Beates klumme oktober 2018. Hører du det min sjæl? Det handler om discipelskab.

Jeg vil gerne slå et slag for, at du, kære læser, begynder at tale med dig selv! Ideen er ikke min egen, men den handler om, at vi betragter kernen i os selv som en samtalepartner. Når jeg siger kernen mener jeg sjælen – hjertet. Lad disse to betegnelser være vort udgangspunkt.
Langt de fleste menneske har talenter og ressourcer, som aldrig bliver erkendt og udviklet. Årsagen kan meget vel ligge i manglende selvforståelse og / eller berøringsangst. Mange tænker ikke over eget livssyn – og står muligvis rådvilde over for, hvad de skal foretage sig, fordi de ikke bruger tid på en indre dialog. De får ikke stillet sig selv de kritiske spørgsmål, som kunne føre til ny inspiration og dermed også nye handlinger.
Jeg husker et ord fra en filosofisk afhandling – selvtænkning. Det lyder måske opblæst og kunstigt, men er i virkeligheden ikke så tosset. Ordet leder hen til at skabe kvalitet i sit eget liv, og det giver da god mening!
Jeg ved, at ikke alle har potentiale til selvtænkning. Min bror – Flemming – havde en kollega, som fra naturens side ikke havde fået den store intelligens. Af samme grund havde den pågældende brug for hjælp og anvisninger flere gange i løbet af dagen. Flemming stillede ham en dag spørgsmålet: ”Hvad tænker du på?”. Svaret lød: ”Ingenting”. Her var det, Flemming konkluderede, at manden talte sandt! Fyren var aldeles tanketom, så selvtænkning var faktisk ikke en mulighed.
Det kræver lidt målrettethed at køre den indre dialog, men min erfaring er, at det giver overskud at lukke munden op og slå ørerne ud. Jeg gætter på, at de fleste af os nu og da henvender os til os selv – med hørlig stemme. Det er der intet skørt i, det giver faktisk rigtig god mening. Og jeg er af den opfattelse, at den indre dialog i høj grad bør fremmes! Det er ganske gunstigt at sætte stemme på de tanker, der tumler rundt. Det er somme tider nødvendigt, at vores ører hører, hvad der rent faktisk foregår på det indre plan. Når man memorere en tekst, er det en klar hjælp at sige ordene højt. Den dobbelte påvirkning, at læse teksten og at lade ørene høre den, er beviseligt et gavnligt moment mht. at lejre teksten i hukommelsen; hjernen aktiveres – følelserne aktiveres. Jeg har gennem flere år ført en frugtbar indre dialog, som jeg ofte udsiger højt; faktisk en meget kreativ tilgang til en høj livskvalitet!
En filosof udtrykte netop med henblik på den indre dialog: ”Hellere fattig med en masse overskud end rig med psykisk underskud”. Det kan man vist kun være enig i! Ingen har formentlig lyst til at være ”sjæle-fattig”?
Da jeg var barn, oplevede jeg mennesker, der talte hørligt med sig selv; ikke så højt som talte de med andre, men der var en lille, dog hørlig stemme, som tilkendegav, at de havde en eller anden kommunikation kørende. Det forekom mig højst mærkværdigt, men sådan lærte jeg de kære mennesker at kende.
I en gammel dansk film omhandlende Næsbygård er der en tante, som har en helt klar, høj og hørlig dialog med sig selv. Man hører hende tale til en anden person, og hun siger noget som: ”Tak min søde ven, du er altid så betænksom.” Her smiler hun. Bagefter kommer så den indre dialog med fuld stemmestyrke i retning af: ”Ja, den er god med dig, du er en rigtig luskebuks!” Den sidste sætning sagt med foragt – efterfulgt af et smil, der viser, at den talende er tilbage ved det første udsagn. Vi er ikke i tvivl om, at tanten har en skrue løs, og hændelsen udløser da også munterhed i selskabet – undtagen hos ”luskebuksen”. Kvindens indre stemme udtrykker hendes sande mening – minus pænheden! Der er usminket troværdighed i den indre stemme!
Jeg er for nylig igen blevet mindet om den indre dialog. Jeg ledsagede en ældre kvinde til lægen, og fra det øjeblik jeg hentede hende fra formiddagsluren og bragte hende hjem igen, kørte hun en vedvarende indre dialog. Munden stod ikke stille, jeg hørte en vedvarende hvisken, men det var ikke mig, hun talte med. Hun mælede faktisk ikke en sætning til mig på hele turen. Hun havde ikke brug for nogen form for underholdning eller selskabelighed, hun klarede helt og holdent selv, hvad der skulle siges. Kvindens mentale habitus taget i betragtning tænker jeg, at det er en slags demobånd, der bare kører. Og jeg tænker, at det er nådigt, at hun i en mental svækket tilstand oplever, at hun lever, at der foregår noget i hende, og jeg ved, at den pågældende kvinde faktisk altid er glad! Jeg må konkludere, at kvindens lille univers fungerede på trods af tab af hjernekapacitet.
Litteraturen er tung af tale om sjælens tilstand og identitet, og historien synliggør et højt antal ansete mænd, som har ført en frugtbar, indre dialog. Kong David skriver i Salme 103 om sin forståelse for, og sin samklang med, sin indre væren: ”Min sjæl lov Herren, og alt i mig love Hans hellige navn”. Kong David levede i tiden omkring år 1000 før Kristus, og han praktiserede tydeligvis at have en samtalepartner – sit indre jeg! Vi ved fra skrifter fra Davids egen hånd og historiske begivenheder, at han var en højt begavet mand, en talentfuld musiker, fysisk stærk, en frygtløs dræbermaskine når det krævedes, en formidabel strateg og en gudsmand helt igennem!
I 1530 skriver tyske Johan Gramann den salme, som senere oversættes til ”Min sjæl, du Herren love.” Gennem 4 vers opmuntrer og formaner skribenten sin indre samtalepartner til at begribe, hvor herlig Gud er, og hvilke livskvaliteter der bliver Johan til del gennem Guds omsorg, opmuntring og velsignelse! Sidste vers slutter med den direkte henvendelse: ”Min sjæl istem med glæde: Al æren er og bliver Hans!” Johan har virkelig grebet noget essentielt.
Vor sjæls – vort hjertes – tilstand er baseret på de erfaringer, vi gør. Erfaringerne er os, sjælen – hjertet, hvem vi er; på godt og ondt – i smerte og i glæde. Sjælen – hjertet er huskeren, der rummer alt, som livet har bragt os – påført os.
Sjælen kan være i balance – eller ubalance. Der er i sjælen – hjertet, vi udfordres mentalt og emotionelt, og hvor vi modtager mental og emotionel sundhed. De gamle grækere brugte udtrykket at have ”en sund sjæl i et sundt legeme”. Det er her nøglen ligger til et afbalanceret liv; sjælens – hjertets indhold og evne til at forholde sig til udefra kommende påvirkninger.
Har du svært ved at pege på din sjæl – dit hjerte, så er den der, hvor din glæde befinder sig. Glæden er et godt pejlemærke til at lokalisere sjælen – hjertet. Der kræves en bevidstgørelse, for at identificere den del af os, og for at begynde at definere egenskaber der ud fra.
Når Leanne Payne bruger udtrykket: ”At få hjemme i sig eget hjerte”, tror jeg, at hun rammer det punkt, hvorfra livets glædesspiral udgår; vi udvider vores identitet ved en større bevidsthed om, at vi har en sjæl – et hjerte, som vi kan kommunikere frugtbart med.
Sonia Choquette siger ”Lev din sjæl”, og udfordrer os til et indre eftersyn:
• Har jeg sagt ja, selv om jeg mener nej?
• Har jeg undladt at udtrykke mine behov?
• Er jeg gået med til noget, som ikke respekterer min sjæl?
• Er jeg forblevet i en situation, som min sjæl ønskede at komme ud af?
• Er jeg villig til at lave om på det lige nu?
At få hjemme i sit eget hjerte er at komme overens med sin sjæl, som er Guds forunderlige skaberværk. Menneskers håb om en bedre fremtid sætter gang i tankerne mht. nye perspektiver – nye handlemuligheder. Lad os lukke munden op og slå ørerne ud, og opmuntre hinanden mht. at orientere os i nye retninger – få mere ud af tilværelsen! Lad os hver især blive den bedste udgave af os selv. Lad os elske os selv og behandle os selv ordentligt. Lad os hver især behandle vor sjæl med venlighed.
I Ordsprogenes bog tager Kong Salomon – Kong Davids søn – til orde. Lad os være enige med ham i det han siger: ”Vogt dit hjerte mere end alt andet, for derfra udgår livet.”

Kategorier: Beates Klumme