Beates klumme december 2018. De styrer farlig kurs. Det handler om discipelskab.

Vendingen – de styrer farlig kurs – blev brugt af den engelske krigsflåde på sejlskibenes tid. Meddelelsen, der blev givet via signalflag til fjendtlige fartøjer, skulle få det fremmede skib til at lægge kursen om. Hvis ikke, kunne det koste en konfrontation. Jeg har med stor lyst ”slugt” romaner om heroiske bedrifter til søs. Det synes, som om den engelske flåde er romantiseret i kraftig grad. Nationens mange oversøiske kolonier har givet næring til flere forfatteres fantasi til at skrive om heltemodige kaptajner, der under uhyrlige forhold har overvundet fjenden. Det er så godt for fantasien, at opleve disse kampe stige op fra bogens sider, hvor krudtrøgen mere end anes i læserens næsebor!

Jeg er vis på, at havde jeg ikke følelsesmæssigt taget de mange dramatiske situationer i bøgerne til mig, havde vendingen de styrer farlig kursikke haft den markante indflydelse på mig, som tilfældet er. Begrebet følger mig. I mødet med mennesker oplever mange af os, at hørenoget andet – noget underliggende– end det talte ord. Det underliggendeer måske noget, der både berører os og foruroliger os: Vi zoomer ind og stiller et enkelt spørgsmål eller to! Vi forstår, der er reelle problemer, og at den pågældende kæmper med dem. Måske lukkes vi ind i den anden persons univers, og får dermed mulighed for at tilbyde hjælp – i én eller anden form. Måske får vi at vide: Pas dig selv, jeg har ikke brug for hverken din forståelse eller din hjælp. Sådant et menneske styrer farlig kurs.

I mine år som ung ergoterapeut i psykiatrien oplevede jeg en indre panik i forhold til en ung mand, som var meget optaget af at ende sit liv.

Det var ikke første gang, jeg stod over for kræfter, som ville ødelægge livet, og igen var min magtesløshed overvældende. Manden afviste behandlingstilbuddene, og han låste sig dermed fast på farlig kurs.
I den periode var min tanke hver morgen på vej til arbejde: Er han der, eller er han der ikke? Og dagen kom, hvor han ikke længere var der: Domus Vistas tagetage var blevet hans løsning! Det hop overlever ingen! Manden havde styretfarlig kursi meget lang tid! Tragisk!

Der er en vis lighed mellem skadede dyr og skadede mennesker. Individerne søger ensomhed – væk fra flokken og fællesskabet. Det skadede dyr kan vi måske få bragt til dyrlægen og få på ret køl, og så oven i købet indkassere dyrets taknemmelighed. Værre er det med mennesket, hvis ingen udefrakommende får taleret; hvis ingen med omsorg for øje får lov til at sige:Du styrer farlig kurs!

Prædikereni Det Gamle Testamente tænker over netop dette: ”Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op. Men ve den, der er alene! Hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op. Og når to ligger sammen, kan de holde varmen, men hvordan får man varmen, når man er alene? Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand.”

Prædikerens budskab er meget aktuelt: Hvis dustyrer farlig kurs, så alliér dig med nogen; søg fællesskab, søg hjælp, opbyg alliancer;for…: ”ve den, der er alene!”

Det er bemærkelsesværdigt at se, hvor hurtigt mennesker, der reelt er fremmede for hinanden, kan finde sammen i alliancer, som ubevidst fører til en fælles strategi. Netop dette overbeviser mig igen og igen om, at ”intet menneske er en ø”. Gud har indbygget sociale evner og behov i os, og derfor er det muligt for et presset menneske at finde hjælp, når det styrer farlig kurs! Det er så op til os at læse situationen og stille os til rådighed. Ved nærmere omtanke, er der måske – kære læser – nogen i din omgangskreds, der er slået ind på farlig kurs, og hvor måske netop du kan få taleret?

En bekendelse: Jeg har en forkærlighed for at se politijagt– både den, der foregår på danske veje, og den, der foregår i USA.Politijagter filmoptagelser af bilister, der overskrider færdselsregler – og af de politienheder der fanger lovbryderne. Jeg får næring til min retfærdighedsfølelse, når jeg følger disse optagelser.

Igen og igen bliver jeg overrasket over, i hvor høj grad almindelige trafikanter træder til i tilspidsede situationer, hvor politiet forfølger samvittighedsløse trafikanter. Her har vi et stort antal for hinanden fremmedemennesker, der mere eller mindre tilfældigt er til stede, og som dobbelt forcekommer andre til undsætning – uden forudgående planlægning. De handler blot ud fra det, de er vidner til; at der er personer, som styrer farlig kurs, og ud fra almen menneskelighed og retsbevidsthed vil de ikke acceptere en sådan adfærd!
Følgende er et eksempel på en sådan politijagt: En bilist kører sidespejlene af en række parkerede biler, kører et ældre menneske ned i et fodgængerfelt, standser ikke – men fortsætter sin hovedløse kørsel i en trafikeret bymidte. En chauffør i en lille lastbil beslutter sig for, at dette vanvid skal ende. Han blokerer i perfekt tid vandvidsbilistens fremfærd på førersiden af bilen. En chauffør i en personbil læser situationen, og han blokerer vanvidsbilens modsatte side.

Lastbilschaufføren tager en peberspray med ud af bilen; knuser ruden på personbilen og afleverer en forsvarlig dosis spray i ansigtet på vanvidsbilisten. Da politiet når frem, er vanvidsbilisten ude af stand til at se ud af øjnene – og langt mindre i stand til at føre et køretøj. For en tilskuer – en ganske tilfredsstillende slutning – med et retsligt efterspil.
Årsagen til vanvidskørslen: En overvældende stor mængde alkohol i blodet. Resultatet: Permanent frakendelse af føreret, tab af job, tab af identitet, fremmedgørelse i forhold til familie og relationer; social deroute! Vanvidsbilisten havde et omfattende alkoholmisbrug, som han ikke ville erkende. Mandens historie var, at ham grundet sit misbrug, havde isoleret sig fra familie og venner; han var ikke længere en del af et fællesskab, hvor han var elsket og ønsket. Familiens forsøg på at bringe denne søn, ægtemand og far på ret køl, havde ikke haft nogen effekt. Manden havde styret farlig kursi meget lang tid, og mange mennesker kom til at lide, før han ufrivilligt blev bragt på ret kurs! Et sørgeligt tilfælde på en menneskelig blokering.

I en tv-udsendelse om engelske langtidsfanger hørte jeg følgende fra en mand, som havde afsonet en dom på 40 år for drab: ”Før eller siden havner vi alle i situationer, vi ikke ønsker. Her er det vigtigt, at vi virkelig tager stilling til, hvordan vi vil handle. Jeg traf et valg – et forkert valg – og valg har konsekvenser!”

De valg vi træffer bliver formuleret/udført ud fra, hvad der ellers påvirker os, og her er der stor forskel på, om vi tumler alene med problemer, eller om vi er en del af et fællesskab med mulighed for anderledes impulser, end dem vi selv producerer.

Jeg er så taknemmelig for det kirkefællesskab, jeg er en del af. Sådan et fællesskab er imidlertid ikke noget, der kommer automatisk. Det kræver en indsats fra den enkeltes side at skabe relationer og dermed opbygge fællesskaber.

Caféer og varmestuer har reddet mange menneskeliv. Uden væresteder som disse kunne ensomhedenhos mange mennesker have ført til farlig kurs; for ensomheder en dræber.

Ofte skal der ikke så meget til for at komme et medmenneske til undsætning. Nogle mennesker optræder bevidst og målrettet i givne situationer. Andre ved faktisk ikke, at netop de blev livreddere i en situation, som kunne have kostet menneskeliv, hvis ikke de havde fulgt en enkel indskydelse:

Tilbage i sejlskibenes tid var et mindre passagerskib på havet, og det sejlede med rimelig god fart. Efter mørkets frembrud lød råb fra dækket: ”Mand over bord”.  Matrosen, som råbte gevalt, havde været ved at kvejle et tov op. Han slap tovet og kastede redningskransen i vandet. Igen og igen kastede han kransen ud, mens han råbte. Manden svarede fra vandet, at han ikke kunne se kransen. Skibet vendte rundt, og der blev mindsket sejl for at reducere farten. Matrosen råbte igen og fik svar fra manden, men han var usynlig i mørket. En passager, der fra sin kahyt, under dæk, hørte tumulten, tog lampen fra bordet, hvor han havde siddet og læst. Han holdt lampen hen til koøjet for om muligt at se, hvad der foregik. Han så intet, men manden i vandet. Lyset fra lampen ramte i et kort øjeblik redningskransen, og manden i vandet greb den! Passageren var i øjeblikket uvidende om, at netop hans lampelys blev mandens redning. Mandens senere beretning var klar: De få sekunders lys, der strålede gennem koøjet, blev afgørende for min redning.

…”ve den, der er alene!”

Gud drøner igennem med ordene: ”Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig.”