Beates klumme oktober 2019. ”De holdt fast ved fællesskabet.” Det handler om discipelskab.

Gennem nogen tid har jeg været optaget af, hvad fællesskabet er for en størrelse; dets opståen, hvilke elementer der sikrer dets beståen, og hvad der truer det. Der er ikke skrevet overvældende meget dansk litteratur om emnet som socialt fænomen. Derimod er der skrevet rigtigt meget på baggrund af Bibelens Ord. Sognepræst Martin Herbst har stillet spørgsmålene: ”Hvor går grænsen mellem et sundt og et sygt fællesskab? Kan man være med i et usundt fællesskab uden at vide det? Hvad markerer skillelinjen mellem sandt og falskt? Hvordan definerer og håndterer man normalitet? Og hvor skal man gå hen for at finde brugbare svar på de vanskelige spørgsmål?”
Indledningsvis må vi finde frem til en gensidig forståelse af, hvad fællesskabet er for en størrelse – og hvad det ikke er. Radiobilerne i Tivoli kører rundt til stor glæde for børn og voksne, og selvom mange mennesker er aktive, udgør de, i denne forbindelse, ikke et fællesskab. Vi skal derimod hen i retning af noget, der på lang sigt er meningsgivende for vore liv. Fællesskabet er et tilhørsforhold, du og jeg er med til at sikre gennem vores adfærd. Fællesskaber er en gensidig mulighed.
”Fællesskabet er en smeltedigel, hvor vi igen og igen bliver tvunget til at praktisere selvindsigt og selvudsigt.” Begrebet selvudsigt er psykologiprofessor Svend Brinkmanns. Jeg har taget begrebet til mig som noget uundværligt i forbindelse med forståelse og praktisering af at være relateret til mennesker. At være en del af forskellige fællesskaber handler om interaktion – altså en udveksling af ”hvilken art det nu måtte være.” Et fællesskab, vi har respekt for, kan fungere som idékatalog til løsninger på udfordringer, som møder os. Andre menneskers liv er historier om valg, fejltagelser, fortrydelser, håndtering af skyld og skam osv. Kendskab til disse livshistorier kan meget vel være en inspiration til handling i en tilspidset situation i vort eget liv. Måske er det her, vi finder svar, og herfra vi kan bruge andres erfaringer til at få mod til fx at afvise overgreb uanset arten.
Fællesskaber har kulturelle fordele og ulemper. I filmen ”Farven lilla” opfordres en mand til at slå sin kone. Da hun senere i filmen bliver stillet over for en medsøster, der protesterer mod sin mands adfærd, opfordrer hun ham til at slå hende! Hustruvolden bæres dermed fra ægteskab til ægteskab via en kvinde, der tolkede, hvad hun troede var en legal handling i fællesskabet!De fleste af os har deltaget i bryllupper, hvor man har anvendt teksten fra 1. Mos. 2.18: ”Gud Herren sagde: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.” I disse ord er fundamentet lagt for begrebet fællesskab – en tilstand der rettes mod, at det enkelte individ ikke kører sololøb i tilværelsen. Den ovenfor citerede tekst er i årenes løb formuleret på forskellig vis, og ved hver formulering fremkaldes forskellige billeder mht. det at være alene/ene. I bibeloversættelsen fra 1866 lyder formuleringen: ”Det er ikke godt, at Mennesket er ene”. Dermed har vi to forsøg på at finde en dækkende oversættelse for Guds skaberværk – mennesket. Skabelsesberetningen er vidunderlig; et enormt panorama hvor vi hver især kan farvelægge det skrevne ord. Det er i denne tekstsammenhæng, at jeg forståelsesmæssigt tager Signe Gjersings forklaringsmodel om Gud til mig: ”Gudsbegrebet giver mening til intet andet end sig selv!” Sammenligning med noget som helst andet er umuligt. Gud er skabelsens suveræne Herre! Og her vil Han, at mennesket Adam bliver til. Mand på hebraisk adamah betyder jord! På assyrisk betyder navnet adamu at skabe. I udgangspunktet, i selve skabelsen, blæste Gud sin ånde ind i mennesket, hvorved jord blev levende med det formål at være medskaber – sammen med Gud. Fællesskabet bliver hermed en guddommelig virkelighed. Det er her vi nutidige mennesker kobler os trosmæssigt på. Gud vil noget med os i, og ud fra, fællesskabet: Bygge sit Rige på vores fælles tro!
Jens Biegel-Fogh, præst i Helligaandskirken og leder af Natkirken på Strøget, skriver: Tro er jo ikke en intellektuel disciplin, men en relation. Dermed skulle sandt fællesskab blive til ud fra en fællesnævner mennesker imellem. Disse udsagn stemmer over ens med min egen betragtning og dermed min tilgang til, at fællesskabet er betydningsfuldt og dermed dyrebart.” 
Jeg er helt på linje med Jens Biegel-Fogh. 
Den skønne læge Lukas, som skriver Apostlenes Gerninger, formulerer sig sådan: ”Og de holdt fast ved […] fællesskabet” (Ap.G.2.42). Apostlen Peter refererer til profeten Joel fra det Gamle Testamente: ”Jeg vil udgyde af min Ånd over alle mennesker.”  Her omtaler profeten, hvad Gud har inspireret ham til at sige – til fællesskabet. Ordet udgydeer så besynderligt gammeldags, og det har, i flere sammenhænge, en uheldig og meget lidt flatterende klang. Men i denne sammenhæng er der tale om et overflødighedshorn af kærlighed og opmærksomhed rettet på et utal af enkeltpersoner; datidige, nutidige og fremtidige, hver med deres egen identitet, heriblandt dig og mig. Guds Ånd, kærlighedens og opmærksomhedens Ånd, der identificerer, beriger og levendegør den enkelte af os, er stillet til vores rådighed i betydningen: Luk hjertet op og tag imod; svøm i strømmen, drik af den, tuml rundt i den og udlev den i fællesskab med andre! I 2. Kor. 13.13 har vi summen i en særlig velsignelse: ”Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens samfund være med os alle!” Samfundet – fællesskabet er vidne til det drama, som fandt sted på Golgata for ca. 2000 år siden, og som siden er blevet genfortalt hver eneste dag på jorden. Virkeligheden er den, at Helligåndens samfund binder os sammen, og Helligåndens kraft bliver en virkelighed i vores hverdag, hvor vi erfarer fred og enhed. Derfor er der noget særligt ved det åndelige fællesskab, fordi der, i dette fællesskab, er indbygget en udveksling af at give og modtage. I denne dynamik bliver vi slebet til at være de mennesker, vi er skabt til at være.
Da mennesket ikke er skabt til at være alene, gælder selve fællesskabet for mennesker generelt, men kvaliteten, eller indholdet, kan variere virkelig meget. Fællesnævneren er behovet for at høre til, fordi vores identitet er afhængig af vort tilhørsforhold. Der er mental summationseffekt i fællesskabet 2+2=5, og fællesskabet bliver dynamisk ved, at vi engagerer os. Derfor bør vi absolut søge fællesskabet. Imidlertid finder vi, at fællesskabet er under pres. Udviklingen går i højere grad mod at dyrke sin individualitet frem for det fælles. I 50’erne havde vi ca. 1.800 forsamlingshuse i Danmark; i dag er tallet under 1.100. Vi har landet over Bethesda’er, der er menighedshuse rejst for at rumme det kristne fællesskab i lokalsamfundet. Her har vi noget traditionelt fællesskabeligt og ærkedansk.
Visse fællesskaber er eksklusive og kræver opfyldelse af særlige krav. Sådan er det også i det kristne fællesskab. Det er meget eksklusivt, for alle og enhver er inviterede – af Gud selv!  

Der kan imidlertid gå ”orm” i fællesskabet. Vi skal være bevidste om ikke at skaffe os fordele i et fællesskab – på bekostning af andre. Et menneske kan blive meget ensomt i et såkaldt fællesskab! Jeg gyser ved at tænke på ordet ”udefrysning!”. Det må være den ultimative kontrast til næstekærlighed. Hvis jeg udelukkes, strander mit liv. Jeg går i dvale eller endog helt i stå. I naturen bliver begrebet ”flokdyr”,  i modsætning til ”den ensomme ulv”, en fantastisk fortælling om individets tilhørsforhold og sikkerhed for overlevelse. Når jeg udelukkes, uanset årsag, og ikke er velkommen i et fællesskab, begynder kulden at snige sig ind på mig. Jeg taber identitet, for hvem, hvis ikke fællesskabet, kan sige, hvem jeg er? Jeg bliver et bytte under angreb. Jeg reduceres til en ”ikke nogen!” 
Fællesskaber kan køre af sporet ved at danne kliker, et fænomen der er både in- og ekskluderende: De inkluderede er inde i varmen – de ekskluderede er ude i kulden! Oplevelsen af at være ekskluderet, fravalgt, er smerteligt for et menneske. Sådanne erfaringer giver sår og ar på sjælen.
Min skoletid i 50’erne og 60’erne var rædselsfuld! Jeg blev moppet og årsagen: Min mors tøjvalg til mig kunne ikke måle sig med direktørbørnenes, og det fik jeg at føle. Et utal af gange fik jeg hevet totter af hår af, blev skubbet så jeg faldt, min cykel blev væltet, mine bøger smidt på gaden, også i regnvejr, fik mit tøj revet i stykker og en enkelt gang blev jeg forsøgt kvalt! Jeg har grædt strømme af tårer i min magtesløshed. Jeg forlod Gentofte Skole i 1963 og fortsatte min skolegang andetsteds. Det blev til fire vidunderlige skoleår. Jeg oplevede at en pige, flere klassetrin under mig, søgte hen til mig, fordi hun blev moppet. Efterfølgende var hun sammen med mig i frikvartererne. Kammeraterne turde ikke røre hende, når hun fulgtes med mig. Hun søgte hjælp og tryghed – i fællesskabet med mig. Årene fra underskolen ødelagde meget. Jeg havde natlige, tilbagevendende mareridt. Mit sidste mareridt fra mobningen forsvandt, da jeg var 18 år! Lad os være opmærksomme på, hvad vi gør ved, og med, vore fællesskaber; fx i vores kirke, frimærkeklubben, sportsklubben, beboerforeningen, den bestyrelse vi er medlem af, på malerkurset og ikke mindst – i familien. Intet fællesskab fungerer bedre, end hvad du og jeg gør det til. Spørgsmålet er, hvad vi kan tilbyde fællesskabet? Vi skal gøre det, vi er bestemt til. Vi skal forpligte os; passe vore liv, tage os af det og tage det på os. Vi skal udfylde den opgave, vi hører os kaldede til og lade være med at sjuske for meget med livet, men gøre os umage! 

Kategorier: Beates Klumme