Beates klumme september 2019. Det er din egen skyld – eller er det? Det handler om discipelskab.
Sår på sjælen synes at være et alment vilkår for mennesker. Vi har alle fået fysiske knubs, små eller store, og vores sjæl, som er vores identitets kerne, går ikke fri i livets tumult. Spørgsmålet er, hvordan vi forholder os til de stød, verden giver?
Vores hud er, for de flestes vedkommende, en fantastisk barriere til at udelukke infektioner og beskytte vore vitale dele. Går der først hul på huden, kan bakterier trænge ind og forvolde alvorlig skade. Helt på samme måde er det ikke med vores psykiske og mentale tilstand. Her er andre faktorer, der spiller ind, men tilstanden kan sammenlignes. Vi kan rammes dødeligt, hvis vores sjæl og psyke lider overlast! Livet er, for mange, turbulent; hændelser kan være traumatiske og forløbe over så lang tid, at vi udmattes.
Nærværende klumme handler om, hvordan vi beskytter os emotionelt og mentalt når krisen kradser. Velmenende mennesker er et særligt begreb i denne sammenhæng. I det velmenendeulmer noget ubehageligt. Der ligger muligvis en skjult fare for den, der bliver mål for det velmenende. Det velmenendekan, ud fra sin natur, være yderst belejligt og velkomment. Omvendt kan det velmenendeudtrykkes eller forvaltes så klodset, at det får karakter af indlysende tåbelighed. Gøg og Gokkevar mestre i at mene vel og dernæst udføre deres handlinger i nærmest katastrofal grad. Verden er fuld af mentale og religiøse Gøg og Gokker. Jeg har i årenes løb kendt flere af disse mentalt og åndeligt klodsede mennesker.I særlig grad har jeg mødt disse mennesker inden for kristne kredse! Der er også dumpet et par yderst selvretfærdige af slagsen inden for min egen kreds. De fleste af os har mødt mennesker, der tager skriftsteder, som passer godt til hvilket som helst ærinde, de nu måttet være optaget af, for derefter nærmest at skamride Skriften alt imens de løfter dommedagspegefingeren, og med stor autoritet proklamerer deres budskab. Mød én af slagsen her: Min mor blev til et stort selskab mødt af en moden herre, hun ikke tidligere var blevet præsenteret for. Hun rakte hånden frem. Herren lagde sine hænder bag ryggen og udspyede: ”Jeg foragter dem”! Min mors svar var; med en lidt forundret mine: ”God aften.” Så fik min mor læst og påskrevet, hvilken dårlig kvinde hun var, og i hvilken grad hun forsømte sin mand og sine børn, fordi hun var selvstændig erhvervsdrivende. Min mor var da overjordemoder og indehaver af Charlottenlund Fødeklinik! Jeg stod ved siden af min mor, mens dette ærekrænkende angreb foregik. Jeg var, på det tidspunkt, 10 år gammel! Den omtalte herre var tydeligvis overbevist om, at han var udstyret med stor indsigt, eftersom han var kordegn, skolelærer og i øvrigt ”kendte” sin Bibel. Og han mente tydeligvis at vide, hvor kvindens plads var. Han anså sig selv for at være den inkarnerede visdom og rette vogter af moralen; en legal samfundsrevser, der med selvfølgelig autoritet kunne udtale sig om sine medmenneskers deroute og foragtelige færden – en skæbne, som han desværre selv måtte udholde! I sandhed et lys for ungdommen hvorved han kunne sikre dens færden på det sunde samfunds vegne – hmm! Mandens opførsel var på enhver måde malplaceret, uanstændig og uretfærdig. Min mor blev angrebet i et meget stort selskabs påsyn og påhør. Min far, der stod et godt stykke inde i lokalet, stivnede, men mor rystede blot på hovedet i betydningen: Det skal du ikke tage dig af, det klarer jeg selv; hvilket hun også gjorde den følgende morgen. Mor sikrede sig at få manden i tale. At mandens kone først skulle rende hen i skolen og få ham væk fra klassen, han underviste, var måske den mindste ulempe. Truslen om, at min mor ville sable ham ned i såvel morgen- som tabloidaviserne med løfte om en retssag om bagvaskelse, gjorde næppe mandens vej til telefonen kortere. Den ulyksalige mand skulle måske have udvalgt sin modstander med større omhu. Omfanget af mandens undskyldninger dæmpede min mors vrede, men hun krævede, at manden skulle gå på undskyldningsrunde flere steder i sit eget lokalmiljø – for at undskylde sin særdeles upassende opførsel. Denne bod blev udført meget omhyggeligt samme eftermiddag.
Det er slemt at blive uretfærdigt behandlet. Det var ikke min mors skyld, at hun blev udsat for en lømmels nedgørende opførsel. Min mor fik dog ingen sår på sin sjæl, fordi hun kunne tage til genmæle. Her har vi en vigtig pointe: Det er afgørende, at vi har mulighed for at kunne reagere på en given situation, og enten selv, eller med andres hjælp, formå at finde de rigtige argumenter frem – og bruge dem. Min mor havde en sund sjæl og en veludviklet dømme- og handlekraft, og begge dele kom til gavn i omtalte situation. Hvordan får vi alle en sund sjæl og en veludviklet dømmekraft, så vi dels kan beskytte os selv, og dels er opmærksomme på ikke at træde ind over andre menneskers grænser? Den lektion kunne skolelæreren med gevinst have videregivet til sine elever!
Bibelselskabet har i 2019 udgivet en nyoversættelse af Jobs Bog med titlen: ”Det er din egen skyld.” Filosoffen Anders Fog Jensen, psykologen Elli Kappelgaard og teologen Leif Andersen giver deres fortolkning og prøver at svare på spørgsmålene: Er man selv skyld i sin ulykke? Er Gud retfærdig, når Han lader mennesker lide? Hvordan kan man forstå og acceptere modgang?
Min opmærksomhed rettede sig hurtigt mod Leif Andersen, som med et godt greb, menneskeligt og fagligt, behandler, og i en eller anden udstrækning, forløser en forståelse af den smerte, Job gennemlever.
Verden er fuld af smerte – fysisk som psykisk. Hvor findes svar af en art, der kan lindre denne enorme smertemængde? Jeg ved det ikke, men ved Leif Andersens eftertænksomhed får jeg støtte til min nyligelokalåbenbaring, der blot er et lille korn af forståelse, men betydningen og værdien af det, jeg forstår, er blevet revolutionerende for mig selv. Der er nemlig en tid til alt!Også det upopulære og frastødende. Vi finder ordene i Prædikerens Bog kap.3, hvor de udtales med guddommelig autoritet:”Der er en tid til …”– og tro det eller ej, så står der skrevet: ”…at hade”!Vær så god! Hvis det er første gang, du ser disse ord på skrift, kan jeg glimrende forstå din overraskelse! Så kommer spørgsmålet: Skulle vi som kristne ikke omtolke disse barske ord til ”at elske”? Bestemt nej! Der er intet modsætningsforhold mellem, at vi skal elske vor næste, og så tillade os selv at være i en proces, hvor det er hadet, der er det centrale. Dog skal hadeprocessenikke forstås som en udvej til at forblive i hadet.Det er af største vigtighed, at et forurettet menneske kan gennemleve hadettil den, eller de, personer, der har forvoldt smerten!
At erkende følelsener forudsætningen for at kunne bearbejde den. Spørg jøderne der blev mishandlet i koncentrationslejrene. Nogle af dem har kun haft hadettil at holde sig i live, andre har fundet vej igennem hadettil at lægge det fra sig. Ud af disse har nogle få formået at ændre hadettil tilgivelse. Det afgørende er, om der er overensstemmelse mellem det traumeman har måttet tåle, og muligheden for udlevelsen af de følelser som er konsekvensen af overgrebet – overgrebene. Jamen siger Guds Ord da ikke, at vi skal tilgive? Jo!Tilgivelsehar den fantastiske dobbeltfunktion, at den frisætter, ikke blot den, der har forulempet os, men i afgørende grad os selv. Forud for denne frisættelse ligger imidlertid, for de fleste, en lang vandring i en proces af bearbejdelse. Man skal formentlig dybt ned i værktøjskassen for følelser i kog.Det er herfra, vi formår at erkende vore sårede følelser. Prædikeren har et sublimt bud på, hvordan følelsesmæssige processer skal have plads og tid. Dertil er der brug for sunde støtter – uden velmenendemenneskers fejlgreb.
Min mor havde både agt og magt til at undsige den mand, som forulempede hende i vidners nærvær! Her drejer det sig om handlemuligheder. Min mors situation er i langt mindre målestok end mishandling, men det er helt relevant at sammenligne begivenheder. Jeg ved, at mennesker er døde, fordi det indre pres blev for stort; uretfærdigheden fyldte så meget, at sjælen blev knust, og ingen gav agt på at meddele, at hadetvar en overlevelsesmekanisme. At føle hadet, at leve med hadet, at give hadetden tid, som er nødvendig, er ikke ensbetydende med at gøre gengæld – eller tage hævn. På ingen måde. Hadpå baggrund af mishandling og overgreb er en fuldstændig legal følelse, der skal adresseres. Jeg er kun et menneske. Jeg kan ikke holde gode miner til slet spil, når mit indre koger af den uretfærdighed, som er ved at tage livet af mig! Det totalt unikke er, at jeg heller ikke behøver det.
De processer, vi taler om her, kan tage år. Undervejs kan vi håbe på og bede om, at den skadelidte bliver forskånet for de velmenende, der, hvis det er rigtigt galt, kan finde på at formane og citere bibelvers. Nej! På Skriftens grund kan jeg gennemleve alle de følelser, som overvælder mig, vrede og had, på baggrund af utroskab, forsmåethed, svigt, løgne og skruppelløst bedrag. Gud frigiver os til at have hadetid.
Hvis vi samler alle smerte-ordenei et stort bundt, er der mulighed for, at vi alle kan genkende et eller andet, som hændte i vort eget liv, og derigennem finde fred og forsoning med os selv og de begivenheder som overvældede os. Når vi vover at tale om disse ting, er vi med til at igangsætte processer, som på sigt fører til afklaring og, forhåbentlig, lægedom. Vi finder ud af at beskytte os emotionelt og mentalt. Det handler om at finde vej til en fremtid, hvor sårene og smerterne finder et leje, hvor vi kommer overens med dem, så vi finder frihed fra dem.
Tre af Jobs venner bar sig ualmindeligt klodset ad, og det i en sådan grad at Job måtte gå i forbøn for dem hos Gud, for at Han ikke skulle tilintetgøre dem. Disse tre venner repræsenterer i fuldt mål develmenende. Hvis vi skal række ud til mennesker i lidelse, må vi tilstræbe visdomdefineret som summen af kløgt og kærlighed, hvor kærlighedenindiskutabelt bør kunne tale for sig selv, og hvor kløgtendefineres somfornuft, intellekt, opfattelsesevne, åndsevner, begavelse, forstand og klarhjernethed.