Beates klumme juni 2019. ”Hvad er sandhed?” Det handler om discipelskab.
Skærtorsdag så jeg et filmklip fra Mel Gibsons ”The Passion of the Christ”, der handler om de sidste 12 timer i Jesuliv. Voldsomheden der skildres, får ordene hvad er sandhed? – sagt af Pilatus, som iværksatte den nedbrydende tortur Jesus blev udsat for, til at runge i mit indre!
Hvorfor skete det her Jesus? Er sandhedendet her værd? Hvor langt rækker den? Jeg tænker, at vi hver især må delagtiggøre os i spørgsmålet: hvad er sandhed? Jesus har tidligere givet os sit svar: ”Jeg er vejen, sandheden og livet!” (Johs. 14.6). Aktuelt er det sandheden,der er under lup.Sandhedskulle vel, som begreb, være indiskutabelt ypperligt – eller? Virkeligheden er tydeligvis den, at vi mennesker, ikke ualmindeligt, vrider dette begreb i retning af, hvad der passer til vores situation. Her begynder vanskelighederne; for kan en tilrettet, altså relativ, sandhed overhovedet have sandhedsværdi? Hvis ikke – hvor er vi så?
Den tyske rationalist, filosof, matematiker og politiske rådgiver Gottfried Wilhelm Leibniz(1646-1716) arbejdede ihærdigt på at skabe en religiøs verdensfred, idet han søgte at forene videnskab og religion i en helhed. Leibniz mente, der var en sandhedat finde – i foreningen af de omtalte størrelser. Som eftertiden har afsløret, lykkedes den gode Leibniz’ sandhedssøgende forehavende ikke. Det er altså ikke der, vi skal hen. I min søgen rundt omkring finder jeg, at de fleste definitioner på sandhednævner en overensstemmelse med faktaeller virkeligheden. Det græske ord for sandhed,alítheiaudtrykker, hvordan en sag virkelig forholder sig. Altså, at sandhedenfindes ved at iagttage foreliggende beviser.Sandhedenkan være det, der stemmer overens medkendsgerningerne og det, derfastsætter, hvordan noget bør væreret og rigtigt.
På trods af det faktum, at vi fra en ung alder tilskyndes til altid at fortællesandheden, begynder vi i en alder af fire år at indse, at det har sine fordele at lyve. Vi ved også, fra en ung alder, at en fuldkommen løgn sjældent holder i det lange løb. Derfor er det afgørende, at vi forholder os selv, vore børn og vore fællesskaber til denne virkelighed. Vi erfarer også, at løgnen kan have utilsigtede og frygtelige konsekvenser for dem, vi lyver for! Vi er nødt til at vælge: Enten raffinerer vi løgnen, og det kan den blive mere omfattende af, eller også drages vi mod det, som er sandt.
Som barn havde jeg et kalejdoskop; et mageløst stykke legetøj af form af et rør med et kikkerthul i den ene ende og indvendig udstyret med spejle anbragt i en spids eller ret vinkel i forhold til hinanden, så der dannes symmetriske mønstre. Jeg husker stadig de forskellige glasstykkers strålende farver i rødt, ultramarin, grønt, gult… Med øjet klinet til kighullet drejede jeg røret, og så mosaikkerne ændre form og farvesammensætning; en virkelig fryd for øjet. En lille drejning, og billedet ændrede sig. Sådan har jeg her i klummen beskuet sandhedensom begreb: Et tvist, et kunstgreb, en variation i en formulering – og billedet ændrer sig til en ny virkelighed: Sandheden bliver en flytbar størrelse! Den kan endog opdeles i et begreb kaldet halve sandheder! Når vi først er der, er spørgsmålet: Hvor meget er der tilbage af den oprindelige sandhedssubstans,og hvad har erstattet den del, som ikke er mere?
I en samtale for nylig drøftede en ven og jeg begrebet halve sandheder – og hvide løgne. Det er en uskøn substans, man kommer i berøring med. Der findes ingen værre kujon end den person, der konstant fortæller halve sandheder– altså kombinerer sandhed og løgn. Sådan en person vil før eller senere komme til at afsløre hele løgnen. Bedrageri forklædt som gode manerer er skadelige og nedbrydende. De har det med at komme op til overfladen ligesom løgne. Martin Luther King, Jr. sagde: ”Ingen løgne kan leve evigt!”
Lidt af min historik – en beretning om en løgn: Jeg voksede primært op i et hjem, hvor de voksne, der havde ordet, var født i hhv. 1885 og 1887: Morfar og Mormor! Jeg er altså barn af værdier fra en kultur, der var herskende for mere end 110 år siden! Årstallene taget i betragtning føler jeg mig som en oldsag – ligesom vores stamfader og stammoder Adam og Eva. Disse to menneskerblev udfordret på sandheden, og de dumpede. Også jeg blev udfordret på sandheden, og jeg dumpede! Otte år gammel sad jeg en aften og så Mormor ordne regnskab, og der lå en 100-kroneseddel afsides på bordet. Jeg puttede, uden nogen bevidst grund, seddelen i lommen. Mormor så ikke min handling. Hun sagde noget om sengetid, og jeg faldt i søvn med urolige tanker.
Den følgende dag ringede Mormor fortvivlet til min mor: Hun manglede en 100-kroneseddel. Min kloge mor hentede mig på skolen og stillede spørgsmålet: Har du hundrede kroner på dig? Jeg svarede, med den løgn der var tilgængelig, at jeg har fundet en 100-kroneseddel på vej til skole. Uden yderligere kommentarer kørte min mor mig til Gentofte Politistation, hvor jeg måtte indlevere mit ”fund”. En uniformeret politimand anviste mig en stol, og han satte sig på hug foran mig, hvorved han og jeg var i øjenhøjde. Han så på mig, uden vrede, og så, hvordan skylden og skammen overvældede mig. Lille Beate brød sammen under politimandens rolige spørgsmål. Jeg hulkede. Min gråd var min bekendelse; han så, hvor ulykkelig jeg var. På spørgsmålet: ”Hvorfor tog du pengene?” fik jeg fremstammet: ”Jeg ved det ikke.” Mit svar hører formentlig ind under det gamle ordsprog: ”Lejlighed gør tyv!” Jeg havde som otteårig, vi skriver 1958, aldrig haft penge på lommen; aldrig rørt ved pengesedler. Lommepenge var et ukendt begreb. Det eneste jeg kendte til, var en sjælden gang at købe en pakke lyserødt tyggegummi til ti øre hos marketenderen i Mormors og Morfars havekoloni!
Hvorfor løj jeg? Fordi det var muligt! Hvorfor sagde jeg ikke sandheden, første gang min mor spurgte, om jeg havde taget pengesedlen? Fordi jeg allerede da var mig min skyld bevidst, og jeg måtte derfor ”skjule” mig i løgnen!
Af min lille historiske beretning ses, at der var fire tilstedeværende faktorer, der bevirkede, at jeg manipulerede sandheden: Anledningen, min fantasi, min erkendte skyld og min skamfølelse! Det er unægtelig en ubehagelig cocktail at belaste sit liv med; faktorer, der ætser på livskvaliteten. Rent analytisk: De færreste mennesker træder ind på livets arena med ønsket om at lyve i størst muligt omfang, men når en otteårig kan præstere som beskrevet, hvad kan vi som voksne da ikke bringe det til? Hvad har vi ikke allerede bragt det til?
Hvad er der med den sandhed? Hvorfor er den så vigtig? Er den ikke vildt overvurderet? Er det ikke vigtigere, at vi selv, og andre, finder en modus vivendi; en måde at leve på, som er et kompromis i forskellige spørgsmål. Et kompromis der tillader livet at gå videre, uden at nogen stilles op ad muren – klar til at blive henrettet, fordi sandheden for al del skal frem?Er det påkrævet, at den indre pc kontinuerligt skal køre et renseprogram? Ja! Hvis vi virkelig vil leve fuldt ud, må det være vores svar. Det handler om vores sunde dømmekraft og vores ansvarlighed. Oprigtighed og ligefremhed er det modsatte af at lyve, og ærlighed skaber et mere intimt, brugbart og effektivt forhold til os selv og til andre. Sandhed sætter fri! En god samvittighed har et stærkt positivt drive.
Sandhedens modpol usandhedenbøvler mig. Det er den, der ødelægger livet. Det var den, der bragte den otteårige Beate ud af fatning. En lille morsomhed: En far holder tale for sin søn til dennes 14-års fødselsdag: ”Min dreng! Husk altid at tale sandhed. Lyv ikke – tal sandhed. Jeg ved, hvad jeg taler om, jeg har prøvet begge dele!” Tja, det har vi vel alle!
Bibelen har et fantastisk godt billede på begreberne sandhed – usandhed; fx skildret af Morten Rugager Kristensen, som eftertænksomt for nogle år siden, skrev:
”I Bibelen bruges surdejoftest som et billede på hykleri, ondskab og dårlig teologi (1 Kor 5,6-8; Gal 5,9). Jesus advarer sine disciple mod at bruge surdejenfra samfundets ledere og meningsdannere (Luk 12,1). Hvis din egen dej bliver blandet med deres surdej, spreder mælkesyrebakterierne sig uundgåeligt til hele brødet. Når man har blandet surdeji dejen, kan man ikke ombestemme sig.Surdejkan altså også være god og hensigtsmæssig. Hvis surdejener god, ligesom Guds rige er godt, virker den efter hensigten. Så gør surdejendet, der er godt, endnu bedre. Surdejenforvandler dejen til mere og bedre brød end ellers. Guds rigefungerer på samme måde. Når Guds rige, eller man kunne sige, Guds herredømme, bliver blandet med vore liv, så gennemsyrer Guds rigevore liv og forvandler vore liv til mere og bedre liv end ellers.” – ”Håb og tro er stærkere end frygt og afmagt.”Her har vi pointen: Hvorfor tale sandt? Fordi livet bliver meget bedre af det! Det er ikke lykkedes mig at finde forfatteren til nedenstående citat, som giver så god mening: ”Selvom det gør ondt, så er sandheden det, vi alle foretrækker og behøver.Sandheden er eneste måde, hvorpå vi kan gøre fremskridt. Sandheden giver os styrken til at bruge de korrekte psykologiske strategier til at ”vende det næste blad” i livet.Sandheden hjælper os med at komme over vores usikkerhed og følelsesmæssige ustabilitet; den fjerner vore illusioner.”
Jesus får her den afsluttende bemærkning:”…derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden,hører min røst!”Johs. 18.37.
”…Jeg er kommet, for at I skal have liv og overflod!” Johs. 10.10.