Beates klumme april 2018
”Du skal elske din næste!” ”Hvem….???” Det handler om discipelskab
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.” (Luk.10.27)
Jesus videregiver et hændelsesforløb med en mand, som bliver overfaldet og behandlet meget hårdhændet af sine overfaldsmænd. 3 forskellige personer får muligheden for at hjælpe den tilskadekomne. De to første personer var religiøse. Begge stak halen mellem benene og ydede ingen hjælp. Derimod udviste en miskrediteret fremmed mod og stor omtanke.
Jesus peger på den 3. mand som et menneske efter Guds hjerte. Jeg forstår selvfølgelig, at vi her taler om et eksempel til efterfølgelse, hvorfor jeg tilføjer spørgsmålet: Hvem er det, jeg i min samtid seriøst skal give mig til at elske – og på hvilken måde elske? Da jeg ikke færdes på lumske bjergveje, der hjemsøges af røveriske bander, begriber jeg, at Jesus peger på, at det at elske handler om en situationsbestemt indstilling i mødet med et andet menneske. Det handler om at udøve kærlighedshandlinger. En verselinje lød engang: ”Kærlighed er ikke kærlighed, før du videregiver den!” Det er altså der, vi skal hen!
Kommandoen ”du skal elske”, må for mange forekomme malplaceret i forhold til forståelsen af, at man skal aktivere følelser og handlinger uden selv at kunne bestemme deres mængde eller karakter. Skal jeg dikteres eller dresseres til noget, som vækker ulyst eller ligger os uendeligt fjernt? Til det siger C.S.Lewis: ”Spild ikke tiden på at bekymre dig om, hvor vidt du ”elsker” din næste; opfør dig som om du gjorde. Lige så snart vi gør det, opdager vi en stor hemmelighed. Når man handler, som om man elsker nogen, vil man snart komme til det. Hvis man foruretter et menneske, man ikke bryder sig om, vil man hurtigt opdage, at man bryder sig mindre og mindre om vedkommende. Gør man noget godt mod én, vil man opdage, at ens antipati bliver mindre.”
Med ordene: ”Du skal elske din næste”, frigør Jesus en ultimativ genial idé; et vitaliserende sundhedskompleks! Intet mindre. ”Enhver har nok i sig selv”, siger man! Ja, det er såmænd rigtigt. Det kedelige er blot, at vi, ifølge Susan Pinker, kan risikere at dø af at have nok i os selv!
Susan Pinker er udviklingspsykolog. Hun har forsket i, hvad vi skal gøre, for at reducere faren for en for en for tidlig død. Hun opstiller en liste med faktorer, der ofte anføres som værende af afgørende betydning mht. at forlænge livet. De første 8 er – fra mindste til største effekt: Ren luft, behandling for forhøjet blodtryk, at være under- eller overvægtig, motion, følger efter hjertetilfælde, influenzavacciner, at undgå alkohol og rygestop. Pinker finder, at der er én hovedfaktor, som giver de 8 oplistede baghjul, og der virkelig rykker mht. at forlænge livet: Nære relationer. Vi har i en del år vidst, at social isolation er en dræber, men de overbevisende forskningsresultater om at der vokser liv ud fra relationer, er ikke tidligere offentliggjort.
Pinker formulerer 2 typer af livsforlængende relationer sådan:
1. Det handler om, i hvor høj grad du er aktiv i en ansigt til ansigt relation med mennesker i din hverdag.
2. Det handler om at have et nært netværk, som indebærer, at mennesker kommer dig til undsætning, når livet er svært.
Jesu påbud: ”Du skal elske din næste”, går her hånd i hånd med en anden af Hans geniale overlevelsesstrategier: ”Giv, så skal der gives jer!” Vi mennesker har gensidigt brug for hinanden; vi er hinandens livliner.”Kærlighed er ikke kærlighed, før du retter den mod andre!”Dette betyder, at du og jeg skal være både en nr. 1 og en nr. 2 relation, hvorved vi bliver de faktorer, som forlænger andres liv. Vi giver liv til andre, som igen giver liv til os!
Vi kan have så travlt med mangt og meget i livet, at vi ikke ser den medmenneskelige virkelighed, som ligger lige foran os. Pastoren og forfatteren Bill Hull skriver i bogen ”The Christian Leader”, at han en dag tog en snak med en af sine næsten voksne sønner. Bill ville vide, hvordan sønnen havde opfattet ham som far. Sønnen svarede, at han havde lært at kende rigtigt fra forkert, og at Bill havde været en god rollemodel, men han svarede også, at far og søn ikke havde nogen tæt relation i betydningen, at de ikke havde interesser at være fælles om. Bill blev chokeret, for i hans optik, var det at være en god far en pligt; et projekt svarende til de øvrige projekter på hans tjekliste! Bill blev bevidst om, at han hele tiden havde været mere optaget af, at sønnen artede sig i den rigtige retning; frem for at forstå ham som noget dyrebart at være relateret til. Bill havde betragtet sit barn som et objekt, men aldrig som ”sin næste”! Oplevelsen rystede Bill. Aldrig i sit 50-årige liv havde han reflekteret over den påvirkning, han udøvede på andre mennesker. ”Bedre sent end aldrig” vil mange nok sige.
Når vi taler om at ”elske sin næste”, må der i et eller andet mål noget selvransagelse til. Med al den elendighed vi ser rundt om os, er der hårdt brug for, at nogen vil elske noget mere – alternativt at flere mennesker ville begynde ”at elske”, så antallet af de, der elsker deres næste, bliver flere! Det begynder med os selv.
Min bror producerede følgende slogan i forbindelse med at give blod: ”Der kan vokse liv ud af blod, så tag og giv lidt af dit.” Sætningen kan omsættes i mange retninger: ”Du kan ændre menneskers livskurs ved at give dem en håndsrækning i rette tid.” Eller: ”Du kan ændre en tilspidset situation ved at reagere besindigt.” Essensen er: ”Hvad du giver ud, har en effekt på andre. ” Ved din indsats kommer du til at styre processer – og influere direkte på slutresultatet. Her er vi så ved Jesu ord: ”Du skal elske din næste!” Det er denne mekanisme Jesus præsenterer menneskeheden for.
Det er ikke særligt inspirerende eller underholdende at sidde i venteværelset i blodbanken. Alligevel har Danmark en stor skare af mennesker, som 4 gange om året leverer ½ liter livgivende blod. Det er et samfundselement, som begejstrer mig, og jeg anbefaler alle – også dig kære læser – at melde sig til denne samfundstjeneste (60 år er aldersgrænsen for donorer). Er det at ”elske sin næste” at donere blod? Tja, hvorfor ikke? Du giver noget af dig selv, hvorved du opretholder et andet menneskes liv.
Der er noget grænseoverskridende ved at have kontakt med sit eget blod. Det skal i udgangspunktet bare blive inden døre og så i øvrigt passe sit arbejde. Jeg er ikke blodforskrækket, alligevel har jeg altid undladt at dvæle ved synet at plastikposen med ½ liter Beate. Efter hver tapning har jeg velsignet den ½ liter med tanke på hvem, der skulle styrkes ved min leverance.
Hvis der er overensstemmelse mellem modtagers blodtype og doners, sker der noget godt. Det modsatte er katastrofalt, og det dræber! Ord er som donorblod. Velvalgte gode ord skaber liv og mulighed for processer i gunstige retninger. Der kan virkelig vokse liv ud af ”du skal elske din næste”.
I disse dage går jeg og ærgrer mig over mig selv. Jeg havde mulighed for at skabe noget godt, og så brændte jeg muligheden af – med ord! En søndag morgen kørte jeg mod byen ad Frederikssundsvej. En tørklædeklædt kvinde kørte ud af en ”gade ud af niveau” – hun havde altså ubetinget vigepligt – lige ud foran mig. Farligt og ganske unødvendigt. Op på bremsen!!! Jeg gav hende det lange lys ledsaget af hornmusik! Hun trak ind til siden. Der havde jeg så lejlighed til at udtrykke min uforbeholdne mening. Jeg indrømmer, at jeg er noget negativt farvet af oplevelser, hvor tørklædeklædte kvinder tager sig massive trafikale friheder.
Da jeg fortsatte min kørsel blev jeg mere og mere utilfreds med mig selv og tænkte: ”Hvor er jeg en idiot.” Med en anden attitude – og andre ord – havde jeg som ingenting kunne synliggøre – til kvindens egen forståelse og forhåbentligt en grundig selvransagelse – at hun havde båret sig forkert ad. ”Du skal elske din næste!” Vanskeligt, vanskeligt i en ophedet situation! Jeg bad Gud tilgive mig, og så velsignede jeg kvinden. Jeg velsigner hende stadig. I skrivende stund ærgrer jeg mig fortsat over min opførsel. Det er ikke nemt at navigere igennem en uretfærdighed, men med påbuddet: ”Du skal elske”, må jeg blive ved med at øve mig!
Sagen er, at påbuddet er så ultimativt genialt! Det flytter emotionelle processer ud over mig egen grænse, og det frigør mig fra en masse kvaler. Jeg skal bare gøre det, jeg bliver bedt om. Hvis jeg skulle have blandet mig i skabelsesprocessen, ville jeg have fjernet menneskets tilbøjelighed til at blive fornærmet! Fornærmethed er en af de største skurke til at udfordre ”Du skal elske”! Fornærmethed handler om at føle sig uretfærdigt behandlet. ”Du skal elske” overtrumfer faktisk fornærmethed! At bekæmpe uretfærdighed i samfundet kan ses som en udløber af ”du skal elske”, og den lille uretfærdighed, som vi lejlighedsvis møder i hverdagen, bliver magtesløs over for en kærlig attitude og nogle velvalgte, kærlige ord.