene: ”Men end er der sang i skoven, højt bølger det røde flag, end er der en Gud for oven, der råder for Danmarks sag.” Det hvide kors i det røde flag peger hen på Bibelens Gud; et stærkt symbol der endnu vejer over vort land. Det vil være naivt at tro, at ikke også Dannebrog engang med tiden kommer under lup. I en tid hvor alt kastes op i luften, og historiens samvittighed ransages for at ingen skal føle, de bliver trådt over tæerne, kan vi komme til at smide barnet ud med badevandet. Troen på Bibelens Gud kan imidlertid blive den forankring, der sikrer vores egenart som land; som nation.
Jeg har holdt Kristeligt Dagblad i adskillige år, og har derfor kunnet følge trosstoffet på nært hold. Det er relevant at stille spørgsmålet: Med den forkyndelse der har fundet sted i kirken i Danmark igennem århundreder, er det da ikke underligt, at en stor del af vi danskere er fremmede og forlegne over for begrebet tro; at trosstoffet ofte behandles distanceret og med en vis fremmedgjorthed?
Jeg har den store glæde at kende frirke- og folkekirkepræster, som brænder for Guds Rige. Deres forkyndelse er gået i retning af: Kom! Lad os følges ad til alt det, Gud har til os. Mit hjerte slår et par ekstra glædesslag, når jeg møder disse m/k forkyndere. Side om side med denne kategori af forkyndelse har jeg, desværre også, for mange gange oplevet præster, der sælger deres tvivl frem for deres troserfaring.
Jeg har svært ved at forestille mig, hvem der vil købe et produkt, som sælgeren selv er i tvivl om.
Her er det både bekendelsesgrundlaget og markedsføringen, der fejler noget. Det er nedbrydende, hvis forkyndere, der har valgt at stå i en præstetjeneste, giver sig i kast med at desavouere den bibelske forkyndelse. At det er sket, og sker, er et uomtvisteligt faktum. Danmark udhungres åndeligt, når forkynderne mangler bibelsk åndelig indsigt og bibelsk åndelig erfaring. Et for mig uforståeligt og smerteligt faktum er, at et enormt antal kirkegængere i Danmark aldrig er blevet bibellæsere. Selve drejebogen til livet med Gud, Bibelen, har ikke været prioriteret mhp. kirkegængernes personlige tilegnelse. Af denne grund efterlades mange, der faktisk tror på den Gud, Bibelen taler om, i en slags trosmæssigt ingenmandsland, hvor de selv må bakse sig vej til en forståelse, som i mange tilfælde ikke er tilfredsstillende for dem.
I Jeppe Aakjærs ”Spurven sidder stum bag kvist” lyder et af versene: ” Far ta’r ned så tung en bog med Gud han hvisker sammen, famler lidt ved spændets krog og lukker med et: Amen!”. Aakjær lader os forstå, at far læser i Bibelen, og afslutter sin læsning med et amen. Det amen er tilsyneladende, hvad familien, rent åndeligt, får at leve af. Der står noget i den tunge bog, men kone og børn må i situationen lade sig nøje med, at far har læst den.
I en bog fra omkring 1900-tallet havde et ægtepar i et sogn et lille udskænkningssted. Søndag gik ægtemanden i kirke, mens konen tog sig af gæsterne. Hver søndag efter gudstjenesten spurgte konen, om prædikenen havde været styrkende for manden. Manden svarede, at han følte sig styrket. Så står følgende i bogen: ”… så følte konen sig også styrket”. Endnu et eksempel på, hvordan man blot er tilskuer til et univers, hvor livet kunne være blevet næret til velsignelse for den enkelte.
Hos såvel Jeppe Aakjær, som hos ægteparret med udskænkningsstedet, synes mødet med Guds Ord at have en mere symbolsk, end forvandlende, karakter, end man kunne forvente af mødet mellem en intens Gud og de mennesker, Han har skabt. Modvægten, til hvad jeg vil kalde en tynd kop te, kommer med intensitet fra Salme 34.9: ”Smag og se at Herren er god; lykkelig den mand der søger tilflugt hos ham.” Her er der kød på benet; substans. En sang fra en gammel sangbog har teksten: ” Han ta’r ikke glansen af livet, han højner din morgen og kvæld”. Vi har altså her to tekster med løfter om, hvordan Gud selv kommer os i møde som en Far, der er vild med sine børn. Sådan er det også med tilegnelsen af Guds Rige, som det er beskrevet i Bibelen. Der er virkelig saft og kraft og totalt overskud til enhver, der går på opdagelse i Bibelen; livskvalitet.
Jeg mistænker at Bibelen, altså den håndgribelige fysiske bog der repræsenterer tro, standpunkter og valg, bliver marginaliseret i forhold til det enorme udbud af internettets muligheder. Fra kirkernes side bliver der gjort alt for lidt mht. at opfordre deltagerne i gudstjenesten til at bruge Bibelen under prædikenen. Du vil, kære læser, måske kunne huske følgende ordsprog: ”Giv en mand en fisk så får han mad i én dag. Giv en mand en fiskestang så får han mad hver dag.”. Sådan er det med Bibelen; der er substans til at opretholde livet i alle forhold. Max Lucado skriver: ”Hvad gør fårene, når de ikke kan få frisk græs? De spiser det tørre!” Når vores Bibel ikke bliver en central del i vores gudsforståelse og selvforståelse, må vi nøjes med surrogater. Vi går glip af værdier, som rettelig tilhører os, og som i alle retninger formår at få livet til at pulsere.
Jeg vil anbefale, at alle har Bibelen med til gudstjenesten og bruger prædikenen som en uddannelsesmulighed. Skriv notater i Bibelen. En Bibel, der ikke er skrevet i, er ikke blevet personlig. En godt brugt Bibel, fyldt med notater og understregninger, kan blive en skattekiste senere i nogle af livets udfordringer. Min egen erfaring er, at et gammelt notat i min Bibel kan meddele sig som en projektør i en mørk situation mange år efter, det er skrevet. Jeg kan kun anbefale, at du aktiverer din Bibel både i dit hjem og i din kirke, og at du får andre med på trenden. Det kræver en indsats at gå imod den fremmedgørelse, berøringsangst og forlegenhed, der i mange år har været forbundet med bibellæsning i det offentlige rum.
90’ernes bibelmaraton blev en øjenåbner for mange i Danmark. Ved gennemlæsningen af Bibelen i fællesskab blev mange overraskede over, hvor stor, omfattende, talende og nærværende deres Bibel blev. Andre fik en mere akademisk oplevelse af samme bibellæsning. Det løft Danmark fik med bibelmaratonen afstedkom mange bibelstudiegrupper landet over, og megen fremmedgørelse forsvandt i forbindelse med større bibelindsigt. Jeg tror en bibellæseplan, for de fleste, vil skabe overblik over Bibelens bøger, og bibellæseplaner kan fx hentes på nettet.
Svenske Stefan Gustavsson har skrevet bogen ”Skeptikerens Guide til Jesus”. Flere, der føler sig usikre ved at gå virkelig tæt på indholdet i Bibelen, vil blive lettede ved at læse bogen. Mange har været nervøse, og følt sig utilstrækkelige, for at bryde vor tids skepsis over for Jesus. Men Åndens virkelighed er, at Bibelen kan forbinde sjæle uanset social og emotionel formåen. Jesus har altid et fast greb i vores situation.
”Bibelen 2020” er et ganske vidunderligt middel mod skepsis. Den er særdeles tilgængelig og imødekommende samtidig med, at kerneindholdet er intakt i forhold til tidligere udgivelser. ”Bibelen 2020” er indsigtsfuld læsning; også for den kræsne læser. På spørgsmålet om, hvad Bibelen handler om, er svaret: Jesus Kristus. Guds søn er kommet for at tage det enkelte menneske ved hånden; fordi ingen behøver at være alene.