Om at indgyde håb. Det handler om discipelskab.
Det grundlæggende element i alle mine klummer er tro; mine betragtninger af troens udfordringer og mine tros-erfaringer med Bibelens Gud – og ud fra Bibelens ord, og med mennesker, som er mine medvandrere i livet. I aprilklummen skrev jeg om kærlighed – om det at elske sin næste.
Nærværende klumme er skrevet ud fra det tredje element håb – i de tre teologiske dyder – tro, håb og kærlighed – kendt fra den såkaldte kærlighedens højsang i Det Nye Testamente 1. Kor.13.
D. 19.3.2018 gjorde jeg en overraskende erfaring. På et leje på Demensklinikken på Rigshospitalet hold jeg om, og støttede, en ældre kvinde fra kirken. Hun skulle have foretaget en lumbalpunktur. Lægen kiggede på mig og spurgte, om jeg var datter til kvinden. Der – i det øjeblik – hørte jeg mig selv sige: ”Nej, jeg er leder af Evangeliekirkens Diakoni!” Havde jeg ikke haft hænderne fulde, ville jeg have taget en hånd til munden. Hvor kom det fra – Evangeliekirkens Diakoni? Jeg har kun et svar, men det er til gengæld også helt klart: Det var direkte inspiration fra Gud Faders hjerte. Jeg anede ikke, hvad det var for en institution, jeg havde navngivet. Lægen så meget forstående på mig, og svarede noget i retning af: ”Åh, javel ja!” På et øjeblik ændrede jeg status fra at være en diffus ledsager til at være en fagperson med myndighed! Det følgende kvarter, hvor jeg stod og holdt, brugte jeg til at gøre mig selv klart, hvad det var, jeg havde sat i gang. Tanker og ideer kom drønende som højhastighedstog, og konceptet tog form. Evangeliekirken – mit kirkeståsted fra mine yngste år, har altid haft en besøgstjeneste, rettet på svage og syge, men det nye koncept – diakonien – har vist sig mere vidtrækkende.
På kirkens årsmøde præsenterede jeg Evangeliekirkens Diakoni for menigheden; et ganske omfattende koncept, hvor enhver i kirken kan søge hjælp i forhold til fysiske, psykiske og sociale udfordringer. Vi kører ingen deciderede behandlingsforløb, men henviser til relevante behandlere. Konceptet blev modtaget med stor opmærksomhed. Jeg har stillet som basalt krav, at enhver medarbejder i diakonien skal have en sundhedsfaglig uddannelse.
Jeg er blevet meget overrasket over, hvor stor betydning diakonien har fået.
Når vi mødes til gudstjeneste i kirken om søndagen, og til andre kirkelige arrangementer, hilser vi på de forskellige venner. Det er dog sjældent, at vi har kendskab til, hvilken smerte, eller hvilke udfordringer, der fylder i disse menneskers liv. Megen smerte og mange typer problemer er tabubelagte – og skam er fremherskende. Men med et etableret koncept som diakonien, får flere frimodighed til at omtale deres smerte og udfordringer, og dermed er der åbnet for, at vi finder løsninger på problemerne.
Søndag efter søndag sidder jeg ved flygelet i kirken. Der har jeg lejlighed til at se ud over hele kirkesalen, og uden at kende den enkelte ved jeg bare, at der imellem de fremmødte er smerte og lidelse, der endnu ikke er blevet sat ord på, talt om – og afhjulpet! Jo, der er stort behov for en enhed, der rækker ud!
Indtil nu har diakonien været relateret til mennesker med alvorlige psykiatriske diagnoser, hustruvold, ofre for kriminelle handlinger, social rengøring i et hjem, der var ubeskriveligt snavset, sociale uretfærdigheder, omfattende samarbejde med hjemmeplejeenheder, fejlagtige kommunale afgørelser, demens-problematikker, gæld, jobansøgninger…!
Jeg er kommet til at kende Københavns Retshjælp indefra og har erfaret, at det er en fantastisk enhed. Jeg er vildt imponeret over den hjælp, der er blevet vore klienter til del. I en kompliceret sag kiggede en af juristerne på mig og sagde: ”Hvis ikke kommunen svarer inden for rimelig tid, så trækker vi kortet – Ombudsmanden!” Juristerne handler virkelig med autoritet! I denne uge var jeg bisidder i Københavns Byret – igen en ny erfaring.
I klientkontakten er jeg blevet dybt berørt over, hvilken enorm betydning der ligger i begrebet håb. Som ergoterapeut har jeg været aktiv behandler i mange år, men jeg har aldrig tidligere grebet forståelsen af den kraft, der ligger i håbet. Min nye forståelse af betydning af håb fik jeg i en meget konkret situation:
En af diakoniens første klienter kom hjem til mig og medbragte en meget stor mængde dokumenter, jeg skulle tage stilling til.
Klienten var tydelig nervøs og urolig, og havde haft smertefulde spændinger i nakke, skuldre og arme, over længere tid. Årsagen var bekymringer over den aktuelle sag.
Vi tilbragte ca. 3 timer sammen, og i løbet af den tid erfarede klienten, at jeg tog problemerne over på min banehalvdel, og i den proces skabtes et spirede håb; et håb om, at der var en udvej – en løsning, der ville standse frygten og smerten. Da problemstillingen stod klar for mig, og jeg kunne begynde at tilføje struktur til sagerne, kunne jeg overbevise klienten om, at der var håb. Idet jeg skitserede et muligt forløb, kunne jeg se, hvordan håbet fandt vej ind i klientens opspændte krop. Da klienten gik, var det uden spændinger, uden smerter – og med et stort smil. Den eneste forskel på ”før og efter”, var det håb, der var tændt. Håbet udvirkede faktisk et mirakel for klienten. Der var lægedom i håbet!
Mennesker får håb for dem selv, når de oplever sig hørt og set. Der er en energi i håbet, og ved håbet formes en tilgængelig fremtid.
Når vi arbejder på at indgyde håb, så er det ud fra, at Gud har givet begrundet håb – i overflod! Én ting er håb – udtrykt i almene vendinger som ”at nu håber vi, det går godt”, eller noget i retning af at ”vi håber at næste års overskud skal blive større end det forrige”. I sådanne sammenhænge er der snarere tale om forventninger frem for håb.
Martin Luther beskriver det rent menneskelige håb som værende i modsætning til det kristne håb, for det menneskelige håb forudsætter jo den erfaring vi gør her og nu, hvorimod det kristne håb alene forlader sig på Guds forjættelser! Det kristne håb sætter sin lid til den fremtid, Gud har beredt – uafhængig af vores fortid!
Det er blevet helt klart for mig, at menneskers håb om en bedre fremtid, sætter gang i tankerne mht. nye perspektiver – nye handlemuligheder.
Søren Kierkegaard skriver i Kjerlighedens Gjerninger i 1847: ”Fordi alt er muligt for Gud, håber mennesket alt. Men den håbende lever i tiden og kan derfor aldrig være i hvile: Han eller hun må altid håbe. Således må mennesket altid håbe alt. Håbet er således en altgennemtrængende bestemmelse.”
Benedicte Hammer Præstholm lægger sig tæt op ad Kierkegaard: ”Det kristne håb er håbet om, at Gud også er til stede i den fremtid, vi ikke kender, selv i den fremtid der har med døden at gøre. Håbet om en fremtid i Guds hænder giver styrke, mod og trøst til nutiden.”
Gennem det jeg har erfaret i diakonien, er jeg overbevist om, at Kierkegaard og Præstholm har fuldstændig ret. Der er opdrift i deres udsagn!
Leonora Christine levede i fangenskab i Blåtårn på Københavns Slot i næsten 22 år. Hun opgav aldrig håbet om at komme fri. Hun skrev flere læseværdige værker i fangenskabet – bl.a. en selvbiografi. Derudover skrev hun sange. Den mest berømte er om troen, håbet og kærligheden:
1. Der er tre hjørnestene at bygge på om hus skal stå,
vil trængsler sig forene og styrte alt i gruset ned:
Troen og håbet og kærlighed!
2. Der er tre støttepiller som Gud os gav, når jordens grav
vor sjæl fra verden skiller, og frelser os, hvad end vi led:
Troen og håbet og kærlighed!
3. Så tak da Gud for gaven. Er troens magt til håbet lagt,
da åbner sig Paradishaven, hvor Herren skænker os evig fred,
når hjertet er lutret i kærlighed!
Leonora Christine oplevede friheden efter 22 års indespærring. Maribo Kloster blev efterfølgende hendes hjem og her levede hun et meget aktivt liv. Det var håbet, der holdt hende oppe, og håbet blev ikke til skamme!
Benedicte Hammer Præstholm siger: ”Kristendommen taler ofte om usynlige og uhåndgribelige ting – ting der ikke kan måles, vejes og bevises. Tro, håb og kærlighed er helt centrale dele af kristendommen. De er alle tre usynlige fænomener, som dog hverken er ukendte eller uvirksomme for mennesker. For også det, som er usynligt, kan have virkning og betydning.”
Guds tilstedeværelse er spændt ud over os for såvel nutid som fremtid, og denne virkelighed er den afgørende dynamik og drivkraft i Evangeliekirkens Diakoni.