Beates klumme april 2019. Pas på de bitre rødder. Det handler om discipelskab.


Bibelen beskriver bitterhedsom en plante, en rod, hvorfra alt ubehageligt vokser ud: Vrede, hævntørst, ondskab og selvmedlidenhed. Bitterhedkan ligge skjult bag forskellige følelser. De kloge er stort set enige om måden, hvorpå man kan konstatere, om der er bitterhed til stede. Man kan spørge sig selv, om en samtale med et andet menneske har ført til, at man igen og igen repeterer denne samtale, fordi man ønsker at retfærdiggøre sin voksende vrede i forhold til vedkommende. En anden tilstand handler om, at man har svært ved at styre, hvad der kommer ud af munden på én, og at man har en kritisk holdning til sine medmennesker. Man udviser hurtigt irritation samtidigt med, at man er uforskammet. Disse tilstande indikerer bagvedliggende motiver for bitterhed.Bitterhedkan beviseligt forandre et menneske til uigenkendelighed! Hvad er modgiften? Bibelen har en meget fornuftigt og let tilgængelig kur i form at en direkte appel til den, som registrerer en eller anden form for bitterhed hos sig selv:”Afhold jer fra enhver form for bitterhed, ja alt, hvad der er ondt. Vær venlige og barmhjertige over for hinanden. Tilgiv hinanden, ligesom Gud tilgav jer på grund af Kristus” Ef.4.31.Budskabet er altså, at der skal en aktiv indsats til for at skabe den fornødne forandring. Vi bliver orienteret om, atbitterheder noget ondt. Her handler det ikke så meget om, hvad følelsenbitterhedkommer af, men derimod hvilken uhyggelig indflydelse denne følelse har på vores livskvalitet og vore valg i livet! Et menneskes bitterhedhar det med at ætse sig ind i andre menneskers liv og stjæle deres glæde og fred; de forpester simpelthen eget og andres liv!
Der er ingen tvivl om, at Charles Dickens’ (1812-1870) forfatterskab er en af de store litterære gaver til menneskeheden. Han har formået at påpege og udfolde menneskelige styrker og svagheder i et umådeligt, populært omfang. Kun 5 år gammel hørte jeg, siddende på min onkels skød i en stor gammeldags, polstret lænestol, Dickens’ ”Store forventninger”oplæst i radioen. Der mødte jeg begrebet menneskelig bitterhedfor første gang. Jeg husker, vi talte om, hvor underlig, væmmelig og frastødende damen var. Sammensætningen af historiens indhold og ærinde gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Kasper Håkanssonskriver om ”Store forventninger”: ”Min favoritfigur er uden tvivl romanens store tragiske skikkelse, den gamle miss Havisham. I mere end 30 år har hun ikke set solen, men siddet på sit kammer med urene sat i stå, iført den bryllupskjole, hun havde på den dag, hun blev svigtet af sin tilkommende, mens hendes krop og sind gradvist er tørret ind ligesom bryllupskjolen, indtil der nu ikke er meget andet tilbage af hende end hendes selvmedlidende bitterhed og ondskabsfulde hævngerrighed mod verden i almindelighed og alle mænd i særdeleshed.”Citat fra bogen: ”Miss Havisham’s ansigt var sunket ind i en vagtsom, grublende mine – sandsynligvis dengang alle tingene omkring hende var stivnet, hvor de stod – og det så ud som om, at intet nogen sinde ville kunne løfte det op igen. Hendes bryst var indfaldent, så hun krummede ryggen; og hendes stemme var mat, så hun talte dæmpet og med en slags dødeligt vindstille om sig; i det hele taget så hun ud som om, at hun var styrtet, med krop og sjæl, indvendig og udvendig, under byrden af et knusende slag.”
Dickens beskriver malende, hvordan bryllupsbordet var festligt dækket. I alle årene stod bordet der med hele opdækningen af porcelæn, glas, sølvbestik, sølvkandelabre og store blomsterdekorationer, som for længst var visnet. Alt var dækket af et massivt lag støv.
Netop sådan fæstnede Miss Havisham, denne særlige repræsentant for menneskeheden, sig i min bevidsthed: Selvmedlidende, bitter, ondskabsfuld, hævngerrig og med et liv, der var spildt; et galleri over fortabte muligheder. Og så kommer det: Hvorfor, hvorfor og hvorfor? Hvilken ”mekanisme” er årsag til historiens tragiske resultat? For vi kan vel være enige om, at det er en tragisk historie?
Jeg tænker, at den første oplevelse af brudgommens svigt på selve bryllupsdagen, har chokeret såvel brud som hele selskabet – inklusive den unge mands forældre, familie og venner. Der er mange kirker, der kan vidne om, at en brud eller en brudgom har ventet forgæves ved alteret, mens begge sider af parrets pårørende har siddet med tiltagende våde håndflader. Det skete er en social skændsel! Man går hver til sit. Bruden, Miss Havisham, tørrer øjnene, men koger indvendig af vrede og jalousi. Hendes navn nævnes i byen med et skuldertræk og hun latterliggøres i en rå latter. 
Alle den unge kvindes fremadrettede forhåbninger om kærlighed, om at være den elskede, om samliv og lykke, om familie og børn, knuses på bryllupsdagen. Miss Havisham får vores dybeste sympati, og vi bliver ulykkelige på hendes vegne. Hvilke råd ville du, min kære læser, give Miss Havisham, såfremt du og hun kunne spole tiden tilbage til bryllupsdagen, hvor fyren stak af? 
Kulturen giver i 1800-tallet ikke kvinder social mulighed for at udadreagere. Alligevel behøver livet ikke at slutte der. Andre svigtede kvinder har fundet en ny lykke. Hvorfor ikke tænke den vej? Uanset hvad vi kunne have forslået af fremtidige muligheder, tror jeg ikke, Miss Havisham ville have lyttet, fordi den tilsyneladende berettigede følelse af uretfærdighed og fortørnelse allerede havde fået førstepladsen. Og Miss Havisham’s ulyksalige tilstand blev modnet dag for dag; komprimeret og nurset måned for måned, år for år, årti for årti! 
I vort møde med et sådant menneske er der flere gode værktøjer at hente i Bibelen. Først ses en opfordring til os, hvori vi forstår farligheden af bitterheden: ”Lad ingen bitterhed få lov at spire frem i jer og sprede sin gift, så mange bliver smittet af den.”Her fra Hebr. 12.15b diagnosticeres bitterhedensom noget virkelig farligt med en reel spredningsrisiko. Advarselslamperne blinker: Bliv ikke indfanget i et andet menneskes bitterhed!
Jeg har lyst til at råbe til Miss Havisham: ”Kom, lad mig hjælpe dig! Gør ikke det her mod dig selv! Lad mig læse for dig, at der er en bedre vej i livet end den, du har valgt! Lad mig tale nogle udfriende ord ind i dit liv, og lad mig få lov til at følge Bibelens opfordring, hvor jeg hjælper dig med ikke at glide væk fra Guds nåde!” Hebr. 12.15a.

Denne kvinde, med et selvvalgt martyrium, nurser skammen, forhånelsen, ydmygelsen og selvmedlidenheden, og samler dem i den tresidede cocktail: Bitterhed, vrede og had. Denne cocktail overtager hele følelsesregisteret, og den rettes derefter mod alt og alle. Her har vi det spildte liv, og heri ligger tragedien! Kloge hoveder taler om en umoden personlighed, der indadprojicerer…! I fortsættelsen af vore tanker om Miss Havisham kan vi på det kraftigste anbefale hende at lægge kursen om!
Når som helst, i løbet af de mere end 30 år, kunne Miss Havisham have valgt et andet livsforløb – når som helst! Hun kunne have smidt brudekjolen og taget sig et forfriskende bad, hidkaldt et serviceteam der kunne have ryddet bordet, fjernet støvet i huset, rystet og renset de tunge gardiner, pudset vinduerne så sollyset kunne komme ind, pudset sølvkandelaberne og sat friske blomster på bordet. Når de positive valg havde taget deres begyndelse, kunne hele huset, inklusive køkkenet, have fået en hovedrengøring fra kælder til kvist; og der kunne være luftet godt ud overalt!
Miss Havisham kunne have kontaktet den lokale kirke og spurgt, om der var noget, hun kunne gøre for nogen; måske specielt for kvinder, som havde fået knubs i livet – som var blevet svigtet. Hun ejede jo et stort hus, så hun havde, i et vist omfang, haft mulighed for at åbne sit hjem for disse kvinder og deres eventuelle børn. En mulighed for at give dem en ny start; måske endda også økonomisk. Miss Havisham kunne være blevet en fortryllende plejemor og reservebedstemor. Tja… var forandringen sket tidligere i hendes liv, kunne hun selv være blevet hustru og mor!
Der er uendelig mange ”Miss Havisham’er”, både mænd og kvinder, i vores samtid. Der er ingen kønsforskel. De er på vore arbejdsplader, i vore kulturelle aktiviteter, i vore kirker – endog i vore familier. Vi er nødt til at anerkende, at der kan være brug for hjælp. Mennesker, der er fastlåst, har behov for hjælp.
Hvad kunne vi have gjort dagen efter Miss Havisham’s bryllupsdag; eller for den sags skyld senere? Kunne vi have opnået taleret i hendes liv, og havde vi haft mod til at gøre brug af den? Hvad med at vi havde investeret lidt tid i hende? Vi kan ændre vore liv ved at ændre vores indstilling til vore medmennesker. Mennesker fødes ikke bitre. Det er noget, der kommer over tid; et resultat af forskellige situationer, der ikke er blevet håndteret ordentligt, og som har overvældet den pågældende person. En ellers velfungerende familie, hvor et medlem oplever bitterheden, kan blive flået i stykker, til stor tragedie for familiens børn, der ikke ved, hvordan de skal forholde sig. Et menneske, ramt af bitterhed, der efterfølgende føler sig set og hørt, kan skifte sind i løbet af få timer! Sværere behøver det ikke at være, men det kræver, at nogen vil stille sig til rådighed.Michael Kold siger: Ord er som nøgler. Hvis du bruger dem rigtigt, kan de åbne hvert et hjerte, ligesom de kan lukke hver en mund.”Her er det medmennesket, dig og mig kære læser, der i kærlighed rækker ud, og gør hvad vi kan for at forløse det forpinte og selvdestruktive ego. 

Kategorier: Beates Klumme