Marts 2017

Beates klumme Marts

Trofasthed. Det handler om discipelskab

I sidste klumme var jeg optaget af vigtigheden af at gå i de forudberedte gerninger og at udnytte det gunstige øjeblik. Nærværende klumme er næste udtræk i teleskopet og har opmærksomheden rettet på konsekvensen af at ville være med på Guds idé om, at vi skal flytte rundt på os selv og modellere os til at blive den bedste udgave af os selv.
I betragtning af, at vi intet har, som ikke vi har fået, og ikke er blevet givet, er det ikke umiddelbart meget, vi har at komme med, der kan favoriserer os som luksusudgaven af os selv, og dog…! Paulus bruger begrebet, at noget ”tæller godt i vores regnskab”. I en anden oversættelse står: ”tæller godt på vores indtægtsside”. Han kvitterer i Fil.4.14-20 for, hvor trofaste vennerne er til at hjælpe ham økonomisk. Deres ”trofasthed” kommer i centrum, og han kaldet den ”en liflig duft, et kærkomment offer, Gud til behag!” Nærværende teksts nøgleord er ”trofasthed”!
Tegneren René Goscinny (den ene halvdel af makkerparret i Asterix og Obelix) og forfatteren Jean Tabery skabte serien om ”Den gode, gode kalif Harun al Raptusch og skurken, den onde, onde storvisir Iznogood”. Hovedhandlingen er, at Iznogood vil være kalif i stedet for kaliffen! 
Serien er et festfyrværkeri af sproglige finurligheder. Det kendetegnende ved den gode kalif er, at han sidder ned og er god. Han gør intet. Der er intet udadfarende. Han producerer ikke ”godhed”, han sidder bare ned og forherliger sig selv med ordene: ”Jeg er god”! Det er det!
Den gode kalif er et fornøjeligt, bagvendt eksempel på, at ”godhed”, ligesom de andre egenskaber omtalt i Bibelen som åndens frugt, ikke er en iboende tilstand, men er holdninger bragt til handling, og kun sådan bliver der lagt i vægtskålen på vores indtægtsside! 
Lige så lidt godhed kan give mening som noget blot iboende, giver trofasthed, som sådan, heller ingen mening. Begge egenskaber bliver først til hos os gennem en aktivering i en forbundenhed fra et menneske til et andet, fra et menneske til Gud, fra Gud til mennesket.
I filmen The Sound of Music synger Maria, at en sang først bliver til en sang, når du synger den, at en klokke ikke har betydning, før du lader den ringe, og at kærlighed ikke kan være kærlighed, før du retter den mod et andet menneske. Trofasthed er ikke eksisterende, før den udøves!
”Trofasthed” er en formidabel grundfrekvens for os til at kommunikere i ord og handling i forhold til Gud og mennesker. Den udsender kærlighed, sandhed og engagement! 
Gud har sat os i familier for at berige os, for at vi skal kunne kommunikere indbyrdes. I gammeltestamentlig forståelse er død lig med, at talen, sproget forstummer. Det er et fattigt familieliv, hvor der ikke kommunikeres på en kærlig, sand og engageret måde! Det er op til os at åbne hjertet og slå ørerne ud inden for vores familie og i forhold til Gud! Den, for mig, ypperste kvalitet i relationer er, at vi befrugter hinandens ideer! Det er her, at kærligheden, sandheden og engagementet befordrer voksende livskvalitet for alle. Også her er jeg overbevist om, at der er rigelig plads til udvikling og indtagelse af nyt land! Der er mange muligheder for, at vi kan være medarbejdere på hinandens glæde ved befrugtning af hinandens tanker, visioner og ideer – gennem trofasthed: Vi engagerer os, vi byder ind, stiller os til rådighed! 
Trofasthed er som et voksemedium, en særlig sammensat jordkvalitet, som frembringer de bedste afgrøder. Vi har virkelig mulighed for at befordre såvel det guddommelige fællesskab som alle øvrige områder i tilværelsen ved at vælge at iklæde os trofasthed i småt og stort. Herved styrker vi kreativiteten i såvel vort eget som andres liv.
I en meget ung alder bad Mark Batterson Gud om, at han måtte få en livslang tjeneste i den samme kirke. Han ønskede at vokse og udvikle sit liv inden for det samme fællesskab, den samme menighed, og være aktør i en proces med flest mulige af de samme mennesker over mange år. Det er nu over 20 år siden. Den trofasthed, Mark påtog sig, har været som den gode jord, der har næret ham i udviklingen som inspirerende menneske, pastor og forfatter. Hans valg har båret en vidunderlig frugt: Et meget stort antal mennesker har mødt hjælp og er på vandring fremad mht. at blive den bedste udgave af dem selv i en sund, Gud-centreret og til stadighed ekspanderende kirke! Pulsen og karakteren i hans bøger vidner om, at han har næsen rettet fremad – sammen med Gud. Så frugtbart et liv havde aldrig været muligt, hvis ikke Mark havde udvist trofasthed!
Når jeg møder mennesker, som forvalter deres liv med ”jeg skal” og ”jeg må ikke” ud fra en antagelse om, at Gud ser vredt på dem med en løftet pegefinger, fordi de mener, at Han tilmåler dem en snæver margin for at udfolde livet, oplever jeg en nærmest klaustrofobisk, fysisk udmattelse. Jeg vil på det bestemteste udfordre disse begreber og hvem som helst, som er gået ind under dem, ind under deres begrænsende krav, er blevet tilfangetaget af dem, og har gjort dem til deres spilleregler i livet – som bar man en overfrakke tre numre for lille!
Udsagnene ”du skal”, og ”du må ikke” – udtalt med en løftet pegefinger – er, hvad enten de kommer fra os selv eller andre, dræbere af livslyst og gåpåmod samt hele den kreative side af livet, hele Guds puls i skaberværket! Kontrasten, og her er vejen til at trække vejret og mærke pulsen slå forårsagtigt, ligger i at tilvælge en anden ”overfrakke”, en anden ”iklædning”: Guds design! Og den findes udelukkende i en generøs overstørrelse!
”Du skal” og ”du må ikke” er baseret på frygt for konsekvenserne af at overtræde opsatte regler og love. I Guds Rige er der ingen skræmmende ”du skal”. Derimod er der en rigdom af ”du får lov til”! Jesus siger igen og igen: ”Frygt ikke”, og Han mener det! 
Hvis vi er drevet af verdens frygt og af snærende regelsæt, er vi ikke tilbøjelige til at forvalte trofasthed.Derimod har beviseligt mange negative kræfter, bl.a. løgn, bedrag og korruption, et godt afsæt her. 
”Trofasthed” er et barn af frihed. Det er et sundt valg ift at indgå i dynamiske sammenhænge; en positiv forpligtelse, hvor en udveksling af gode ting finder sted; en udfordring i et univers, hvor der er højt til loftet! 
At være trofast kan aldrig forveksles med at være perfekt. Vi er ikke supermænd og superkvinder. Vi er dødelige og skrøbelige med alt, hvad det indebærer! Konstellationen af vores ufuldkommenhed og fejlbarlighed har intet med trofasthed at gøre. 
Kong David begik mange brølere i sit liv, men det, der gjorde ham til ”manden efter Guds hjerte”, var hans helt basale indstilling mht. at være trofast i sit forhold til Gud. Vi lærer David at kende i hans tidlige ungdomsår, og allerede der er hans trofasthed veludviklet. Trofastheden har positioneret ham som unik i historien, for ved den bragte Gud ham igen og igen til sejr over Israels fjender. Hans hjertes grundindstilling ift at ville være trofast havde den størst tænkelige positive konsekvens for alle mennesker i hans kongerige. Historien viser også, at da David handlede troløst, ramlede ulykkerne ned over ham. Hmm.. måske er der en læring her til os nutidsmennesker? Måske kan vi vende noget dårligt i vore liv til at blive godt ved at skrue på knappen ”trofasthed”?
Intet kan bestå uden trofasthed, til gengæld frigøres uendeligt meget godt for os selv og for andre, når vi vælger at være trofaste i alle forhold.

• ”Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker.” (Kol. 3,23.)

• ”Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små; jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!« (Matt. 25,21.)

• ”Sådan skal man betragte os: Som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder; her kræves det så af forvaltere, at de findes tro” (1. Kor. 4.2.)