Beates klumme april 2020. Hold fast ved livet. Fortsættelse af emnet selvmord. Det handler om discipelskab.
Følgende indledte min dobbeltklumme for marts-april 2020 om selvmord: ”Hvis jeg kunne trykke på de rigtige knapper, var der nul selvmord. Kan vi komme derhen? Vi kan i hvert fald begynde rejsen i den retning. Derfor er mit ærinde at betragte, berøre, inddrage indsigter, tanker og følelser, der er forbundet med selvmord. Jeg vil tillade, at alle slags følelser at kommer til udtryk.”Jeg tror, vi alle kan være aktører i forhold til at hindre selvmord.
Mange menneskeliv er reddet ved en hurtig indsats fra borgere, der kan give hjertemassage; alternativt bruge en hjertestarter. Der er ingen tabuer forbundet med disse indsatsmuligheder, for vi forstår, når døden truer et liv. I trafikken trækker vi til siden, når en ambulance kører med udrykning. Disse initiativer synliggør et samfund med social forståelse. Men … bevæger vi os fra hjertet til hjernen, til de sjælelige og psykiske tilstande hos nogle af vore landsmænd, ændres billedet alt efter årsagen til den sjælelige ubalance: Fænomenet selvmord er kolossalt. Alle samfundslag rammes. Mængden af relevant litteratur er ikke tilsvarende omfangsrigt. Måske siger det noget om den fremmedgjorthed og berøringsangst, der hersker. Måske handler det om, at de berørte familier ikke formår at producere fagligt egnet skriftligt materiale om emnet?
Vi må alle provokeres af, at mange af vore landsmænd mister livet for egen hånd. Hertil kommer, at vi, du og jeg, det omgivende samfund, ikke har formået, eller fået mulighed for, at tilegne os eller udvikle sociale kompetencer til at yde hjælp til sjæle i nød. Her hersker berøringsangst; måske som et resultat af uvidenhed.
I forhold til emnets omfang er det, vi kan dele her i klummen, blot en essens, som med øget indsigt gør os i stand til at opfange signaler fra et menneske, der går i selvmordstanker, reagere på dem, og dermed hindre handlingen.
Årsager til selvmord kan være en personlighed, der under opvæksten har været udsat for misrøgt, overgreb, psykisk og emotionelt pres, psykisk sygdom, sjælelige traumer, skam, skyldfølelse, hævnakt, og selvfølgelig, som omtalt i martsklummen, socialt og kulturelt betingede forhold. Alexis Correl (1873-1944) skriver om betydning af den fysiske og psykiske støbeform et menneskebarn udvikler sig fra, og som bliver bestemmende for det voksne menneske: ”Skønt mennesket er en lukket verden, er dets ydre og indre grænser åbne for mange fysiske, kemiske og psykologiske virkemidler. Vor tidsmæssige dimension udstrækker sig særligt i barndommen, da funktionsprocessen er kraftigst. Så er organer og sind plastiske.” Og, kan vi konkludere,dermed formbare. Mange af de tilstande, vi møder hos os selv og andre, har deres udspring i vores barndom og ungdom. Vi var formbare, og fik måske ikke indlært et sundt filter til at frasigte det, som kunne skade os? Dette blot for at konstatere, at så tidligt kan menneskets selvværd krænkes, udsættes for overbelastning, og kimen til selvmord dannes.
Kulturelle normer lærer os, at det er forbudt at standse op og være ked af det; vi skal bare videre. Omend det synes banalt, ligger her en kim til en fremmedgørelse af selvet. Citatet Carpe Diem – grib dagen, efterlader mig for nuværende i et tomrum. Gribe dagen? Ja tak – men med hvad? Hvad griber man efter, når sjælens smerte er ubærlig? Piller – alkohol – eller afslutning på livet?
Bente Lybecker skriver i ”I Orkanens øje”: ”Tilstanden for nutidens menneske kendetegnes af tre faktorer: ”En forsvunden jeg-følelse/identitet, en afhængighedspræget kultur og en manglende mission i livet.” Det er beviseligt, at mange amerikanske soldater, der har været udstationeret, har begået selvmord af mangel på mission efter deres soldatertid. Bente Lybecker føjer til: ”Disse faktorer sætter vores identitet under pres … De svækker vores jeg-følelse i en sådan grad, at vi lever som mennesker, der savner en kerne, en substans, en identitet!” Der er en ubrydelig sammenhæng mellem menneskers dedikation for en sag og oplevelsen af et formål i livet. Uden en målrettethed eller mission under en eller anden form, risikerer vi at blive en ”ikke-nogen”- ikke værdifulde for os selv. Det kan blive for svært at leve med. Magnus Malm siger, vi lever under ”tomhedens herredømme”.
Hvad skal vi gøre? Sige ”nej” til det, som vil rive livet i stykker. Vi kan ikke lade sociale normer, eller kulturelle doktriner, bestemme hverken vores livskurs eller præmisserne for, hvordan vi forvalter livet. Er der en opskrift på trivsel? Jeg er sikker på det. Og når vi selv forstår at gribe mulighederne, kan vi dele ud af dem til andre. I mulighederne ligger, at Gud har skabt den enkelte af os med et omfattende, skræddersyet følelsesregister; et redskabsskur, vi kan lære at anvende, og som gør os i stand til at navigere sundt igennem livet – i samspil med andre mennesker.
Gud har i skabelsen udstyret os med fem grundfølelser, som vi kommunikerer med/ved: Vrede, glæde, sorg, seksualitet, og sensualitet (at blive berørt emotionelt og åndeligt). Som børn dresseres vi ofte til en social adfærd, som strider imod vore grundfølelser; altså Alexis Correls påstand. Derfor er det ikke uden grund, vi har en skræmmende statistik med enormt høje tal for psykisk og mental dysfunktionalitet gældende fra, selv små, børn til mennesker højt oppe i årene. Det er fuldt forståeligt. Bliver vi ramt i vort kommunikationsapparat, sker der en emotionel kortslutning. Men … kan vi, i modsætning til den, leve i den frie udlevelse af vore grundfølelser, bliver vi de sunde mennesker, vi er skabt til at være. Hvad gør vi? Sikrer kontakten med vore følelser. Det kan kræve terapi i en eller anden form, men verden er lykkeligvis fuld af kompetente mennesker, der kan få os til at se opad og få øje på ”lyset” i tilværelsen. Vi skal ikke føle os for fine til at tage imod hjælp. Vi skal opsøge den. Som vores hud er et beskyttende panser mod infektioner, er vort følelsesregister til brug for selvbeskyttelse og udvikling. Mange mennesker har ikke et fuldt register at have kontakt med, fordi facaden, rent socialt, har været vigtigere end indholdet. Vi skal lære at bruge vore ressourcer målrettet – på rette tid og sted. Sådan opnår vi et afbalanceret liv – uden overtryk. Den amerikanske stjerneskuespiller Denzel Washington bruger et fast udsagn fra sit redskabsskur, når han står på en talerstol: ”Sæt altid Gud først!” Det er aldrig for sent at gå i redskabsskuret. Det kan være, vi finder noget værdifuldt og brugbart, vi ikke var bevidste om.
”Vrede” er et af de mest værdifulde redskaber. Ud fra den lærer vi emotionelt at sige ”ja tak” og ”nej tak”. Min veninde blev som 13-årig dopet og udsat for gruppevoldtægt. Efterfølgende vendte hun vreden mod sig selv. Hun troede, hun havde gjort noget, der var ”forbudt”, og følte sig skyldig. På den baggrund sagde hun emotionelt ”ja tak” til at påtage sig skylden og skammen. Hun skulle forholde sig til de mange sammensatte følelser, men da vendte hun skyld og skam til vrede. Ved at begynde at skælde mændene ud, sagde hun faktisk ”nej” til det skete og ”ja”til sig selv.
Erfaringen viser: Når vi lider uret, har vi brug for at mærke sorgen og bedrøvelsen. Uden at mærke disse følelser og uden at forholde os til dem bliver vi aldrig virkelig frie; aldrig i stand til at kunne tilgive. Tilgivelse er nøglen, men ikke på en måde man umiddelbart skulle tro. Vi sætter ikke den, der skader os, fri, vi sætter os selv fri. Heri ligger lægedom, og afsættet, til at leve livet videre. Mange tror, tilgivelse er universalløsningen på frisættelse fra smerten. Det er ingenlunde tilfældet. Tilgivelse er bare begyndelsen på frisættelsen. Der skal mere til, for at komme ud af det, der vil fastholde os i smerte- og skyldhistorikken, som hyppigt er årsag til, at mennesker ikke orker livet. Det menneske, der har gjort os uret, er selv forpligtet til at sætte sig fri. Og det står mellem ham og Gud at forstå, hvad han har gjort. Det er ikke dit og mit ansvar.
Over tid fik min veninde hjælp til at tilgive mændene, og overgav dem til at finde vej i denne sammenhæng. Med et ”ja” til sig selv kunne hun udelukke mændene og hændelsen af sit liv. Med det erklærede ”nej” til det hændte og ”ja” til sig selv, stoppede den proces, der kunne have destrueret hende. Hun blev virkelig fri.
Jeg har i tidens løb lagt øre til megen snak fra mennesker i ubalance. Det er afgørende, at vi lytter til dem, der har et sjæleligt hjerteanfald. Det er vigtigt, vi stiller os til rådighed, og spejder efter en mulighed for at hente hjælp.
At nærme sig mennesker, med sjælelige udfordringer, kan skabe frygt hos os selv. Frygten kan imidlertid bero på, at vi erfarer noget om os selv; noget vi ikke vidste. Dette ukendte skal ikke afholde os fra at handle. Det øjeblik, vi kan fastholde os selv, er måske afgørende for, hvorvidt mennesket over for os vælger livet eller døden. Tiden er vores allierede; måske den faktor, der kan bringe os i kontakt med professionelle hjælpere. Hjerte-folket lever, fungerer og redder liv, det samme kan lytte-folket opnå i forhold til mennesker med selvmordstanker. Bag hjerte-folket står professionelle på hjerteafdelingerne parat til at modtage de enkelte borgere. Bag lytte-folket står vores psykiatriske modtagelser, der findes over hele Danmark, og de har åbent døgnet rundt; blot et telefonopkald væk.
Skulle det ske, at livet taber kampen, kan jeg pege på Elene Fleischer og Liselotte Horneman Kraghs ”I selvmordets kølvand”.Det er noget af det mest indsigtsfulde, trøsterige og bedste, der er udgivet.