Beates klumme maj 2018. Stolthed og fordom. Det handler om discipelskab
”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget.” Esajas 53,2-3.
Jeg lever lidt i middelalderen for tiden! Rettere sagt, har jeg vist det ene ben i middelalderen og det andet fremskudt i renæssancen. Det er menneskesynet, som praktiseres i disse tidsepoker, der kalder på min opmærksomhed.
Jeg har netop genlæst en bog om York i den nordlige del af England på Edward d. 3.s tid – 1300-tallet. Overalt i Europa på den tid er samfundet voldsomt lagdelt i adel, kirke, faglige laug – og så mennesker helt nede på samfundets nederste rangstige. Menneskeliv talte ikke. Kirken med paven i spidsen – godt hjulpet af klostrene og deres ledere – havde en enorm magt over menneskesjælene. I min naivitet har jeg forestillet mig, at denne magt var ophørt i vore dage. Det er tydeligvis ikke tilfældet, hvis vi skal tro den amerikanske forfatter Daniel Silva. Han beskriver i bogen ”Vatikanets mand”, hvordan den højeste kardinal roser sig af, at selv en pavemorder har han magt til at udfri fra skærsilden, såfremt morderen går kardinalens ærinde! Vide beføjelser – må man sige! Totalt middelalderagtigt!
Det, der præger renæssancen, er det anderledes menneskesyn – som hen ad vejen formes af reformationen. Den katolske kirkes politiske magt er brudt. Der opstår en middelklasse, og forretningslivet drives af udbud og efterspørgsel. Det enkelte menneske kommer i fokus – omsider! Nu er der noget, vi kan genkende i vores egen tid.
Hvis vi kigger på Jesu menneskesyn, ville vi have grebet, at uanset tider og kultur var vi alle begunstiget i fantastisk grad. Jeg tænker, at hvis vi virkelig havde hørt efter, hvad Jesus sagde om os og om vore medmennesker, da Han var her på jorden, så kunne vi have sparet os selv for en masse ulejlighed, en masse ulykke og en masse elendighed løbende over ca. 1400 år. Måske kan vi nå det endnu?
Jeg er i selvransagelsens hjørne, og jeg nægter at pege fingre ad nogen – andre end mig selv. Men hvis du kan se rimeligheden i mit ærinde, så slå følge med mig. Måske har vi grebet lidt mere ved klummens afslutning?
Jeg blev fuldstændig overrumplet, da jeg læste følgende historie:
En amerikansk pastor skulle tiltræde sin nye stilling i en amerikansk kirke; en af dem med op til 10.000 medlemmer! Søndagen oprandt, hvor ledelsen skulle præsentere ham for menigheden.
Folk begyndte at komme til, og flere passerede en hjemløs, som havde søgt kirkens varme. Manden var venlig nok og sagde: ”Hej” til mange, men kun 3 personer ud af de op mod 10.000 kirkegængere returnerede hans hilsen.
Han havde et bæger og tiggede småpenge til mad, men ingen gav ham nogle!
Han gik lige så stille helt frem i kirken til en af de forreste rækker, men en af vagterne bad ham – venligt men bestemt – at forflytte sig til en af de bagerste rækker!
Hans hilsener til kirkegængerne blev besvaret med vrede og fordømmende blikke over hans snavsede udseende. Han mærkede, at folk så ned på ham.
Siddende bagest i kirken lyttede han til de forskellige annonceringer. Efter dette gik hele ledergruppen frem og viste deres glæde ved at skulle præsentere den ny pastor for menigheden: ”Det er en stor glæde for os, at præsentere vores ny pastor – Jeremiah Stepek.” Alle klappede i forventning, men intet skete. Imidlertid rejste den hjemløse mand bagest i kirken sig og begyndte at gå op af midtergangen. Som han gik fremad ophørte klapperiet, folk satte sig ned og alle stirrede på manden. Han gik op til alteret, tog mikrofonen ud af hånden på den leder, der stod med den, og kiggede et øjeblik ud over forsamlingen. Så citerede han fra Matt. 25.31-40:
”Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”
Manden så ud over forsamlingen. Han fortalte så, hvad han havde erfaret ved at være i kirken den pågældende morgen, forklædt så ingen kunne genkende ham, som den nye pastor Jeremiah Stepek. Han så, at mange begyndte at græde og bøje hovedet i skam. Så sagde han: ”I dag ser jeg ikke en kirke efter Jesu Kristi hjerte. Der er så mange mennesker i verden, men der er slet ikke disciple nok! Hvornår vil I vende om, og blive disciple af både navn og gavn?” Så sluttede han gudstjenesten med at sige: ”På gensyn næste søndag!”
Jeg kender ikke det senere forløb i omtalte kirke, men jeg tænker, at forsamlingen har fået en øjenåbner, når det drejer sig om medmennesket.
Der er jo det: At være en kristen, er ikke et prædikat, der uden videre er værd at få påklistret. Vi kan alle kalde os kristne, uden at det har nogen holdningsmæssig effekt, og uden at det øver indflydelse på vore prioriteter og valg i livet. Men discipelskab er dyrebart. Det koster os noget at være Jesu efterfølgere. Det er kernen i vore liv og derfor en holdning, som vi udlever ved at dele os selv med andre. Jeg kan stadig undre mig over, at det at række en tår vand til et andet menneske er betydningsfuldt i Guds øjne, at det har været sådan i over 2000 år og at det vedbliver at være sådan. En tår vand!!!
En oplevelse fra undergrundsbanen i London:
En mand trådte på et tidspunkt forkert, da han skulle ind i et tog. Han faldt halvvejs ned mellem toget og perronen. Han sad fast. Det var frygteligt farligt. Togføreren blev orienteret. Der var ikke mange sekunder, før det næste tog skulle køre ind på perronen. En katastrofe nærmede sig. Så stillede alle passagerer sig op mod toget og pressede det så langt bort fra perronen, at manden kunne komme fri. Det var en fantastisk handling af flere hundrede menneskers forenede kræfter: Kontormænd med bowlere, husmødre, skolebørn, shoppere, turister….! Den dag havde Jesus lige netop så mange disciple, som der skulle til for at løse en umulig opgave: At redde én af hans brødre fra døden. Ingen af de villige vidste, hvad der foregik i det skjulte hos Gud! De vidste ikke, at de alle havde en velsignelse på vej, fordi de ”gav en tørstig en tår vand!” Det er ikke vandet i sig selv, der er vigtigt, men princippet!
Jeg tror ikke, at discipelskab kan udleves uden at vi til tider må overskride vores egen bekvemmelighedszone. Discipelskab handler om at træde til… at være villig til..! Da man på Jesu tid ikke kunne hente et glas koldt vand uden at skulle hente vand i brønden, så kostede denne gestus en vis ulejlighed.
Jo tættere vi lader andre mennesker komme ind på os, desto større vil discipelskabets udfordring opleves – og desto større velsignelsen. At ”servere vand” kan indebære, at man kan få mennesker inden for sine døre, og så taler vi om gæstfrihed. Gud elsker at vi er gæstfrie, at vi ikke blot stiller os selv til rådighed, men også vore hjem. Vore hjem er fantastiske aktiver – og måske lakmusprøven – på vores villighed til at lade Gud bruge os.
Jo tættere vi lader mennesker komme ind på os, desto større vil discipelskabets udfordring opleves.
Rent praktisk vil jeg opfordre alle til at indstille sig på at træde i karakter til gode for andre.
Det handler ikke om, hvor mange søndage du og jeg sidder i kirken, eller om at du og jeg er overbeviste om vores frelse. Gud ser, hvad vi gør, og hvordan vi behandler vore medmennesker, og det er det, der virkeligt tæller i Guds regnskab: ”Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”