Beates klumme
Handlemuligheder, taknemmelighed – og lykke. Det handler om discipelskab.

”Grisling opdagede, at selv om han havde et ret lille hjerte, kunne det rumme enorme mængder taknemmelighed.” (Fra Peter Plys)Overskriften for nærværende klumme er kommet bag på mig. Jeg troede, at jeg skulle et helt andet sted hen, men så stødte jeg på en voldsom udfordring i mit ejerlaug; og på et foredrag af en benediktiner munk ved navn David Steindl-Rast! Herefter bliver jeg vist aldrig helt den samme som før! Jeg har fundet et genialt redskab til trivsel, og jeg deler her med dig, kære læser, hvad jeg har erfaret: At handlemuligheder afføder taknemmelighed, som igen afføder oplevelsen af lykke, og at vejen til at erfare hvad sand lykke er derfor er kortere, end vi tror! Jeg er her inde på et fantastisk, guddommeligt princip, som jeg aldrig tidligere har rumsteret med! Gud har utallige måder at påkalde sig vores opmærksomhed på. Det bekymrende er imidlertid, at vi ofte går med skyklapper og ørepropper, så vi ikke sanser, at vores Far i Himmelen vil os noget. Her kommer det ”wake-up-call”, jeg selv har taget imod i form af essensen af David Steindl-Rast’s foredrag:”Overalt i verden gælder det, at mennesker gerne vil være lykkelige. Der er intet menneske, der i udgangspunktet vælger at være ulykkeligt. At være ulykkelig kan være forårsaget af smerte, afsavn eller katastrofale hændelser. Hvordan forestiller vi os at være lykkelige? Taknemmelighed, er nøglen til lykke. Det er ikke den anden vej rundt, at oplevelsen af at være lykkelig, uanset hvordan den former sig, skulle kunne gøre os taknemmelige. Vi ved, at selv mennesker, som lever i vanskelige kår, oplever sig lykkelige!
Hvad mener vi med taknemmelighed, og hvordan fungerer den for den enkelte af os? Vi skal tænke i retning af, hvad der er af betydning for mig: Noget som er værdifuldt for mig, som er givet mig på en eller anden måde, en sand gave, ikke købt, og ikke produceret! I denne sammenhæng får vi øje på muligheder, handlemuligheder, i vidt forskellige retninger. At opleve at vi ser handlemuligheder, én eller flere, efterfølges spontant af oplevelsen af taknemmelighed!
Det er disse dyrebare øjeblikke, som er kilden til oplevelsen af sand lykke! Selv komplicerede situationer, når noget går helt i sort, har disse elementer i sig, fordi vi giver agt på kombinationen af noget værdifuldt – og den sande gave.” Så vidt David Steindl-Rast!
Han blev meget aktuel for mig, da jeg bad Gud om hjælp i en vanskelig situation:
Jeg er formand for vort ejerlaug, 8 etplanshuse i to rækker, bygget i 1954. Ejerlauget reguleres gennem vedtægter, generalforsamlingsbeslutninger og kutymer. Mine forældre byggede, sammen med 7 andre ægtepar, disse huse. I 1972 overtog jeg det hus, hvor har boet siden 1954. Jeg kender hele ejerlaugets historik.
En ny ejer kom til i 2016, og vedkommende indtrådte i bestyrelsen ved generalforsamlingen i 2018. Det er siden oktober 2018 lykkedes pågældende ejer at overskride vedtægterne, ignorere generalforsamlingsbeslutninger og mangeårige kutymer. Dette er et voldsomt angreb på et fællesskab. Det er lidt af en præstation og en heftig udfordring for en formand. Jeg følte mig virkelig trængt. En formand har ingen sanktionsmuligheder i en sammenhæng som denne.
Vi vil alle gerne være en del af noget, vi tillægger værdi, og jeg var vred over, at de værdier, som var hele fundamentet for mere end 60 års samvirke, blev krænket, og jeg så ingen mulighed for handling; en temmelig sølle situation at stå i som formand! Jeg havde i den grad brug for, at Gud viste mig, hvor mit fokus skulle være. Og Guds inspiration udeblev ikke – rent discipelskab!
Som bestyrelse sidder det enkelte medlem på mandat af samtlige ejere. Jeg startede en ransagning af min rolle som formand, og så var der noget, der blev vakt; jeg så en udvej. Jeg fik dannet et billede af mig selv som en agtpågivende schæferhund! Mit ansvar som formand fandt udtryk i, at jeg så min rolle som en vagthund, der afpatruljerer en grænse, hvor intet uønsket, intet der kan skade fællesskabet, får mulighed for at slippe over: Jeg var beskytteren af mit ejerlaug!
 I det stadie, jeg var i, mærkede jeg taknemmeligheden: ”Yes Gud, der er noget, der virker her!” Jeg greb taknemmeligheden og var ikke længere fastlåst! Jeg mærkede en glædesspirille (et af mine hjemmelavede ord, som du, kære læser, sikkert kan forestille dig, hvad betyder) inden i mig, og jeg så handlemuligheder! Det indre pres slap sit tag!
En konstruktiv vrede, rettet på bestyrelsesmedlemmet, fandt vej i tasterne på min pc. Jeg forfattede en skrivelse på 3 A4 sider til alle i ejerlauget. Indholdet gik primært på omfanget af bestyrelsesmedlemmets overskridelse af fællesskabets værdier: Vedtægterne, generalforsamlingsbeslutningerne og kutymerne. Dertil kom min understregning af, at fællesskabet til stadighed må være agtpågivende mht. ukrænkeligheden af de nævnte dokumenters indhold og formål. Det pågældende bestyrelsesmedlem blev ikke ret glad, mens det øvrige ejerlaug tog min skrivelse til sig! Flere af de emner, jeg har berørt i min skrivelse, bliver til vedtagelser på førstkommende generalforsamling!
Den gode munks indsigt er blevet afgørende for mig. Jeg har afprøvet hans anvisninger og er kommet til det resultat, at jeg nu har et redskab, som er umisteligt for mig. Som mentor oplever jeg udfordringen i at finde det lille ståsted, som kan blive afsæt for en fremadrettet løsning. Problemløsning kræver til stadighed kreativ tænkning, men jeg har mere at arbejde med nu!
Vi er ikke ude af problemerne i ejerlauget, men jeg kan ikke andet end at se på min igangværende proces med taknemmelighed. Nogle mennesker bringer os glæde, andre giver os erfaring.Hvis ikke jeg var blevet udfordret på mit formandskab, var jeg aldrig blevet bibragt min nye indsigt, og jeg havde dermed ikke erfaret min nye forståelse af handlemuligheder; en nytårsgave af usædvanlig dimension!
Det synes at være alment menneskeligt, at have det svært med taknemmeligheden: Jo mere forkælede des mindre taknemmelige synes vi at være!Jeg kunne ønske, at jeg altid selv havde det som Grislingen! Den menneskelige natur er tilbøjelig til at tage livets gode sider som noget selvfølgeligt, men intet gode er en selvfølge! Vi kan stille os spørgsmål som: Hvorfor er jeg ikke gladere, hvorfor er jeg så utilfreds og hvorfor er jeg ikke mere taknemmelig? Spørgsmålene udtrykker modløshed. Jette Dahl siger: ”Det er ikke modgang, der gør mennesker ulykkelige, det er derimod manglende taknemmelighed, der skaber rum for modløsheden.” Jeg tror, vi kan hjælpe taknemmeligheden på vej ved at sige til Gud, at vi har brug for Hans assistance til at få et afbalanceret og taknemmeligt hjerte. Gud er” ” rig nok for hver, som påkalder Ham.” Luther udtrykker sig sådan om netop det: ”Om vi så tænker os aldrig så godt om og beder Gud om alt det bedste, vi véd, så har vi dog kun bedt om en lille skefuld, for større ønsker kan vi ikke finde på. Men Gud uddeler ikke små skefulde. I glæde over, at ét af hans børn beder ham om noget, øser han et stort vognlæs op, og menneskehjertet er blot for snævert til at fatte det.” Jeg er overbevist om, at Luther har ret.
David Steindl-Rast krydrer vort hjertets indstilling med små anvisninger:
”Kig dig omkring: Brug dine sanser og spørg dig selv: ”Hvad kan jeg være taknemmelig for i netop dette øjeblik?” Husk igen, at det gerne må være bittesmå ting: At der er en bænk, ved busstoppestedet, at mobilen kan underholde dig, at solen skinner på dig, mens du venter på bus 122; den slags. Grib de muligheder øjeblikket tilbyder dig: Hvert øjeblik giver os en række muligheder, når bare vi stopper op og lægger mærke til dem. Livet handler om at nyde og glæde sig over alt det, som er givet til os; så vær kreativ og nyd øjeblikket.
Hvis du er taknemmelig er du ikke frygtsom.Vi skal ommøblere vores hjerne til at blive bevidst om taknemmelighed og lykke.Når vi er taknemmelige ændrer vi på magtpyramiden i verden.Taknemmelige mennesker er glade mennesker, og det smitter af på vores omverden. Når vi ser muligheder, skal vi lade os inspirere til at handle på dem!”
 Denne sidste anvisning fra munken passer godt ind i en lille historie fra virkeligheden:
”To sælgere fra en engelsk skofabrik blev i år 1900 sendt til Afrika for at undersøge, om der var salgsmuligheder.
Den ene telegraferede hjem: Situationen håbløs; de går ikke med sko!
Den anden telegraferede hjem: Fantastiske salgsmuligheder; endnu går ingen med sko her!”
”Carpe diem” – grib dagens muligheder med taknemmelighed.