Kategorier
Beates Klumme

Juni 2020

Beates klumme juni 2020. Nødvendigheden af at komme overens med vores personlighed. Det handler om discipelskab.

Det har aldrig været Guds tanke, at mennesket skulle være et åndeligt skvat. Det siger sig selv, eftersom vi er skab i Hans billede. Gud har lagt alle herlige egenskaber i os, for at vi skal være i stand til at modtage og forstå Hans guddommelighed, og dermed komme ind i en levende og intim relation med Ham.
Hvis ikke vi synes, relationen fungerer, er det nærliggende at komme med selvbebrejdelser: Jeg er for slap – kan ikke rigtigt tage mig sammen. Jeg burde udøve mere selvdisciplin.
Det skulle være så lige til at tage imod Guds ord. Det vi hører griber os om hjertet, taler til os, men efterfølgende synes det hørte ofte at sive ud. Er det fordi, jeg ikke er god nok? Er det fordi …? Er jeg et åndeligt skvat? Er det ikke med sådanne udsagn, vi mennesker til alle tider har bebrejdet os selv i forhold til Gud? Og vi gør det, fordi frustrationerne hober sig op. Der er så megen tvivl og usikkerhed, der kan angribe os på vores vandring. Gud, jeg vil dig, men … Utilfredshed i en eller anden form i vore relationer, herunder vort gudsforhold og dermed også måden, hvorpå vi praktisere bøn, kan være som en sten i skoen. Jeg har som voksen følt forlegenhed og skam ved ikke at have styr på mit bønsliv. Jeg tænkte, at der måtte være en nøgle til min udfordring, men kunne ikke pejle mig frem til hvordan og hvorledes.
Selv om jeg har, og har læst adskillige bøger om bøn, blev jeg ikke klogere af at læse dem. Jeg vil på ingen måde kritisere bøgerne, for de har haft stor betydning for mig i andre sammenhænge. De havde bare ingen løsning på en udfordring, som har vist sig at være almen menneskelig: Hvorfor har jeg så svært ved at bede? I alt for mange år formodede jeg, min udfordring handlede om min tro på Guds ord i Bibelen, men det stemte ikke over ens med min virkelighed. Jeg havde en dyb overbevisning om, og erfaring af, Guds nærvær i mit liv. Jeg er inderlig taknemmelig over, at jeg fra barn har fået adgang til, og indsigt i, hvor mangfoldigt Guds Rige udfolder sig. Som søndagsskolelærer igennem 30 år har jeg fået lov til at bakse og bryde med formidling af bibeltekster; et privilegium af uanede dimensioner i mit liv.
I mange år havde jeg en formodning om, at jeg manglede indsigt i den kristne bøns mekanismer, og jeg var for forlegen til at spørge om råd. Jeg tumlede med noget, der for mig var udefinerbart og uoverstigeligt, mens det for andre faldt ganske let og naturligt. Jeg evnede ikke engang at formulere spørgsmålet om, i hvad, eller hvori, forskellen bestod? Jeg vidste ikke af, at der var et navn for den forskel jeg jagtede.
Langt hen ad vejen har jeg haft en formodning om, at jeg i kirken kunne finde svar på alt, der omhandlede mit gudsliv. Det er en noget forenklet opfattelse. Efter som vi både er mennesker og troende, er det er noget af et krav at stille til et kristent fællesskab.
Grundtvig formulerede sætningen: ”Menneske først, kristen så.” Én af udlægningerne af citatet er, at vi er nødt til at acceptere at leve som menneske, før vi for alvor kan forstå, hvad det vil sige at være en kristen. Hermed har vi to områder at hente erfaringer fra A: Den menneskelige side; indeholdende arv, adfærd og kultur og B: Troens perspektiv; der kan ses og erfares ud fra kirkefællesskabet.
Når der er noget i livet, vi mangler, hvor søger vi så efter det? Der hvor lyset er stærkest. Er det da i den verdslige verden eller er det i kirken? Begge steder. Gud har skabt uendelig mange svar, der matcher menneskehedens spørgsmål. Nogle har Han plantet i den verdslige verden og andre i den kristne verden, men alle er de kreeret til menneskehedens brug for at være til gavn og nytte.
Svaret på min udfordring tog sin begyndelse et sted mellem år 460 og 370 før Kristus, hvor den græske læge Hippokrates beskrev de fire temperamenter: Det sangvinske, det melankolske, det koleriske og det flegmatiske. Hermed så ”typelæren” dagens lys:
”Typelære
er teorier, som beskriver de vedvarende og sammenhængende mønstre i menneskers tænkemåder, følelser, forestillingsliv, værdier, social adfærd samt evt. patologier og biologisk udrustning, som i deres helhed antages at udgøre en distinkt personlighedstype.”(Wickipedia)
Takket være Hippokrates’ typologi fandt mennesker i eftertiden, i mange århundreder, en form for selvforståelse og selvaccept. Litteraterne svælgede i billedliggørelse af de forskellige personlighedstyper, og skabte sceniske dramaer på denne baggrund.

Hippokrates’ typologi gjorde mig lidt klogere på mig selv, men det skulle blive endnu bedre.
Carl Gustav Jung (1875-1961) opdelte menneskets funktioner i føle-, tænke-, intuition- og sansefunktion. De er yderligere orienteret i en introvert (indadrettet) og ekstrovert (udadrettet) funktion.
Den spanske, kristne psykolog Pablo Martinez har skrevet bogen: Bønnens psykologi, hvor han ”anskuer bønnen fra en psykologisk synsvinkel. Han imødegår den gængse indvending, at bøn blot er et psykisk fænomen. Bøn er ifølge forfatteren redskabet til at kommunikere direkte med kristendommens personlige Gud.” (citat fra bogens bagside).
Pablo Martinez går ud fra Jungs typologi, og resultatet er guddommeligt afklarende. Nu bliver det godt.

Jeg ville ønske, at kirker ville gå sammen om at sikre et genoptryk af bogen. En nyudgivelse ville bringe så mange kristne en frigørende selvindsigt og dermed et bønsliv uden bump på vejen.
Vi kan ikke fremskaffe bogen her og nu, men vi kan dele det essentielle budskab som er, at forståelse for, og accept af, vores personlighedstype er afgørende for, at vi kommer sundt og tilfredsstillende igennem livet såvel åndeligt som fysisk og socialt.
Vores relation til Gud former sig ud fra, hvilken personligheds type han har iklædt os: ”Hans værk er vi […]” (Ef. 2.10)
 Guds riges indflydelse på os varierer i forhold til de personlighedstyper, vi er. Eksempel: Én af mine veninder og jeg er skabt meget forskelligt. Hun stemmes til lovprisning, når hun ser en solopgang, mens jeg er fuldstændig følelsesmæssigt neutral, og betragter begivenheden uden videre ståhej. Er der noget galt med én af os? Slet ikke; vi er bare typemæssigt vidt forskellige.
Vores indsigt, i og accept af, netop den personlighedstype vi er skabt med, handler ikke om noget tillært eller kulturelt betinget, det er simpelthen vores grundsubstans som et skabt menneske.
Hvis vi forenklet siger, at psyken er knyttet til sjælen og troen til ånden, og begge er iboende, skulle man tro, at de to størrelser naturligt ville finde sammen i harmoni. Dette er ingen lunde tilfældet. Der er ingen livsgarantier for, at disse to segmenter automatisk kommer i balance. At opnå den ønskede balance kræver indsigt i, og viden om, egen personlighedstype, hjemmearbejde og ind imellem professionel assistance. I mellemtiden må vi konstatere, at der kan ligge en veritabel kamp mellem elementerne i vores personlighed, og dermed det vi giver efter for.
Denne udfordring er et vilkår ethvert menneske, troende eller ikke troende, er underlagt. Derfor er det op til den enkelte af os, at forstå betydningen af disse mekanismer, acceptere dem og begynde at vandre i den indsigt, slappe af i forhold til såvel pæne som mindre pæne sider af os selv, og acceptere os selv på godt og ondt.
Takket være Pablo Martinez er jeg kommet overens med min personlighedstype. Forklaringen er, at netop min type, blandt de otte typer, har vanskeligst ved at bevæge sig fra det aktive udadvendte til det intime, fortrolige, personlige bønsliv. I denne forbindelse er der ikke tale om at bede for og sammen med andre mennesker.
Jeg er kommet overens med, at jeg har en lang, mental vandring fra at være udad kommunikerende, til at vende blikket indad i en fordybende dialog med Gud. Da min type repræsenterer ca. en ottendedel af jordens befolkning, må udfordringen siges at være udbredt.
Målet er, at vi kommer overens med vores personlighed og begynder at erfare, hvem vi i sandhed er. Det er her vores Gudsforhold finder sit sunde fodslag, for det er netop det menneske, den sande dig og mig, Gud længes efter at kommunikere med. Det er her, vi får hjemme i vort eget hjerte.
Paulus er et godt eksempel på et menneske, der blev udfordret på sin personlighed og selvforståelse. En sand akademiker, tilhørende samfundets elite, blev udfordret af en mand, der var opstået fra de døde: ”Hvem er du Herre?” Han bøvlede med samme udfordringer, som du og jeg: ”[…] jeg er et jordisk menneske af kød og blod, og derfor er jeg slave af min selvoptagethed. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg er imod, det gør jeg.” (Bibelen 2020 Rom. 7.14-15).  Da den gamle Paulus, ved afslutningen af sit liv sidder fængslet under jorden, har han fået hjemme i sit eget hjerte.
Selvforståelse – din og min – er altafgørende for kvaliteten af vore liv indadtil og udadtil. Hvis vi hver især finder ud af, hvordan vore hjerner og vores personlighed er skruet sammen, kan vi komme overens med de vilkår, som er vores virkelighed; og dermed komme til at elske os selv.
Vi ved, at Gud elsker os. Det er måske i virkeligheden lettere bare at lade Gud elske os? Jeg tror, vi ærer skaberværket ved at elske os selv.