[cmsmasters_row data_padding_bottom=”50″ data_padding_top=”0″ data_bg_parallax_ratio=”0.5″ data_bg_size=”cover” data_bg_attachment=”scroll” data_bg_repeat=”no-repeat” data_bg_position=”top center” data_color=”default” data_bot_style=”default” data_top_style=”default” data_padding_right=”3″ data_padding_left=”3″ data_width=”boxed”][cmsmasters_column data_width=”1/1″][cmsmasters_text animation_delay=”0″]
Beates klumme november 2017. Bibelen – et festfyrværkeri og en nødhjælpskasse – en slidstærk ven. Det handler om discipelskab
Bibelen er med sine 66 bøger en kilde til undren. Det være sig for såvel bibel-troende som bibel-ikketroende. Min vinkel er selvklart den bibeltroendes, og jeg læser og boltrer mig i såvel Det Gamle som Det Nye Testamente. Jeg tror fuldt og fast på, at bøgerne er inspirerede af Gud Fader selv, og at Han har udvalgt mennesker som ”markører”, til at bringe budskaber i deres samtid – og ind i eftertiden.
Min uindskrænkede ejerfølelse af hver enkelt af bøgerne kommer af mit liv sammen med dem sådan at forstå, at jeg har oplevet dem som dynamiske, aktuelle og talende og ganske uundværlige i min gudsforståelse, i forståelse af altings sammenhæng, i min og menneskehedens historie, i min tid og ind i mine livssituationer.
Eksempel: Da jeg i 1993 havde brug for at lave penge – jeg skulle have nyt tag på mit hus, tænkte jeg på at få et job – ud over mit arbejde som ledende ergoterapeut, som ikke var et fuldtidsjob. En af mine venner kørte nattaxa, så min tanke gik i den retning. Jeg besluttede at spørge Gud, hvad Han syntes. Man skal tænke sig godt om, når man som kvinde vil gøre sig på et mandsdomineret arbejdsområde, og hvor man gør sig selv sårbar i forhold til de kunder, man lukker ind i sin bil. Det er også et stort ansvar man påtager sig, at være chauffør for andre mennesker – under alle trafikale forhold. Ganske enkelt spurgte jeg Gud, om Han ville vise mig, hvad Han mente om sagen. Jeg sagde til Gud, at jeg ville gå efter et skriftsted, og lade det være menings- og retningsangivende for min forespørgsel. Hvis det pågældende skriftsted var befordrende for min anmodning, ville jeg tage et hyrevognskort. Var skriftstedet imod min anmodning, ville jeg opgive tanken. Det var alt eller intet! Gud henledte på meget sikker vis min opmærksomhed på et skriftafsnit i 1.Krøn. 4.10.: ”Jabes påkaldte Israels Gud: ”Gid du vil velsigne mig og gøre mit område stort, gid din hånd må være med mig, og du vil fri mig fra ulykke, så jeg ikke lider smerte”. Og Gud gav ham, hvad han bad om”! Jeg sad meget længe med dette skriftsted foran mig. Og jeg tænkte det ind i de mange timer bag rattet, hvor alt godt – og det ultimativt dårlige – kunne ske; jeg kunne blive årsag til andre menneskers død eller lemlæstelse – og sætte mit eget liv over styr! Jeg tænkte ind i ordene ”gøre mit område stort”. Et: Man kommer langt omkring, når man kører taxa, og to: Jeg havde afgjort brug for, at undgå enhver form for ulykke. Jeg tog skriftstedet som mere end et ”ja” fra Guds side. Gud ville ikke alene bevare mig fra noget dårligt, Han ville også give mig noget godt!
Jeg forelagde min Onkel sagen. Han havde bedt over mit ønske – og gav grønt lys. Her var så den dobbelte bekræftelse, som var afgørende for mig: Jeg skulle have to samstemmende vidner, før jeg tog skridtet – og det fik jeg!
Efterhånden kom jeg til at køre nat på fuld tid. Jeg kørte for 3 forskellige vognmænd, og Gud gjorde ”mit område stort”: Jeg har siddet og bedt sammen med mennesker i min vogn, har trøstet ulykkelige, har talt en selvmordskandidat så langt ned, jeg evnede. Jeg har haft utallige fine samtaler – og kørt mærkelige ture, hvor kunder har lagt en 1000kr. seddel og sagt, at jeg bare skulle køre, til pengene var brugt op!! Jeg har kørt steder, mine mandlige kolleger ikke ville komme i nærheden af. En engel har skubbet mig ud af en snedrive. Jeg har aldrig været i fare. Jeg elskede at køre, har nydt mine Mercedes’er – og var aldrig utryg. Jeg har oplevet dette formidable – på baggrund af visheden om, at et skriftafsnit i Bibelen var sandt – og dynamisk – og personligt!
En af historiens stærke markører er den gudhengivne David, der blev en meget succesrig konge. Jesu mor og Josef er efterkommere af David, hvilket jo gør Jesus til et rodskud af David.
David er en stærk bidragyder til Bibelen. Profeten Samuel salvede David til konge, ”og fra den dag greb Herrens ånd David”! (1.Sam.16.13b). Herrens ånd over David betød, at han blev ”beåndet”. Gud tilførte David en helt ny dimension til hans karakter, en ekstraordinær egenskab, der blev en særdeles vægtig force i hele hans liv som poet, i relation til Saul – og som konge. David udøvede beåndet ledelse som sit folks øverste myndighed. Han samlede landet og sikrede folket fred til alle sider, og fik det til at blomstre.
Fordi David blev beåndet, formåede han at læse Mosebøgerne i den ånd, de er skrevet i. Historien vidner om det! Han skriver igen og igen om, hvor vidunderlig ”Guds lov” er. Ved denne ”lov” refererer David ikke til den skriftmængde – Bibelens første 39 bøger, som Paulus refererer til, men alene de 5 skrifter vi kender som Mosebøgerne. (De øvrige 34 bøger var ikke skrevet på Davids tid). Disse bøger, som synes støvede for en del læsere i vore dage, var guldgruben og kildevældet, der inspirerede og formede manden, som var ”efter Guds hjerte”! I Salme 139 synliggør David en hemmelighed i sit Gudsforhold: ”Herre, du ser ind i mig, ser alt af mig” (ny oversættelse).
De fleste af salmerne i Salmernes Bog er skrevet af David, og Salmerne, er nok den mest læste – og mest citerede bog i Det Gamle Testamente. På korset citerer Jesus Salme 22.2: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”.
Bibelselskabet har i år udgivet ”TAK”, som er titlen på Salmernes Bog på nudansk. Jeg har her aviskommentarer til udgivelsen – skrevet af Daniel Øhrstrøm: ”Den flere tusind år gamle meget ekspressive digtning er skøn og grusom vekslende mellem hinanden. Stemmen, der taler og taler fuldkommen utrætteligt: Hør på mig! Det er til tider råt tilhugne klippestykker af ord til at skære sig på, til andre tider ødselt strømmende glæde. Der er en mægtig spændvidde, tidløs, ja, moderne,” siger den anerkendte forfatter (Ida Jessen) i en kommentar fra Bibelselskabet, der står bag udgivelsen. Medoversætteren Else Kragelund Holt er helt enig: ”Vi har også fra begyndelsen tænkt på det som en samling af digte, der har noget vigtigt at sige ind i en moderne sammenhæng som et stykke brugslitteratur, der både kan bruges som et spejl for ens eget liv og som inspiration til dem, der har et aktivt bønsliv. Med Ida Jessens mesterlige oversættelser tør jeg også godt sige, at bogen også har fået en kunstnerisk kvalitet og en klarhed, som giver den potentiale til at blive meget udbredt. Jeg kan næsten ikke læse salme 22 uden at tænke på mobbe-ofre i skolegården, mens salme 139 for eksempel er blevet en endnu smukkere oplæsningstekst for eksempel til begravelser. Nu står der ikke længere ’Herre, du ransager mig og kender mig’, men ’Herre, du ser ind i mig, ser alt af mig”.
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan gamle bibeltekster – igennem tidernes beåndede oversættelser (ikke at alle har været beåndede)! – bevarer dynamik og spændstighed – og dermed forbliver stærkt vedkommende, sigende – og slidstærke!
Mere dynamik: Paulus er på enhver måde forankret i ”skrifterne” – altså det, vi kalder Det Gamle Testamente. Han skriver til Timoteus – 2. Tim. 3.15-17: ”Og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Et hvert skrift (af de omtalte hellige) er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning”. Paulus siger her, at Det Gamle Testamente har hele det tros- og åbenbaringsindhold – beåndetheden, som mange udelukkende tillægger Det Nye Testamentes tekster. Måske er det en overraskelse for nogen. Han siger også, at et stærkt gudsforhold er bygget på bibelkundskab; her altså de gammeltestamentlige skrifter – ikke engang de nye!!
Samme erfaring gjorde Jesu disciple ca.1000 år senere. De kendte ”de gamle skrifter” – Guds lov – profetierne om Jesus. De genkendte Ham fra skrifterne, og de levede med Ham, og de erfarede, at Han så ind i hver enkelt, så alt, der var i dem – og elskede hver enkelt så inderligt, at de blev grebet af Ham. Hvis Jesus ikke var genopstået, så ville disciplene have vidst det. Mennesker vil ikke dø for noget, de ved er en løgn. De så Ham dø, og de så ham levende igen. De var vidner til hans opstandelse og himmelfart. Alle disse beåndede mænd led en voldsom død grundet deres vidnesbyrd om Jesus.
I Matt. 17. deler Jesus en storslået oplevelse med Peter, Jakob og Johannes – og os: Han lader os forstå, hvor uadskillelige Han og Moses er, hvor Moses repræsenterer hele Guds begyndelse, skabelsen, Guds retningslinjer for hele menneskeheden – og hvor uadskillelig Han og hele det profetiske indhold i Det Gamle Testamente er – synliggjort ved profeten Elias. Det er en formidabel begivenhed, der linker tiden før Jesus og tiden efter Jesus sammen.
Jeg skrev indledningsvis, at ”Gud har udvalgt mennesker som ”markører”, til at bringe budskaber i deres samtid – og ind i eftertiden”. Jeg er taknemmelig for, at vi har en Moses, en Elias, en David, en Paulus og disciplene som stærke markører, og det er op til os at få øje på, hvad de markerer – i fortid – og i din og min nutid og fremtid!
[/cmsmasters_text][/cmsmasters_column][/cmsmasters_row]