Beates klumme januar 2020. Retsmedicin, drabssager, dødssynder og kloge beslutninger. Det handler om discipelskab.
Overskriften må fremkalde stærkt brogede billeder. Begyndelsen på det hele er, at jeg i en ung alder fik passion for retsmedicin. Måske er jeg inspireret af min mor, der som ung laborant havde natarbejde på Retsmedicinsk Institut. Her dissekerede hun menneskedele til lægestuderende.
Ved englændernes tragiske fejlbombning, af Den Franske Skole, d. 21. marts 1945, omkom flere piger. Min mor og to kolleger arbejdede da på Retsmedicinsk Institut, hvor pigerne blev bragt ind. Og som min mor sagde: ”Vi gjorde pigerne genkendelige for deres forældre.” Måske er det for nogle et makabert stykke arbejde, men for min mor og hendes kolleger, var det et dybt meningsfuldt arbejde; og for pigernes familier en velsignelse.
Da jeg var gammel nok til at forstå, hvad min mor havde arbejdet med, blev jeg totalt fascineret.
Nærværende klumme tager udgangspunkt i retsmedicin og drabsefterforskning. Også i denne sammenhæng forbløffes og begejstres jeg igen og igen over, hvor fantastisk Gud er.
Op igennem 1970’erne og -80’erne så vi på tv retsmedicineren Quincy – spillet af den herlige Jack Klugman. Jeg elskede de film, der typisk blev sendt lørdag aften. Quincy besvarede ikke spørgsmålet om, hvorfor ondskaben findes i os alle, men serien fik i hvert afsnit samlet resultaterne af ondskaben – til afklaring af hvem, der repræsenterede det onde, og hvordan det onde var forløbet. Den skyldige blev altid fanget, hvilket var væsentligt for retsbevidstheden hos os seere. Elementet i disse handlingsforløb har fortsat en kraftig appel til beskueren; en fascination af noget der både er skræmmende, frastødende og forløsende. Der er gået popularitet i retsmedicin. På diverse digitale medier kan alle følge med i CSI-forensics, og tilsvarende serier, om opklaring af kriminelle handlinger gennem fund af tekniske beviser. I spænding overgår virkeligheden let fantasien. Danmark høster international anerkendelse mht. opklaring af kriminelle handlinger ud fra retsmedicinske afklaringer.
Retsmedicinsk Institut forsker og underviser i retsmedicin. De udfører ligsyn, obduktioner og udfører analyser vedrørende alkohol, narkotika og dna. Uden dem var Amagermanden, voldtægtsforbryder og dobbeltmorder, aldrig blevet fundet. Efter en meget kompleks sporing dømtes han, stærkt overraskende, på dna-analysen.
To af vore retsmedicinere Preben Geertinger og Hans Petter Hougen, har skrevet hver deres memoirer; to stærkt læseværdige erindringsbøger. I samme kategori er Jørgen Bachs ”Gerningsstedet”, hvor han deler sine erfaringer fra drabsafdelingen i København. Journalist Stine Bolther skriver i samarbejde med drabschef Ove Dahl ”Drabschefen”, hvor læserne kommer ind bag de facts, aviserne ikke fik mulighed for at skrive om i nyhedsstoffet.
Stine Bolther har øjnet sammenhænge mellem forbrydelser og personkarakteristik defineret ud fra de syv dødssynder: Hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab. Dødssynder er et katolsk begreb, der i enkelthed synliggør menneskenes svagheder og tendenser. Det virker som om meget af det uskønne og ødelæggende i tilværelsen kan kategoriseres, og dermed adresseres, ud fra denne begrebsramme.
Sammenligner vi dødssynderne med de 10 bud, finder vi ligheder. I århundrederne efter Jesu død arbejdede de første kristne teologer ihærdigt med at beskrive og rangordre disse laster. Formålet var at belære deres kristne trosfæller om, hvor farlige disse synder var, og hvordan en synd kunne fjerne den troende fra Gud.
Jeg tror, der er grund til at tænke godt om oprindelsen til begrebet dødssynder. Vi ved, at den katolske kirke igennem århundreder har været udfordret af magt, arrogance og ødselhed. Synligt er det, at gode mænd undervejs har oplevet det smerteligt, at trosbrødre har hånet, hvad man ellers i fællesskabet regnede for helligt og retvisende; dette på baggrund af Guds anvisninger i Bibelen. De har krænket de idealer, som er med til at bære kirkefællesskabet.
Jan Lindhardt skriver i ”De syv dødssynder”: ”Man kan med god ret sige, at dødssynderne er som et “spejl”, hvori mennesket til stadighed kan spørge sig selv: Er min holdning og livsførelse ødelæggende for forholdet til andre og for det sociale fællesskab? Dødssynden er altså ligesom kærligheden, noget mennesket kan vælge. Men der er også det karakteristiske ved dødssynderne, at de ikke blot er handlinger, men også følelser. Dvs. at ingen vel kan sige sig fri for dem.” Nej, det kan vi næppe. Egenskabernes negative effekt angår os alle, enten ud fra os selv, eller hos mennesker vi møder.
Stine Bolther begår en genistreg ved at opfordre Hans Petter Hougen og drabsefterforsker Bent Isager-Nielsen til at anskue deres fælles arbejdsfelt på baggrund af dødssynderne. Det er der kommet en indsigtsfuld bog ud af. Det er interessant at se disse syv egenskaber/tendenser linet op, da det ikke er verdensfjerne begreber, vi har at gøre med. Ingen af os er helgener, og det er derfor tænkeligt, vi har mødt en eller flere af dem i løbet af livet; måske endog i en eller anden grad hos os selv. Den menneskelige ædelhed eller anstændighed er i hvert fald skredet i sømmene, hvis vi kigger tilbage på 1. Mos. 27: ”Gud skabte mennesket i sit billede, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem[…] og Gud så, at alt var godt.” Det er i udgangspunktet, hvad vi er skabt til at være: Velsignede og vel skabte; altså dermed på overskudssiden i livet. I 1. Mos. 3,5 lytter Adam og Eva til en ny røst – den første reklame i menneskehedens historie: ”Tra-tra-tra… spis og bliv klog. Få her førsteklasses superfood, så I virkelig bliver i stand til at kende godt og ondt.” Jo, tak for det! Sikke en reklame. Hvem i alverden, med blot en smule omløb i hovedet, vil være interesseret i at kende det, som er ondt? Der røg livsoverskuddet lige ud af menneskehedens historie. Og der stod mennesket; et imponerende skaberværk udstyret med formidable egenskaber – og havde trådt i spinaten. Vi kender alle til at ærgre os. (Jeg har meget nemt ved at få langtidsholdbare ”tømmermænd” over mine fejltagelser). Makkerparret Adam og Eva må have haft ”tømmermænd”, eftersom de stod med deres ”nye viden” – uden for fællesskabet med Gud. Tag den! Vi kan ikke rumme eller forstå dimensionen af Guds smerte over Adam og Eva: Fællesskabet blev brudt. Her har vi noget, som er uden for vores begrebsramme. Jeg er umådelig taknemmelig for Guds plan B i Jesus Kristus.
Et historisk tilbageblik: Menneskeheden er nu ude i det ”fri”. Bladrer vi videre igennem Bibelen, finder vi uden besvær de enkelte elementer i de ”syv dødssynder”. Vi møder dem i vidt forskellige tidsaldre, sammenhænge og iklædninger, fordi Bibelen handler om mennesker. Den ”ny viden”, med de syv egenskaber til almen adfærd mennesker imellem, blev altså sluppet løs med Adam og Eva. Vi er nede i øjenhøjde med livet, som det helt almindeligt og hverdagsagtigt folder sig ud. Interessant er det, at Bibelen ikke alene fungerer journalistisk, men også kommer med håndsrækninger og redningsplanker ved at invitere os til at ”komme op på hesten igen”: ”Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig.” Jeremias′ Bog 31,3; det kræver næsten et galvaniseret indre at ignorere.
De syv adfærdstyper er ikke blot at finde som personlige karakteristika. Vi husker bankkrisen i 2008. Journalist Kurt Strand skriver følgende: ”… dertil kommer den grådighed (griskhed), som pengeverdenen – også 10 år efter finanskrisen – er gennemsyret af. … Derfor er læren af såvel de seneste bankskandaler som finanskrisen i 2008, at denne temmelig uskønne egenskab er en iboende drift i den finansielle sektor. De kloge narrer de mindre kloge.” Her fik vi grimheden i grådigheden at se og føle.
I prologen af bogen siger Hans Petter Hougen: ”Jeg bliver hver eneste dag gjort opmærksom på, at vi har en udløbsdato – alle sammen!” Bent Isager-Nielsen siger: ”Ja, du bliver det mere end jeg. Jeg har arbejdet meget med drab, men også med mange andre former for kriminalitet. Når man står med ofre og gerningsmænd, får det ofte én til at tænke på, hvor forkert man kan leve sit liv. Du har et antal år på jorden, hvordan kan du bruge dem så elendigt? Man må bare håbe på, at man selv kan gøre det lidt bedre.” Og der er vi så: Kan vi gøre det lidt bedre? ”With a little help from my friends” – sang The Beatles: Jeg har brug for lidt hjælp fra mine venner; en håndsrækning. Bed om den!
Paulus var i en situation, som viser, at der ikke er forskel på ham, og de mennesker vi er her og nu. Og det til trods for at der ligger et par tusind år imellem: ”For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. […] Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”Tja, her har vi dilemmaet. Det handler altså dels om, hvordan vi er skruet sammen af arv og miljø, og dels om hvilke prioriteter vi har, og hvilke valg vi træffer.
Jeg begyndte med sætningen: ”Ondskaben findes hos os alle”, men det giver os ingen undskyldning for ikke at erstatte den med levereglen: Elsk din næste som dig selv. Her har vi modvægten til de omtalte dødssynder: Vi vælger bevidst en anden tilgang til os selv – og til næsten.