Februar 2020

Beates klumme februar 2020. Vær hyrde for mine får. Det handler om discipelskab.

 

Vi har, for ikke så længe siden, fejret Jesu fødsel; en begivenhed som festligholdes over hele kloden. Der er noget, der rør sig i os, når vi ser et sceneri med barnet i krybben omgivet af Maria, Josef, et æsel og et antal får. Fantasien har frit spillerum, bl.a. med det resultat, at noget af den smukkeste musik, der er skrevet, netop er inspireret af Jesu komme til verden. Lovsangen, som eksploderede i ord og toner, er omtalt og kommet på skrift, fordi snakkesalige hyrder bevidnede begivenheden: I den samme egn var der hyrder, som lå på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel frem for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; Han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”
De mænd som englen talte til, var beskæftiget med at vogte får. Statistikken for fårehyrder i GT er overraskende. Et betragteligt antal bibelske mænd har, på et eller andet tidspunkt, været fårehyrder. Det afgørende for disse bibelske personers liv er, at tiden med fårene, under åben himmel, har ledt dem til den guddommelige skolebænk, hvor der hverken var pc’er eller en trykt folder med angivelse af eksamens pensum. Men historien viser, at de fik lært et og andet i de mange tusind timer, nat og dag – i varme og kulde, med truslen fra rovdyr og røvere. Hvad sker der inde i hovedet på et menneske, der nat efter nat kun har stjernetæppets storskærm at se på?
Jeg har læst beretninger om fanger, der drives til vanvid af hverdagens forudsigelighed og ensformighed, der kan opleves klaustrofobisk og skræmmende monoton. Jeg tænker, at denne tilstand er sammenlignelig med hyrders vilkår. Derfor forekommer det mig dybt overraskende, at Gud meddeler sig til mænd, som repræsenterer en temmelig miskrediteret samfundsgruppe. Man mente ikke, hyrder var til at stole på. Imidlertid har de mange hyrdemænd evnet at lytte og forstå, hvad Gud ville med dem og med de folk, ordene var rettet mod. Indholdet er stærkt og varierende, og en stor del af det, er bevaret for eftertiden; hvilket er unikt!
Det er tydeligt, at hyrdemændene evnede at skelne klart mellem Guds røst og alle andre røster. Jeg forbløffes over den rigdom, som kan forekomme, hvor det fysiske udsyn er bølgende dyrerygge med uld, uld og atter uld. Budskaberne, vi læser, er rådgivende, advarende og profetiske. Skribenterne blev talerør i deres samtid, og desuden har mange af deres udsagn vist sig langtidsholdbare igennem århundreder; dermed også til år 2020. Det sker noget særligt, når et menneske er under Guds bevågenhed. Det er derfor dybt fascinerende, at mange af disse, ikke akademiske, mænd har skrevet højt intelligente, velformulerede og præcise anvisninger til efterfølgelse for deres folk.
En markant person som Moses gik fra at være kongelig til at være fårehyrde; noget af en deroute må man sige. Han blev optaget på ørkenens universitet, hvor lektionerne blev gennemgået med stor langsommelighed; han gik der i 40 år! Og det var præcist det, der skulle til, for at uddanne ham til den kæmpe lederopgave at føre sit folk ud af fangenskabet i Ægypten og videre til det nye hjemland.
Når vi ser, hvad mange af hyrderne har skrevet om indholdet i deres tjeneste, forstår vi, der er mange lag i deres uddannelse. David, senere konge i Israel, skulle i marken, som hans brødre havde været der før ham. Der er intet nedskrevet fra Davids brødres turnustjeneste som hyrder for deres far, men med David folder noget hidtil uset sig ud. Han er dynamisk, kreativ og intelligent på mange niveauer; bl.a. poetisk og musisk og i høj grad strategisk. Desuden besidder han fysisk styrke, mod og handlekraft. Den unge mand havde ikke, som så mange af historiens andre store mænd, haft tutorer og mentorer til at undervise sig. Kong Saul var sandsynligvis en slags rollemodel. Hvad David ellers fik tilegnet sig, fandt sted i marken – i samværet med Gud. David har produceret 73 af de 150 ”salmer”, som Salmernes Bog indeholder. Alle læsere af salmerne har erfaret, at de er åndeligt slidstærke. David døde år 970 før Kristus altså for 2990 år siden. Så holdbart - så sublimt; en fårehyrde – en konge.
Med baggrund i, hvad vi nu ved, eksploderer Jesu udsagn om sig selv:
Jeg er den gode hyrde.”  Her har vi ikke en ordinær mand, men chefen – overhyrden selv. Så hvad sker der her? Jesus har netop haft en kontrovers med farisæerne, og atmosfæren er ubehagelig. Hvad skal vi med en hyrde på dette sted? Teksten er en af de mest brugte i prædikentekster overhovedet. Den er kendt fra søndagsskolernes glansbilleder, hvor Jesus er afbilledet med et lam over nakken. Vi slår lige bro baglæns i tiden; henover et par tusind år plus lidt ekstra. David skriver: ”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes”, og så følger resten af salme 23. Her smelter Davids erfaring sammen med overhyrdens, Jesus’, proklamation: Hvis I betragter jer selv som værende under min stærke og indsigtsfulde magt og agt, er I i sikkerhed for det, der vil ødelægge og forkrympe livet. Der er intet glansbilledagtigt her. Her er livets virkelighed, at vi har den fantastiske Jesus, en sand allieret, der går foran og forvisser os om, at vi aldrig er alene; aldrig overladt til os selv. Han vil altid være vores hyrde og vejviser. Netop oplevelsen af at have en vejviser fik for en del år siden, i de sene nattetimer, en særlig betydning for mig. Jeg kørte i Tyskland, havde allerede kørt ca. 650 km, og jeg skulle nå sidste afgang fra færgelejet. Undervejs var jeg henvist til et stykke bivej på ca. 30 km. Der var bælgmørkt. Ingen hvide streger af nogen art, og i lange etaper lukkede træernes kroner sig over vejen. Jeg følte, jeg kørte i en tunnel, og jeg havde svært ved at orientere mig. Det bragte mig i en panisk tilstand, og jeg kørte gradvist langsommere. Selvom jeg havde været nattaxa-chauffør i nogle år, og var vant til at køre vagter på 14 timer, var det her meget anderledes – og skræmmende. Jeg bad Jesus hjælpe mig. Kort efter kørte en folkevogn ud fra en sidevej. Aldrig i mit liv har jeg været så glad for at se et par røde baglygter! Jeg blev fyldt af taknemmelighed. Farten kom op på de 70-80 km, og sådan forblev vores position indtil ca. 300 m før motorvejen, hvor min ”hyrde” drejede af. Fantastisk. Hele køreturen blev på 18 timer. Uden ”hyrden” havde turen taget endnu længere tid, og jeg havde haft det forfærdeligt, hvilket muligvis ville have påvirket min køresikkerhed, og færgen ville være sejlet. Oplevelsen fik en afgørende og dobbelt betydning for mig: Jeg oplevede frygten for at miste pejlemærker og betydningen af begrebet hyrde.
Under 2. verdenskrig blev fly ofte skadet under bombetogter. Royal Air Force sendte lodser, også kaldet hyrder, ud til disse fly, for at guide dem til nærmeste base. Ofte havde de skadede fly mistet radiokontakt og flere af deres instrumenter var skudt i stykker. Mange gange kunne de kun flyve visuelt, hvilket var tæt på umuligt i mørke, men med en hyrde til at vise vej... Mange menneskeliv blev reddet på denne måde.
Vi har i Danmark i hundreder af år praktiseret hyrdeprincippet langs vores 8.750 km kystlinjer. Overalt har vi bygget bavne; brændestabler anlagt på højtliggende steder. Herfra kunne de brændende bål ses vidt omkring i mørke, og skibene kunne derved komme sikkert i havn.
Ved lidt eftertænksomhed tror jeg, vi er mange, der har oplevet personlige bavne. Bavne i form af mennesker, som har været ledere for os, eller som på en eller anden måde har været vejvisere. Vi tillægger dem stor betydning for det, de har tilført os. Uden dem var vejen i livet måske ikke blevet så gunstig, som tilfældet er.

I vores nutid beskæftiger vi os ganske meget med hyrdevirksomheden i bred forstand. Vi har coaches, mentorer, studievejledere og lærere. De har alle elementer fra den klassiske hyrdevirksomhed; at tage sig af et medmenneske – at vise vej.
Det er gennemgående i Bibelen, at Gud er menneskehedens egentlige hyrde, men Han uddelegerer sin hyrdeomsorg. Det gjorde Han til Jesus og videre til politiske og religiøse ledere, konger og præster – dig og mig. Når Jesus siger til Peter: ”Vær hyrde for mine får”, tænker jeg på begrebet ”det almindelige præstedømme”.
Ansvaret for forkyndelse og oplæring er hele menighedens, og dermed også dit og mit, ansvar. Vi er bavne - lysgivere. Kirkefællesskabet er ikke et opbevaringssted. Det er stedet, hvor vi skal træde ud af anonymiteten, vokse og udvikles i vores tro og efterfølgelse. Det er ikke alment, at vi drøfter disse forhold med hinanden, men det er faktisk en mulighed, vi bør gribe. Vi skal se på os selv som hyrder; rollemodeller efter Jesu model. Vi tilser hjorden - altså fællesskabet. Måske tror vi ikke, vi er egnede til at være vejvisere. Jeg tror, vi skal tænke godt om os selv; tænke at vi kan være til hjælp og opmuntring i vidt forskellige situationer. Det er godt discipelskab, det her.
Folkevognschaufføren, der blev min hjælper på køreturen i mørket, har formentlig aldrig haft nogen anelse om, hvor vigtig hans tilstedeværelse var den omtalte nat. Det ”lys” vi har i os, er betydningsfuldt for andre. Lys er lys - om det så kommer fra par baglygter ...