[cmsmasters_row data_padding_bottom=”50″ data_padding_top=”0″ data_bg_parallax_ratio=”0.5″ data_bg_size=”cover” data_bg_attachment=”scroll” data_bg_repeat=”no-repeat” data_bg_position=”top center” data_color=”default” data_bot_style=”default” data_top_style=”default” data_padding_right=”3″ data_padding_left=”3″ data_width=”boxed”][cmsmasters_column data_width=”1/1″][cmsmasters_text animation_delay=”0″]
Beates klumme januar 2018. Rod i livet kommer fra rod i ”lommerne”. Det handler om discipelskab.
Lad mig ønske dig – kære læser – et meget lykkeligt nyt år.
Mit ærinde i nærværende klumme er afstedkommet af, at jeg ofte møder mennesker, som bøvler med tilværelsen. Igen og igen ville jeg ønske, at jeg havde en magisk knap at trykke på, hvorved alt hos de pågældende, ville gå på plads – til veltilpashed og balance. Min udfordring er, at jeg ikke har en sådan knap! Men måske kan noget andet bruges for at give 2018 den bedst tænkelige start og det bedst tænkelige forløb?
Som regelmæssige læsere af mine klummer nok har konstateret, holder jeg meget af at bruge begrebet ”lommerne i vore liv”; forstået sådan, at alle elementer af vores karakter og personlighed kan tænkes placeret i lommer, så hver lomme rummer et bestemt delelement af os. Lommerne er tænkt stærkt adskilte. Eksempel: Vi vælger ”trofasthed”. Hvis vi svigter et andet menneske, så er det i denne lomme, der skal justeres. Vælger vi ”sandhed”, og vi omgås den letsindigt – eller endog direkte lyver, så er det her, der skal rettes til.
Jeg har fundet det meget praktisk at sondre bevidst mellem mine dumheder, fejltagelser og mangler. Jo mere bevidst jeg er om de enkelte hændelser – og hvor i lommesystemet, de hører hjemme, des mere målrettet kan jeg få rettet op på miseren. Jeg har konstateret, at jo mere jeg adskiller elementerne i min personlighed og min måde at begå mig på, jo mere erfarer jeg bestemte ord i Bibelen som effektive hjælpere i min situation.
Hvis ikke jeg foretager denne skarpe sondring mellem mine fejl og mangler, overvældes jeg nemt af utilfredshed med mig selv. Her er det vigtigt at skelne mellem almen utilfredshed med sig selv og tilværelsen generelt – og så forholde sig til de rette løsninger, og så åndelig utilfredshed, som er en åndelig udfordring, der ikke kan løses ad anden vej end – åndelig!
De mange modsætningsforhold, som livet byder på, og som kan volde kvaler, har ikke samme rod og årsag, og skal derfor ikke håndteres ens. En hammer er et godt redskab ligeså en skruetrækker, men de tjener hver deres formål. Vi skal finde frem til de redskaber og virkemidler, som er målrettede på vores udfordringer.
1. Almen utilfredshed – skal adresseres: De relevante lommer skal efterses. Hvis du – kære læser – er udfordret her, så tag dig tid til nøje at undersøge og tænke over, om ikke du har brug for en håndsrækning fra en god ven eller en professionel rådgiver. Vov at investere i dig selv. Glem alt om, at de gode intentioner ved nytårstide har det med at løbe ud i sandet! Det er ikke din historie!
Michael Kold er coach, og han bliver ved med at opmuntre mennesker til ikke at sætte sig ned med slappe hænder og knæ, fordi de accepterer deres egen svaghed som et vilkår: ”Uanset hvad det er, du ønsker at få ud af det nye år, så bliv ved med at arbejde på det. Hvis du ved, du kommer til at arbejde en del for de ting, du ønsker dig – så velkommen i klubben til os andre. Det er alt sammen en del af livet og belønningen er en ny og bedre version af dig selv.” Så vidt Michael, men
Gud selv er garant for, at vi ikke er dømt til slaphed og utilfredshed, for hans opmuntring lyder: ”Herren selv går foran dig, Han vil være med dig, Han vil ikke lade dig i stikken og ikke svigte dig; vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme.” (5. Mos.31.8). Jo mere vi fylder os med Guds løfter, des mere skrumper vore bekymringer ind! Altså fremad!
Jeg har måttet erkende, at om end mange ting i mit liv har fungeret glimrende, så har mine perioder med åndelige utilfredshed overskygget goderne. Jeg har igen og igen oplevet, at jeg først og fremmest må udvise størst mulig opmærksomhed på mit åndelige liv, som en forudsætning for, at alt andet er på plads. Mit fortrolige samfund med Bibelens Gud er en klar forudsætning for, at mit liv som helhed er på plads – uanset mine omstændigheder. Lad det blot være en trøst, at Bibelens Paulus kendte alt til justeringer i tilværelsen, og på et tidspunkt siger han: ”Jeg elendige menneske”! Vi er dermed i ganske godt selskab!
2. Åndelig utilfredshed ødelægger livsglæden indefra – og den formår at forkrympe tilværelsen. Det kan være ganske udfordrende, at finde roden til den åndelige utilfredshed, hvis ikke man deler sine tanker og følelser med andre troende. Alt for mange mennesker er alt for meget alene indeni, fordi der er så megen blufærdighed omkring åndelige spørgsmål. Det er som om, der er noget flovt over, ikke at være på toppen åndeligt set.
Når tænkere som bl.a. den tyske filosof Schopenhauer (1788-1860) påstår, at religionerne lever af menneskers angst for døden og ikke er andet end systemer, der skal sikre udødelighed, så er jeg overbevist om, at han har aldeles uret. Mit livs erfaring siger, at han har uret! Jesus er totalt uenig med Schopenhauer, og når vi taler om åndelighed og åndelig indsigt, så er Jesus højeste myndighed – ikke Schopenhauer eller andre af filosofferne.
Jesus har udstedt en invitation, som giver filosofferne baghjul, og som ikke kan skydes i sænk, men hvor Han selv er garant for en altoverskyggende effekt: ” Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« (Matt. 11.28-30).
Ordene er som et guldrandet dokument, der udstedes til enhver, der læser dem. Der er en dynamik af uanede dimensioner. Her er opskriften på afslutningen af åndelig utilfredshed, og en videreførelse ind i et naturligt discipelskab, der kan udtrykkes som, at vi stiller os til rådighed med alt vi har, for at Han kan give os alt Han har!
For at vi kan forstå Jesu intention – og dermed stille os i position for at modtage hans invitation, skal vi gå tæt på Ham både åndeligt og praktisk.
Jeg har i 2017 fået en herlig lektion i netop dette, at åget er godt og byrden let. Som ansvarlig for serviceringen / renholdelse af min kirke, har jeg påtaget mig rengøring af toiletterne – som tilbagevendende ansvar – oftest tre gange om ugen. Ikke fordi jeg syntes, det er vidunderligt, men fordi ikke mange andre har fundet opgaven tiltrækkende! I begyndelsen tænkte jeg, at opgaven vel ikke skulle ligge hos mig, men det gør den primært nu.
Det er vel de meget få, der får julelys i øjnene ved tanken om, at skulle gøre kirketoiletter rene – hmm?? Jeg har fuld forståelse for, at ikke den halve menighed står i kø for at komme til opgaven! Det, jeg imidlertid oplever, er at enhver uvilje, der kunne være dukket op hos mig, er vejret bort! Det er uendeligt let for mig, at klare den rengøringstjans; meget mere let end det på nogen måde er rimeligt at forestille sig. Der er en lethed i opgaven, som ikke kommer fra mig selv. Det er her, jeg har fået min lokalåbenbaring om, at de byrder / opgaver Jesus lægger hen til os, forener Han med en ubesværethed, som ikke har en rationel forklaring! Min byrde opleves let. Opgavens løsning efterlader en tilfredshed hos mig, og jeg er overbevist om, at Jesus glæder sig over toiletterne!
Hvad er nu mekanismen i det her? Hvad er sammenhængen? At vi stiller os til rådighed for Jesus – Administrerende direktøren for Discipelskab A/S! Det er en smart og vis handling – at bruge hovedet for at sikre hjertet – kernen i vort liv, for discipelskab skal have noget at leve af!!
Med tanke på ovenstående: Vær ikke bange for at engagere dig, for at påtage dig opgaver, som måske ikke ligger til højrebenet i første omgang.
Mattæus fortæller i sit 14. kapitel om en lille fyr, der havde en madpakke indeholdende 5 brød og 2 fisk, som han overlod til Jesus. I betragtning af at der var flere tusinde mennesker, der skulle bespises, var mængden af brød og fisk ikke en indlysende måde, hvorpå man kunne løse den omfattende catering-opgave!
Egentlig er det ikke selve opgaveløsningen, der appellerer til mig, men derimod det Jesus siger til disciplene: ”Giv I dem noget at spise”! Det er som om Jesus mellem linjerne siger til dig og mig: ”Giv mennesker noget at leve af; dem I har tæt på – og dem, I har mindre tæt på. Hvad I end har for hånden, så brug det, for jeg skal nok nyttiggøre, hvad I giver mig. Om det så er 5 brød og to fisk til langt mere end 5000 sultne mennesker, så er det et udmærket match for mig, for hos mig er det ikke mængden, det handler om, men om villige hjerter, der er parate til at stille sig til rådighed for mig”!
Her ligger en dyb hemmelighed mht. at få al åndelig utilfredshed til at forsvinde. Vi kan ikke udelukkende læse os til åndelig tilfredshed, der skal handling med. Vi skal i et eller andet mål træde ud af vores komfortzone, for at kunne være svaret på Jesu opfordring: ”Giv I dem noget at spise”! Det handler om vores relation til andre mennesker. Tab af komfortzone svarer til at turde gøre erfaring mht. at påtage os en af Jesu byrder. Den efterfølgende erfaring med, at hans ”byrde er let”, er utrolig fantastisk!
Brug tid med din Bibel – hver dag! Anskaf gerne en bibellæseplan. Der er noget forrygende ved at være i kontinuerlig læsning: Nye impulser; stof, man ikke har fået øje på tidligere, brager imod én! Det er gennem bibellæsning, at inspirationen til livet popper op. Det er her vore meninger om os selv og andre dannes. Det er her igennem discipelskab nuanceres og skræddersyes til den enkelte af os. Det er her, at uoverstigelige bjerge bestiges – eller – set med andre øjne – flades ud!
Der er flere forunderlige konsekvenser af bibellæsning. En global undersøgelse viser, at hvor kirkegængerne har personlig bibellæsning og personlig bøn på førstepladsen, der ”vokser” kirkerne! Nu ”vokser” kirker jo ikke bare sådan. Kirker ”vokser”, fordi der er en mand her og en kvinde der, som vælger at fokusere på Jesus! Kirkevækst skyldes, at det enkelte menneske træffer et valg, mht. hvad der skal være deres livs indre prioritering – og efterfølgende indgår i relationer til andre mennesker. Dette er mulden, discipelskabet vokser ud af! Det er det, der skaber vækst i kirkesamfundene, og i det omgivne samfund, for da Gud overlod verden i vore hænder, lagde han Jesu ånd i vore hjerter.
[/cmsmasters_text][/cmsmasters_column][/cmsmasters_row]