Beates klumme november 2019. At tage ansvar er livskvalitet. Det handler om discipelskab.

Hvis livets mening er at være lykkelig, så disponerer en hel del af os forkert, for ingen kan forudsige, om vi oplever lykke, eller om livet bliver rigt. Og hvis ikke – hvad gør vi så? Jordan Peterson, canadisk klinisk psykolog og professor i psykologi ved University of Toronto, anbefaler, at vi skal arbejde på at udvikle os til at blive mennesker, andre kan støtte sig til i krisetider; at vi ikke stopper med at udvikle vores karakter. Jo mere robusthed vi udvikler, des to bedre står vi fast i personlige kriser og des to større tilfredshed i livet. At denne tilfredshed rammer begrebet ”lykkelig” og oplevelsen af god og tilfredsstillende livskvalitet, er særdeles sandsynligt, og derfor må denne opskrift må anbefales. 
Den menneskelige karakter har som sådan ikke nogen udløbsdato for udvikling (ud over døden). Vi kan lære og tilegne os ny viden livet igennem. Eks.: Jeg blev klummeskriver som 64-årig, og leder af Evangeliekirkens Diakoni som 68-årig; en fantastisk proces. 
Jordan Peterson peger på Guds ti anvisninger, bud, hvor efterlevelse vil give bonus på både personlighed og karakter. Uanset alder skulle det til stadighed være muligt at følge Jordan Peterson’s anvisning i retning af tilfredshed. Sokrates (død 399 f. Kr.) anbefaler følgende til dannelse af vores karakter: ”Vores samvittighed vil altid vil fortælle os, hvad vi ikke bør gøre!” Sokrates valgte efterfølgende ikke at gøre de ting, hans samvittighed reagerede mod. Jeg finder de herrer Peterson’s og Sokrates’ anbefalinger livsvigtige.
Jordan Peterson: ”Lykke er noget, der komme dalende, uden vi ved hvornår; sommetider ikke engang hvorfor. Faktuelt kan vi leve i årevis uden at opleve os lykkelige.” Lykken er altså en ustabil størrelse, som vi ikke kan satse på eller endog kræve. Det vi kan basere vort liv på i positiv retning, er dannelsen af vores karakter, og de valg vi træffer – herunder at påtage os ansvar.” Nærværende klumme handler dermed om, at udvikling og praktisering af vores karakter gør os i stand til at påtage os ansvar, hvilket virkelig kan føre os til oplevelsen af en attraktiv livskvalitet og – lykke! 
Jeg undrer mig over, hvor anonyme vi kan gøre os i forhold til at skabe værdi for os selv og for andre. Vi kan meget vel blive væk i mængden med følgende tilgang til livet: ”Det kommer ikke mig ved. Jeg vil ikke blandes ind i noget.” Altså den klassiske undsigelse: Ikke røre, ikke se, ikke høre! Jeg er ret hurtigt til at få øje på jammerkommoderne; mennesker der ikke vil tage ansvar – ikke engang for dem selv. De klynker efter at andre skal gribe ind i deres livssituation og endog tage ansvar for at fixe den. Selvmedlidenheden vil ingen ende tage. Jeg vil ikke anbefale nogen at frabede sig at påtage sig ansvar i forhold til medmennesket. (Husk dog blot: Vi er til brug – ikke til misbrug!) Jeg vil opmuntre enhver til at overveje, hvor der kan ligge en opgave ved at opdage et andet menneskes behov. Den der giver ud af sig selv bliver ikke fattig. Hvis vi er villige til at give lidt ud, er Gud altid villig til at lægge til – overskudsagtigt!
Hvad dækker ansvar? Hvordan skal jeg forstå mig selv som ansvarlig, og i så fald for hvem eller hvad? Forklaringen er mangesidig, fordi vi hver især rummer forskellige ressourcer. Visse områder ligger til højrebenet – andre ikke. Jeg dur helt sikkert ikke til at hænge ud af et 6. sals vindue for at pudse det for en bekendt. 
Jeg vover at blive ganske konkret: Hjælpsomhed er ansvaransvar rummer livskvalitet eller vendt rundt: Livskvalitet kan udspringe af ansvarlighed! Din og min livskvalitet kan udspringe af, at et andet menneske påtager sig et ansvar i forhold til os.
Jesus var ofte omgivet af en masse mennesker, som Han elskede at dele sit univers med. Han delte ud fra sit hjerte i oversvømmende kærlighed, og tilhørerne hang ved hans læber. De blev hængende time efter time. I beretningen om bespisningen med de fem brød og to fisk kendte Jesus udmærket klokken, og Han vidste, at den almindelige spisetid var passeret mere end en gang. Disciplene var også selv noget brødflove efterhånden, så de foreslog at stoppe mødet og sende menneskeskaren hen til nærmeste spisested. Den til alle tider handlekraftige Jesus vender tingene på hovedet: ”Giv I dem noget at spise!” Helt ærligt. Se lige engang; fem brød og to fisk – og her er jo en kæmpe skare af mennesker. Og så er det, vi bliver vidner til en fantastisk begivenhed, der handler om at tage ansvar; Jesus tager et ansvar, der viser Hans omsorg for hvert enkelt menneske – inklusive de noget uforstående disciple. De mange mennesker kommer til at sidde i grupper, og den begrænsede madmængde bliver delt ud og delt ud og … Og madpakken bliver ved med at supplere fisk og brød… indtil alle er mætte. Dagen går på hæld, og nu kan alle tilhørerne nå hjem i ordentlig tid; mætte på sjæl og legeme. Jesus lukker og slukker med manér, fordi Han er helt igennem ansvarlig!
At bede for et andet menneske er at påtage sig et ansvar. Da jeg skulle have en ny hofte tidligere på året, sagde en ven: ”Jeg skal ud på en længere flyrejse, men på din operationsdag har jeg besluttet at bede for dig i den tid, jeg sidder i flyet.” Jeg havde en vidunderlig sky af mennesker, der påtog sig et bønneansvar for min skyld, og jeg følte mig båret. Alt er forløbet uden komplikationer og uden et eneste minuts smerte. Ansvar
Ansvaret fungerede i parløb med kreativiteten i min vandring på køkkenvejen, da jeg som 14-årig flyttede ind i mine bedsteforældres hjem. Med stor glæde fik jeg ansvar for det meste af deres husholdning. Det blev en win-win-situation. Vi var selvforsynende et godt stykke hen ad vejen, og det var godt for min madlavnings fantasi. Jeg lavede mad og min familie, der var prøveklud i mange retninger, spiste stort set alt med glæde. Antallet af såvel danske som eksotiske kogebøger eskalerede heftigt de følgende 30 år. Jeg stod i lære hos min mormor, der var en skattekiste af viden og erfaring mht. alt, der kunne tilberedes i et køkken. 

Min mormor her i København og min farmor i Karrebæk var begge ekstremt ansvarlige og kreative husmødre. Når årets høst fra haverne var på glas, var der velsmagende bær, asier, agurker, rødbeder, blommer og pærer helt frem til næste vækstsæson.
Når jeg tænker tilbage, var, og er, ansvarligheden det bærende moment i min families gøren og laden. Jeg kunne ønske det samme for enhver familie i verden. Familiær dysfunktion kan meget vel komme af manglende ansvarsfølelse. Min livskvalitet som barn, og senere som voksen, hviler på min families håndtering af ansvar. Begrebet folder sig ud til at blive et, på alle måder og i alle livets forhold, opretholdende element. Uden ansvarlighed braser menneskelivet sammen. Uden ansvarlighed giver livet ikke et værdifuldt afkast. Livskvalitet, i ordets mest rige og omfattende betydning, kan næppe opnås uden én eller anden form for ansvarlighed. Der er uanet potentiale i at påtage sig ansvar. Herigennem kan vi til stadighed udvikle os til at blive den bedste udgave af os selv; men det kan ske, at vi bliver presset ud i randzonerne.
At jeg elsker begrebet discipelskab kan næppe overraske. I discipelskabsbegrebet er der indbygget en ansvarlighed, som har et guddommeligt udspring. Selve ordet ansvar kan få en del mennesker til at navigere udenom en udfordring. Jeg kan uden anstrengelse høre lyden af mennesker, der står af i forhold til et stykke arbejde: ”Det er ikke mit ansvar – det kommer ikke mig ved!” 
Som ergoterapeut har jeg arbejdet med ensomhedsproblematikken, som slet ikke alene kan betragtes som et aldersbetinget vilkår. Jeg har set mennesker blive ensomme, fordi de ikke ville engagere sig; ikke tage ansvar for hverken et ærinde, en sag – eller dem selv. Jeg er ikke i tvivl om, at ensomhed langt hen ad vejen kan adresseres ved, at vi gør os ansvarlige i forskellige sammenhænge. Ensomhed er en følelse, der opstår, når et menneske ikke får opfyldt sit sociale behov. Det er der råd for. Min mormor lærte mig følgende vers: ”Da jeg lykken ville eje, flygted’ den fra mine veje. Da jeg lykken ville bringe, daled’ den på englevinge.” Pragmatisk oversat: Giv ud, vær generøs, invester i dit medmenneske og tag ansvar. I modsat fald vil du altid befinde dig nederst på stigen over tilfredshed i tilværelsen og tilmed med ”en slunken pung” – og nul lykke. Få et frugtbart liv. Ingen behøver at stå af. Gud vil til enhver tid opkvalificere os, hvis vi ønsker det.
”At være barnløs er ensomt!” Ordene er tv-vært og forfatter Pelle Hvenegaards. Efter seks års kamp for at opnå graviditet, søgte han og hans kone om at adoptere. Pelle siger om forløbet: ”Fortællingen om hvordan jeg blev far, er en benhård fortælling om et liv på stand by uden mening.” Som en skærende kontrast var det så, da han og hans kone stod med deres adoptivdatter i armene: ”Først da jeg står med vores datter i favnen, kan jeg holde ud at være i mit liv. At være blevet far betyder, at den mørke side af mig, hvor jeg oplevede meningsløshed og en form for depression, er drevet bort.”
Jeg tænker, det ikke er svært, at tage denne beretning til sig. Her har vi meningsløsheden, sjælens ensomhed, tomgangen, op imod ansvaret. Med ansvar, og det i vidt forskellige retninger og mål, følger mening med livet; udfoldelse, endog kald, livskvalitet i overstørrelse – lykke!

Er der områder i dit liv, hvor du føler dig barnløs? Tænkt kreativt!

Kategorier: Beates Klumme