Beates klumme maj 2019. Hvad kendetegner din og min kirke? Det handler om discipelskab.

Jeg er i læsning af Bamber Gascoignes bog, ”De kristne”, blevet udfordret mht. at definere kirken; altså ”hvad er kirken?” Samtidigt skal jeg også forholde mig til nytteværdienaf kirken.
Tanken afstedkom et stik af irritation – hvad er nu det? Adskillige skriftsteder løb igennem mit hoved, mht. hvad Bibelen siger om ”kirken”. Guds kirke – selve begrebet kan da umuligt blive trukket ned på et niveau af nytteværdi.Helt ærligt!
Kommet mig over min umiddelbare fornærmethed måtte jeg spørge: nytteværdi– for hvem? Gud eller kirkegængerne? Taler vi om folkekirker eller frikirker? Handler det om kulturforskelle? 
En veninde fortalte mig, hvori hendes nytteværdilå; hun holdt af præsterne i den lokale kirke, og at hun kunne høre, hvad der blev sagt. Det er en klokkeklar udmelding.
Så begyndte jeg at pusle med ord som: Nytteværdi,udbytteog effektaf at være kirkegænger. Nogle kirkegængere er meget private i deres kirkegang, og de socialiserer sig ikke med øvrige kirkegængere. I hvor stort omfang kan vi her tale om nytteværdi,udbytteog effekt?Andre får i deres kirkesammenhæng en kirkefamilie; én, for manges vedkommende, meget holdbar relation. Her må jeg tilføje, at bibelstudiegrupper og bibellæsning danner bro mellem kirkegængere, og at tilbagevendende bibelstudiegrupper ofte fører til indgåelse af nye relationer. Heraf kan måske udledes nytteværdiudbytteog effekt?Hvis jeg snuppede en ”nysgerrig” mikrofon og stak den op i ansigtet på mennesker i bymidten i hhv. København, Odense og Århus og bad om et hurtigt svar på, hvad den kristne kirke er nyttigfor, ville det formentligt være vanskeligt for mange mennesker at komme med et lige så hurtigt og præcist svar som min veninde. Måske ville vi høre noget om godgørenhed,som vi fx kender det frakonceptet”Kontant Kærlighed”, kirkeindsamlinger og genbrugsbutikker. Årsagen er formentlig, at vi ikke er vant til at tænke en sammenhæng mellem kirke ognytte. Kirken tillægges formentligt generelt en betydning, som løfter sig ikke så lidt over niveauet nytte.
Tænker vi i at være forbrugere, gå til gudstjeneste, tage lovsangen og prædikenen til sig, synge med på sangene, og at være en del af fællesskabet, er det vel ikke irrelevant at tale om nytteværdienaf det, man bruger tid på? Man kan drøfte udbyttet på kort og på lang sigt.
Et spørgsmål til en dreng lød sådan: Hvad er kirken? Svaret var: En masse stole! Svaret refererede til den fysiske udformning af kirker generelt. Stiller vi spørgsmålet igen: Hvad er kirken? Så nærmer vi os måske noget med, at det er en samling af mennesker, som i nogen grad tror på det samme. En læser af et kirkeblad i Lolland Falsters Stift stillede, den på det tidspunkt siddende biskop, Steen Skovsgaard spørgsmålet: Hvad er kirken? Svaret var som følger:
”Det er et rigtig godt spørgsmål, der kunne gives mange teoretiske og vanskelige definitioner på. Jeg har lyst til blot at gøre opmærksom på, at hver gang kirken nævnes i Det Nye Testamente, så understreges det, at kirken er Guds kirke.
F.eks. Matthæusevangeliet kap 16, vers 18, hvor Jesus siger til Simon Peter: “Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.”
Kirken er altså Guds kirke, og så er det også Ham, der bestemmer. Det er Ham, som har ansvaret, og som definerer, hvad kirken og dens opgave er.
I et lille arbejdshæfte: “Kirke for flere” skrevet af sognepræst Christina Rygaard Kristiansen fra Lolland-Falster Stift, skriver hun, hvor vigtigt det er, at vi som kristne selv lytter efter, hvad vores opgave er i kirken:
“Det handler dybest set ikke om, hvad vi – hver især – vil med kirken hos os, men om hvad Gud vil med os i sin kirke. Det kræver refleksion og diskussion og aktiv lytten til både Bibel og hinanden at afklare dette spørgsmål.”
I Radsted er der et gammelt ord, som siger, at Helvede ligger 7 mil under Radsted kirke. Som en præst sagde til mig: “Det fortæller noget om, hvorfor kirken ligger dér. Den ligger der nemlig som en prop, som skal holde det onde nede.”
Med sine gudstjenester, lovsang og det levende håb er kirken med andre ord med til at lukke munden på den onde selv. Derfor er der al mulig grund til at takke Gud for hans kirke og deltage i den lovsang, som man roligt kan sige er én af kirkens vigtigste opgaver.”

Skovsgaard og Rygaard Christiansen får vinden til at vende. Nu er det ikke længere vores vinkel, der skal iagttages fra, men Guds vinkel. Det er Guds Rige, der skal tilføres nytteværdi, udbytte og effekt, og det er dig, kære læser, og mig, der skal engagere os!
At være aktør i Guds Rige er at turdeforpligte sig over for Ham: ”Herre, her er jeg send mig.” Esajas 6.8. Når vi først giver vort tilsagn, er vi ikke længere dem, vi var! Gud ønsker vores medvirken i sit Rige, så vi sammen med Ham kan kreere nytteværdi, udbytte og effektfor andre mennesker, for vi er de redskaber, Han ønsker at bruge! Nu bliver det stort, det her!Kære læser; du og jeg er uundværlige aktører i Gud store Rige. Her er brug for alle i alle aldre! 
Den første menighed vi læser om i Apostlenes Gerninger tydeliggør essensen af, hvad kirken, efter Jesu hjerte, skal være for en størrelse: Et forkyndende og proklamerende fællesskab der drager omsorg for, at mennesker i fællesskabet ikke lider nød – uanset hvori nøden måtte bestå. Det er, hvad jeg vil kalde ”et fedt koncept”. Der var på den tid mange mennesker, som ikke var i stand til at forsørge sig selv, og her trådte fællesskabet til. Det sikrede, at mange munde blev mættede og familier blev bevarede. Menigheden blev altså kendetegnet ved at arbejde i to spor. Denne idé greb William Booth, da han i 1800-tallets England startede Frelsens Hær. Kernebudskabet om Jesus Kristus blev fulgt op af uddeling af mad – hvor den etablerede kirke havde tilbøjelighed til at lukke sig om sig selv. En kristen kirke skal ikke have nok i sig selv. Det bør pr. definition være en umulighed.
Fællesskabet, fx omtalt i Ap.G.4.32 og som bestod af såvel jødekristne som hedningekristne, udvikledes ved, at man modtog efter behov og ydede efter evne. Man bidrog med både praktisk arbejde og økonomi. Generøsitet og gavmildhed blev et kendetegn. Hvad økonomien angår så havde jødekristne baggrundsforståelse for at give ”tiende”. Tiendeprincippet er genialt, fordi Gud står bag konceptet. Gud underviser Moses i, hvordan den enkelte i fællesskabet skal forvalte sine midler, og det er både høj og lav. Guds måde at publicere sit koncept på er: Giv mig en tiendedel af det, du har, og Jeg vil overøse dig med det, Jeg har! Princippet er, hvad vi på godt nydansk kan kalde ”en fed deal”. Og det var så, hvad man gjorde i fællesskabet. Virkningen udeblev ikke. Der var økonomisk fremgang. Der var rigeligt til, at hver familie trivedes, og der var overskud til, at den fremmede nød godt af væksten. Jeg elsker det faktum, at familierne havde såvel et figentræ som en vinstok. Afgrøderne var så rigelige, at der var nok fra høst til høst.
Generøsitet over for Guds påbud var, og er, overskudsgivende. Vi ser også resultatet af det modsatte. Vi møder formuleringen, at den nærigeoplever, ”hans pung bliver hullet”. Uanset om han spinker og sparer og holder sine værdier for sig selv, bliver han ikke lykkelig. Det er beskrevet i flere artikler, at nærighed kan føre til en tilstand af stress og utilpashed. Påholdenhed er et magttomt rum! Jesus siger: ”Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.” Luk. 6.38.
Gud ønsker, at vi giver til Ham. Det er en samvittighedssag mellem Ham og den enkelte af os. Det er ikke fra dig og mig og til kirken. Nej! Det er mellem Ham og mig; Ham og dig. Rent praktisk kan vi dirigere vore penge til et kirkefællesskab, som så forvalter og målretter økonomien. Jeg er meget taknemmelig for at være en del af et menighedsfællesskab, der understøtter kirker i vidt forskellige brændpunkter af verden. Når vi økonomisk støtter vore kirker tilføjer vi dem ekstra handlekraft til at være nyttige, udbytterigeog havende en effekti menneskers liv.
Mit første møde med tiendeprincippet virkede fuldstændig bagvendt på mig. En ældre kvinde sagde til mig: ”Hvis ikke jeg sikrer at betale en tiendedel af min pension hver måned til Gud, kan jeg ikke få mine penge til at slå til.” Jeg tænkte: Absurd! Det giver ingen mening. Skulle generøsitet, hvor man gør sig en tiendedel fattigere måned efter måned, føre til, at de resterende ni tiendedele rækker bedre? Men kære læser: Det er en virkelighed. Hvis du har problemer med din økonomi, begynd da at give konsekvent til Guds Rige, så vender vinden! Årsag: Det er Guds egen opfindelse. Jeg ved, at når vi giver Ham vores mammon at arbejde med, vil Han udøse sin mammon af velsignelse og fremgang i vore liv. Det er min erfaring. Tiendeprincippet er meget langtrækkende – og nyttigt!

Kategorier: Uncategorized