Kategorier
Beates Klumme

Marts 2020

Beates klumme marts 2020. Nej til døden for egen hånd. Det handler om discipelskab.

Sorg, smerte og vrede tager for tiden plads op i min væren, og jeg ønsker, du kære læser, vil tage mig ved hånden igennem denne samt næste måneds klumme. Det, jeg har på hjerte, kræver mere plads end sædvanligt. Mit ærinde er selvmord. Jeg oplever det påtrængende at beskæftige mig med emnet. Information skriver: ”Selvmord er blandt de 20 hyppigste dødsårsager for alle aldersgrupper i hele verden. Hvert år dør mere end 800.000 mennesker af fænomenet. I Danmark er der årligt omkring 600 mennesker, som tager herfra ved at slå sig selv ihjel. Det er mere end tre gange så mange, som dør i trafikken.”
Hvis jeg kunne trykke på de rigtige knapper, var der nul selvmord. Kan vi komme derhen? Vi kan i hvert fald begynde rejsen i den retning. Derfor er mit ærinde at betragte, berøre, inddrage indsigter, tanker og følelser, der er forbundet med selvmord. Jeg vil tillade, at alle slags følelser at kommer til udtryk. De valgte citater viser, at jeg ikke ønsker at filtrere noget fra.
Selvmord, som begreb, er inden for dansk kultur totalt unuanceret. Vi kan konstatere, at det er tabubelagt, frastødende og dramatisk sensationelt. Vi kan også konstatere, at vi mangler et begrebsunivers, en forståelsessammenhæng, som gør os i stand til at agere og dermed forhindre selvmord.
Kulturhistorisk set har selvmord været udfordrende for såkaldte civiliserede samfund, og det i en sådan (uhyggelig) grad at man burde kalde dem uciviliserede. I kirkeretslige tekster fra 1100-tallet fremgår, at apostlen Judas begik en større synd ved at hænge sig end ved at forråde Kristus. Den verdslige verden anså selvmord for at være en forbrydelse på lige fod med mord. Af den grund blev det tradition i størstedelen af Vesteuropa, at selvmordere skulle straffes; uagtet at de var døde. Man konfiskerede alt, de havde ejet, hvilket bragte deres efterladte til tiggerstaven. Fælles for alle straffene var, at afdøde ikke måtte begraves på kirkegården, men derimod i uindviet jord. Ifølge folketroen betød det, at selvmorderen ikke havde nogen chance for at komme i Paradis, og aldrig ville finde hvile. Det er svært at forestille sig, at England til starten af 1800 tallet, straffede selvmordere ved at kule dem ned i et vejkryds; oven i købet med en gren stukket gennem hjertet for at forankre dem. Men har ment, at når livet var givet af Gud, var det kun Gud, der kunne tage livet igen. At vælge døden for egen hånd var at spotte selve skaberværket. Disse betragtninger kommer imidlertid til kort i såvel Det Gamle som Det Nye Testamente. I de bibelske bøger findes ingen tekster, der fordømmer selvmord, og dermed intet belæg for at forbinde selvmord med Guds straf.
Ordet selvmord kalder et væld af følelser frem, og i et samfund som vores tænker vi nok først og fremmest selvmord som en tragisk hændelse. Det er dog ikke alle selvmord, der kan betragtes som tragiske. I klodens historie finder vi grusomme mennesker, der endte livet for egen hånd. Kejser Nero, født i år 37 og kejser som 17-årig, myrdede sin mor, henrettede én hustru og sparkede en anden ihjel. Han så fjender over alt. Nutidige psykiatere vil sandsynligvis give ham diagnosen “psykopat”. Nero begik selvmord i år 68 – 31 år gammel. Lad os i Neros tilfælde, og uden berøringsangst, slå fast: Selvmord kan have en befriende effekt på relationer og et omgivende samfund.
Omstændighederne vedr. selvmord er mangesidige. Jeg var fem år gammel, da en elsket tante valgte at tage sit liv. Årsagen var et personligt pres fra omgivelserne. Hændelsen gjorde et smerteligt og uudslukkeligt indtryk på mig. I 1990 begik Johannes Petersen, dansk erhvervsleder, selvmord efter sit massive og systematiske bedrageri i Nordisk Fjer. Det var mit første møde med et spektakulært selvmord i det offentlige rum i Danmark.
Selvmord har i årtusinder været, og er stadig, forbundet med begrebet ”at tabe ansigt”. Man kan miste anseelse og respekt fra visse folk fra det omgivende samfund; svarende til at man bliver ydmyget. Begrebet er emotionelt tosidet. Det består både af den skam, man føler over sig selv indadtil, og den skamfølelse andres dom fører til. Netop dette er årsag til, at nogle mennesker søger genoprettelse gennem en bodshandling som rituelt, kulturbestemt selvmord. Vi ser det flere steder på kloden. 
Hvis de japanske samuraier, medlemmer af kriger-aristokratiet i det feudale Japan, ”tabte ansigt”, eller på anden vis ikke kunne gøre fyldest, kunne æren genoprettes ved et rituelt selvmord, seppuku, også kaldet harakiri. Under anden verdenskrig blev det japanske udtryk kamikaze, ”guddommelig vind”, genoplivet som betegnelse for de selvmordspiloter, de japanske officerer sendte i krig. Omkring 3.800 piloter mistede livet under angrebene. Ved afslutningen af 2. verdenskrig valgte et stort antal japanske soldater og civile at begå selvmordi stedet for at overgive sig til de allierede styrker. Det handlede om at have æren i behold.
Hvad driver et menneske ud over ”kanten”? Så nuanceret den menneskelige natur er, spænder vore personligheder fra hang til selvmedlidenhed til stærke og seje typer, der bider sig fast i tilværelsen.

Nogle mennesker er af natur robuste og tåler modgang uden at knuses. Andre, der aldrig har udviklet modstandskraft i trængsler, bukker under og vælger selvmordet. Nogle vælger selvmordet for at hævne sig på et menneske: ”Se, hvad du har gjort ved mig, og nu er det din skyld, at jeg dør.” De menneskelige følelser er ofte forræderiske, og der er utallige eksempler på, hvordan en ”banal” ulykkelig kærlighed har ført til selvmord. 

Breve, skrevet før selvmord, udgør en helt særlig og smertelig kulturhistorie. Nogle skriver for at undskylde, eller håbe på forståelse for, handlingen – andre planter skyld og bebrejdelse. Bedemand Maria Ottesen oplever det meget smerteligt, hvis afdøde ikke efterlader sig et brev. Hendes erfaring er, uden et brev kommer hele hændelsen til at svæve i det uvisse for de efterladte.
Jeg har adskillige gange fået underretning om selvmord – både privat og i forbindelse med mit arbejde på Sct. Hans Hospital. Jeg krymper mig hver gang, og mærker et dybt jag igennem mig. For nylig skete det igen. En moden mand havde taget sit eget liv. Bag handlingen lå ubehandlede traumer fra hans tidlige år. En familie må nu bære en dyb smerte. Vi kun kan håbe og bede om, at smerten forløses over tid. Og jeg må, som alle de øvrige gange, stille spørgsmålet: Kunne selvmordet have været undgået? Og i så fald – hvordan?
René Girard (1923-2015), fransk historiker, litteraturkritiker og samfundsvidenskabsfilosof formulerede sin udfordring sådan: ”Alle tror, de er alene i helvede, – og det er det, der er helvede!”. Det er komplekst det her. Vi taler om, at mennesker kæmper mod de såkaldte indre dæmoner; tanker, der, hvis de ikke bliver håndteret, kan drive mennesket til randen af, hvad de oplever som afgrunden. Francis Picabia (1879-1953), fransk forfatter, maler og grafiker kæmpede med sit indre, og nåede frem til denne konklusion: ”Djævelen forfølger mig dag og nat, fordi han er bange for at være alene.” Det er en overvældende dimension vi drages ind i. Begge kunstnere døde af naturlige årsager. Citaterne kan dels anspore os til opmærksomhed over for vore medmennesker, dels minde os om nødvendigheden af at tilstræbe viden og indsigt i fænomenet selvmord.
Vi behøver ikke tvivle på, at mange selvmord kunne være forhindret, hvis traumer, smerte, tab og hvad end nævnes kan som den grundlægende årsag til selvmordet, var håndteret fagligt og menneskeligt i rette tid. Blev det meningsfulde i livet ignoreret – forbigået? Prædikerens Bog siger: ”Der er en tid til […]”. Her kan vi indføje ”en tid til opmærksomme og handlekraftige mænds og kvinders indsats.” Jeg ved af erfaring at ord talt i rette tid, har en afgørende effekt mht. at få mennesker til at holde fast ved livet. Én af de helt afgørende handlinger i denne sammenhæng er lytning. Bogtitlen ”Lyt for himlens skyld”,kan vi tage som en opfordring til at spejde efter signaler som sorg, frygt, skyld, skam, vrede, bitterhed, hævntørst, selvforringelse … Situationen kan blive ekstrem spændt, fordi vi ikke ved, om vores indsats virker i tilstrækkelig grad til at forhindre et muligt selvmord. Det skal imidlertid ikke afholde os fra at forsøge.
For mange år siden fik jeg en nat et telefonopkald fra en ven. Han sagde: ”Jeg er på motorvejen. Jeg vil køre så stærkt bilen kan køre, og så drejer jeg rattet.” Resultatet ville være, at bilen forulykkede. Jeg lyttede og talte og lyttede og talte ord, som måske kunne blive holdepunkter for manden – en ægtemand og far, der var nået ud på fortvivlelsens overdrev. Jeg spejdede efter at kunne sige noget tilstrækkeligt tungvejende til at ændre mandens tanker, alt imens jeg fortsatte med at tale i et roligt tempo. Jeg råbte i mit indre til Gud om visdom; ”Jesus hjælp mig!” Samtalen fortsatte. Minutterne gik. Mange intense minutter gik. Det blev en meget lang samtale. Manden valgte at lytte til mig, og opgav sit selvmord. Han var ikke psykisk syg blot trængt op i en af livets kroge. Det er der, vi møder de fleste, der udfordrer deres eget liv. Jeg er Gud dybt taknemmelig for forløbet. Jeg oplevede, at jeg ikke var alene i den aktuelle nattetime. En strofe fra en gammel sang er min forklaring: ”… men midt imellem skyggerne står Jesus!”