Turen går til JUL.Det handler om discipelskab.
Du kender sikkert den bogserie, der hedder Turen går til…Turen går til Rom, Turen går til Paris; altså en rejseførerder beskriver de herligheder, vi kan opleve som turist i de forskellige rejsemål. Bibelen er en fantastisk rejsefører, og med den rejse, vi nu begiver os ud på, er titlen: ”Turen går til Jul!”
Jeg har spekuleret på, hvorfor det blev jul, da det blev jul – altså da Jesus blev født, og hele Himmelens engleskarer jublede og lovpriste Gud. Hvorfor blev det lige netop den nat, i lige netop det år, og lige netop på det sted, hvor Jesus blev Jesu født?
Hvad fik Gud til at arrangere det hele sådan?
Hvornår planlagde Gud julen?
Jeg spekulerer på, om vi kan sige, at julen blev planlagt i Edens have? Nu mener jeg ikke jul i kulturel forstand – med flæskesteg og brun sauce – eller hvad man nu har af særlige traditioner jorden over.
Jeg tænker på, at Gud gjorde sine første juleforberedelser i Edens have. Det må siges at være i meget god tid. Men det kunne jo godt være, fordi der var virkelig mange ting, som skulle falde på plads, før englene kunne istemme deres enorme lovsangskor: Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden; i mennesker Guds velbehag.
Det har altid været svært for nogle at holde sig fra kagedåsen, når de ved, at der ligger nogle lækre, nybagte julekager i den. Lettere omskrevet kunne vi sige det samme om Adam og Eva: De havde svært ved at holde fingrene fra delikatesserne, og i samme øjeblik de nød frugten – så var julen en virkelighed! Det var jo Syndefaldet der bevirkede, at det engang skulle blive jul. Gud ville jo ikke, at vi, der er skabt i Hans eget billede, skulle være væk fra Ham – at vi skulle fortabes. Og til det formål var Jesus en nødvendighed – altså julen!
Og tiden fra syndefaldet til jul – til Jesu fødsel – blev som en kæmpemæssig julekalender, hvor nedtællingen var begyndt! Der var dog et problem med den julekalender, for faktisk var der ingen kalender på Jesu tid. Hvis folk skulle minde hinanden om, hvornår hvad havde fundet sted, ja så er det, som vi læser i Bibelen: ”Det skete i de dage – (hvilke dage?) – at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at alverden skulle skrives i mandtal. Det var den første indskrivning som skete, medens Kvirinius var statholder i Syrien.” Hvornår var nu det? Jo, var det ikke det år, hvor tante Miriam fik kattekillingen? Man måtte have navne, steder og begivenheder til at fastholde en fælles forståelse af, hvor, hvornår og hvorfor der skete det og det!
Tidsregningen efter Kristi fødsel blev først foreslået af en kristen munk, Dionysios, i året 525 efter Kristus. Han foreslog Kristi fødsel som udgangspunkt for kalenderen. Tak for det! Nu har vi nogle årstal at hæfte på vores kæmpemæssige julekalender. Jesus blev født i år nul – plus og minus lidt regnefejl.
Et af dagens store spørgsmål er: Hvad skete der før Jesus kom, og hvorfor kom han lige netop det år? Hvorfor ikke 5 år før eller 7 år efter? Jeg kan ikke se andet, end at det har at gøre med verdenshistorien!
Før syndefaldet var alt så godt, men så gik det galt og galt blev til værre, for i løbet af menneskehedens historie blev det helt tovligt. Vi kunne sige, at den kæmpemæssige julekalender er som et ur, der tæller ned. For hver dag bliver en låge åbnet – en låge i verdenshistorien. Den næste dag er der en låge mindre tilbage før… Før hvad? For hver gang der er gået 24 timer, er vi kommet en dag nærmere slutningen på julekalenderen – altså JUL!
Hvad var det Gud skulle nå at gøre, siden Han ikke ville lade julen blive til jul mange år før, den blev til virkelighed?
Kommer Bibelen med gode anvisninger til, hvad det var, Gud havde gang i. Hvad det var, der fik en opsættende virkning på Jesu fødsel? Hmmm?
Var det Jesus, der ikke var parat? Nej! Havde englene ikke fået øvet sig i tilstrækkelig grad? Alle engle har vel fuldkomment gehør, så nej, heller ikke det! Var der ikke trompeter nok? Heller ikke det!
Måske havde det noget at gøre med, at alt i hele kosmos skulle være på en helt speciel måde, for at det Gud ville gøre, kunne have en fuldkommen og fuldstændig rigtig indvirkning på evigheden! Det er vel ingen umulighed?
Jeg tænker, at det må tage nogen tid, at få planlagt evigheden, da den pr. definition varer temmelig længe. Men det er vel ikke blot et spørgsmål om tid? Der må være noget andet, som skal være på plads, for at evigheden er perfekt.
Hvis man skal på skovtur, skal man have en madpakke med og en flaske vand! Glemmer man begge dele, bliver skovturen ikke sjov; og formentlig rimelig kort! Udflugter skal planlægges, og det skal ”evigheder” vel også! Evighedernes evighed… er noget meget, meget, meget langt noget, og det må kræve megen, megen, megen forberedelse!
Hvad består evigheder af? Det er noget, som bliver ved og bliver ved. Men hvad består de ellers af?
I Åbenbaringen er evigheden beskrevet som Det Ny Jerusalem:
”De tolv porte var tolv perler, hver af portene var af én perle. Og byens gade var af det pure guld som gennemsigtigt glas. Men et tempel så jeg ikke i den, for Herren, Gud den Almægtige, er dens tempel, og Lammet. Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys. Folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger komme ind i den med deres herligheder. Dens porte lukkes ikke om dagen, og nat er det aldrig dér. Folkeslagenes herligheder og kostbarheder bringes ind i den. Men intet vanhelligt kommer derind, og det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets bog, lammets bog.”(Åb. 21.21-27)
Sådan en seværdighed som Det Ny Jerusalem, må det tage mange, mange, mange år at skabe.
Hvad er det så, der skal være på plads og i orden, før en evighed kan begyndes? Det skal Verdenshistorien! Begivenhederne i verdens historie er meget afgørende for, hvordan Evigheden skal forløbe. Gud er faktisk meget distinkt vedrørende dette. Når vi starter bibellæsning fra s. 1 og fortsætter til sidste blad i Bibelen, er vi ikke i tvivl om, at der er fuldkommen, og nøje overensstemmelse mellem alle begivenheder, som er omtalt i Bibelen.
Bibelen er et fantastisk dokument mht. overholdelseaf Guds regelsæt – og overtrædelseaf Guds regelsæt.
I sin enorme visdom gav Gud os de 10 bud. Israels folk blev til et folk – takket være Guds 10 bud. Den primære grund var, at folket skilte sig fuldstændigt ud i forhold til alle andre nationer. Folket var Guds ejendomsfolk, der levede efter guddommelige spilleregler! Hvis de altså huskede dem! Historien viser, at Guds ejendomsfolk led af et tilbagevendende, svært og omfattende, kollektivt hukommelsestab! Hvis altså ikke deres modstand mod Gud skyldes stædighed! Men det gjorde det så også temmelig tit!
Når folket lavede et træk af ulydighed, svarede Gud med et modtræk. Når folket nåede til at tilbede guldkalve, begyndte Gud at spille skak. Gud spillede hvid og folket var sort! Gud bestemte selv spillereglerne!
Over en tid på en to-tre hundrede år flytter Gud en stor mængde brikker i sit skakspil. Han gør det på grund af sit udvalgte folk. Fire fantastiske kulturer: Det assyriske rige, det babyloniske rige, det persiske rige og det ægyptiske rige bliver væltet af Gud, og de forsvinder ud i glemslen. Gud brugte disse fremmede folk til at tugte sit udvalgte folk med; det folk Han havde udvalgt til at være et blomstrende og velsignet folk, der til stadighed gjorde fremgang, og som i ære ville bære hans navn! Gud tøver ikke med at føre sin plan igennem, mht. sit folk, for vi er på vej til jul, og Guds ur tikker…
Gud skabte os med en samvittighed og med en følsomhed over for Hans kærlighed og omsorg. To mennesker i Edens have lavede ulykker. Hvad kan millioner og atter millioner af mennesker så ikke nå at udrette i tidens løb mht. at volde Gud sorg?
Bibelen taler om ”tidens fylde”.Når tiden er ”fyldt”,har vi nået slutningen på Guds store julekalender. Det er som en vægt, hvor den ene vægtskål rummer Guds retfærdighed og den anden vægtskål rummer menneskehedens overtrædelser over for Gud. På et tidspunkt ”i tidens fylde”,bliver vægtskålen med overtrædelserne så tung, at Guds retfærdighed går i luften, og så kan det nok være, at menneskeheden får Guds mening at høre. Det er netop det, der er årsagen til, at vi bevæger os fra Edens Have – og så frem til Jul. ”Guds ur tikker… i tidens fylde…!”
Hvad gør Gud? Han bruger, fra nu af, sit umådeligt raffinerede, guddommelige skakbræt til at få sit folk, jødernes, opmærksomhed. Gud stiller brikkerne op med den hensigt at gøre folket skakmat, for derefter, at kunne genoprette det: Han sender den ene profet efter den anden. I nordriget har vi Elias, der drøner igennem med guddommelig ild, der slikker selv vandet op.
I sydriget råber Mika veråb over undertrykkerne og udtaler på Guds vegne: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig; Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed – og årvågent vandre med din Gud!” (Mika 6.8.)
Men ingen lytter, og ”Guds ur tikker … mod ”tidens fylde…!”
Vi ser her den spæde begyndelse til at genskabe nationen Israel. De store riger er blevet til støv. De store og de stærke er blevet til intet, men … der ligger et lille landområde, Juda, der gemmer på en gammel hemmelighed:
”Hvilken Gud er som du, der tilgiver skyld og bærer over med synd hos den rest, du ejer? Du, som ikke bliver ved at være vred, men holder af at vise godhed; Han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb. Du viser troskab mod Jakob, og trofasthed mod Abraham, sådan som du tilsvor vore fædre i gamle dage!” (Mika 7.18-20.) Hvor kom det fra? Jo, folket er begyndt at lytte til Guds ord. Men der er mere – meget mere at forstå, for man læser og tager dét til sig, som Moses har profeteret: ”Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne, ham skal I adlyde!”(5 Mos. 18,15).Der er noget under opsejling her. Noget spændende og afgørende; noget, der ikke er set tidligere. Vi venter nu på en helt særlig person, én som skal adlydes!
”Guds ur tikker… og tikker næsten højlydt nu…!”
På et givent tidspunkt, præcist i rette tid, står brikkerne på det guddommelige skakbræt, som de skal. Da er verdenshistorien bragt præcis i den rette venteposition til Guds indgriben. Da er ”tidens fylde” endelig!Sidste låge i kalenderen skal snart åbnes. Guds ur falder i slag, og Guds søn – verdens frelser og genopretter – åbenbares! Skakbrikkerne har tjent deres formål! Alt er på plads! Målet er nået og evigheden kan indtages fra dag 1.
Da åbner Gud den almægtige Sin himmel, så de vældige skarer af engle af alle slags kan begynde den fanfare, de har øvet sig på i 9 måneder. Englene er vilde af begejstring. I 9 måneder har Himmelen været uden Jesus. Det er aldrig sket før! Jesus har altid været i Himmelen, og længselen efter at se Ham har været uudholdelig. Derfor er glæden ved Hans fødsel eksplosiv! Og de så Ham. Ham, som er Guds lam. Ham, som er lyset i Det Ny Jerusalem. Ham, som genopretter hvert menneske. Ham, som i evighedernes evighed er i centrum. De så Ham svøbt og liggende i en krybbe! Vi er ved vejs ende. Vi har nået rejsens mål: Den sidste låge i Guds store julekalender er åbnet: Vi er kommet frem til Julen!
”I dag er født jer en frelser, han er Kristus, Herren!” – ”Og der var med englen en mangfoldig himmelsk hærskare, der lovpriste Gud og sagde: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”